Kolerabarnet

Niels K. Kristensen (1904)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VII.

   Da Solen næste Morgen hævede sig over Lindelysthuset, skinnede den ind i et lille Værelse på en lille, ren Dreng med røde Kinder og lyse Lokker.
   Ingen kunne have tænkt, at det var den samme lille Fyr, som Dagen i Forvejen, snavset og tilsølet, møjsommeligt havde arbejdet sig frem på Lyngbyvejen med en gammel Mand i Sommeroverfrakke og bare Ben i Slæber.
   Og da tran vågnede og så på den hvide Seng og det pyntelige lille Værelse, kunne han næppe selv forstå det. Han kunne godt huske alt fra Aftenen før, og han sørgede jo meget over stakkels Rudolf, som nu lå syg af Kolera på hospitalet, men han følte sig alligevel så glad og lykkelig, som han ikke havde følt sig, siden hans Far og Mor døde.
   Det var kun 14 Dage siden, men for Alfred var det som mange lange År, en ond og sørgelig Tid!
   Inderlig foldede han sine Hænder og takkede Gud.
   Men nu følte han det, som om lysere Tider ville komme.
   Han kom til at tænke på, at den gamle Frue om Aftenen havde sagt: »Det er Vorherre selv, som har sendt dig,« og han følte, at det var sandt, så underlig han var ført omkring, til Jomfru Mejer, til Rudolf og nu til disse gode Mennesker.
   Således lå han, da Fru Mørk kom ind i det lille Værelse.
   Alfred smilede, da han så hende.
   - Nå, hvordan har du det, min Dreng? ... nu skal du op! ... du kan tro, Maren og jeg har haft travlt med at finde noget Tøj, som kan passe dig!
   Ilsomt gik hun ud igen, og lidt efter kom hun og Maren med Favnen fuld af Klæder.
   - Her skal du se! ... her er Tøj nok! ... bare det nu kan passe dig!
   Og Alfred måtte op af Sengen.
   Han blev vendt og drejet,og målt både i Længden og i Bredden, og efter megen Rådslagning og mange omhyggelige Overvejelser blev han iklædt Stykke for Stykke: Strømper, Knæbenklæder, Fløjlsbluse med hvid Snip i Halsen og sorte Sko med Sløjfer, en hel lille Kavalér.
   - Næ! ... hvor han ligner Holger! - sagde Maren og slog Hænderne sammen, - den Gang han var med i Skoven og revnede Bukserne bag i ... Fruen husker nok!
   Og Fruen huskede det godt.
   Riften blev undersøgt, og der blev en lang Snak om Skovturen og om Skovløberhuset, hvor Holger løb om uden Benklæder, medens Maren syede Riften forsvarligt sammen.
   Alfred hørte fornøjet på dem og så nysgerrigt ned ad sig.
   Han syntes, han aldrig havde været så fin før.
   Da han lidt efter blev ført ind i Spisestuen, hvor Holger Mørk sad og drak The, rejste denne sig forbavset.
   - Jeg skulle næsten tro, det var mig selv, Mor!
   Han lo fornøjet og trak Alfred hen til sig.
   - Ja, er det ikke forbavsende!
   Moderen lo også og hentede et portræt fra en af Skufferne. Havde det ikke været falmet og udvisket i Farverne, kunne man godt have troet, at Alfred var kommen lige fra Fotografen med det.
   - Nå, hvordan har du det så, min Ven! - sagde Holger Mørk og klappede ham på Håret. - jeg kan da trøste dig med, at din Ven Rudolf kun er angrebet meget let af Kolera, og at han sikkert inden ret længe vil være rask igen! ... det sagde Dr. Henriksen i Morges! ... Nå, nu skal vi have noget at spise ... og så skal du fortælle os lidt om, hvordan du har haft det derinde i den frygtelige By!
   Alfred spiste med god appetit, og da han var færdig, forsatte han sin sørgelige Historie.
