WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

På de vilde Veje




(1906)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


12. En frygtelig Nat, der dog ender meget bedre, end man skulle vente

   Først da Solen var ved at gå ned, vågnede Emil af sin dybe Søvn.
   Han følte sig frisk og klar i Hjernen, men han var så mat og så sulten.
   Med Møje rejste han sig fra sit Leje og gik ud af Skuret.
   Det var en stille og rolig Aften, men det kunne se ud, som om der var Uvejr i Vente.
   I Vest var Himlen brandrød, og nede mod Syd viste sig en mørk Skyrand i Horisonten.
   Emil stod en Stund og så sig om.
   Ovre fra en Gård, som lå et lille Stykke fra Mosen, hørte han lystig Støj og Latter fra nogle Børn, som legede, og oppe fra Landsbyen sendte Kirkeklokkerne deres rungende Melodi ud over det fredelige Landskab.
   Emil følte sig så ene og forladt. Han tænkte på Marie, på Hr. Blom og på Kammeraterne i Skolen.
   Nu var Ferien begyndt! ... I Dag Kl. 4 havde Børnene fået fri, og mange af dem var allerede rejst på Landet! Oh, hvem der kunne være så glad som de!
   Emil sukkede og gik hen til Roerne for at hente sig nogen Aftensmad.
   Da han havde udsøgt sig nogle af de bedste, gik han atter tilbage til Skuret, hvor han spiste dem med stor Appetit.
   Og så lagde han sig igen til at sove, træt og mat som han var.
   Denne Gang sov han dog meget let, og derfor hørte han også, at Døren hen på Aftenen blev åbnet, og at der kom en ind i Skuret.
   Han tænkte straks, at det måske kun var en, der ville se, om Redskaberne var der, og derfor blev han liggende ganske rolig uden at røre sig, ja, næsten uden at trække Vejret.
   Men det lod til, at den fremmede ville slå sig til Ro, for han lukkede Døren efter sig og begyndte at rasle med nogle Tændstikker.
   Med eet strøg han een, og det blev ganske lyst i Skuret.
   »Hvad er den a'! ... Er der nogen herinde!« udbrød han med grov og rå Stemme, idet han tændte en lille Lygte. »Hvad! ... Er der nogen, så svar, eller jeg knækker Hjerneskallen på dig!«
   »Det er bare mig,« sagde Emil forskrækket.
   »Bare mig ... bare mig! ... Hvad vil det sige! ... Lad mig se på dig! ... Nåda! ... Du kommer, som om du var bestilt ... sådan en Fyr som dig er det netop, jeg trænger til! ... Du ser ud til å' ha' våren med på den før! ... Hvad er du for en?«
   Emil fortalte, hvem han var. Han ville ikke længere lyve.
   »Nå, nå! ... ja, den er go'! ... den er go'! ... Jeg skal netop gøre en lille Forretning her i Nat, ser du, og jeg trænger til en Hjælper! ... Har du nogen Mad?«
   »Nej, jeg har spist Roer!«
   »Nej, det Skidt duer ikke ... men jeg har heldigvis noget selv! ... Vil du ha' en Bid, for vi får en streng Nat!«
   Manden rakte Emil et Stykke Brød og et Stykke Flæsk, og Emil tog imod det, skønt han rystede sådan af Angst, at han næppe kunne føre det til sin Mund.
   Da de havde spist, trak Manden en lille Brændevinsflaske op af Lommen og tog en ordentlig Slurk, og derpå lagde han sig i Halmen ved Siden af Emil.
   »Ville han dog bare falde i Søvn,« tænkte Emil, »så løber jeg min Vej.«
   Og det lod også, som om han sov, men da Emil rejste sig for at flygte bort, greb den fremmede fat i ham og holdt ham tilbage.
   »Hvad for noget! ... Vil du rende din Vej, din Slyngel ... nej, den går inte!«
   Og i det samme slog han Emil i Hovedet, så han segnede om.
   »Ka' du ligge stille, dit Kvæj! Når du har hjulpet mig med denne her Forretning, og jeg er kommen godt ræk herfra, så kan du rende til Hekkenfeldt, om du vil!«
   Emil lå nu ganske stille og klynkede af Angst og Smerte.
   »Hold Kæft, Dreng ... og lad være å' forstyrre mig!«
   Nu gik der 2-3 Timer, og først da Klokken vel kunne være 1, rejste den fremmede sig fra Halmlejet.
   »Se så! ... Lad mig nu se, du opper dig, for nu går den a'! ... Nu kan du ta' Dirkene her, så tar jeg selv Brækjernet og Rebet! ... Men førend vi går herfra, lad mig så bare sige dig een Ting! ... Jeg har en Kniv her, og hvis du siger et eneste Ord under Arbejdet, eller gør det allermindste Kvalm, så får du den lige i Synet ... forstår du!«
   Den fremmede svingede en stor Tollekniv for Ansigtet af Emil og så frygtelig barsk ud.
   Emil rystede over hele Kroppen af Angst og turde ikke sige et eneste Ord, men i sit stille Sind besluttede han at rende sin Vej, så snart de kom udenfor.
   Den fremmede syntes imidlertid at gætte hans Tanker, for han greb ham hårdt i Armen og trak ham med sig ud af Skuret op over Markerne mod Landsbyen.
   Himlen var nu ganske overtrukken med Skyer, og det lynede temmelig stærkt mod Syd.
   »Det er li'som, det ska' være,« mumlede den fremmede Mand, da de trådte ind i Landsbyens Gade, »rigtig brillant Vejr til at gøre Forretning i!«
   Og så trak han Emil gennem en Gyde mellem et Par Huse og standsede et Øjeblik efter ved Lågen til Kirkegården.
   »Bare den gamle Graver nu ikke har lukket den, det Fjols!« brummede Manden, »for så får vi et farligt Mas!«
   Og i det samme stødte han hårdt til Lågen, så den sprang op.
   »Nå, det var godt! ... Nu skal vi snart klare de Ærter!«
   Så trak han Emil op ad Gangen hen til Kirkedøren, og først nu slap han hans Arm.
