På de vilde Veje
Niels K. Kristensen (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
10. På de vilde Veje
Sognefoged Jens Nielsen havde den Aften Besøg af sin gode Ven og Nabo, Sognerådsformand Hans Olsen.De havde spist en meget solid Aftensmad inde i Dagligstuen og derefter drukket et par små Thevandsknægte ude i Lysthuset i Haven, og nu henad Kl. 10 drev de sindigt og adstadigt med Piben i Munden ind over Sognefogdens Græsmark.
»Sikken et Vejr ... sikken et Vejr,« sagde Sognefogden og så med Velbehag ud over den frodige Kløver og den grønne Havre. »Bliver det sådan ved, så får vi en velsignet Høst i År!«
»Ja, der bliver nok af alle Slags, Jens Nielsen ... bare vi må få det godt i Hus! ... Skal du ikke snart have dit Hø ind dernede i Engen, jeg synes det må være tørt nok!«
»Nej, i Går Eftermiddags var det for grønt, men i Dag har det vel nok hjulpet en Del! ... Skal vi gå ned og se på det?«
Så gik de to Mænd ned i Engen og begyndte at føle på de yderste Stakke.
»Jo, dette her kan køres ind, hvornår det skal være,« sagde Sognefogden efter at have stukket sin Hånd ind i Høet et Par Gange, »men jeg er ikke sikker på, at de midterste Stakke er lige så gode ... lad os prøve!«
Med disse Ord styrede han lige hen til den Stak, hvor Emil lå, og begyndte at undersøge den nøje.
»Nå, sikken noget Svineri! ... Her har nok Køerne været på Spil,« udbrød han ærgerligt og bøjede sig ned for at tage det Hø op, som Emil havde dækket over sig.
Men idet han greb ned i Høet, fik han også fat i Emils Ben og begyndte at løfte dem op samtidig med Høet.
Emil udstødte et Skrig og vågnede.
»Nå, nå! ... Hvad er dette her,« råbte Sognefogden forskrækket og lod Hø og Ben falde ned igen. »Hvem er det? ... Hvad ligger du her for?«
Emil kravlede hurtigt ud af Høstakken og stod nu rystende af Angst foran de to forbavsede Bondemænd.
»Nå, hvad er du så for en Fyr?« råbte Sognefogden og greb Emil i Kraven. »Hvor er du fra?«
»Jeg . . jeg er fra Hillerød,« stammede Emil forvirret. Han havde en bestemt Følelse af, at det ikke gik an at sige, at han var fra København.
»Fra Hillerød! ... Men hvad ligger du så her for?«
»Jo, jeg har været henne og besøge min Tante, og så blev det så sent!«
Nu begyndte Emil at komme på Glid med at lyve, og da han selv syntes, det gik godt, blev han mere rolig.
»Så! ... Hvor bor den Tante?« spurgte Sognefogden tvivlende.
»Hun bor hun bor ... ja, jeg ved ikke, hvad det hedder, men det er ikke ret langt herfra!«
Emil kendte nemlig ikke en eneste By i denne Egn, og derfor måtte han svare så ubestemt.
»Hvad hedder din Tante?«
»Hun hedder Sofie og tjener hos en Gårdmand!«
Nu svarede Emil helt rask, og de to Mænd begyndte næsten at få Tiltro til hans Ord.
»Hvad er din Far?« spurgte Sognefogden så.
»Han er Arbejdsmand og hedder Jens Hansen!«
Dette Svar lød som den rene, uomtvistelige Sandhed, og det var det på en Måde også, for Emils Far var virkelig Arbejdsmand af Navn, om end ikke af Gavn, og han hed Jens Hansen.
»Nå ... ja, ja, min Dreng,« sagde Sognefogden godmodig.
»Du skal i hvert Fald ikke ligge her på Marken i Nat! Nu kan du følge med mig hjem, og så kan du gå til Hillerød i Morgen tidlig!«
Derpå tog den gode Sognefoged Afsked med sin Nabo og gik så med Emil ved Hånden op over Markerne til sin Gård.
Da han trådte ind i Dagligstuen, kom hans Kone netop ude fra Køkkenet med et Lys i Hånden.
»Her skal du se, Mor, hvad jeg har fanget nede i Engen,« sagde Sognefogden og viste Emil frem.
»Ih! ... men hvad har han dog gjort?« spurgte Konen forbavset og så nysgerrig på Emil.