   Fru Mørk og hendes Søn sad ved bordet, og Maren stod henne ved spisestuedøren med en Fejekost i hånden.
   De græd alle sammen, da Alfred fortalte om Faderens og Moderens Død; men de kunne ikke lade være at smile ad Jomfru Mejers mange katte, og de lo næsten højt, da Alfred fortalte om Rudolfs mange Hundrede Mill. Skinker.
   Og Alfred kunne selv smile gennem Tårer, skønt han havde lidt mere de sidste 14 Dage end de fleste Mennesker hele deres Liv.
   - Ja, nu kører vi ind til Byen og ordner det hele med Politiet og Sundhedsrådet ... så skal du være hos os i Fremtiden ... det vil du vel nok, Alfred?
   Holger Mørk ventede slet ikke Svar på det Spørgsmål.
   Han havde for længe siden set, hvor godt Alfred følte sig hjemme.
   En Time efter var de på Vejen til Byen. Alfred måtte tænke på sin tur i Går, møjsommelig og sørgelig som den havde været.
   I Dag var han anderledes stillet: Kusk, raske Heste og fin Vogn!
   Da de nåede Vibenshus, mødte de en mærkelig Skikkelse.
   Det var en gammel Dame i sjasket, bredskygget Sommerhat, tyndslidt, tilstøvet sort kjole og snavsethvide Bomuldsstrømper i Brunelssko. I den ene Hånd havde hun et sammenbundet Tørklæde og i den anden en Hankekurv.
   - Jomfru Mejer! Jomfru Mejer! råbte Alfred, da de var ud for hende.
   Kusken standsede, og den mærkelige Dame standsede.
   Der var ingen af dem, der i Øjeblikket vidste hvorfor de gjorde det.
   - Jomfru Mejer! - råbte Alfred igen.
   Jomfruen stod forbavset, ja næsten forskrækket, og stirrede på den fine Dreng ved Siden af den unge Herre på Bagsædet.
   Men med ét kastede hun Kurven og Tørklædet til Jorden og slog Hænderne sammen.
   - Alfred, Alfred! ... å, hvor jeg har ledt efter dig og Rudolf derinde i den skrækkelige By ... jeg gik fra Lyngby i Nat, og jeg måtte tage Pjevs og Kitty med ... de Småstakler ... nå, nå! ... I må ikke kravle ud af Kurven, Småpirser, ... Smånusser ...
   Hun fik nu travlt med at putte de to Katte i Kurven igen og lukke for dem, og da det var besørget, og hun atter så op, var det med det samme forbavsede, forvirrede Blik som lige straks, da hun hørte Alfred råbe hendes Navn.
   - Ja, nu har min Mor og jeg taget os af Alfred! ... mit Navn er Holger Mørk! ... Alfred og jeg vil meget gerne besøge Dem i Morgen, dersom De vil give os Deres Adresse!
   Jomfru Mejer fortalte dem undselig og forlegen, hvor hun boede, og så skiltes de.
   Klokken var omtrent 12, da Holger Mørk og Alfred nåede Byen, og i brændende Hede, i kvalmende Luft og i svidende Støv travede de nu til politiet og Sundhedsrådet, til Hospitalet og Lægeforeningen, for at få Alfreds Sager ordnede.
   Tre Timer efter var Alfred retslig og vidnefast indskrevet som Holger Mørks Plejesøn. Han havde atter Far og Mor.
   Så kørte de igen ud af den støvede, kvalme By, og ved Aftenstid holdt de atter foran det lille Hus i Udkanten af Lyngby, og der blev de modtaget med åbne Arme af Fru Mørk og gamle Maren.

***

   Dermed ender Historien om Kolerabarnet.
   Den er ganske sand og pålidelig, for Alfred har selv fortalt den, og han er en Mand, man kan stole på.
   Han er Præst og bor i en By, som I meget godt kender, og dersom I engang besøger ham, kan I godt få hans Børn til at fortælle jer om gamle Rudolf, som i flere År gik og passede Præstegårdens 100.000 Mill. Høns, og om Kattejomfruen, der ved sin Død testamenterede deres Far 10 levende Missekatte og den berømte Kattebog.