Kolerabarnet

---

Niels K. Kristensen (1904)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VI.

   Dagene gik fredeligt og godt for Alfred oppe på Kvisten hos Kattejomfruen.
   Der var nok at bestille med at passe alle Kattene, og morsomme var de, når han legede med dem.
   Han fik sig tit en lystig Latter, når han så en halv Snes Stykker af dem springe omkring efter et Garnnøgle, eller når de hængte sig fast ved et Tørklæde og lod sig slæbe hen ad Gulvet.
   Men når de var kommet i Slagsmål med hinanden, var de ikke lette at have med at gøre.
   Så var de næsten ikke til at skille ad, hverken med det onde eller med det gode.
   Den værste var Pjevs. Han holdt ikke op, før alle de andre havde givet sig.
   Den eneste, der ikke sloges, var lille Kitty, men den havde også Benet i Bandage endnu og lå for det meste i sin Kasse.
   En Aften, da Kattene havde sat sig til Ro på deres Hylder, bankede det på Døren.
   Jomfru Mejer gik hen og åbnede den.
   - Nej, Rudolf! ... jeg sa'e jo til dig, at du måtte ikke komme mere! ... det kan ikke gå! ... hvad tror du Viceværten ville sige, dersom han så dig! ... nå, nå, nå! ... ja, kom så!
   Han havde endnu den gamle Overfrakke om sig, og Slæberne på de bare Ben; men han var renvasket i Ansigtet, og hans Hår og Skæg var kæmmet.
   - Jeg ville bare op og se til dig, Johanne! ... og fortælle dig, at nu har jeg købt Herregården Gyldenholm, du véd! ... Handelen blev afsluttet i Går, og den skal koste 700.000 Mill. Kr. ... der er 17 Køer og 9000 Heste ... og en Guldkaret med Himmel og Krone! ... på Søndag holder vi Bryllup, Johanne!
   Jomfru Mejer rystede på Hovedet og så på Alfred.
   Og Rudolf så også på ham, nikkede til ham og smilede lykkeligt.
   - Du skal følge med, du lille Fyr! og du skal ligge i Guldseng og spise Pandekage med Syltetøj hver Dag ... og ride på 9000 Heste!
   Alfred kunne næsten ikke lade være at le: men så helt alvorlig ud alligevel, for han forstod godt, at Rudolf ikke var rigtig i Hovedet.
   - Ja, det er godt, Rudolf! - sagde Jomfru Mejer, - men du er vel sulten efter den lange Rejse! ... vil du ha'e lidt Smørrebrød?
   - Ja, Tak! ... man kan nok være sulten, når man har rejst 5000 Mil i en Køre uden at få hverken vådt eller tørt!
   Så fik Rudolf Smørrebrød og The, og medens han spiste, sad han og smilte fornøjet og fortalte om sin Herregård.
   - Ja, det er en stor Gård, Johanne! ... der er 19 Piger og 97.000 Karle! ... og så er der 700.000 Mill. Grise!
   Han lo lystigt, da han nævnte dette store Tal, og så stolt på Jomfru Mejer og Alfred.
   Da han kort efter gik derfra, stak Jomfruen ham en Mark i Hånden, idet hun åbnede Døren for at lukke ham ud.
   - Gå nu hjem på dit Værelse, Rudolf! ... og vogt dig for Logihuset og for Brændevinen ... og her må du ikke komme op mere! ... hører du!
   Alfred så lidt nysgerrig på Jomfru Mejer, da hun igen kom ind.
   - Ok, den Stakkel! - sagde hun og rystede på Hovedet, - han er så god og from som et Lam ... og gør ingen Mennesker Fortræd! ... Engang var han et stolt Menneske, køn og rask, og vi var forlovede og skulle giftes, såsnart han fik købt en Gård! ... men så gav han sig til at spille og drikke ... det var Kammeraterne, der lokkede ham til det ... og til sidst stjal han ... og nu er han et Vrag! ... Nej, Menneskene de er ikke til at stole på ... kom så Småmisser, Småmisser, nu skal I ha'e jer Aftenmælk, og så skal vi i Seng!
   Dagen efter Rudolfs Besøg, netop som Alfred og Jomfru Mejer sad ude i Køkkenet og spiste til Middag, bankede det voldsomt på Døren ind til Kattestuen.
   - Hvem kan det være! - sagde Jomfruen i Skræk, - det er ikke Rudolf, og her kommer ikke andre.
   Det bankede igen, endnu voldsommere.