»Han har såmænd ikke gjort andet end at lægge sig til at sove i en af Høstakkene ... men det er også slemt nok for sådan en Fyr! ... Han er fra Hillerød, fortæller han, og har besøgt sin Tante ... men han er et Fjols, for han ved ikke en Gang, hvad den By hedder, hvor hun tjener! ... Han kan vel ligge oppe i det lille Kammer?«
»Ja, det kan han godt ... der er i Stand! ... Kan du ikke følge ham op, mens jeg går ned i Køkkenet igen jeg har lige tændt Ild under Vaskekedlen!«
Så tændte hun et Lys til og gav sin Mand, og derpå gik hun hen mod Køkkendøren. Men med eet vendte hun sig atter: »Det er sandt ... lad mig ikke glemme det! ... Politibetjent Jensen var her, lige efter du var gået, med et Brev til dig! ... Jeg lagde det på dit Skrivebord!«
Det gav et Sæt i Emil, da han hørte om Politibetjenten. Han var ganske overbevist, om, at det var ham, det Brev gjaldt.
»Nå, kom så, du! Hvad hedder du?« sagde Sognefogeden.
»Jeg hedder Emil!«
»Ja, kom så! ... Det er på Tide at komme i Seng!«
Så førte Sognefogden Emil op i et lille, pænt Kammer ved Siden af Forstuen, viste ham, hvor han skulle ligge, og gik derefter sin Vej med Lyset.
Et Øjeblik stod Emil henne ved Vinduet og sundede sig. Det var dog det mærkeligste, han endnu havde oplevet! Hvad skulle han gøre ... blive eller gå? ... Det bedste ville sikkert være straks at rende sin Vej, men hvis de så hørte det og kom efter ham! ... nej, nej! ... Han ville vente, til de var gået i Seng, så ville han snige sig bort, uden at nogen mærkede det! ... Hans skulle bare vide, at han nu var her i dette fine Gæstekammer i Stedet for at ligge nede i Høstakken ... han ville ordentlig more sig! ... Og hvis det nu gik godt ... hvis det Brev slet ikke havde noget med ham at gøre, så skulle han fortælle Hans det hele i Morgen tidlig ... og det kunne jo godt være, at Brevet slet ikke gjaldt ham Sognefogden fik vel så mange Breve! ...
Emil tænkte frem og tilbage, frem og tilbage, men tog dog omsider den Beslutning at forlade Huset, så snart Sognefogden og hans Kone var gået i Seng.
Medens han stod og tænkte på dette, hørte han Døren gå ud til Forstuen, og så blev han bange for, at Sognefogden skulle komme igen og endnu finde ham oppe.
Hurtigt trak han Blusen og Benklæderne af og puttede sig under Dynen.
Imidlertid sad Sognefogden inde ved sit Skrivebord og læste Politibetjentens Brev:
Hr. Sognefoged Jens Nielsen, Bostrup.
»Herved skal vi tjenstlig meddele, at Onsdagen den 28de dennes flygtede en Dreng ved Navn Emil Hansen fra Politiet i København under hans Transport til Stationen.
Han er c. 12 År, lille af Vækst, har sort Hår, mørke Øjne og et blegt, magert Ansigt. Ved Flugten var han iført Bomuldsbluse, Lærredsbenklæder og Mælkeforsyningskasket.
Såfremt han skulle vise sig i Deres Sogn, bedes De pågribe ham og lade ham besørge til København.«
»Nej, det er dog det mærkeligste Brev, jeg nogen Sinde har fået,« sagde Sognefogden og slog i Bordet. »Der går jeg lige ned og krebser Fyren i Høstakken, og når jeg kommer hjem, så ligger Anmeldelsen her! ... Så svineheldig har jeg aldrig været før!«
Sognefogden skyndte sig ned i Køkkenet for at fortælle sin Kone denne mærkelige Hændelse.
»Ja, det tænkte jeg nok ... det tænkte jeg nok! ... Han så så fordægtig ud den lille Fyr! ... Men pas nu på, han ikke render fra dig i Nat!«
»Nej, det skal jeg nok sørge for! ... Nu går jeg op til ham med et Par Stykker Mad, og så tager jeg hans Tøj fra ham og lukker Døren i Lås ... så skal han nok blive der! For Resten aner han vist ikke, at der er Ugler i Mosen, og sover rimeligvis trygt!«
Men Emil sov ikke trygt. Han lå og lyttede spændt og ivrigt og var rede til at flygte, så snart der blev stille i Huset.
