WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Vampyrer fra rummet
En dag på jobbet med Ashar




(2013)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


San Francisco, Juni, 2010

   Okay... Der blev fundet døde mennesker i Golden Gate Park i San Francisco.
   Det var sen aften, lokal tid. Jeg stod lidt og betragtede de to afsjælede legemer. Ikke noget ophidsende i sig selv. Der var nogen der døde hver dag. Det ville normalt ikke have været noget der vedkom mig, men rygterne blandt konspirationsnødderne sagde, at de døde var tappet for blod, og der var to huller ved halspulsåren. Selv inden for unaturlige dødsårsager er det ikke helt naturligt... officielt i hvert fald... hvilket så gør det til mit job.
   Lang historie. For 13.000 år siden, blev jeg (ikke med min gode vilje) udpeget til at tage mig af det der dengang blev betragtet som overnaturlige væsner. Overnaturlig er nu så meget sagt, teknologisk langt foran menneskene ville være det korrekte udtryk, men dengang vidste man ikke bedre, og der er stadig ting der bliver betragtet som overnaturlige. Anyway... tænkt på det jeg laver som en form for avanceret skadedyrsbekæmpelse... mit navn er Ashar.
   Første tanke var at det var vampyrer. Der lever en del på disse kanter... eller hvad de nu kalder deres hæmoglobin-udfordrede eksistens. Der er liv i San Francisco hele døgnet og her er de bare endnu en der har natholdsarbejde. I forhold til hvor mange andre sære eksistenser der er i San Francisco, stikker de ikke mere ud end så mange andre. Egentligt hører de også ind under skadedyr, som jeg burde bekæmpe, men vi har en stiltiende aftale, der går nogle hundrede år tilbage. Hvis de ikke gør sig uheldigt bemærket ved at slå "donorerne" ihjel, lader jeg være med at udrydde dem. Med enkelte undtagelser, fungerer det egentligt meget godt.
   Nå, hvad de så end måtte være, så var det muligvis en af de opgaver der sorterede under mig. Så der stod jeg så, og kiggede på døde mennesker.
   Obduktionen var endnu ikke påbegyndt, og de to lig lå på køl på det retsmedicinske institut, klar til at blive undersøgt. Egentligt burde det have været en smal sag at finde de to, men pladsmangel på det nærmeste retsmedicinske institut og en kvajefejl i papirarbejdet gjorde at jeg havde spildt ret meget tid på at rakke rundt i byen for at finde ligene. Da natten faldt på, sneg jeg mig inden for for at se nærmere på de jordiske rester.
   Der var ganske rigtigt to huller i halsen på de to døde. Afstanden var god nok, men det lignede Hollywoods version af vampyrbid, hvilket er noget mindre voldsom end de virkelige. Der var heller ikke spor efter infektion med vampyrblod, hvad der ofte er, når mennesker er døde af vampyrangreb. Godt nok, så jeg behøvede heller ikke bekymre mig om at de begyndte at rende rundt et par dage efter og jagtede blod. De første dage efter de står op, hvor de er totalt styret af deres jagtinstinkter, skal der være nogen til at holde dem væk fra mennesker. Hvis ikke de "nogen" passer deres job, er det så jeg træder til.
   Jeg kløede mig lidt i nakken. Hvad pokker var det så? Kunne det være en af de tåbelige vampyr-kult-wanna-be's? Jeg kiggede lidt videre. Der var nogle mærker efter kløer, af den type der ikke er at finde i San Franciscos normale vildtbestand, og nogle mærker efter at have været holdt. Det lignede mere det man ser fra Moreaus baseret på store kattedyr, hvis de ikke når længere end drabet, men deres åbninger af halspulsårer er om muligt endnu mere uordentlige end vampyrerne. Jeg begyndte at få en fornemmelse af at nogen forsøgte at vildlede. Principielt kunne det godt være vampyrer. Man skal aldrig undervurdere sammenfaldet af tilfældigheder. Min mistanke gik nu mere i retning af mennesker der leger vampyrer.

   Mere forvirret end afklaret tog jeg ud til parken og drabsstedet. Rygtet om at nogen var død, og det lignede vampyrbid, fik selvfølgelig parken til at vrimle med wanna-be vampyrer og tosser med falske hugtænder, sort tøj, tung make-up om øjnene... og, i flere tilfælde, dårlig personlig hygiejne.
   "*psst* Har du set nogen?" kom det ovre fra et træ.
   Jeg kiggede over mod stemmen. Delvis gemt bag et træ stod en pige med hele goth-udstyret på. Hun kunne ikke være mere end tretten år.
   "Hvad?" spurgte jeg.
   "Vampyrer!" sagde hun lavmælt. "De kan jo ikke komme her om dagen, for så kan folk se når deres hud lyser og glimter."
   Hvad var nu det for noget vrøvl?
   "De to de fandt, har garanteret været forbrydere... eller gjort noget ondskabsfuldt."
   Mine tanker tog en tur gennem papirerne jeg havde læst om sagen. Det var der nu ikke noget der tydede på. Hvorfor skulle de monstro være forbrydere eller dårlige mennesker? Jeg skulle lige til at spørge ind til det, da hun fortsatte.
   "Det er så romantisk! Vampyrer! Måske er jeg heldig ligesom Bella og finder min Edward." Hun så drømmende op mod himlen, og jeg sukkede dybt.
   Selvfølgelig! Referencen sank ind. Lige hvad jeg manglede... en tosse mere! Whopedidooo... Hovedrystende gik jeg videre, for at se om der var spor, der kunne bringe mig videre i sagen.

