Kolerabarnet

---

Niels K. Kristensen (1904)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IV.

   De følgende Dage hørte Alfred nok Tale om Koleraen både derhjemme og på Skolen, men der var ingen, der var videre bange for den.
   - Det driver nok over! - hørte han en af Lærerne sige nede i Skolegården, - for to År siden havde vi 8 Koleratilfælde her i Byen, men der var næsten ingen, der vidste det før bagefter!
   Således trøstede Folk sig, og Livet gik sin jævne Gang.
   Et Par Dage efter at Alfred havde haft sit Koleratilfælde, kom Moderen med det Tørklæde, Kattejomfruen havde bundet om hans Hoved den Aften, da Voldslaget stod.
   Det var vasket og strøget og lignede slet ikke det, Alfred havde haft om Hovedet.
   - Se her, Alfred! ... gå nu op med det til Jomfru Mejer og sig hende Tak, fordi hun hjalp dig!
   Alfred tog Tørklædet og gik.
   Det var omtrent Aften, og han gruede lidt for de lange Trapper og for Kattene.
   Da han nåede fjerde Sal og begyndte at kravle op ad Kvisttrappen, blev Døren ind til Jomfru Mejer pludselig åbnet.
   - Gå nu, Rudolf! - hørte han Jomfruen sige med en underlig blød Stemme, - og se nu, om du kan holde dig fra Brændevinen og det dårlige Selskab i Logihuset, men her må du ikke komme op mere ... hører du.
   Alfred standsede og holdt sig ved Rækværket, og i det dunkle Lys så han nu en underlig Skikkelse kravle ned ad Trappen.
   Det var en ældre Mand med stort gråt Skæg og langt, sammenfiltret Hår. En laset Sommeroverfrakke slubrede om hans tynde Krop, og han havde bare Ben i et Par Læderslæber.
   Idet han kravlede forbi Alfred, mærkede denne en gennemtrængende Stank af Brændevin og Skråtobak, af Snavs og Mug.
   Alfred så forbavset på denne mærkelige Skikkelse, og det gik efterhånden op for ham, at han kendte ham. Han havde flere Gange set ham gå ind i Logihuset på Hjørnet, og en enkelt Gang havde han set Politiet slæbe af med ham til Stationen.
   Men hvad i al Verden ville han oppe hos Kattejomfruen, og hvorfor talte hun så blidt og venligt til ham!
   Nå, Alfred havde ikke Tid til at tænke længe på det, han måtte udføre sit Ærinde.
   Et øjeblik efter stod han ved Jomfru Mejers Dør og bankede på.
   Der var ingen, der svarede.
   Han bankede igen, og nu hørte han dæmpede, listende Trin inde i Stuen.
   Døren blev åbnet på Klem, og Kattejomfruen stak sin spidse Næse og Hage frem.
   - Hvem er det!
   - Det er mig, Alfred ... med Tørklædet.
   Jomfruen stod, som om hun betænkte sig på at lukke ham ind.
   - Alfred! ... nå, du hedder Alfred! ... det var dig, der hjalp mig med stakkels Zemire ... kom ind!
   Hun åbnede Døren netop så meget, at Alfred kunne slippe ind, og lukkede den så igen.
   Kattene sad på deres Hylder som forrige Gang og så på ham med deres lysende øjne, og da han gik frem i Stuen, begyndte de igen at sprutte og hvæse.
   Nå, nå, Småpirser! ... så, så, Pjevs ... du er den værste, men du mener ikke noget ondt med det ... du vil bare forsvare din gamle Plejemor! ... så, så! ... det er jo Alfred, som var god mod Zemire ... nå, nå, nå, Småmisser!
   Kattene holdt op med at sprutte, og Alfred gik hen og rakte Jomfruen Tørklædet og takkede.
   - Nej se, det er vasket og strøget! ... ja, engang havde jeg det også fint ... det var før de tog Rudolf fra mig ... de onde Mennesker, som lokker Folk til at drikke og stjæle! ... men nu har jeg ikke Tid for mine Småmisser! ... kom skal du se, her er en, som jeg fandt i Går nede i Borgergade ... den havde brækket Benet, den Stakkel ... så bar jeg den hjem, og nu ligger den her, blødt og godt, med Bandage om Benet!