Pludselig gik Døren imidlertid op til hans Værelse, og Sognefogden trådle ind med Lyset i Hånden.
»Så, nu kommer det,« tænkte Emil og kom til at ryste over hele Kroppen af Angst.
Men han blev meget overrasket, da Sognefogden rakte ham et Par Stykker Smørrebrød og i en meget venlig Tone spurgte, om han ikke var sulten.
»Jeg kom først i Tanker om det, da jeg var ved at gå i Seng,« tilføjede han, »men jeg syntes alligevel, det var Synd, at du skulle ligge hele Natten uden at få noget at spise ... Vær så god ... tag nu disse Stykker Smørrebrød, min Dreng, og lad mig så se, du sover godt! ... God Nat!«
Derefter gik han ud og låsede Døren efter sig.
Emil vidste ikke, hvad han skulle tro! Havde Sognefogden opdaget, hvem han var, eller vidste han det endnu ikke? ... Brevet måtte jo ikke have været om ham ... ellers ville Sognefogden vel have sagt det, nu da han var derinde med Smørrebrødet! Men hvad skulle han gøre ... flygte ... eller måske hellere blive! Nej, nej ... det bedste var at slippe bort så hurtigt som muligt!
Emil satte sig op i Sengen og greb efter sit Tøj, som han havde lagt på Stolen. Det var der ikke og måtte vel sagtens være falden ned, da Sognefogden var der inde.
Forsigtig kravlede han ud af Sengen og begyndte at lede efter det på Gulvet. Det var ikke til at finde.
Han søgte under Sengen og i alle Kroge, men Tøjet var der ikke; det var ganske forsvundet.
Emil blev voldsom hed i Hovedet og listede sig hen til Døren for at åbne den; men det var ham umuligt. Den var låset.
Nu forstod han det hele!
Sognefogden vidste alt, og han havde nu taget Tøjet og låset Døren for at gøre ethvert Forsøg på Flugt umuligt.
Emil blev med eet gloende hed over hele Kroppen og lige efter isnende kold, som om han havde stærk Feber.
Nu var det forbi det hele! ... I Morgen ville Sognefogden selv rejse til København med ham, og så ville han blive arresteret og måske få Ris eller blive sendt til en Opdragelsesanstalt! ... Nej, nej ... han ville ikke tilbage ... ikke på nogen Måde! ... Så hellere flygte bort i den bare Skjorte!
Et Øjeblik stod han og lyttede spændt. Ikke en Lyd hørtes; nu var der stille i den store Gård, og Sognefogden og hans Kone sov måske allerede.
Forsigtig tog han Hasperne af Vinduets Kroge, og sagte og lydløst lukkede han op.
Hans Hjerte bankede, så han selv kunne høre det, og hans Hænder var våde af Sved.
Vinduet vendte ud til Gården, og i Sommernattens halvklare Lys kunne Emil se, at porten stod på Klem. Der var altså intet, der kunne hindre hans Flugt.
Med et rask Sæt svang han sig over Vindueskarmen ned på Gårdens Stenbro, og nu løb han, så hurtigt Benene kunne bære ham, over Gårdspladsen gennem Porten ud på Vejen.
Han var straks klar over, i hvilken Retning Hillerød lå, og da han ikke havde nogen Lyst til at komme tilbage til den By, drejede han i modsat Retning og for nu som et jaget Dyr i raske Spring hen ad den sløvede Grusvej.
Da han havde løbet et lille Stykke, så han lidt foran sig en Vogn komme kørende, og med et Sæt sprang han over Vejgrøften og ilede ind over Markerne.
Fuglene fløj forskrækket op lige for hans Fødder, og nogle Får, som han løb forbi, for forskræmt op af deres lette Søvn, sprængte deres Tøjr og flygtede i vild Rædsel lige ind i den høje Rugmark.
Men Emil ænsede ikke Fuglenes Angst eller Fårenes Rædsel, ænsede ikke engang de mange Sår, som Markens skarpe Sten og spidse Stubbe tilføjede hans bare Fødder. Han bare løb - løb.
Omsider standsede han dog udmattet og forpustet ved en smal Markvej, som førte op til et lille, ensomt Hus ved Foden af en Bakke.