   Jomfru Mejer gik hen og åbnede Døren på Klem.
   - Hvem er det! ... her kommer ingen ind!
   - Kommer ingen ind! - sagde en noget rå og hård Stemme, - jeg skal ind! ... jeg er Politibetjent, fra Sundhedspolitiet! ... jeg skal undersøge Lejligheden!
   Jomfru Mejer veg til Side og stod rystende af Angst og så på Betjenten, der rask og hurtig trådte ind.
   - Fy for en Ulykke! ... Sikken en Stank!
   Han så sig omkring i Stuen. Kattene begyndte at hvæse, sprutte og skyde Ryg.
   - Nå, det må jeg sige ... en, to, tre, fire ... nej, nu har jeg aldrig i mine Dage set Mage ... fem, seks, syv ... nej, det er dog for galt ... otte, ni ti ... 15 ... siger og skriver femten ... levende Katte! ... ja, Farvel Madam! jeg kommer igen i Morgen!
   Hele den Dag og næste Formiddag med gik Jomfru Mejer og Alfred i den frygteligste Angst for, hvad der ville ske, når den skrækkelige Politibetjent kom igen.
   Ved Middagstid var han der som Dagen før.
   Men denne Gang var han ikke alene. Der var en Overbetjent med og en Arbejdsmand med en stor Sæk.
   Skælvende lukkede Jomfru Mejer Døren op, da det bankede; men da hun så de to Betjente og Manden med Sækken, smækkede hun hurtigt i igen.
   - De må ikke komme ind! - sagde hun hårdt og bestemt til Alfred og tog ham i Hånden.
   - Luk op straks! - råbte Betjentene udenfor, - ellers sprænger vi Døren!
   - De må ikke komme ind! - hviskede Jomfruen.
   Udenfor råbte og støjede de, og med ét gav det et Brag og et Bulder.
   Døren sprængtes, og de tre Mænd kom ind.
   Kattene fløj op på deres Hylder og hvæsede og spruttede.
   - Hvad er nu det for noget, Madam! - sagde Overbetjenten meget roligt og tog et Papir frem fra sit Ærmeopslag.
   - Vi er sendt fra Sundhedspolitiet, og Folk skal lukke os op! ... De ved jo, der er Kolera i Byen, og alt, hvad der kan tjene til at udbrede Smitten, skal skaffes væk! ... det er bleven meldt til Stationen, at De har 15 levende Katte i Deres Lejlighed, og vi har Ordre til at fordre dem dræbt med Undtagelse af en, som De selv kan udvælge!
   Dræbe mine Katte! - råbte Jomfru Mejer i frygtelig Ophidselse.
   - Ja, sådan lyder Ordren! ... vil De selv lade det besørge, Madam! ... ellers må vi gøre det!
   - Oh! I Uhyrer! ... I Mordere ... dræbe mine stakkels Småmisser!
   - Ja, hvis ikke De vil, så bliver vi nødt til det! ... vil De så behage at udvælge en!
   - I vover ikke at røre en eneste af dem! - skreg Jomfru Mejer og greb et Kosteskaft, som stod ved Køkkendøren.
   - Nå, nå, Madam! ... vær nu fornuftig!
   Jomfru Mejer stod med Kosteskaftet i Hånden og stirrede på dem. Hun var ganske bleg i Ansigtet, og Tænderne bed hun sammen i Raseri.
   - Ja, dersom De ikke tåler at se på det, så må De gå ind i den anden Stue! ... for nu begynder vi! ... Lad os så få dem i Sækken, Ole!
   Arbejdsmanden nærmede sig Hylderne, hvor Kattene sad.
   De spruttede og hvæsede, og da han rakte Hånden frem for at gribe en af dem, var der flere, der huggede Kløerne i hans Hånd.
   - Nej, sikke nogen Asener! - råbte han og gned Hånden på sin Trøje, - ja, vent bare!
   Alfred sad i Spænding og Angst og så på det. Han kunne ikke lade være at glæde sig, da Kattene kradsede Arbejdsmandens Hånd, og han ønskede rigtig af Hjertet, at det ikke ville lykkes ham at fange dem.
   - Tag Ildtangen derhenne ved Kakkelovnen og brug den! - sagde Overbetjenten.
   Arbejdsmanden tog Ildtangen og nærmede sig på ny Hylden, men idet han strakte den ud for at gribe en af Kattene, foer Jomfru Mejer frem og slog ham over Ryggen med Kosteskaftet.
   - Nå, kan De dy Dem! - råbte Betjenten og greb hende om Armene.