   Hun viste Alfred en Kurv, som var foret med Uld og Vat, og i Kurven lå en ung, hvid Kat med det ene Ben i et stort Bind.
   Alfred syntes, den var sød, og strøg den ned over Ryggen. Den mjavede kælent og gned sit Hoved mod hans Hånd, da han holdt op at stryge.
   - Nej, se! ... rare Dreng! ... rare Kitty!
   Alfred havde fuldstændig vundet Jomfru Mejers Hjerte.
   Hun klappede ham på Kinden og gik hen til Dragkisten og hentede et Kræmmerhus med Brystsukker.
   - Det skal du ha'e min Dreng! ... du er god og rar ... og nu skal du se Zemires Grav!
   Så fulgte Jomfru Mejer ham ned ad Trappen, førte ham om bag Bygningen til et lille trekantet Stykke Jord op til et Plankeværk, og der viste hun ham Zemires Grav.
   Det var en lille Forhøjning, omkranset af Sten.
   Midt på Forhøjningen stod en blomstrende Gyldenlak, og rundt om denne lå der små halvvisne Blomsterbuketter og Blomsterkranse.
   - Ja, her ligger flere begravet! - hviskede Jomfru Mejer, - men Viceværten ta'er Blomsterne væk og jævner Jorden ud, når han ser det! ... Zemires Grav har han ikke set endnu!
   Jomfruen lagde Stenene tilrette og pillede ved Blomsterkransene.
   - Han siger, det er ukristeligt at begrave en ussel Kat, som om det var et Menneske! ... o! han kender ikke mine Katte, og Menneskene kender han heller ikke ... men det gør ingenting, at han jævner Gravene ud, for jeg husker alligevel alle mine Misser! ... jeg har en Bog oppe i Dragkisten, og i den har jeg skrevet alt om dem, hvor gamle de er, og hvordan de ser ud, og hele deres Historie! ... oh! det er en dejlig Bog ... du skal få Lov til at læse i den en Dag!
   Alfred syntes bedre og bedre om den mærkelige gamle Dame og lovede at besøge hende snart igen.
   Da han kom hjem, var Faderen lige kommen fra Arbejde. Han havde Bladet »Kjøbenhavnsposten« med hjem, og i det stod der, at Sundhedspolitiet nu havde erklæret København for smittet af asiatisk Kolera, og at der den Dag var anmeldt 17 Tilfælde af Sygdommen.
   Det var den 25de Juni.
   - Nej se! nej se! - sagde Faderen, idet han lagde Bladet sammen, - det var jo ikke så få, men af Københavns henved 140.000 Indbyggere er det alligevel kun en lille Brøkdel! det driver nok over!
   Men denne Gang drev det ikke over.
   Hver Dag stod der i Bladene, hvor mange Koleratilfælde, der var anmeldt den foregående Dag, og Tallene blev ved at stige.
   Den 4de Juli var der 42, og den 9de ikke mindre end 60.
   Hidtil havde Københavnerne været nogenlunde rolige, men nu fik de for Alvor Skræk i Blodet.
   De rige og forneme pakkede deres Sager sammen og rejste bort fra Byen, og alle de af Middelstanden, der på nogen Måde kunne, fulgte efter dem. Henved 15.000 flygtede.
   Men de fattige, Arbejderne, Forretningsfolkene og Lægerne, de måtte blive.
   Det var den dejligste Sommer med Varme og Solskin, men ingen glædede sig derover.
   Alle gik de med Frygt i Hjertet: når kommer Turen til mig!
   Folk kunne gå friske og raske til deres Arbejde om Morgenen, og ved Middagstid lå de i Krampe på Værksteder eller på Gader, og Sygevognene kom og hentede dem.
   Ingen var sikker længere.
   Smitten lå og ventede dem, hvor som helst de gik.
   Folk turde næppe komme sammen mere.
   Man holdt sig stille og rolig inden Døre, og gik man en enkelt Gang en Tur, mødte man stadig Vogne med syge, der skulle på Hospitalet, eller Vogne med døde, der skulle på Kirkegården.
