WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Kolerabarnet




(1904)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


II.

   Men et Par Timer efter blev der atter Sjov i Gaden. Og det var igen de forbistrede Drenge.
   Solen var sunken ned bag Volden, og Aftenens Skygge bredte sig kølende og husvalende over de ophedede Gader og klumre Baggårde.
   Logiværtens Gæster var vågnede og skålede og skrålede inde i de lave Stuer, og udenfor Gadedørene stod Arbejderne og pustede ud efter Dagens Møje.
   Gæsterne i Logihuset generede dem ikke. Dem var de så vant til. De hørte ligesom med til Aftenfreden og Aftenhyggen.
   Men Drengene, Drengene!
   Hylende og skrigende kom de oppe fra Volden: Klærkegades Drenge først, og lige i Hælene på dem Nyboderne, Ulkene.
   - Ned med Jænerne ... hug ind på dem! ...Var jer »Skorper«, nu kommer Ulkene ... Dansken har Sejer vundet, Hurra!
   Skorperne løb med Tungen ud af Halsen, pustende og stønnende, skrækslagne.
   De havde mulet et Par Fyre oppe på Volden i al Fryd og Gammen, men lige med eet kom så Ulkene myldrende ned fra Nyboders mange folkerige Gader, og nu var de lige i Hælene. Der vankede voldsomt klø, hvis de standsede, og derfor gik det i fuld Fart under Hujen og Skrigen gennem Klærkegade.
   Arbejderne ved Dørene truede og skældte, og Logiværtens Gæster tumlede ud af de trange Huler.
   - Gi' dem på Thepotten, de Nybodertampe! lang dem en Hamborger ... smæk dem på Skallen!
   Men Klærkegadens Drenge løb, løb - lige til de kom til Hjørnet af Borgergade.
   Der standsede de som efter Aftale.
   Ulkene foer ind midt imellem dem og huggede til højre og venstre.
   - Død over alle Skorper, hug dem ned!
   Slagene faldt tunge og vægtige og gennemtrængende.
   Der blev levende i alle de omliggende Gader.
   Man peb i Fingrene i Borgergade og svarede rapt og hurtigt i Adelgade.
   Det vrimlede med Skorper, en hel lille Hær.
   Det gød ordentlig Mod i Klærkedrengene. De gik løs på deres Fjender.
   Nu var det Nybodernes Tur.
   - Ned med Ulkene! ... hug ind på dem, de Vandhunde!
   Skorperne huggede ind af alle Kræfter, og Ulkene måtte flygte.
   Atter gik den vilde Jagt gennem Klærkegade op mod Volden. Skrig og Skrål, Støj og Larm.
   - Var jer Ulke, nu kommer Skorperne!.. slå dem ned! ... mas dem, knas dem! ... Julia, Julia! Julia Julia hopsasa! Julia, Julia, søde Julia!
   Arbejderne ved Dørene lo fornøjet over Nybodernes Nederlag, og Logiværten drev atter sine Gæster ind i Hulerne.
   - Nu kan det være nok med de Narrestreger! ... i sådan en Varme ... de er jo bløde på Pæren hver evigste en!
   Sommeraftenens Fred lagde sig atter over Klærkegade, og nu hørte man kun Logigæsternes hæse Sang og den fjerne Larm fra Drengeslaget oppe på Volden.
   - Ja, så skal vi vel i Kassen, Mutter!- sagde en af Arbejderne ved Dørene og så mod det åbne Vindue, hvor hans Kone sad og strikkede på en Drengestrømpe - hvor er Alfred?
   - Ja, man rendte vel med de andre op på Volden! ... han skulle nu ikke have Lov til det!
   - Å, hvad! ... noget Sjov må de skam ha'e, de Fyre, ellers bliver de ikke til noget ... der var også Fut i mig, da jeg var Dreng, og du hørte heller ikke til Muleposedyrene, Mutter!
   Konen lo og kastede Garnnøglet i Hovedet på ham.
   - Nå, nå! nå, nå! ... ja der kan du se ... du kan ikke dy dig endnu! ... men vent bare, det kommer igen, sa'e Manden, han gav sin So Flæsk.
   Så kastede han atter Nøglet ind gennem Vinduet, og således vandrede det frem og tilbage nogle Gange, indtil de to store Børn omsider blev kede af Legen.
   - Ja, nu går jeg ud og ser efter Alfred! - sagde Konen.
   - Nej ... vist ikke nej ... nu går vi i Seng ... han kommer nok af sig selv!
   Et øjeblik efter lå de i deres Senge og sov trygt for åbne Døre, men oppe fra Volden kom Alfred listende ganske ene og alene.
   Hans Bluse var flænget fra øverst til nederst, og Huen havde han tabt i Slagets Hede. Fra et Sår i Panden piblede Blodet frem i små Strømme og drev ned over hans Kinder og Næse.
   Han gik og jamrede sig så småt, og af og til tørrede han sig over Ansigtet med sit Bluseærme.
   Derved gned han Blodet omkring i Ansigtet, så det kom til at se langt værre ud, end det virkelig var.
   Oppe ved en af de øverste Døre i Gaden mødte han Jomfru Mejer. Hun kom gående med en Kat på Armen og ville netop dreje ind ad Døren, da hun så Alfred og hørte hans Jammer.
   - Hvad er der i Vejen? ... var det ikke dig, der hjalp mig med at løse stakkels Zemire? ... kom, skal jeg hjælpe dig! ... jeg har Salver og lægende Urter jeg har Plastre og Sårbind ... jeg bruger det til mine Børn ... de slås så meget, og så river de sig til Blods, de arme Skind! ... Nå, sid nu stille, lille Mimare, nu er vi straks hjemme ... den har Kighoste, skal jeg sige dig, og trænger til frisk Luft, og så må jeg gå ud med den, for ellers slipper den fra mig.