   - Ja, hold det gale Fruentimmer, mens vi besørger det! - sagde Overbetjenten, som nu begyndte at blive hidsig.
   Betjenten holdt Jomfru Mejer fast som i en Skruestik, og Arbejdsmanden gik løs på Kattene.
   Det blev den vildeste Jagt.
   De spruttede, hvæsede, mjavede, kradsede og sprang behændigt om fra Hylde til Hylde.
   Men snart måtte én i Sækken og nok én, og nok én.
   Kattejomfruen sled og sled for at komme løs, og i et meget spændende øjeblik, da Arbejdsmanden havde fået fat i to på én Gang, lykkedes det hende at slippe løs.
   Med et Spring foer hun hen og greb Pjevs og Kitty, og førend nogen kunne standse hende, foer hun ud ad Døren med dem, rutschede næsten ned ad Trappen, ilede over Baggården og flygtede som en vild hen ad Gaden.
   - Nå! ... ja, hun skulle egentlig kun haft én! ... men lad hende bare rende, det gale Menneske! ... tag nu fat på de andre!
   Alfred havde sat sig i en Krog henne ved Køkkendøren, og derfra var han nu Vidne til, at den ene Kat efter den anden blev puttet i Sækken, indtil de var der alle 13.
   - Ja, så er vi færdige! - sagde Overbetjenten, - hils nu din Mor eller din Tante, eller hvem hun er, at hun må gøre ordentlig i Stand heroppe, og at hun bare kan vove på at holde mere end de to Katte, hun nu har! ... så kommer vi igen, og så slipper hun ikke så let!
   Så gik de tre mænd med alle Kattene og trak den sønderbrudte Dør til efter sig.
   Der sad nu den stakkels Alfred ene i den tomme Lejlighed.
   Han græd, så Tårerne strømmede ned ad hans Kinder, og følte sig så ulykkelig. Hvert Øjeblik foer han op og lyttede, om ikke Jomfru Mejer kom igen.
   Men hun kom ikke.
   Hele Dagen gik, og det blev mørk Aften.
   Endnu var Jomfruen ikke kommen.
   Så redte Alfred sin Seng på Sofaen, og den Nat sov han ene i Kattejomfruens tomme Lejlighed.
   Næste Morgen vågnede han forvirret og fortumlet.
   Han så sig nysgerrigt om i Stuen.
   Der var så underligt tomt og stille, og Døren ud til Trappegangen stod åben.
   Efterhånden dukkede Aftenens Begivenheder frem for hans Erindring.
   Kattene var væk, og Jomfru Mejer var væk. Han var ene tilbage.
   Men Jomfru Mejer måtte jo komme igen! Hun havde jo ikke andet Hjem, og hun havde jo lovet at hjælpe ham!
   Sørgmodigt klædte han sig på og gik ud i det lille Køkken for at finde nogen Mad. Han var forfærdelig sulten.
   Han satte Vand på Skorstenen, fyrede under med Brænde, som han hentede ude fra Loftsrummet, og fik således snart en Kop The lavet.
   Brød og Smør var der nok af, og Ost og Kød var der også, så han fik et godt og kraftigt Måltid.
   Det styrkede ham og gav ham mere Mod og Livslyst.
   Havde han nu bare haft Jomfru Mejer og alle Kattene, eller Rudolf blot!
   Hans Mor havde nok fortalt ham, at hun havde en Søster, som boede i Jylland, og at de skulle besøge hende engang.
   Men hvad kunne det hjælpe ham nu! Han vidste ikke engang, hvor hun boede, og selv om han havde vidst det, hvordan skulle han så komme derover!
   Nej, nej! ... han havde kun én Ven og Støtte, og det var Jomfru Mejer, og han måtte vente, til hun kom igen, for hun måtte jo komme!
   At han kunne gå til politiet, Sundhedsrådet, Lægeforeningen eller godgørende Mennesker og bede dem om at hjælpe sig, vidste han ikke, anede han ikke. Og de havde så mange, de skulle tage sig af denne sørgelige Tid, at de umuligt kunne finde alle dem, der trængte.
   De arbejdede Dag og Nat.
   De flyttede Folk fra smittede Huse ud i Telte og Træbygninger, uddelte Tæpper, Klæder og Mad for mange, mange Tusinde Kroner og sørgede for plejehjem til de mange forældreløse Børn, »Kolerabørnene«, som man kaldte dem.
   Men Alfred glemte de.
