På de vilde Veje

---

Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

8. Drik og Slagsmål

   Så gik de til den nærmeste Banestation og tog Billet til Hillerød, og her havnede de i en lille Beværtning i en af de allerældste og allersnævreste Gader i Byen.
   Krøllejernet var som hjemme der.
   Han dunkede den tykke Vært i Maven, klappede Værtinden på hendes fede Ryg og holdt Sjov med den lille, forvoksede Opvarter.
   Og de lo alle fornøjet til ham og betragtede ham åbenbart som en god Kunde.
   »Lad os så få en Æggekage og et Par Bayere ... men lad det gå i en Ruf, for vi er voldsom sultne!«
   Lidt efter sad Krøllejernet og Emil ved et af de små Borde og spiste Æggekage med Flæsk og Purløg.
   Emil syntes, det smagte dejligt, og tog dygtigt til sig både af Maden og Øllet, og imens sad han og betragtede Beværtningslokalet.
   Det var et temmelig stort Rum med mange Småborde og Stole, men Loftet var lavt og tilrøget, og de tapetserede Vægge var ganske sorte af Snavs og Fugt.
   Billederne, som prydede dette skumle Værelse, var næsten alle Reklamer for Øl og Cigarer, og de få Potteplanter, som stod i Vinduerne, var tilstøvede og forkrøblede.
   Der var kun få Gæster, da Krøllejernet og Emil trådte ind, men medens de sad og spiste, kom der flere og flere.
   Arbejdere i Træsko og Skjorteærmer, Håndværkssvende med Ransel og Stok, og Bissekræmmere med poser og Bylte.
   De var alle trætte og tilstøvede, og i den første Tid sad de stille og roligt ved deres Snaps og Øl, men efterhånden blev de mere og mere livlige, og snart lød der Latter og lystig Snak ved de forskellige Borde.
   Krøllejernet sad og så fra den ene til den anden, og eftersom Lystigheden steg, blev han selv mere og mere munter.
   Han fortalte Emil den ene morsomme Historie efter den anden og lo selv højt ad sine egne Fortællinger. Ved de nærmeste Borde begyndte de at lytte efter, og inden ret længe havde Krøllejernet gjort Bekendtskab med de fleste i Stuen.
   »Halløj, Vært ... lad os få en Flaske Brændevin og Glas til hele Banden,« råbte han så med eet og slog i Bordet med sin Stok.
   Værten og Opvarteren kom straks springende, og nu flød det med Brændevin over hele Lokalet.
   Krøllejernet drak og skålede, sang og trallede, og til sidst tog han sin Mundharmonika frem og begyndte at spille.
   Og så blev der ordentligt Røre i Beværtningen.
   Gæsterne sang med af fuld Hals og slog Takt i Gulvet med deres Hæle.
   Hver Gang en Flaske var tømt, gav en af Gæsterne en ny, så der var ingen Standsning i Drikkelaget, og enhver, der kom ned i Beværtningen, fik straks et Glas i Hånden.
   Ansigterne blev røde og ophidsede, Benene blev vaklende og usikre, og Stemmerne blev hæse og skrigende, men ikke en eneste af alle disse forskellige Mennesker tænkte på at holde op, mens Legen var god.
   De blev mere og mere vilde, mere og mere støjende.
   Nogle dansede rundt på Gulvet i Jubel og Lystighed, nogle holdt dundrende Taler med Slag i Bordet, så Glas og Flasker splintrede, og andre stod på een Plet og sang med store Armbevægelser som Skuespillere i en Opera.
   Emil sad stille i en Krog og så på dem.
   I Førstningen havde han moret sig over dem, men nu da de alle var så berusede, at de næppe vidste, hvad de foretog sig, så han på dem, som var de en Flok gale Mennesker fra en Sindssygeanstalt.
   Han kendte så godt Drukkenskaben fra sit eget Hjem, men der viste den sig på en hel anden Måde end her.
   Hans Far råbte ikke, støjede ikke, men sad stille og rolig i sin Stol og drak, til han faldt i Søvn.
   Det var så sørgeligt at tænke på, og mange Gange havde han grædt over det, når Marie græd og var bedrøvet.
   Men dette var lige så sørgeligt, ja næsten mere, for det var raske og rørige Mennesker, som ganske havde mistet Forstanden, så de slet ikke vidste, hvad de gjorde.
   Emil blev helt uhyggeligt til Mode og rejste sig for at få fat i Krøllejernet og få ham bort.
   Behændigt snoede han sig mellem de larmende, støjende Mennesker og nåede omsider hen til sin Ven, der stod foran et Bord og sang en rørende Kærestevise.
   Ved Bordet sad en Mand og en Kone og spiste.
   De var begge to små og havde blege Ansigter, mørkt Hår og sorte, gnistrende Øjne.
   Det var tydeligt at se, at de var Udlændinge, og Emil anslog dem straks til at være Italienere; formodentlig var de Skærslippere eller sådan noget.