   Emil havde hele Tiden været klar over, at det var et Indbrud, det gjaldt, men han havde ikke et eneste Øjeblik tænkt på Kirken.
   Nu var der ingen Tvivl længere, og han var som slagen af Rædsel.
   Et Øjeblik stod han som forstenet af Skræk, men med eet gjorde han et Spring til Siden for at flygte.
   »Nå, så det tror du, din Slyngel,« hvæsede Indbrudstyven og kastede sig over ham og slog ham med knyttet Næve i Nakken.
   »Nej, du bliver her, til vi er færdige! ... Op med dig! ... Jeg kunne nok selv klare Døren, men det er et fælt Mas, og når vi er to, så går det meget lettere! ... Kan du se det lille runde Vindue over Døren, dit Kadaver?«
   Indbrudstyven ruskede Emil heftigt og pegede op mod Vinduet.
   »Ser du! ... men stræng dig nu an, så du kan forstå, hvad jeg siger ... ellers må jeg prikke dig lidt med min Kniv! ... Ser du ... nu kravler du op på mine Skuldre og gør Rebet fast deroppe i Vinduet ... så klatrer du selv derop, og så kommer jeg bagefter! ... Har du forstået mig?«
   Emil turde ikke længere gøre Modstand. Han gjorde, som Indbrudstyven bød.
   Et Øjeblik efter var de begge oppe ved det runde Vindue, og nu brød Tyven Glasset i Stykker og kastede Rebet ned mod Kirkegulvet.
   »Så, nu klatrer du først ned, og så kommer jeg!«
   Emil kravlede gennem Vinduet og lod sig glide ned ad Rebet, ned på Gulvet.
   Han vidste godt, at Tyven ville bryde Kirkeblokken op, når han nu kom, og han gyste ved Tanken om en sådan Forbrydelse på dette hellige Sted.
   Han ville ikke være med til det, ville ikke, om Indbrudstyven så slog ham ihjel!
   I det dunkle Lys fra den ituslagne Rude så han, at Døren fra Våbenhuset ind til Kirken stod åben, og hurtigt ilede han derind.
   Den Tanke var pludselig opstået i hans Sjæl, at han kunne skjule sig, så den frygtelige Indbrudstyv ikke mere kunne få fat i ham.
   Rask løb han op gennem Kirkens Gang til Koret og om bag den store Altertavle.
   Han så straks, at den var afstivet ved tykke Jernstænger, som var fastgjort i Kirkemuren, og hurtigt kravlede han op ad disse Stænger helt op til Altertavlens øverste Spids, og der satte han sig så på den øverste Stang med venstre Arm over Altertavlens Rand.
   »Hallov, Dreng! ... Hvor blev du af, din Køter,« hørte han Tyven råbe nede ved Våbenhuset. »Nå, du vil endnu rende fra mig, din Slyngel! ... ja vent bare! ... vent bare! ... Jeg skal nok finde dig!«
   Og derpå så han, at Indbrudstyven tændte sin lille Lygte og begyndte at søge i alle Kroge. Han kiggede under alle Borde, bag ved Kakkelovnen og op i Prækestolen, ja han stod endogså et Øjeblik bag ved Altertavlen lige under Emil.
   Men han opdagede ham ikke.
   »Nå, det kan også være lige fedt,« brummede han så. »Han har gjort, hvad han skulle, og jeg har ingen Brug for ham mere!«
   Og så gik han ned i den anden Ende af Kirken og begyndte at bryde Fattigblokken op.
   Emil hørte fra sit Skjul, hvordan det knagede og bragede for Indbrudstyvens stærke Tag med Brækjernet, og derefter hørte han en Raslen som af mange penge, der fyldes i en pose.
   En Gang imellem blev Kirken oplyst af et Lyn fra den mørke Himmel der udenfor, men i Mellemrummene så Emil kun Tyvelygtens svage Glimt på Kirkens Loft og Vægge.
   Omsider forsvandt dog Lyset ganske, og alt blev stille og roligt.
   Der var ingen Tvivl om, at Tyven nu havde forladt Kirken.
   Så kravlede Emil ned fra sit umagelige Sæde og gik hen og satte sig på Knæfaldet.
   Han var glad og lykkelig ved at være sluppen ud af Indbrudstyrens Klør, men nu var han indespærret og måtte blive i Kirken, til Graveren kom og lukkede op næste Morgen! ... Og hvad så! ... Ville de tro ham, når han fortalte Nattens Historie! ... ville de ikke meget snarere tro, at han havde været med i Tyveriet og ved et Tilfælde var bleven lukket inde! ... Og i hvert Fald - han ville jo nu blive sendt tilbage til København! ...
   Alle disse Tanker strømmede igennem Emils trætte Hoved, medens han sad der ensom og forladt og stirrede ud i den tomme Kirke.
   Lynene blev stærkere og stærkere, og nu kunne han lydelig høre den rullende Torden.
   Men han følte slet ikke Angst ved at være ene i den store Kirke, eller for Uvejret, som rasede der udenfor.
   Han kunne kun tænke på en eneste Ting, og det var, hvad Morgenen ville bringe.
   Han kunne jo løbe fra Graveren, når denne kom og lukkede Kirken op ... det ville vist være en let Sag! Indbrudstyven havde jo sagt, at han var så gammel! ...
   Emil gyste ved at tænke på, at han atter skulle ud at friste Livet på de vilde Veje.
   Nej, nej ... han ville ikke mere! ... Han var så træt, så træt ... og så ulykkelig! ...
   Han lagde sit Hoved tilbage mod Rækværket og foldede sine Hænder, og så bad han en stille Bøn, der i Ord ville lyde omtrent således: »Jeg vil blive en god Dreng ... jeg vil ikke mere gå sammen med Anders og Oluf ud at stjæle ... og jeg skal aldrig, aldrig mere løbe fra den Straf, som jeg fortjener! ... Oh, gode Gud i Himlen ... hjælp mig denne ene Gang ... jeg skal aldrig gøre det mere!«
   Efter denne Bøn kom der igen Ro i hans Sind, og med Hænderne foldet og Hovedet lænet mod Knæfaldets Rækværk faldt han i en fast og dyb Søvn.
   Men udenfor rasede Uvejret den hele Nat, og rundt omkring i Landsbyens Huse sad Folk og vågede i Frygt og Spænding.