   Han sad nu alene deroppe i Kattejomfruens lille Køkken og spiste sin Mad.
   Da han var færdig med det, gik han ledig omkring i Stuerne nogen Tid og ventede på, at Jomfruen skulle komme; men så kom han til at huske på, at Overbetjenten havde talt om, at der skulle gøres ordentlig i Stand.
   Han så sig omkring og syntes også nu, at der så slemt snavset ud.
   Så lukkede han Vinduerne op og tog en Kost og begyndte at feje løs, så Støvet røg om ham.
   Der trængte nok til at gøres rent.
   Under dette Arbejde standsede han bestandig og lyttede om ikke Jomfruen kom nu, men der hørtes ikke en Lyd på Trapperne.
   Dagen gik, og det blev Aften, og endnu var Alfred alene.
   Næste Dag spiste han al den Mad, der var tilbage, og besluttede så at forlade Huset.
   Hvor han ville gå hen, anede han ikke; men det kunne ikke nytte at blive længere. Nu troede han ikke, Jomfru Mejer kom mere.
   Netop som han stod på Nippet til at gå sin Vej, bankede det imidlertid på Døren.
   - Der er hun! tænkte Alfred og ilede hen for at åbne.
   - God Dag, god Dag! ... du lille Fyr! ... er Johanne hjemme?
   Det var Rudolf.
   Alfred blev meget glad ved dette Besøg og trak Rudolf ind i Stuen.
   - Hvad for noget! - sagde denne og så sig om, - hvor er hun henne! ... og hendes 15.000 Katte!
   Alfred fortalte om de to politibetjente Mande med Sækken, og om Jomfru Mejers Flugt.
   Ja, det gør ingenting! - sagde Rudolf og smilede, vi går ud og leder efter hende, du og jeg, og når vi har fundet hende, ta'er vi hende med ud på min Herregård, og der skal hun få Lov til at holde 15.000 Mill. Katte! ... der er plads nok, Stuelængen er 19.000 Fod høj og 798.000 Alen lang!
   Han lo stolt og lykkelig og lod sine Fingre glide gennem det lange, grå Skæg.
   - Kom med du, Alfred, eller hvad det er du hedder ... vi skal nok finde hende ... jeg véd, hvor hun er!
   Alfred vidste godt, at Rudolf ikke var rigtig i Hovedet, og at man ikke kunne stole på ham; men det var så forfærdeligt at være ene, og i Øjeblikket havde han ingen andre Venner i Verden. Desuden vidste Rudolf jo, hvor Jomfru Mejer var.
   Trøstig lagde han derfor sin Hånd i Rudolfs, og så gik de to ud for at opsøge Kattejomfruen.
   Alfred syntes, det var helt underligt igen at gå på Gaden. I flere Dage havde han ikke været ude.
   Det var brændende varmt, og Luften lå tung og trykkende i Gaderne, men der var dog alligevel friskere end oppe i Jomfru Mejers Kvistlejlighed.
   De gik gennem Klærkegade, op ad Borgergade til Fredericiagade, og ud ad den fortsatte de så deres Gang, til de kom til Amaliegade. Byen var så underlig stille, syntes Alfred.
   Der færdedes kun få Mennesker og heller ikke mange Vogne på den Strækning.
   Men da de kom til Amaliegade, så de en hel Række Rustvogne eller Ligvogne holde foran en Bygning.
   - Det er Almindeligt Hospital, sagde Rudolf, - her dør de næsten alle sammen! ... der ligger 500.000 Lig i Porten ... kom skal du se!
   Men Alfred ville ikke se; han havde fået en sådan Skræk for Koleraen, at han ikke turde.
   Han vidste jo nok, at der ikke var så mange døde, som Rudolf sagde, men at der virkelig lå Lig i Porten, behøvede ingen at fortælle ham. Det kunne han mærke på den frygtelige Stank.
   Det var også det værste Sted i hele Byen.
   Af de 1200 Fattiglemmer, som boede her blev 592 angrebne af Kolera, og deraf døde 514.
   Fattigdirektøren havde lige straks, da Koleraen udbrød, bestilt 200 Ligkister, og da de ikke slog til, og man måtte vente på nogle flere, blev Ligene nummererede og opstablede i en Port ud til Amaliegade, og det var disse Lig, Rudolf ville have Alfred skulle se.
   Igennem en Sprække i Porten kunne man kigge derind fra Gaden.
   - Nej, nej! - sagde Alfred, - jeg vil ikke se dem! ... jeg tør ikke!
