På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6. En god Kammerat
I Førstningen anede han slet ikke, hvor han var, og det Syn, der viste sig for hans Blik, syntes ham et Drømmesyn.Forundret lod han Øjet følge Trætoppenes bugtede Rand og Øret opfange Fuglenes glade Morgensang.
Det hele var så vidt forskelligt fra det, han plejede at se og høre, når han ellers vågnede om Morgenen, så det måtte jo være en Drøm.
Men pludselig hørte han en Raslen i Høet ved Siden af sig, og i eet Nu stod det klart for ham, hvor han var:
Han lå ude i den store Skov langt borte fra sit Hjem, og ved Siden af ham lå et fremmed Menneske, som han aldrig havde set, som han slet ikke kendte.
Med et Sæt for han op.
»Nå, nå! ... Ta' den med Ro, Dreng ... der er ingenting, der pusler!«
Emil så forundret på den fremmede; sådan havde han slet ikke tænkt sig ham, da han i Aftes måtte udlevere sine Penge.
Det var en ung Fyr på 17-18 År med lyst, krøllet Hår, med store, blå Øjne og med hvidligt Dun på Hage og Overlæbe.
Han havde blåstribet Arbejdsskjorte, brun Jakke, grå Benklæder, som blev holdt oppe af en Læderrem, og Gymnastiksko på bare Fødder.
»Ja, glo bare væk! ... glo bare væk! ... Sådan ser jeg ud, og mit Navn er Fridolf Olsen eller Krøllejernet! ... Hvad hedder du?«
»Jeg hedder Emil Hansen!«
»Og hvad mere?«
»Jeg hedder ikke mere!«
»Å, Sludder! ... hedder du ikke Solsort, Sortspætte, Skidtmas eller Sorteper ... så må det også være nogle sløje Kammerater, du har!«
Emil kunne ikke lade være at smile ad alle disse Navne, som slet ikke passede så galt til hans sorte Hår, sorte Øjne og mørke Hudfarve.
»Nå, det ka' jeg li' ... Sol er oppe, Skovens Toppe ... ja, det er alt, hvad jeg kan huske af den Sang, som gamle Sprechelsen lærte os i Larslej men det er osse nok! Ska' vi så ta' os en lille Morgenkvidder!«
Så halede Krøllejernet en Mundharmonika op af Bukselommen og begyndte at spille »Den lille Fiskerpige« og »Edelvejs«.
Emil syntes, det lød så kønt i den stille Morgen, og han blev helt godt fornøjet af at høre på det.
»Ja, det er næsten lige så godt som Kaffe og boller på Morgenkvisten,« sagde Krøllejernet og puttede Harmonikaen i Lommen, »men kom nu og lad os forsvinde! ... Om et Øjeblik har vi Skovløberen her, og han hører ikke til mine bedste Venner!«
Så kravlede de ned ad Høet, og efter at have børstet hinanden gik de ned ad Skovvejen ud over Eremitagesletten.
»Vi går ikke ud til Strandvejen,« sagde Krøllejernet, »for der render så mange Bisser ... der er ikke noget at gøre!«
»Hvad bestiller De da?« spurgte Emil nysgerrigt.
»Hvad jeg bestiller! ... Jeg spiller og synger for Dørene og spækker, hvis det kniber! ... Det gør jeg hver Sommer, og om Vinteren er jeg hjemme hos den gamle!«
»Er det Deres Far?«
»Min Far! ... Nej, han stak a', da jeg var en lille Dreng ... næh, den gamle, det er min Mor ... hun er Vaskerkone! ... Men hvad er så du for en! ... Pjækker du den?«
Emil syntes, Krøllejernet var så rar og så godmodig, og derfor fortalte han ham alle Gårsdagens Begivenheder.
Krøllejernet lyttede ivrigt efter og lo højt, da Emil fortalte om Bøllerne i Istedgade og om sin Flugt fra Byen.
»Ja, det er none Gutter ... det er none Gutter! ... jeg kender dem! ... Men de er dumme å' blive inde i den Svedekasse om Sommeren, når Fuglene synger, og Solen skinner! ... Næh, så må man ligge på Landet ... det gør alle fine Folk! Nå, hvordan vil du så klare den ... vil du spække?«
Emil vidste godt, at spække var det samme som tigge, men han havde slet ingen Planer lagt for Fremtiden, havde kun tænkt på dette ene at slippe bort fra Politiet, bort fra Byen.
»Jeg ved det ikke,« svarede han forlegen, »jeg ville helst ha' en Plads hos en Bonde!«
»Er du gal, Dreng! ... De vil lige straks spørge dig efter, hvor du er fra, og hvem du er ... og så vil de sende dig tilbage igen! ... Nej, den duer ikke ... Ka' du synge?«
»Ja, lidt,« svarede Emil og så forventningsfuld op mod sin Ledsager.
»La' mig høre! ... Du kan begynde med: Hist nede i Dalen en lille Hytte lå!«
Så sang Emil den lille Sang derude på den store Slette, og Rådyrene, som gik så roligt og græssede, løftede deres Hoveder og lyttede forundret til.
»Det er godt, Granberg ... det er godt, Granberg! ... Vent nu lidt, så skal vi prøve, om Harmonikaen passer til din Stemme!«
Krøllejernet trak Mundharmonikaen frem og begyndte at spille Melodien.
