På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
1. Et Politibesøg på Skolen
»Som, der, hvilken, hvem, hvad, hvis!«»Om igen! ... Om igen!«
Læreren stod oppe ved den store Tavle med et Kridt i Hånden, hidsig, varm - utålmodig.
»Som, der, hvilken, hvem, hvad, hvis!«
De grove, kraftige Drengestemmer drønede med Vælde gennem Skolestuen.
»Ja, råbe kan I ... men lære noget! ... Nej, nej ... ingenting hænger fast i Jere tykke Hoveder! ... Ret Ryggen! ... Fold Hænderne! ... Se nu her .. se nu her!«
Læreren skrev, så det knaldede.
»Den Tyv, som stjal Hr. Nielses Hest, blev greben sidste Mortensfest.«
»Se nu dette som ... hvad er det for et Ord? ... Hvad er det for et Ord?«
Læreren overhørte de enkelte rigtige Svar.
»Hele Klassen! ... Hele Klassen!«
Men hele Klassen var igen sunken sammen.
Med bøjede Rygge, med sænkede Hoveder og med døsige, glansløse Blik fulgte Drengene deres Lærers kraftige Undervisning.
De havde i Øjeblikket kun eet Ønske, og det var at få Lov til at lægge deres trætte Hoveder ned mod de skrå Pulte.
Siden den tidlige Morgen havde de travet Trappe op og Trappe ned med Aviser, med Mælkeflasker, med Brød fra Bageren og med Pakker fra de handlende. De havde kørt med Trækvogne milelange Veje gennem solhede Gader, og de havde slidt og slæbt i klumre, ovnhede Fabrikker.
Deres Middagsmad - tynd Kaffe og Fedtebrød - havde de måttet sluge i få Minutter, og Tid til at vaske sig havde der slet ikke været.
Og nu sad de her i dette ophedede Klasseværelse og skulle lære Grammatik.
Læreren så håbløst ned over dem.
»Nej, nej! Det kan ikke nytte,« sagde han vredt og ærgerligt.
Men med eet blev hans Stemme blød og mild:
»Ja, ja, Drenge! ... Læg I kun Hovedet ned mod Bordet! ... I er trætte og søvnige, I Stakler ... det kan jo ikke være andet! Var det mig, der skulle så tidlig op, ville jeg falde ned af Katederet af Søvnighed! ... Sov Drenge sov!«
Drengene lagde de tunge Hoveder ned mod Bordenes skrå Flader, og snart fyldtes det kvalme Klasserum af snorkende, prustende Lyde.
Lærer Blom stod og så ned over sine Tropper, der de lå som trætte Mænd efter Kampen - Livets hårde, skånselsløse Kamp!
»Stakkels Drenge; ... Stakkels Drenge!«
Hr. Blom faldt i Tanker.
Han så andre Drenge for sig fra sin tidligere Virksomhed som Lærer: raske, sunde Gutter med friske, røde Kinder, med klare Øjne og med ranke Rygge.
Rige Folks velstillede og velplejede Børn.
Hvilken umådelig Forskel!
Hr. Blom tog fat på sin sædvanlige Marchtur fra Døren til Vinduet mellem Drengebordene og Katederet; frem og tilbage ... frem og tilbage!
Ude på den sollyse Gade lød de elektriske Sporvognes klirrende Sus, Arbejdsvognenes tunge Rumlen og Gadesælgerens høje, hæse Råb: »Her er gode nye Kartofler ... Kartofler! ... her!«
Hr. Blom kom til at tænke på grønne Marker, skyggefulde Skove og blomsterduftende Haver.
Kunne han bare få anbragt nogle af sine Drenge derude på Landet, fjernt fra Storbyens mange Fristelser.
Der var nu Emil, som sad på nederste Række, og Anders på midterste Bord.
Skade, at han ikke kunne få dem bort fra Byen!
Han så, hvordan det bestandig gik nedad med dem: De røg Cigaretter, var ofte i dårligt Selskab, skulkede lidt og bandede slemt.
Men der var en god Grund i dem, og særlig i Emil.
»Bare de ikke går i Hundene! ... Bare de ikke går i Hundene!«
Hr. Blom målte Afstanden fra Døren til Vinduet med stadig længere og længere Skridt.
Men med eet standsede han. Det bankede på Døren.
»Kom ind!« råbte han højt og kraftigt.