   Rudolf rystede smilende på Hovedet og gik videre med sin lille Ven. De kom forbi Toldboden ud til Langelinie og fortsatte stadig deres Vej. Hvor de skulle hen, vidste Alfred ikke, og Rudolf vidste det næppe heller, skønt han på Alfreds stadige Spørgsmål hver Gang svarede:
   - Kom bare med mig! ... vi skal nok finde Johanne ... jeg véd hvor hun er!
   Den friske Luftning fra Søen gjorde Alfred godt og gav ham noget af hans gamle Mod tilbage.
   Han kom i en hel livlig Samtale med Rudolf om de mange Skibe, de så i Sundet, og Tiden gik hurtigt og godt.
   Under denne Samtale var de kommet ud på Strandvejen og havde nu til venstre de store, grønne Fælleder, hvor Køerne gik og græssede, og hvor Folk lå og nød den friske Luft.
   På selve Vejen færdedes ikke nær så mange Mennesker, som der ellers plejede på denne Årstid, og over dem, der var, hvilede der en underlig Tunghed og Stilhed.
   De kunne ikke løsrive deres Tanker fra Koleraen inde i Byen.
   I Nærheden af Slukefter standsede Rudolf.
   - Se der, Alfred ... der skal vi sove i Nat!
   Han pegede på et usselt Træskur, som lå lidt nede på Marken, omtrent midt mellem Vejen og Stranden.
   Alfred så lidt forskrækket på ham. - Er Jomfru Mejer der?
   - Nej, nej ... vi går videre i Morgen ... hun er over 7000 Mile herfra, oppe i Lyngby ... vi skal nok finde hende!
   Alfred begyndte nu for Alvor at fortryde, at han var gået med Rudolf.
   Han var jo dog et stakkels sindssygt Menneske, som ikke engang kunne hjælpe sig selv, end sige nogen anden.
   - Nej, lad os hellere gå hjem på Deres Værelse, Rudolf!
   - Ja, men jeg har ikke noget mere! ... det var så dyrt ... Værtinden ville ha'e 1700.000 Rdl. om Måneden ... og nu behøver jeg det jo ikke ... nu jeg har den store Herregård!
   - Men så kan vi gå hjem og bo i Jomfru Mejers Lejlighed!
   - Så finder vi jo aldrig Johanne! ... nej, kom bare! ... der er godt at være!
   Omsider gik Alfred med ned til Skuret, og på en Måde var der virkelig godt at være.. Der lå Hø og Halm derinde, så man kunne rede sig et godt og blødt Leje, og de mange Sprækker mellem Brædderne hindrede Luften i at blive kvalm og lummer.
   Alfred så straks, at Skuret nylig havde været beboet af Mennesker, for rundt omkring på Jorden lå der Æggeskaller, Kødben og Fadeskår, og i en Krog lå der flere tomme Flasker.
   - Ja; her er godt! - sagde Rudolf og smilede, - sæt dig nu, så skal jeg hente Mad!
   Alfred satte sig, og Rudolf gik igen op mod Strandvejen.
   Hvordan han ville bære sig ad med at skaffe Mad, forstod Alfred ikke, for Penge havde han sikkert ikke, og der var vel ingen, der i denne Tid turde åbne deres Dør for én, der så ud som Rudolf, og som kom lige fra København. Han kunne jo føre Kolerasmitten ind i Huset, selv om han ikke selv var syg!
   Dette sad Alfred og tænkte på, mens Rudolf var borte, men lang Tid fik han ikke til disse Betragtninger, for en halv Snes Minutter efter kom Rudolf tilbage med en Papirspakke i den ene Hånd og en Flaske Øl i den anden.
   - Her er Mad og Drikke! - sagde han og lo stolt, - det er et Sted, jeg plejer at komme! ... og de har Mad nok!
   Glad og fornøjet pakkede han Papiret op og bød Alfred.
   Der var Brød med røget Skinke, Brød med Rullepølse og Brød med Ost.
   - Tag bare Skinken du, for den kan jeg få nok af! ... på min Herregård hænger der mindst 200 Mill. røgede Skinker i Skorstenen, og jeg har regnet ud, at når jeg slagter 19 Svin om Dagen, kan jeg sælge 800.000 Mill. Skinker om Året!
   Efter dette voldsomme Regnestykke lo Rudolf hjerteligt og lagde sig velbehageligt tilbage i Halmen.
   Da de havde spist og drukket, gik de ned til Strandbredden, og der morede de sig med at høre på Vandets Skvulpen og med at samle glatte Stene i Sandet.