   Alfred fulgte nølende med den mærkelige gamle Jomfru.
   Han turde ikke ret godt vise sig for sine Forældre med det blodige Ansigt; så fik han Skænd, vidste han, og måske ville Moderen forbyde ham at lege med de andre Drenge mere. Hun havde flere Gange truet med det. Desuden kunne det være morsomt at se, hvordan Kattejomfruen boede.
   Altså fulgte han med.
   De gik ind igennem en smal Gang, og kom ud i Baggården, og herfra gik de så ind ad en Dør og op ad mange smalle Trapper.
   Det var næsten ganske mørkt, og så lugtede der så underligt gammelt og muggent, en sur, gennemtrængende Lugt, som satte sig tungt for Brystet.
   Alfred følte sig ganske beklemt. Det kvalmede for ham, og han var lige ved at kaste op.
   - Så, så! så så! ... mine Lam! ... nu kommer jeg.
   Jomfru Mejer standsede og stak Nøglen i Dørlåsen.
   De var helt oppe på Kvisten nu. Idet Døren blev åbnet, så Alfred ind i en stor, halvmørk Stue, og rundt fra alle Sider lyste glødende Katteøjne imod ham.
   Han hørte arrig Hvæsen og Sprutten fra flere Steder og standsede angst i Døren.
   Det var, som om alle de lysende øjne stirrede griske og onde på ham, og som om hver af disse Kattekroppe, som han slet ikke så, krummede sig til Spring for i et Nu at fare over ham.
   Og så var der en Luft, som næsten ganske bedøvede ham.
   - Så, så! ... ikke bange Småmisser! ... ikke vrede Småpusser ... søde Pirser, lille Børn! ... han er en god Dreng! ... han har ikke gjort stakkets Zemire Fortræd ... han hjalp med at løse hende ... stille, Misser!
   Kattene blev ligesom mere rolige, da de hørte deres Herskerindes Ord. De hvæsede og spruttede ikke mere, men gloede endnu ondt på den fremmede Gæst.
   Så snart Alfred var kommen lidt ind i Stuen, skyndte Jomfru Mejer sig at lukke Døren, og derefter gik hun hen til et Hjørneskab og tog en Lygte frem, som hun tændte.
   - De vil vælte Lyset for mig, de små Skælmer! - sagde hun, - og derfor bruger jeg Lygte! ... men kom nu og lad mig se!
   Alfred kom hen til Lyset.
   - O, du er blodig over hele Ansigtet ... de onde Drenge! ... lad mig vaske det!
   Så hentede Jomfru Mejer en våd Klud og tørrede dermed Alfreds Ansigt, og derefter smurte hun hans Sår med en ildelugtende Salve og bandt et halvsnavset Tørklæde om hans Pande.
   Kattene sad på deres Pladser og så til. En af dem hoppede ned fra sin Hylde, bugtede sig mjavende hen over Gulvet og strøg sig kælent mod Jomfruens Kjole.
   - O, gamle Pyrus, min egen Dreng! ... du er den bedste af dem alle!
   Jomfru Mejer klappede den og kælede for den.
   Lidt efter dumpede en ned til, og nok en, og nok en, og tilsidst var de der alle.
   Det vrimlede af dem.
   De mjavede i Kor, snoede og strakte sig og strøg sig op ad Benene både på Jomfruen og på Alfred.
   - Nej, se, de søde Misser! ... ja de er kloge, er de, og gode og trofaste! ... de er ikke sådan som Menneskene ... for det er noget Rak, og de er ikke til at stole på!
   Alfred takkede for Hjælpen og ville til at gå, men han turde næsten ikke bevæge sig af Frygt for at træde på Kattene.
   - Nå Småpusser! ... gå nu lidt til Side! - sagde Jomfruen og førte Alfred hen til Døren og lukkede den op for ham.
   - Pas nu på Trapperne, og kom igen i Morgen, så skal jeg vise dig Zemires Grav nede i Haven, god Nat, god Nat!
   Alfred tumlede ned ad de stejle Trapper, gik over Baggården og stod atter ude på Gaden.
   Han trak Vej ret dybt og indåndede Luften med Velbehag.
   Den var ikke videre frisk, Luften i Klærkegade, men i Forhold til Luften oppe hos Kattejomfruen var den som Blomsterduft.
   Det var som et helt Æventyr, det Alfred havde oplevet den Aften.
   Han glemte ganske Voldslaget og sit Sår i Panden og gik rolig og tænksom til sit Hjem.
   Da han så, at Forældrene sov, lukkede han sagte Døren i Lås og klædte sig stille af.
   Et øjeblik efter sov han også og drømte om Hundreder af Katte, der mjavede og strøg sig kælent op ad hans Ben, indtil de blev Uvenner og spruttede og hvæsede og fyldte Luften med deres Hyl.
   Med et Ryk vågnede han og sad ret op i Sengen.
   Ude på Gaden hørte han Råb og Skrig af hæse, drukne Stemmer, Trampen i Stenbroen af jernbeslåede Sko, drønende Slag, og Hyl og Eder.
   Et øjeblik sad han forvirret og lyttede, men så lagde han sig rolig igen. Han vidste, at det var Gæsterne i Logihuset, der var kommet op at slås og nu blev hentet af Politiet.
   Det skete næsten hver Aften.
   Det hørte ligesom med til Klærkegadens Nattefred.


Kapitel 3 >