Træt og foraset kastede han sig i Vejkantens kølige, dugvåde Græs, og her lå han så og gispede og pustede med Ansigtet vendt mod den klare, skyløse Sommerhimmel, sådan som han havde ligget for to Dage siden i Høstakken ved Ulvedalene.
To Dage! ... Nej, det var, som om det var Måneder siden ... hele År!
Hvad havde han ikke oplevet siden den ulykkelige Dag, da Opdagerne kom for at hente ham på Skolen!
Hvad mon Hr. Blom dog tænkte, at han sådan var forsvunden! ... Han havde nok været hjemme at snakke med Marie ... for han holdt så meget af hende og havde så tit rost hende, fordi hun rar så flink til at hjælpe med Lektierne!
Emil var bleven meget varm af sit hurtige Løb, men da han havde ligget lidt i det våde Græs, begyndte han at føle Kulde, og så rejste han sig og gik op ad den smalle Markvej.
Hvad skulle han dog gøre! ... Han kunne jo ikke vise sig for nogen i den bare Skjorte! ... Tigge kunne han ikke og synge for Dørene heller ikke! ... Han måtte jo dø af Sult her ude på de ensomme Marker, hvis han ikke fik noget Tøj! ... Og hvor skulle han få det fra! ... Ja, der var kun een Ting ... kun een Ting at gøre!
Emil blev rød af Skamfølelse, for han havde aldrig nogen Sinde stiålet før, ikke sådan lige frem da! Han havde nok et Par Gange stået Vagt og delt Tyvekoster med Anders og Oluf, men det havde kun været Bolcher og Wienerbrød og sådan noget!
Men dette her var noget ganske andet, syntes han ... noget ganske andet!
Men han var nødt til det ... nødt til det!
Under disse Tanker var han næsten kommen helt op til det lille Hus.
Det lå så pænt i den stille Sommernat med de hvide Vægge og det grønne Mos på Taget.
Netop sådan et Hus var det, han havde drømt om, at han og Søster Marie boede i.
Og en Frugthave var der også med Æbler og Pærer og med alle Slags Bær.
Emil stod længe og så på det.
Men hvad var det! ... Inde i Haven hang der jo Tøj til Tørring! Der var Skjorter og Særke, Lagner og Pudebetræk ... og tænk! ... tænk! ... Der var et Par Drengebomuldsbluser og to Par blå Lærredsbenklæder!
Emil blev ganske varm om Hjertet. Han syntes, der var ligesom en hel Styrelse i dette her!
Det kunne jo dog ikke være Synd at tage en Bluse og et Par Benklæder han trængte jo sådan til dem! ... han kunne jo slet ikke undvære dem!
For første Gang i mange År foldede han sine Hænder og bad til Gud: En underlig, forvirret Takkebøn.
Og det netop, som han stod i Begreb med at hjælpe sig selv ved at, stjæle!
Så listede han sig nærmere til Huset hen mod Haven; men med eet for han sammen i Angst og sprang tilbage.
Oppe fra et lille Træhus ved Gavlen for en Hund rasende imod ham.
Uden Tanke og uden Overvejelse flygtede Emil, så hurtigt han kunne, forfulgt af den forbitrede Hund, men under sit Løb fyldtes hans Sjæl gradvis af et dumpt Raseri.
Nu stod han lige ved Målet med Hjælpen og Redningen vinkende fra Klædesnoren derinde i Haven, og så kom denne Køter som en uventet, uanet Hindring.
Nej, nej! ... Han ville ha' den Bluse og de Benklæder! ... Han ville ... ville!
Med eet standsede han sit Løb, bøjede sig og tog en Sten op fra Jorden.
Hunden var lige i Hælene og for nu ind på ham for at bide ham i Benene, men Emil hævede Stenen og huggede den med al sin Kraft ned i Dyrets Hoved.
Hunden udstødte et frygteligt Klagehyl og tumlede tilbage. Nu ville den flygte, men den vaklede og segnede bedøvet om i Græsset, rejste sig igen - og faldt igen, flere Gange.
Emil var ganske vild af Raseri. Han greb på ny Stenen, rendte efter Hunden og slog den igen, så den segnede.
Nu var den overvunden og kunne ikke mere rejse sig, men Emil blev ved.
Gang efter Gang huggede han Stenen mod Hundens blodige hoved. Det skulle knuses - knuses, så der ikke var Spor af Liv tilbage!
Og der var ikke Spor af Liv.
