På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
2. En Bølleleg
Uden for Skolelågen ordnede Skaren sig, som det var bestemt, og nu skred. de to Opdagere rask hen ad Fortovet med deres Fanger.Folk på Gaden vendte sig og så undrende på den lille Trop, men kun få anede, hvilket sørgeligt Mål den stilede efter.
På Hjørnet af Istedgade og Saxogade stod en Flok halvvoksne Drenge med Hænderne i Lommen og med Cigaretten flot hængende i Mundvigen.
De nedtrådte Sko, de frynsede Benklæder og de lasede Trøjer viste lige så fuldt som de frække Ansigter og snare Blik, at disse Fyre hørte til Kvarterets løse Fugle.
Dovne og ugidelige, som de stod der i Junidagens hede Sol, levede de dog med i Istedgadens Liv og Røre.
Intet undgik deres Opmærksomhed. De så alt og hørte alt og var øjeblikkelig rede til at gribe til, om der skulle vise sig Lejlighed til en let Fortjeneste eller til en Smule Sjov i Gaden.
Længe før de to Opdagere nåede hen til denne Gruppe, var de bleven bemærket, og netop som de ville gå forbi, blev de standset i deres raske Fart.
De unge Fyre, som før havde stået så lade og dovne op mod Væggene, var nemlig nu i en meget livlig Virksomhed.
Under Skrig og Latter puffede de hverandre ud på Fortovet, og der kom de straks i et vældigt Slagsmål.
De væltede hverandre om på Fliserne, rev og sled, så Tøjet hang i Laser, bandede, lo og skældte ud.
En underlig pjanket, forvirret Leg - halvt Spøg og halvt Alvor!
Folk skævede ærgerligt og lidt forskrækket til dem og gik uden om dem ud på Gaden.
Men den forreste Opdager, som var noget hidsig i Blodet, blev rasende over denne Hindring på sin Vej og gav sig til at skælde ud.
»Væk med jer, I Labaner! ... Passér Gaden, så Folk kan komme frem!«
Men Bøllerne, som ellers havde så gløgge Øjne, så ikke og hørte ikke.
De masede, tumlede og hvirvlede mellem hverandre i en eneste Tummelum, og den ene efter den anden blev med eller mod sin Vilje slynget hen mod den hidsige Opdager.
»I Asener! ... I Slyngler! Ka' I skruppe væk!«
Opdageren havde glemt begge sine Fanger og slog løs af Hjertens Lyst.
Men det hjalp ikke. Bøllerne blev ved med deres Leg, der nu for fleres Vedkommende var bleven ramme Alvor.
Folk samledes om dem fra alle Sider, råbte og skreg, lo og støjede.
Der blev et mægtigt Opløb.
»Nej, det er for galt!« råbte Opdageren. »Nu skal I på Stationen alle sammen!«
Og så greb han sin Politifløjte og lod den skingre over Hovederne på de mange nysgerrige Tilskuere.
Signalet blev besvaret i Saxogade og i Oehlenschlægersgade, og langt nede i Istedgade kom et Par Betjente løbende.
Som ved et Trylleslag hørte Bøllernes Kamp op, og i eet Nu var de alle på Benene.
»Det lyner ... det lyner!« råbte de advarende, og et Øjeblik efter havde de boret sig gennem Mængden og var forsvunden.
»Nå, lad dem løbe, de Slyngler,« sagde Opdageren, som igen var bleven afsvalet, »og lad os komme af Sted med disse Småfyre!«
Han greb efter sine to Fanger for at føre dem bort, men der var kun een tilbage - Emil var væk.
»Nå ... ja, det tænkte jeg! .. Det bliver en værre Historie dette her!«
Derpå traskede den uheldige Opdager af Sted med Resten af sit Bytte, og Folk gik snakkende og leende bort.
De havde ikke forstået ret meget af det hele.