   Men da Solen gik ned, og de hørte Kirkeklokkernes fjerne Klang inde fra den pestsmittede By, var de trætte og søvnige og gik op til deres ringe Bolig for at sove ud efter Dagens trættende Vandring i den hede Sol.
   Alfred og Rudolf sov trygt og godt til den lyse Morgen, og da de vågnede, følte de sig friske og styrkede til at fortsætte deres Vandring for at finde Jomfru Mejer.
   Glade og fornøjede gik de ud ad Strandvejen, til de kom til Charlottenlund. De havde endnu hverken fået Mad eller Drikke, og da de nåede Konstantia, forsøgte Rudolf på at tigge sig noget Smørrebrød til i Traktørstedet. Men han blev jaget bort med vrede Ord og fik intet.
   Så gik de gennem Skoven ud ad Jægersborg Allé for at komme til Lyngbyvejen.
   Lige indenfor Skoven så de nogle små Træhytter inde på en Mark.
   Det var Huse, som Kong Frederik den Syvende havde ladet opføre for Folk, der var bleven flyttet ud af kolerasmittede Huse.
   - Lad os gå derhen! - sagde Rudolf, - de vil nok hjælpe os!
   Udenfor et af de nærmeste Huse sad en gammel Kone og syede, medens tre små Børn legede omkring hende.
   Da hun så Rudolf og Alfred, rejste hun sig forskrækket fra Stolen.
   - Hvem er I! ... hvor kommer I fra? - sagde hun og vinkede med Hånden, som for at holde dem borte.
   - Vi kommer inde fra Byen! - sagde Rudolf, - vi har gået over 100.000 Mil og er både sultne og tørstige!
   Konen blev endnu mere forskrækket, da hun hørte dette tåbelige Svar, og gav sig til at råbe, så det kunne høres langt bort:
   - Gå, gå! ... I fører Koleraen med jer, jeg kan se det på jer! ... jeg kan se det på jer! ... min Søn er død, og hans Kone også ... og nu sidder jeg her ene med mine 3 små Børnebørn ... og så vil I dræbe dem! ... gå, gå!
   Alfred tog Rudolf i Hånden for at drage ham væk derfra, men før de gik, sagde han stille og alvorlig.
   - Min Far og Mor er også døde af Kolera, og nu har jeg kun Rudolf her tilbage!
   Den gamle Kone stod og stirrede på ham et Øjeblik, og det var tydeligt at se, at hendes Skræk efterhånden forandredes til Medlidenhed.
   - Stakkels Dreng! ... stakkels Dreng! sagde hun så, - vent! vent! ... jeg skal hente Brød til dig og den gamle!
   Og derpå gik hun ind i Træhytten og kom lidt efter tilbage med nogle Stykker Rugbrød og et par Stykker stegt Flæsk i Hånden.
   - Værsgo', tag det ... og gå så ... stakkels Dreng, stakkels Dreng!
   Alfred og Rudolf gik atter hen til Vejen, og der satte de sig på Grøftekanten og spiste den fattige Kost.
   Efter Måltidet hvilede de i det bløde Græs, og ved Middagstid rejste de sig for at fortsætte deres Vandring.
   Det var en gloende hed Dag. Solen brændte og sved i deres Ansigt, og Fluer og Bremser plagede dem med deres Stik.
   Rudolf havde helt mistet sit gode Humør og gik meget langsommere, end han plejede.
   Alfred så et Par Gange op på ham. Han syntes, han var så bleg.
   - De er da ikke syg, Rudolf! - sagde han forskrækket.
   Rudolf smilede svagt.
   - Nej, det er bare den Forandring i Vejret! ... jeg tror, det er over 700 Graders Kulde nu!
   Alfred så endnu mere forskrækket på ham efter dette Svar, men han tav og søgte at støtte ham under Gangen.
   Men det gik langsomt og besværligt nu.
   Rudolf frøs, så Tænderne klaprede i Munden på ham, og hele hans Krop rystede.
   Til sidst kunne han ikke mere, og de måtte sætte sig på Grøftekanten.
   - Jeg vil bare hvile mig lidt! - sagde han, om lidt går vi igen ... og i Aften skal vi nok finde Johanne ... jeg véd, at hun er i Lyngby ... fra den Gang for mange Hundrede År siden ... før jeg købte Herregården ... nu skal hun få det godt ... og alle Kattene med!
   Han forsøgte på at smile som ellers, men det lykkedes ikke.