   Som jeg gik rundt i parken, hørte jeg et dunk og en flaksende lyd af en flagermus der ramte en massiv overflade. Hvad nu? Jeg kiggede rundt. Flagermus er relativt ferme til at navigere rundt, og det lød helt forkert at en flagermus skulle flyve ind i en mur for fuld fart. Især fraværet af en mur gav fornemmelsen af at noget ikke var som det skulle være.
   Det tog lidt tid at finde det jeg ledte efter. Over et af træerne så jeg insekter ramme noget usynligt, og jeg kunne med lidt besvær ane et udtværet omrids.
   "Et usynligt rumskib parkeret i Golden Gate Park," lød Morrs stemme bag mig. "Man skulle tro de kunne finde på noget mere originalt."
   Jeg vendte mig om, og der stod Morr indhyllet i en illusion der fik ham til at ligne Kaptajn Kirk i fuld Star Trek-regalier. Morr er en entitet der minder om Eric Von Dänichens idé om rumguder, bortset fra at han ikke kommer fra Rummet, men en parallel dimension. En af hans store fornøjelser er at dukke op bag mig, uden at jeg opdager noget før han giver sig til kende.
   "Genkender du designet?" spurgte jeg.
   "Ikke specielt. Det ligner så meget af det andet skrammel de besøgende kommer flyvende i. Teknologien er også relativt generisk."
   En jogger der kom forbi, så Morr og grinede højt mens han fortsatte ufortrødent med sin træning. Eftersom Morrs naturlige udseende er en fuldstændig sort skikkelse, uden nævneværdige ansigtstræk, kunne det ikke betale sig at bede ham om at se naturlig ud. De fleste finder hans udseende lidt uhyggeligt.
   "Hvad er der gang i?" spurgte han.
   Jeg ridsede kort op hvad jeg havde fundet.
   "Vampyrer fra det ydre rum!" sagde han forurettet. "De kan da alle klichéerne."
   "Det kunne være værre. Det kunne have været muslimer der kom for at gøre hele Jorden til et ortodoks muslimsk land."
   "Er det ikke kommunister der kommer, for at gøre hele Jorden til et kommunistisk paradis?"
   "Forkert årti!"
   "Muslimske vampyrer fra det ydre rum?"
   "Den næste block buster fra Hollywood's klichémaskine."
   Morr sukkede. "Efter den der tåbelige film 2012 tror jeg dig gerne." Han stod og grundede lidt. "Vi må vel hellere kigge lidt nærmere på de besøgende... Hvad med hende den lille pige ovre i træerne, der har stået og udspioneret os den de sidste 10 minutter? Nogen specielle hensyn?"
   "Nej, det er lige meget. Det er bare en teenager der tror hun kan score sig en vampyr. Lad os hellere se om der er nogen hjemme."
   Vi begyndte at levitere op til skibet.
   "Score sig en vampyr?"
   "Seneste romantiske påfund."
   "Hollywood?"
   "Hollywood!"

   Rumskibets overflade var som den slags nu er. Glat og relativt jævn for at mindske turbulens ved flyvning i atmosfærer. Usynlighedskappen var kun omkring en tomme tyk, så vi kunne reelt ikke se overfladen, men den var let nok at mærke. Tæt på var skibets udseende og opbygning stadig ret generisk. En langstrakt kugleform for at få mest mulig rum med mindst mulig overflade, og bibeholde noget aerodynamik til flyvning i atmosfære. Det var derfor let at finde lugen på skibets overside, så vi kunne komme ind. Den var selvsagt låst, men velrettet spark og lugen hang og knirkede lidt i et enkelt hængsel.
   "Uh-uuuu... Er der nogen hjemme?" råbte Morr med sin mest provokerende stemme.
   Ingen reaktion. Vi hoppede ned i skibet, og lyset tændte automatisk. Stadig ingen reaktion. Vi stod i en smal gang i lys, grå metal. Der var ingen markeringer at se noget sted.
   "Mon ikke vi skal den vej?" sagde Morr og pegede mod den anden ende.

