Kolerabarnet
Niels K. Kristensen (1904)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
V.
Alfred og hans Mor havde under Faderens korte Sygdom slet ikke tænkt på Smittefaren.Nu, Dagen efter hans Død,medens Moderen sorgfuld og fortvivlet gik omkring og bragte Orden i Huset, meldte Frygten sig. Sengklæderne og alt Faderens Tøj bragte Moderen op på Loftet og Gulvet vaskede hun godt og grundigt.
Men det var for sent.
Smitten sad allerede i hendes Krop.
Hun følte det godt, som hun gik der og arbejdede, men hun ville ikke lade sig mærke med det for Alfreds Skyld.
Hun ville ikke overgive sig.
Men henad Eftermiddagen kunne hun ikke længere.
Hun måtte gå i Seng, og snart lå hun i stærk Feber.
Alfred måtte igen gå den sørgelige Gang til Anmeldelseskontoret i Ulvegade 30.
Han var ganske ør og fortumlet og slingrede hen ad Fortovet som en fuld Mand.
Græde kunne han ikke mere, og tænke kunne han næsten heller ikke. Men han nåede dog Kontoret og fik afgivet sin Anmeldelse.
- Ja, vi skal komme, så hurtigt vi kan! - sagde den blege, forvågede Kontorist, idet han skrev Adressen, - løb du bare hjem igen.
Alfred ilede på ny af Sted, så hurtigt han kunne.
På Vejen søgte han at samle sine Tanker.
Mor var ikke så syg som Far! ... hun var ikke så syg! ... måske var det bare Frygt, som da han selv var bleven syg for 14 Dage siden! ... måske var hun rask, når han kom tilbage! ... bare, bare!
Med bankende Hjerte åbnede han Døren.
Der var stille og roligt i Stuen.
Forsigtigt listede han sig hen mod Sengen for at se, hvordan Mor havde det, men skrækslagen foer han tilbage.
Moderens Ansigt var stift og blegt, og Hænderne var foldede over Brystet.
Død, død!
Han turde ikke se det, turde ikke!
Med et Skrig foer han ud ad Døren, ud på Gaden.
Uden at tænke over det, uden egentlig at vide, hvad han gjorde, løb han af Sted hen ad Gaden, op mod Volden.
Men da han havde løbet et Stykke, vendte han tilbage, drejede ind ad en af de øverste Døre i Klærkegade, løb op ad de stejle Trapper og bankede heftigt på hos sin eneste Ven og Støtte, Kattejomfruen.
Døren blev hurtigt åbnet, og Alfred blev trukket ind i Stuen.
- Stakkels Dreng! ... lille Dreng! hvad er der? ... er du syg? ... er der nogen efter dig?
Jomfru Mejer klappede ham kærligt på Kind og Hoved, satte sig på en Stol og trak ham ind imod sig.
Alfred begyndte at fortælle, hurtigt og åndeløst, om Faderen og om Moderen, og da han havde nævnet det frygtelige Ord »død«, brast han i en voldsom Gråd.
- Så, så, så! ... nå, nå, nå! ... lille Dreng! ... rare Dreng! ... jeg skal hjælpe dig! ... jeg skal hjælpe dig! ... stol du bare på mig! ... kom, jeg skal gå med hjem til din Mor!
Jomfru Mejer tog et Sjal over Skuldrene, sin bredskyggede Sommerhat på Hovedet, og så gik hun og Alfred Hånd i Hånd hen til Alfreds Hjem.
Da de kom til Huset, stod Døren på vid Gab, og Tøj og Sengklæder lå uordentlig om på Stole og Borde.
Moderen var der ikke.
Sygevognen havde allerede været der og hentet hende.
Så tog Kattejomfruen Alfred med hjem igen, og fra den Dag boede han hos hende oppe på Kvisten sammen med alle hendes Katte, der nu ikke længere var fjendtlige mod ham, men gode Venner og Legekammerater.
Der var ingen, der savnede ham; ingen, der spurgte efter ham.
Sundhedsrådet og Politiet havde så travlt med de døde, at de kun fik liden Tid til at tænke på de levende.
Dagen efter at Moderen var kørt på Hospitalet, gik Jomfru Mejer og Alfred derhen.
- Snedker Hansen og hans Kone! ... vent! - sagde Portneren og gik sin Vej.
Lidt efter kom han tilbage.
- Døde begge! ... begraves i Morgen!
Jomfru Mejer rystede bedrøvet på Hovedet og klappede Alfred på Kinden.
Stakkels Dreng!
Så tog hun ham ved Hånden og førte ham gennem de solhede Gader op til Volden.
Og her plukkede de Blomster og Blade, så mange de kunne finde, og bandt to kønne Kranse til Alfreds Far og Mor.
Næste Dag bragte de dem til Hospitalet og bad Partneren lægge dem på Risterne.
Det var Alfreds sidste Hilsen til sine Forældre.
Da han om Aftenen var kommen i Seng på den gamle læderbetrukne Sofa, som stod i et Hjørne i den Stue, hvor alle Kattene var, lå han længe og græd.
Han kunne ikke falde i Søvn.
Pludselig mærkede han en Hånd på sit Hoved.
Det var Jomfru Mejer, som var kommen ind fra sit lille Sovekammer ved Siden af.
- Så, så, lille Alfred! ... sov nu! ... nu skal du ikke græde mere! ... vi skal nok være gode imod dig, alle mine Småmisser og jeg ... ikke sandt, Pirser ... I vil være gode mod stakkels Alfred!
Kattene mjavede og snurrede, og gamle Pjevs sprang ned fra sin Hylde, kravlede op i Sofaen og gned sit lodne Hoved mod Alfreds våde Kind.
Det trøstede Alfred i hans store Sorg.
Han blev efterhånden mere og mere rolig, og tilsidst sov han trygt og godt, og da han vågnede næste Morgen, lå Pjevs ved Siden af ham i Sofaen.