   Da Rudolf havde hvilet lidt, fik Alfred ham igen på Benene, og så gik de atter et lille Stykke, indtil han på ny måtte hvile. Og sådan gik det Stykke for Stykke, og for hver, Gang blev Hviletiden længere og længere. Klokken var over 9 om Aftenen, da de nåede Lyngby.
   Ved et lille Hus i Udkanten af Byen ville Rudolf nu tage den sidste Hvil, før de gik til det Hus, som Jomfru Mejer skulle bo i.
   De havde sat sig på Grøftekanten lige bag ved et Lindelysthus, og Rudolf lænede Hovedet op til Havegærdet og pustede tungt.
   Med ét faldt han om på Siden og blev liggende stille og stiv.
   Alfred ruskede i ham.
   - Rudolf, Rudolf! ... kom nu! ... vi må gå igen!
   Men Rudolf rørte sig ikke.
   Alfred prøvede på at rejse ham op mod Gærdet igen, men han var for tung.
   Hans venstre Arm hang løs og slap over hans Bryst, og Hovedet hvilede mod Grøftekantens Græs.
   Øjnene var tillukkede, og Ansigtet var hvidt som Sne.
   - Oh, han dør, han dør! - klagede Alfred i sin Angst og Sorg. - Rudolf, Rudolf! ... du må ikke dø! du må ikke ikke! ... Far er død og Mor er død, og Jomfru Mejer er flygtet sin Vej! ... og nu har jeg kun dig igen! ... Oh, Gud, o Gud! ... hvad skal jeg dog gøre! ... hvad skal jeg dog gøre!
   Inde i Lindelysthuset sad en ung Mand og en ældre Dame. Det var Mor og Søn.
   Den unge Mand var theologisk Kandidat og havde i et Par År været Lærer ved en Skole i Lyngby.
   Samtidig havde han søgt Embede som Præst, og for en Måneds Tid siden var han bleven kaldet til et Embede ovre i Jylland. Til Efteråret skulle han rejse derover, og nu i denne frygtelige Kolerasommer holdt han Ferie hos sin Mor i det lille Hus ved Lyngbyvejen.
   De havde siddet derinde i Lysthuset og talt om den frygtelige Sygdom, som rasede i København, og den unge Mand havde læst et stykke op af »Fædrelandet« for Moderen.
   - Det er dog forfærdeligt! - sagde Moderen, - 340 syge på én Dag! ... de arme Mennesker! ... og Konerne og Børnene! ... du må rejse derind, Holger! og se at få et par forældreløse Børn med herud! ... vi kan jo godt ha'e et par ... foreløbig!
   - Ja, det vil jeg gerne, Mor! ... men der står ellers, at Lægeforeningen ta'er sig af det, så man kan blot skrive til den, hvis man vil ta'e mod nogen! ... for Resten kan det godt være, at Sygdommen nu tager lidt af! ... det var den 27de Juli, at der var 340 ... i Går den 31te var der kun 205 syge!
   Således havde de siddet og talt derinde i det hyggelige Lindelysthus. Så var de faldet i Tanker hver for sig og sad stille og ubevægeligt.
   Men da var det, at de blev vækket af deres Tanker ved Alfreds hjerteskærende Klage.
   - Hør, Mor! ... hør! ... Vorherre sender os selv dem, vi skal vise Barmhjertighed imod! ... vi behøver hverken at rejse eller skrive!
   Den unge Præst rejste sig for at gå ud af Haven.
   - Ja, men pas dog på, Holger! ... pas dog på! ... det er Kolera, han har, den syge Mand! ... du skal se, det er Kolera!
   - Men Mor, Mor! ... det var jo netop de kolerasyge, vi ville hjælpe! ... du plejer da ellers ikke at være bange! ... kom nu!
   Så gik de ud af Havelågen hen til de to ulykkelige bag Lindelysthuset.
   Alfred havde holdt op med sin Klage og sad nu og græd med Hovedet støttet mod sine Hænder.
   - Hvad er det, min Dreng? ... hvor kommer i fra, og hvem er I?
   Alfred tog Hænderne bort fra Ansigtet og så op, da han hørte den venlige Stemme.
   - Vi kommer fra København! ... og Far er død, og Mor er død ... og Kattejomfruen er løbet sin Vej ... og nu skulle vi finde hende her i Lyngby ... Rudolf siger, han véd, hvor hun bor ... men nu er han bleven syg og kan ikke gå længere! ...
   - Stakkels Dreng! ... var det Kolera, dine Forældre døde af?
   - Ja!