   Om Morgenen, da den gamle Graver kom og lukkede Kirken op, så han til sin store Skræk, at Kirkeblokken var brudt op, og at en af Tyvene, en fattig, pjaltet Dreng, sad og sov på Korets hellige Knæfald.
   Med bange Røst vækkede han den unge Forbryder, og med skælvende Hånd trak han ham ud af Kirken over Kirkegården ind til Præstens.
   Emil fulgte stille og lydig med.
   I Præstegården sad hele Familien i Spisestuen og drak Kaffe, da Graveren bankede på. Præstens lille Datter kom og lukkede op, men for forfærdet tilbage, da hun så den skrækslagne Graver og den snavsede, pjaltede Dreng.
   »Kom ind!« råbte præsten og rejste sig.
   Og nu trådte Graveren og Emil ind i Stuen.
   »Hvad er der dog i Vejen, Hansen? ... Hvor har De dog fået fat i den stakkels Dreng?« sagde Præsten forbavset.
   Graveren ville til at forklare det hele; men i det samme styrtede Emil frem i Stuen og kastede sig ned for en ung Mand, som sad ved Siden af Præsten: »Hr. Blom! ... Hr. Blom!«
   Den unge Mand greb ham i Armene og hævede ham op til sig.
   »Ih, men er det dig, Emil! Hvor har du dog været de mange Dage?«
   Emil kunne i lang Tid ikke tale for Gråd, men omsider blev han dog igen rolig, og så fortalte han alt, hvad han havde oplevet i de fire frygtelige Dage, da han havde faret på de vilde Veje. -
   Og så er denne Historie egentlig ikke længere, for der er jo ingen Grund til at fortælle, at Hr. Blom Dagen efter rejste ind til København med Emil og ordnede alt med Skole og Politi.
   Derimod kan det måske nok være værd at fortælle, at Emil blev en rask og dygtig Håndværker, der altid var frejdig og glad, fordi han kun vandrede de »Veje, Gud tør kende«.