   Det var en sørgelig Tid.
   Nu førte Ulkene og Skorperne ikke Krig med hinanden mere, og aldrig nogensinde var der Sjov i Gaden.
   Og Drengene havde dog så god Tid nu, for alle Skolerne var lukkede.
   Alfred gik for det meste hjemme hos Moderen, og den eneste fremmede, han kom til, var Kattejomfruen. Men hun var ham også til stor Trøst i hans Ensomhed.
   Kattene kendte ham nu allesammen, og aldrig spruttede og hvæsede de mere, når de så ham.
   Tværtimod.
   De mjavede fortroligt og kælent, strøg sig op ad hans Ben, kravlede op på hans Ryg og satte sig på hans Skød.
   Mange Gange sad han nu i hele Timer med alle Kattene om sig og læste i Jomfruens mærkelige Kattebog. Den mugne, sure Stank mærkede han slet ikke mere, og han kunne ikke forstå, at han nogensinde havde været angst for de gode, skikkelige Dyr.
   Og Kattejomfruen selv! hun var så rar og god. Hun holdt vist lige så meget af ham som af Pjevs!
   Snart havde hun en Kage til ham, snart et Kræmmerhus Brystsukker, og ofte drak han The sammen med hende ude i hendes lille Køkken. Han hjalp hende med at stege Bøf og Koteletter til Kattene, og hentede ofte Mælk til dem i Klærkegadens Mælkehandel.
   Undertiden, når han lugtede vel stramt af Katte og Snavs, når han kom hjem, kunne Moderen udbryde: Nej, nu må du snart ikke gå til Jomfru Mejer mere. Du lugter jo sådan, at man ikke kan være i Huset!
   - Å, hvad! - sagde Faderen så, - Alfred har jo ingen andre, han kan komme sammen med i denne sørgelige Tid! ... lad ham dog bare gå til Kattejomfruen!
   Og Alfred gik til Kattejomfruen hver eneste Dag.
   Ofte når han gik hen ad Klærkegade, så han Sygevognen holde, snart ved et Hus og snart ved et andet, men nu gik han altid langt udenom.
   Han var som alle bange for Smitten. Folk turde ikke længere hjælpe hinanden under Sygdommen, ja, ikke engang nærme sig Stedet.
   Far og Mor kunne dø fra deres Børn, uden at Venner og Naboer turde hjælpe.
   Det måtte være Politiets og Lægernes Sag.
   Men deres Antal var så lille, og Koleratilfældenes Antal så stort, at Arbejdet var uoverkommeligt.
   Der blev oprettet Kontorer rundt i Byen, hvor man kunne anmelde Sygdomstilfældene, og når Anmeldelsen var sket, blev der sendt Læge og Sygevogn.
   Men Anmeldelserne blev efterhånden så talrige, at de syge ofte måtte vente længe, og tidt var de døde, når Hjælpen kom. Den 15de Juli blev der anmeldt 305 Koleratilfælde, og Tallet steg endnu, for hver Dag der gik.
   Fortvivlelsen og Sorgen var nu snart på det højeste.
   Selv Alfreds Far havde næsten mistet sit gode Humør.
   Han måtte arbejde strengt om Dagen og undertiden om Natten med, så han var ofte træt og overanstrengt.
   Desuden lagde alle de sorgfulde Ansigter, Tavsheden og den tunge Alvor et stærkt Tryk på hans lyse, lette Sind.
   En Aften, da han kom hjem, klagede han over Smerter i Ryggen, og hen på Aftenen fik han stærk Feber og Krampeanfald.
   Der var ingen Tvivl hverken hos ham eller hans Kone, som havde siddet og våget ved hans Seng.
   Han var angrebet af Kolera.
   Der måtte sendes Bud til Anmeldelseskontoret.
   Alfred blev vækket af sin trygge, faste Søvn, og han blev straks lysvågen, da han så Moderens murhvide, rædselsslagne Ansigt og hørte Faderens Stønnen.