Det stakkels Dyr, som så trofast havde forsvaret sin Herres Hus, havde for længe siden opgivet Kampen og lå nu med brustne Øjne og stift udstrakte Ben. Det var falden på sin Post.
Omsider stilnedes Emils heftige Vrede, og han holdt op. Han så Dyret ligge blodigt og død for sine Fødder, men der var ikke en Tanke af Ømhed eller Medlidenhed i hans Sjæl.
Det var for ham en Fjende, som måtte fældes, en Hindring, som måtte slås ned.
Og nu var Vejen fri. Han måtte ha' de Benklæder og den Bluse - eller han måtte selv dø!
Atter gik han op mod Huset, men kun nogle få Sekunder, så standsede han fortvivlet og ulykkelig.
Oppe ved Gavlen stod en Mand i Skjorte og Benklæder og kaldte: »Trofast! ... Trofast!«
Af Frygt for at blive set lod Emil sig falde ned i Græsset, men det var allerede for sent, for Manden gav sig nu til at løbe ned imod ham, så hurtigt han kunne.
Som en Hare springer op af sit Skjul, når den ser Jægeren nærme sig, således for Emil op af Græsset, da han så Manden komme, og som Haren flygtede han i vild Rædsel over Mark og Eng, over Grøft og Hegn.
Han hørte en Stund Mandens tunge Trin og hvæsende Åndedrag lige bag ved sig, men ikke et Øjeblik drejede han sit Hoved, og ikke et eneste Sekund standsede hans Fod.
Havde han ikke vidst det før, så ville han på disse vilde Veje have lært, at som Benene er Harens bedste Våben, således er de også Drenges bedste Værn mod de voksnes Overmagt - og aller mest, når Drenge færdes på forbudne Veje.
De tunge Trin og de hvæsende Åndedrag lød efterhånden svagere og svagere bag Emils Ryg, og til sidst blev der ganske stille.
Emil var ene om at løbe, og han vidste det; men Angsten sad i hans Krop, og han blev ved at flygte uden at mindske Farten: Over duftende Kløver og græsgrøn Havre, over gyngende Eng og muldblød Brakmark, over sivende Moser og over rindende Vandløb.
Omsider kastede han sig træt og udmattet ved Bredden af en lille Bæk.
Hans Sind var endnu i det heftigste Oprør, og han brast i en voldsom Gråd:
Hvor var han dog ulykkelig! ... Å, så ulykkelig! ... Var han dog bare gået med Politiet den Dag, så havde alt været godt nu! ... Han havde passet sin Skole og sin Plads og kunne være glad som de andre, når Ferien begyndte på Lørdag! ...
Men så kom Trodsen og Angsten igen, som altid når han tænkte på den ulykkelige Dag.
Nej, nej ... alt havde slet ikke været godt! ... Han var enten bleven sendt på Internatet eller på en Opdragelsesanstalt ... og det blev han også nu, hvis han kom tilbage, for Politiet huskede ham jo ... og han havde dog ingenting gjort ... ingenting gjort!
Det sidste kom dog betydelig svagere nu end første Dag, efter at han var løben sin Vej, for i sin store Ulykke begyndte han at indse, at dette at stå Vagt, mens andre stjal, og bag efter dele Tyvekosterne med dem ikke var så helt uskyldigt.
Og i Nat ville han jo stjæle Blusen og Benklæderne ... og Hunden havde han slået og slået, så Blodet flød og Hovedet knustes, og det skønt den var død, det stakkels Dyr!
Han blev helt angst for sig selv og så forfærdet på de store Blodpletter, han havde på Ben og Skjorte.
Nej, nej ... han ville ikke blive en Tyv ... han ville ikke blive en Morder! ... Marie ville græde sig ihjel derhjemme i sit lille Værelse, Hr. Blom ville i Skolestuen gå frem og tilbage, frem og tilbage, i Sorg og Fortvivlelse! ... og han selv ville komme i Tugthuset og måske blive halshugget af Bødlen!
Han holdt begge Hænder for sine Øjne og sad en Stund stille og tænksom.
Han måtte gå ind i det første det bedste Hus, så snart det blev Dag, og sige det hele, som det var ... alt! ... Så ville de give ham Tøj og Mad! ... Men så ville de også føre ham til Sognefogden, og denne ville bringe ham til København! ...
Emil vred og våndede sig.
Var der da ingen Redning, var der da ingen Hjælp! ... Skulle han da alligevel sendes til en Opdragelsesanstalt, bort fra Marie, bort fra Hr. Blom!