   Krøllejernet havde skænket et Glas Brændevin til hver af dem og stod nu og sang for dem; men de passede deres Mad og lod, som om de hverken hørte eller så, hvad der foregik omkring dem.
   Brændevinsglassene havde de skudt til Side, og på Mandens forbitrede Blik kunne man se, at han ønskede at være i Fred.
   Men Krøllejernet ænsede intet. Han blev ved at synge på sin rørende Vise, og imens smiskede han og blinkede til den fremmede Kvinde.
   Med eet for Italieneren op fra sin plads, og idet han hævede sin knyttede Næve mod Krøllejernets Ansigt, udstødte han en Strøm af vrede, ophidsede Ord.
   »Vas is das,« grinede Krøllejernet og slingrede over til den Side, hvor Italienerinden sad, »vas is das ... kanst du nikst dänisk forsteen, din tyske Rad.«
   Italieneren blev mere og mere rasende og polskede op igen.
   »Ja, vel ... ja, vel ... ivede avede, kivede kavede, ikkede vikkede, sukkede sø, abel dabel dommer nø, is as, ole fas, fante ni, fante ti, stikum stakum sti, du står og er ren skær klar og fri.«
   Italieneren blev et Øjeblik ganske forbløffet over denne Strøm af Ord, som Krøllejernet havde remset op i en utrolig Fart. Han satte sig brat og begyndte på ny at spise.
   Men Krøllejernet kunne ikke dy sig.
   Han stillede sig lige foran Italienerens Kone og strakte sine Arme imod hende.
   »Sikken en nysselig Kone du er,« sagde han og smækkede med Tungen, »sådan none Øjne ... og sådan et Hår! ... Sikken en Madamme, der kunne blive a' dig, når du bare blev vasket ... Jomfru, vil De med i Skoven ... Skoven! ...«
   Og så greb han fat i hende og ville trække hende op fra Stolen.
   Men i det samme for Italieneren atter op, og før nogen kunne hindre ham, havde han trukket sin Kniv af Skeden og hugget den i Krøllejernets venstre Arm.
   Krøllejernet udstødte et Skrig og segnede ned på Gulvet.
   Et Øjeblik blev der ganske stille i Beværtningen, men så brusede Forbitrelsen løs som en mægtig Orkan.
   »Slå ham ihjel! Knus ham! ... Lad mig komme til ... lad mig komme til!«
   Og alle de mange drukne Mennesker trængte på for at få fat i Italieneren.
   Men denne havde stillet sig med Ryggen mod Væggen og var parat til at modtage dem.
   Hans Øjne gnistrede vildt i Vrede, og i hans højre Hånd blinkede den frygtelige Kniv.
   »Slå ham ned! ... Slå ham ned!« råbte man fra alle Kanter, men ingen vovede at røre ham.
   Emil havde overværet hele denne Scene, og han var bleven så forskrækket, da Italieneren huggede Kniven i Krøllejernets Arm, at han slet ikke rigtig vidste, hvad der foregik omkring ham.
   Da han atter kom til sig selv, var Krøllejernet allerede båret ud af Værten og Opvarteren, og Drikkebrødrene stormede frem for at gribe Voldsmanden.
   Emil hørte de drukne Gæsters rasende Råb og så Italieneren indtage sin Forsvarsstilling med Ryggen mod Væggen.
   Han ønskede rigtig af Hjertet, at Drikkebrødrene måtte sejre, men han så med Angst og Rædsel på Italienerens gnistrende Øjne og blinkende Kniv, og han forstod, at det gjaldt Livet for de første, der vovede at komme ham nær.
   Et Øjeblik stod han og tænkte sig om, og imens blev han puffet og skubbet fra alle Sider af de fremtrængende Gæster.
   Pludselig lod han sig glide ned på Gulvet og kravlede så på alle fire ind under et Bord lige hen til Italieneren, greb med et kraftigt Tag fat i begge hans Ben og halede dem ud fra Væggen.
   Italieneren udstødle et Brøl og styrtede ned på Gulvet, og i eet Nu kastede de hævnlystne Drikkebrødre sig over ham og vristede Kniven ud af hans Hånd.
   Men i det samme lød der Råb og Skrig henne fra Indgangen til Beværtningen: »Politiet! Politiet!«
   Disse Ord fyldte Emil med den heftigste Skræk, og uden at betænke sig et Øjeblik for han op, trængte sig igennem Mængden hen til Køkkenet og løb derfra ud i en Baggård, som var omgivet af et lavt Plankeværk.
   Et Øjeblik stod han og så sig om for at finde en Udvej, men da der ikke var andre Døre end den, som førte ind til Køkkenet, sprang han hurtigt over Plankeværket ind i en anden Baggård, og herfra ilede han gennem en port ud på Gaden.
   Forsigtig så han sig om til alle Sider og opdagede nu, at der stod en Politibetjent på Vagt henne ved Døren ind til Beværtningen.
   »Gudskelov jeg slap derfra,« tænkte han, og derpå løb han, så hurtigt hans Ben kunne bære ham, gennem Byens Gader ud på den stille, mennesketomme Landevej.