Døren åbnedes, og to Mænd med Stok og Hat i Hånden trådte ind.
»Må vi spørge ... er det 6te Klasse C?« sagde den ene af dem og tog et Stykke Papir frem.
»Ja, det er ... hvad ønsker De?«
»Vi ville gerne ha' nogle Drenge med os!«
»Ha' nogle Drenge ... hvad vil det sige?«
»Vi er Opdagere ... og ... ja, der er nu først Emil Hansen, Anders Olsen og ...«
»Nej, holdt ... holdt! ... Lad os gå udenfor i Korridoren,« sagde Hr. Blom og trængte de to Mænd ud ad Døråbningen.
Drengene begyndte at vågne af deres Slummer, og de enkelte, som forstod, hvad der var på Færde, spærrede Øjnene op i stum Forbavselse.
»Nå, hvad vil De så?« spurgte Blom lidt ærgerligt, da han stod med de to Mænd i den brede Korridor.
»Vi vil ha' nogle Drenge ... det er en Tyverihistorie!«
»Må jeg se Deres Politiskilt!«
De to Betjente viste ham det.
»Og De vil ha' nogle Drenge med på Stationen ... nu lige med det samme?«
»Ja, vel ... ja, vel! ... Det har vi jo sagt!«
»Men De må sende Bud til Drengenes Forældre, hvis De beholder dem!«
»Naturligvis! ... Det besørger Assistenten! Lad os nu bare få fat i Gavtyvene!«
»Ja, lad mig se ... hvad er det for nogen!«
Blom greb Papiret og læste Navnene, og derpå åbnede han Døren ind til Klassen.
»Emil, Anders og Oluf ... kom her ud!«
De tre Syndere kom sjokkende og klemte sig en for en ud gennem den halvåbne Dør.
»Nå, der har vi Fyrene ... ja, lad os så komme af Sted!«
De tre Drenge så på Opdagerne med stive, stirrende Blik og syntes endnu ikke at være helt på det rene med, hvad det gjaldt.
»Så, så! ... Se nu I rupper jer! ... Assistenten sidder på Stationen og venter på os!«
Det gav et Ryk i de tre Drenge, da de hørte disse Ord. De blev helt blege af Skræk, og deres Hænder famlede skælvende i Knagerækken efter Huerne.
»Hør, Drenge,« sagde Hr. Blom mildt og venligt, »lad mig nu se, I følger Sandheden og siger det, som det er!«
»Sandheden!« sagde den Betjent, som hele Tiden havde ført Ordet. »Sandheden! ... Nej, den Slags Fyre, de siger skam ikke et sandt Ord, så længe de kan finde på en Løgn! ... Men det skal Assistenten nok ordne ... han er en ren Djævel til at pille Sandheden ud af Folk! ... Nå, kom så ... kom så! Farvel, Hr. Lærer .. Farvel!«
»Tænk, at det skulle ende sådan med dig, Emil,« sagde Hr. Blom og lagde sin Hånd på Skulderen af den Dreng, der gik bagest.
Drengen standsede og så op på Læreren med glippende, skamfulde Øjne.
»Jeg har ikke taget noget, Hr. Lærer! ... Jeg har bare stået Vagt!«
»Ja, ja ... hold dig nu blot til Sandheden, Emil ... ellers går det rent galt!«
»Hallov, du sortsmudsede Rad deroppe! ... Kommer du, eller kommer du ikke?« lød det fra Opdageren, som allerede var nede på nederste Trappeafsats.
Emil tog Trappen i to-tre Spring og stod nu mellem sine Kammerater.
»Ja, hør nu, I Labaner,« sagde Opdageren, da de nåede Døren. »Vi vil ikke ha' noget Vrøvl på Gaden, forstår I! ... I går pænt på Fortovet ved Siden af os ... to ved Siden af mig og en ved Siden af min Kollega! ... Prøv bare ikke på at spænde a' så skal I bare se, hvad der vanker!«
Han så barsk på Drengene og truede ad dem med sin knyttede Hånd.
Der kom et hurtigt Glimt i Emils mørke, livlige Øjne, og et lille Smil spillede om hans Mund.
Opdageren så det og greb ham hårdt i Skulderen.
»Det er bedst, du går ved Siden af mig, du der! ... Du ser mig ud til alle Hånde!«
Derpå åbnede han Døren, og den lille Skare trådte ud i Sommersolens skære Lys.