Fortvivlet knugede han sine Hænder mod sin hede Pande.
Nej, nej! ... Der var ingen Redning, ingen Hjælp! ... Uden Benklæder og Bluse kunne han ingenting gøre ... ingenting tjene! ... Og Tøj kunne han ikke få, uden at han skulle stjæle det ... og det ville han ikke ... nu ville han det ikke! ... Han havde kun den ene Udvej! ... Han måtte gå ind i det første det bedste Hus ... måtte, måtte!
Han så atter på sine Ben og sin Skjorte, på de store Blodpletter, og så rejste han sig og gik ud i Bækken og vaskede dem af.
Det kolde Vand bragte Blodet til at løbe langsommere i hans Årer, og da han atter sad ved Bækkens Bred, var der mere Ro i hans Sind.
I Øst begyndte Himlen nu at blive rød, og inden ret længe kastede Solen sine første Stråler hen over de dugfriske Marker.
Det glimtede som Perler og Diamanter fra hvert et lille Græsstrå, og Vandet i den lille Bæk funklede og skinnede som flydende Guld.
Men al denne Skønhed agtede Emil slet ikke på. Han følte sig så træt og mat, så ussel og elendig.
Fortvivlelsen nagede og prikkede i hans Hjerte, og Sulten sled og gnavede i hans Tarme.
Med eet blev han imidlertid vækket af sin Halvdøs, ved at en Ko, som lå lidt inde på Marken, rejste sig og begyndte at brøle.
Emil så på den.
Dens blanke, fede Hud skinnede i Solens Glans, og fra Patterne i dens store, spændte Yver dryppede den hvide Mælk, Dråbe efter Dråbe.
Emil blev forunderlig glad og oplivet ved dette Syn, for den Tanke slog straks ned i ham, at der var Mad ... Mad!
Hurtigt rejste han sig og gik hen til Koen, klappede den blødt og varsomt og talte til den med sagte, venlig Stemme.
Koen stod stille og rolig, som om den ventede på at blive forløst fra noget af den Mælk, som tyngede og trykkede dens stramme Yver, og den ventede heller ikke forgæves.
Rolig og forsigtig lagde Emil sig på Knæ, greb en af Patterne og satte den til sin Mund.
Hvor gjorde den dog godt, den varme, fede Mælk!
Emil drak og drak. Der kom atter jævn og naturlig Varme i hans Blod, der kom atter Mod og Livsglæde i hans Sind.
Nu var det bare det Tøj!
Havde han nu blot et Par Benklæder og en Bluse, så skulle han nok klare sig!
Han havde allerede glemt sit bestemte Forsæt at gå ind i det første det bedste Hus og sige det, som det var.
Nu samlede alle hans Tanker sig om dette ene at skaffe sig Tøj.
Den ene eventyrlige Plan efter den anden dukkede op i hans Sind.
Han kunne bære sig ad som Robinson: gå på Jagt efter Harer og Ræve og sy sig Tøj af deres Skind! ... Eller han kunne flette sig et Net af Træernes Bark og sy et par Benklæder deraf ... for Benklæderne det var det vigtigste, Blusen kunne han til Nød undvære!Medens han sad i disse Tanker og spejdende lod sit Blik løbe over Markerne, fik han Øje på et Fugleskræmsel, som var stillet op i et lille Stykke Hvede for at holde Fuglene borte.
Det var en hel lille Mand med Bukser, Trøje, Hat og det hele.
Emil måtte le højt.
Der var jo Benklæder og Trøje, og høj Hat med om det skulle være!
Hurtigt ilede han derhen, og et Øjeblik efter var Fugleskræmslet ganske klædt af.
Emil prøvede Benklæderne. De var lidt lange, og Huller var der også på dem, men når de blev smøget op, kunne de udmærket godt bruges. Også Trøjen var for stor, men når Ærmerne blev smøget op, gik det også med den.
Det eneste, der ikke kunne bruges, var den høje Hat. Den var umulig.
Selv ikke i Københavns værste og fattigste Gyder kunne man finde så sølle og elendig en Skikkelse, som Emil frembød, da han var kommen i sit nye Tøj.
Men han var strålende fornøjet med det, som det var, og gik nu videre ud i Verden for at friste Livet, til Ferien var godt begyndt, og han, efter sin egen Mening, frit kunne vende tilbage.