   - Og din Ven Rudolf her! ... tror du, det er Kolera han har?
   - Ja, det er det vist! ... sådan så Far også ud! ... de dør allesammen! ... hvad skal jeg dog gøre! ... hvad skal jeg dog gøre!
   - Så, så! ... græd nu ikke mere, min Dreng! - sagde den ældre Dame og klappede Alfred på Hovedet, - vi skal nok hjælpe dig! ... Vorherre har selv sendt dig til os! ... så, så!
   Imidlertid havde den unge Præst undersøgt Rudolf og lagt ham lidt bedre tilrette.
   Jeg må gå hen til Doktor Henriksen, Mor! ... se lidt efter den syge så længe!
   Fruen satte sig nu på Grøftekanten ved Siden af Alfred og tog hans Hånd i sin.
   - Nu skal du ikke være bange, min Dreng! ... vi skal nok hjælpe dig! ... du skal bo hos os, og være hos os! ... min Søn skulle netop i Morgen have været til København for at, få et af Kolerabørnene med hjem ... og nu sender Gud os selv et! ... så vidunderlige er hans Veje! ... Politiet har glemt dig, og det har Sundhedsrådet og Lægeforeningen også ... men Gud, han har husket dig og ført dig til os!
   Sådan talte den gode Frue til Alfred, og Alfred følte sig trøstet og Husvalet i sin Angst og Sorg.
   Imidlertid havde man i de nærmeste Huse lagt Mærke til, hvad der foregik, og flere havde samlet sig om den syge Mand og den lille Dreng.
   - God Aften, Fru Mørk! - sagde en ældre Herre med Briller og hvid Vest, - hvad går der dog for sig! ... er han kommen til Skade, den gamle Mand?
   - Nej, han er syg! ... han og den lille Dreng her er kommen fra København ... vi er bange for, det er Kolera! ... min Søn er gået efter Dr. Henriksen!
   Det gav et Sæt i alle de tilstedeværende, og flere fjernede sig derfra.
   - Lad mig se! ... lad mig se! - sagde Herren med den hvide Vest, - nu er det rigtig nok længe siden, jeg har praktiseret, men Kolera skulle jeg dog kende!
   Han gik nærmere hen til Rudolf og så på ham.
   - Ja, jeg tror det! ... jeg tror det! ... men der kommer Henriksen ... han skal snart afgøre det!
   Folk veg til Side for den unge pastor Mørk og Lægen.
   Det blev ingen lang Undersøgelse, den stakkels Rudolf blev underkastet. Tegnene var tydelige nok.
   - Ja, det er Kolera! ... han må på Sygehuset med det samme, - sagde Lægen.
   Der var straks en, der tilbød at gå hen og melde det, og et Kvarter efter kom Vognen og kørte Rudolf bort.
   Men Alfred blev af den gode Frue og hendes Søn ført ind i det lille Hus med Haven og det smukke Lindelysthus.
   - Se så! - sagde Fru Mørk, - nu skal du først ha'e lidt at spise, Alfred ... og så skal vi ha'e alle Klæderne af dig og ha'e vasket dig rigtig dygtigt ... så jager vi Smitten væk, dersom du har den, men det har du nok ikke!
   Så førte hun Alfred ud i Køkkenet, hvor hun og den gamle Pige nu fik travlt med at gøre ham ordentlig i Stand.
   Han fik Mad, og han blev vasket over hele Kroppen i varmt Sæbevand.
   Og så fik han en af pastor Mørks Drengeskjorter på og blev lagt i en dejlig blød og ren Seng i et lille Værelse ved Siden af pigekammeret.
   Han var så træt af Dagens Møje og Sorg, at han lige straks faldt i Søvn.
   Men Fru Mørk og den gamle pige arbejdede endnu længe på hans Udstyr.
   De bar alt hans Tøj ud i Haven og gravede det ned i Jorden henne i et Hjørne, og de åbnede Skuffer og Skabe og fandt frem alt, hvad der var hengemt fra den unge pastor Mørks Drengetid: Skjorter og Strømper, Benklæder og Bluser, Sko og Støvler, en hel broget Blanding.
   Og imens snakkede de, snart om et Stykke og snart om et andet.
   De kunne begge huske, når det var bleven købt, hos hvem af de handlende det var, og hvor sød Holger havde været, første Gang han havde det på.
   Klokken blev tolv den Aften, før de kom til Ro, men da var også Alfreds Garderobe fiks og færdig, så der end ikke manglede et Bånd eller Spænde.