   - Skynd dig, min Dreng; og få Tøjet på og løb hen i Ulvegade og meld, at Far har fået Kolera!
   Moderen gik bestyrtet frem og tilbage og vred sine Hænder og bad og klagede.
   Det løb som Is ned ad Ryggen på Alfred, og hans Hænder blev klamme og rystende af kold Sved.
   Men han skyndte sig så godt han kunne, og inden mange Minutter var han ude på Gaden.
   Tranlamperne lyste mat og dunkelt i den stille, lumre Sommerluft, og Husene så så underlig tomme og ubeboede ud.
   Kun i Logihuset var der Lys og Liv.
   Der lød Sang af hæse, rustne Stemmer, og Skrig og Skrål fra drukne Slagsbrødre og Fredsforstyrrere.
   En sørgelig, sørgelig Munterhed.
   Af og til smøg en Skikkelse sig forbi Alfred i den øde Gade, og et enkelt Sted stod en Mand i Skjorteærmer i sin Gadedør.
   Alfred løb og småjamrede i sin Sorg og Skræk.
   Tænk, om hans gode Far skulle dø af denne frygtelige Sygdom, dø fra ham og Mor!
   Og de døde jo næsten alle.
   Faderen havde selv sagt, at over 2 Trediedele af de syge døde, det havde han læst i Bladene.
   Men det var jo ikke sikkert, det var Kolera. Der var jo da også andre Sygdomme.
   Bare det ikke var Kolera! Bare det ikke var Kolera!
   Alfred blev ved at gentage disse Ord, mens han løb,uden at vide det, uden længere at tænke over det.
   Da han kom til Ulvegade, så han et oplyst Hus og flere Personer, der smuttede ind ad Døren.
   Det var Nr. 30, Anmeldelseskontoret.
   Hvordan han kom ind og fik meldt Faderens Sygdom med Adresse og det hele, kunne han slet ikke huske, da han igen stod på Gaden. Han bare skyndte sig for at komme hjem.
   Da han kom hen til Logihuset, så han en Sygevogn holde udenfor.
   Uvilkårlig standsede han et øjeblik. Nu var der stille og roligt derinde, men pludselig åbnedes Døren, og ud kom de slæbende med en stakkels syg, en af Gæsterne.
   - Farvel, Stoffer! Farvel, Stoffer! ... god Bedring, gamle Dreng! ... du klarer dig nok!
   De hæse, drukne Stemmer rystede af Bevægelse, af Skræk, men lød så muntre og forhåbningsfulde som muligt.
   Så rullede Vognen af Sted, og Alfred fortsatte sit Løb.
   - Stoffer, Stoffer! tænkte han, det var Pimpestoffer, ham, som ville kurere Kolera med Brændevin!
   Med det samme stod Synet af den syge Arbejder, som hin Morgen var bleven båret ud til Vognen, igen for ham, og hans Tanker gled på ny til Faderen.
   Ville han komme til at se lige sådan ud, der som han døde, eller når nu Vognen kom, og han skulle bæres ud i den? Alfred turde ikke se det, ville ikke!
   Men det måtte heller ikke ske, måtte ikke, måtte ikke!
   Hans gode Far måtte ikke dø! ... hvad skulle der så blive af ham og Mor alene?
   - O, gode Gud! lad Far leve, lad Far leve!
   Da Alfred kom til Huset, så han Moderen gå frem og tilbage, frem og tilbage.
   En Gang imellem knugede hun Hænderne mod Hovedet, og en Gang imellem strakte hun dem foldet ud fra sig.
   Alfred listede sig ind.
   - Far er død, Far er død! - sagde Moderen, så snart hun så ham, og derpå kastede hun sig ned over Sengen, hvor den syge lå.
   Alfred satte sig stille ned i Krogen indenfor Døren, og der sad han og græd med Hovedet mod en Stol, indtil Søvnen dalede over hans forpinte Sind og gjorde det lyst og let for ham med sine gode Drømme.
   Da han igen vågnede, lå han i sin egen Seng, og Moderen gik bleg og stille om og ordnede i Huset.
   Sygevognen havde for længe siden været og hentet Faderens Lig til Ligkapellet.