»Syng nu med ... syng nu med ... så går'en!«
Emil sang med, og Krøllejernet rettede sit Spil efter hans Sang.
»Det gik storartet! ... Sikken en Koncert vi skal holde, vi to! Fra i Dag a' er du ansat ved Krøllejernets verdensberømte Orkester, og du kan blæse Politi og Skole en lang March, sålænge Sommeren varer! ... Men når Efteråret begynder, må vi hjem til den gamle!«
Emil følte sig meget oplivet af disse lovende Udsigter og fulgte nu glad og godt fornøjet med Krøllejernet.
Da de kom over Sletten, bøjede de af til venstre, og efter at have gået en Times Tid kom de til en temmelig stor Landsby.
Villaer og Bøndergårde lå Side om Side langs Vejene, og ved Gadekæret var der en gammel Kro. Her gik de ind i Skænkestuen for at få en Kop Kaffe.
Det var endnu tidlig på Morgenen, og der viste sig ikke andre end en morgengnaven Pige med en Kost i Hånden.
»Ka' vi få en Kop Kaffe med Brød, lille Jomfru,« sagde Krøllejernet.
»Nej Kaffen er ikke færdig ... og her ka' di'tte være, for her ska' jeg feje!«
»Fej bare væk, Jomfru ... fej bare væk! ... Så lægger vi Benene på Bænken,« sagde Krøllejernet.
Pigen så arrigt til ham og begyndte at feje, så Støvet røg om Ørene på dem.
»Nej, hør, Jomfru ... denne her er for stram på Morgenkvisten! ... De tror nok, vi er ansat som kgl. patenterede Støvsugere hva!«
Pigen standsede i sit Arbejde og gav sig til at le.
»Det ka' jeg li'! ... Det ka' jeg li',« sagde Krøllejernet og nikkede til hende. »Ung Hulda gik med Smil på Kind alt i den grønne Lund ... kender De den, Jomfru ... Nu skal De høre!«
Og så trak han Mundharmonikaen frem og begyndte at spille en langtrukken, sørgelig Visemelodi.
Pigen stod med Kosten i Hånden og hørte ivrigt efter, og først da han var færdig, begyndte hun atter at feje.
»Ja, det er ikke det bare Grin alt sammen, lille Jomfru! ... Den begynder meget godt, men til sidst bi'er den gal, og de får ikke hinanden i Enden! ... Men her er én, den er go'!«
Så spillede han en lystig Hopsamelodi og slog Takt med Hælene mod Bænken.
Pigen begyndte at tralle med og fuldendte nu i en Fart sit Arbejde.
»Nå, ... så var det den Kaffe, Jomfru!«
»Ja, nu skal De få den ... nu koger Vandet vist!«
Lidt efter kom Pigen med Kaffe og Brød, og da Krøllejernet ville betale med Emils Penge, rystede hun på Hovedet og skød dem fra sig.
»Det er lige meget ... behold dem bare! ... Madammen er ikke stået op endnu!«
»Kom her og lad mig trykke Dem til min uldne Nattrøje,« råbte Krøllejernet og slog ud med Armen. »De er den nysseligste Jomfru, jeg nogen Sinde har set!«
Pigen slog efter ham med Hånden og gik leende ud af Stuen.
»Se, sådan skal en Madpose skæres, du ... Er du med på den!«
Emil så beundrende på Krøllejernet og var meget glad ved, at han havde truffet så god og fornøjelig en Kammerat.
Da de havde drukket Kaffen, tog de Afsked med Pigen og gik atter ud på Vejen.
»Det kan ikke nytte at synge for Dørene så tidlig på Dagen,« sagde Krøllejernet, »de gi'r ingenting, før de har sovet til Middag! ... Lad os hellere se at komme lidt længere ud på Landet ... Vi skulle gerne nå Hillerød i Aften!«
Så gik de rask til og kom inden ret længe ud på Landevejen.
Hvor var den dejlig denne Vej, som den bugtede sig i Bakke-Dal for deres Syn.
Langs med Kanten voksede Kodrivere og Mælkebøtter i Masse, og i Træer og Hegn fløj Fugle ud og ind med Mad til deres Unger.
Køerne lå og tyggede Drøv i de frodige Kløvermarker langs Vejens Sider, og på Brakmarkerne sprang Lammene kåde om på deres lange, stive Ben.
Emil havde aldrig været så langt ude på Landet før, og han så med Undren på det Liv, der rørte sig omkring ham.
En Gang imellem standsede han for at se på de kunstfærdige Slåmaskiner, der så rask og sikkert skar det grønne Græs, og af og til blev han slående og betragtede Karlene og Pigerne, medens de rejste de duftende Høstakke.
»Ja, det er noget andet end å' trisse op og ned ad Trapperne med Patteflaskerne derinde i det Røghul,« sagde Krøllejernet, »men rende og traske efter sådan en Raslemaskine, det skulle jeg dog ikke ha' noget a' ... så var der ikke meget ved at ligge på Landet om Sommeren ... Næh, lad dem arbejde, der er skabt til det ... vi andre sørger for Kunsten!«
»Jo, når jeg bliver konfirmeret, så vil jeg tjene ude på Landet,« svarede Emil.
»Nå, så du vil være Knoldesparker ... ja, værsgo' ... hver sin Lyst! ... Men nu må vi ha' nogen Frokost!«