   For enden af gangen gled et stykke af væggen automatisk til side, og vi stod nu i noget der lignede et laboratorium.
   "Stadig ikke noget tech jeg genkender," sagde jeg.
   "Heller ikke her!"
   I et glasskab ved siden af døren stod der en række glas med diverse dele af dyr. Det så bekendt, men ikke helt naturligt ud.
   "Hybrider," sagde Morr, "de har været ved at rode med hybrider."
   Et panel gled til side, og to semi-humanoider jeg ikke genkendte kom til syne. Den ene løftede en tentakel med noget der antageligt var et våben, da et par metalgenstande med høj hast fløj forbi mig. Genstandene ramte de to fremmede i det der antageligt var hovedet. Skikkelserne faldt bagover med brag og blev liggende delvist filtret sammen. Jeg kiggede bagud på Morr der stod og jonglerede med et par metalgenstande mere.
   De mindede om en mellemting mellem en ti-armet blæksprutte og et menneske.
   "Stadig ikke noget jeg genkender," sagde Morr.
   "Heller ikke her."
   "Hvad har du tænkt dig at gøre, når de vågner?"
   "De må vel kunne afhøres."
   "Måske." Morr lød tvivlende.
   Der lød en snerren inde fra rummet som de fremmede var kommet fra. Et øjeblik efter kom der fem hybrider af forskellig art væltende imod os. De fire af hybriderne gik til angreb, mens den femte, en schæfer/menneske-hybrid løb ud og forsvandt ud af åbningen.
   "Fanger du Cujo?" sagde Morr og knuste hovedet på den første angriber.
   "Cujo," sukkede jeg og satte efter dyret. "Jo."
   Morr havde allerede fat i den næste hybrid, en kat/menneske-hybrid. Efter hylet og den knasende lyd at dømme, var han snart klar til at tage sig af den sidste.

   Nede på jorden igen prøvede jeg at finde sporet efter hybriden. Et stykke derfra hørte jeg pigen fra før, med sukkende stemme, sige "Åh, Jacob!". Nåja... uintelligent som det nu var, så vidste jeg i det mindste nu hvor dyret var løbet hen.
   Faldet fra rumskibet havde skadet hybriden, og den humpede kun langsomt af sted. Langsomt er relativt, for i forhold til et menneske løb den stadig hurtigt, så det tog omkring en kilometer at rende kræet op.
   Da jeg fangede hybriden tog tingene en noget anden drejning end forventet. Netop som jeg skulle til at knække nakken på dyret, kiggede den på mig med store bange øjne, og det gik op for mig, at vi ikke havde med et farligt rovdyr at gøre... Det var ikke Cujo, det var Lassie... Den ville hjem i sikkerhed.
   Det kunne jeg alligevel ikke få over mit hjerte. Hvad så? Jeg klemte på dyrets halspulsåre, og den sank bevidstløs sammen. Det måtte jeg finde ud af senere. Jeg hankede op i den og vendte tilbage til rumskibet.

   Morr så hånligt på mig, da jeg kom med hybriden.
   "Jeg ved det godt," sagde jeg. "Jeg er et skvat!... Hvad med vores tentaklede venner?"
   "Døde."
   "Af hvad?" Et øjeblik troede jeg, at Morr havde taget dem af med livet, sammen med hybriderne.
   "En form for eksplosiv. Jeg hørte et klik, og nåede lige at se den ene trykke på en knap, så jeg lagde et kraftfelt om... puff... og det var det."
   "Nogen idé om hvad det er vi kigger på?... Andet end endnu et par paphjerner der laver en Dr. Moreau."
   "Intet. Blodet var med sikkerhed til at donere noget DNA, og med de mængder de har brugt, har de været nogle amatører." Han så på hybriden. "Stabilt resultat, men kønt det er det ikke." Han tappede på en skærm, der kom til live. "Jeg kan ikke læse det. Det ligner hverken fugl eller fisk."
   "Hvad så?"
   Morr trak på skulderne. "Hvis du tager dig af Fido der, så smider jeg skibet her op til alt det andet ragelse på Månen."
   Gennem årene havde Morr gemt store mængder af farlige genstande på bagsiden af Månen. Det ville blive et frygteligt hyr at rydde op, når menneskene igen betrådte månen.
   Jeg kiggede lidt på Fido. Vi kunne jo ikke rigtig komme til at lave ham om til en hund igen, eftersom vi ikke kunne læse noget af det der stod på skærmene, og sende ham hjem kunne vi ikke så længe han så sådan ud. Mellemløsningen som jeg valgte var familiepleje hos Familien RobinsonMunster Island... Det hedder familien og øen ikke i virkeligheden, men mennesker er ikke de eneste der ser for meget amerikansk fjernsyn... der ville han ikke stikke så meget ud af mængden.
   Som sagt så gjort. Sagen var, om ikke løst, så i hvert fald afsluttet, truslen var fjernet. Det samme var sporene fra de fremmede. Hvad de fremmede var for nogen, havde vi ikke fundet ud af, men det var ikke hverken første eller sidste gang vi stod med ubesvarede spørgsmål efter endt arbejde. Det er ikke det bedste jeg ved, men sådan skal det åbenbart være.
   Vi fandt senere ud af hvem de fremmede var, og hvorfor de lavede genetiske forsøg på Jorden, men det er en helt anden historie. Jeg kan dog afsløre så meget, som at grunden til at de skulle bruge så meget blod, var fordi de havde glemt maskinen der skulle opformere det genetiske materiale i tilstrækkelige mængder til forsøgene. De var virkelig et par amatører! Fido fik vi aldrig lavet om til en almindelig hund igen, men hans historie endte faktisk lykkeligt... hvilket er en helt tredje historie.