En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
II.
Som Carls Liv havde været stille og ensomt i Bonderup By med sine 50 Indbyggere, således blev det også stille og ensomt i København med sine mange Tusinder.Den eneste Afbrydelse i Ensformigheden var Turen til og fra Kursusset, som lå i Frederiksborggade; men på denne Tur oplevede han dog en Del, der både udvidede hans Forestillingskreds og satte hans Tanker i Bevægelse.
De mange forskellige Mennesker, han mødte på sin Vej, deres sære Dragter og underlige Væsen, så rent forskellige fra de vante Skikkelser på de jydske Landeveje.
Ofte kunne han gå og fantasere over, hvad nu den levede for, hvad han tænkte på og arbejdede for, hvad hans Liv nu var!
Men ret langt nåede han aldrig i denne Fantasileg. Dertil kendte han den store By og dens Indbyggere alt for lidt.
Han kom aldrig sammen med Kammeraterne og gik så godt som aldrig ud på Forlystelser.
Hændte det en eller anden Gang, at han fik Lyst til at gå ud og more sig på en Varieté eller i Tivoli om Sommeren, endte det næsten altid med, at han fandt sig ene og forladt, uberørt af al den Lystighed omkring ham.
Han blev trist og sørgmodig, og som det altid gik, når han var i denne Sindsstemning: hans Tanker søgte hjem til den stille, rolige Mergelgrav i Faderens Stakhave.
Der kom et eget stirrende, drømmende Udtryk i hans Ansigt, og Tiden gled for ham, uden at han anede det.
Han så Intet, hørte intet, og var en af de sidste, der gik.
Når han efter sådan en Aften vandrede ud ad den triste, øde Vesterbrogade, vedblev han at gå - gå; ud forbi Sorte Hest, op ad Frederiksberg Bakke, ud ad Roskilde Landevej, langt, langt.
Det var med dyb Modbydelighed, han efter sådanne Aftener lagde sig i sin hårde Jernseng, og det varede længe, før han faldt i Søvn.
Når han da om Morgenen vågnede, var han tung i Hovedet og tom i Hjernen.
Kun Dagens pligtmæssige Lektielæren bragte ham en god Søvn og en jævn Tilfredshed.
Efter tre Års møjsommelig Slid tog han Artium med nogenlunde god Karakter.
Sommerferierne havde han hidtil tilbragt i Byen, men nu efter endt Eksamen ville han rejse over til sit Hjem og opholde sig der, til han om Efteråret skulle begynde på det theologiske Studium.
Han trak det imidlertid ud Dag efter Dag og kunne ikke bestemme sig til at rejse.
Men så indtraf der en Aften en sælsom Begivenhed; for ham sælsom, skønt den for andre ville synes så rent hverdagsagtig og ubetydelig.
Han havde gået en Tur langs Søerne.
Det var et stormende Gråvejr, og Bølgernes hvide Skumtoppe og Vindens heftige Kast havde sat hans Sind i stærk Bevægelse, vant som han var til stillesiddende Stueliv.
Da han gik igennem Stenosgade, mødte han to unge Piger, der stred sig frem i Stormen. Kjolerne flagrede med kraftige Smæld om Benene, og med begge Hænder holdt de fast på deres lyse Sommerhatte.
De var lystige og fulde af Latter og udstødte af og til små, hvinende Skrig.
Carl betragtede dem med stor Interesse. Der var noget i deres muntre Latter, som kvikkede ham op og drog ham mod dem.
Han forstod ikke, hvad det var, men det førte øjeblikkelig hans Tanker hjem til den lyse, sprudlende Bæk uden for Faderens Gård.
Dette Indtryk fik imidlertid næppe Tid til at fæstne sig, før han hørte Skrigene forvandles fra muntre, lystige Småhvin til skærende Nødskrig.
Han vendte straks om og så nu, at en halvfuld Sjover havde grebet fat i den ene af Damerne, medens den anden tappert bearbejdede ham med en Paraply.
Da Carl kom til, slap Sjoveren sit Bytte og ravede brummende op ad Gl. Kongevej til.
De to Damer takkede Carl for Hjælpen og ville igen til at gå, men så standsede den ene pludselig og udbrød: »Ih, men det er jo Carl Nørgaard!«
Carl kendte hende i eet Nu. Det var Helene.
Han tilbød da at følge dem hjem, og de tog med Glæde imod Tilbudet.
På Vejen ud ad Gl. Kongevej fortalte Helene, at hun havde været i København et Års Tid hos en Grosserer Blom, og at den unge Dame, som var med, var hendes bedste Veninde, Agnes Blom.
Samtalen gik helt let og fornøjelig om Hjemmet og København, og Carl fik at vide, at Helene og Agnes skulle rejse over til Søgaard om et Par Dage og tilbringe Ferien der.
»Ja, så ses vi altså i Ferien, Carl Nørgaard, De må komme rigtig tit og besøge os!« sagde Helene ved Afskeden.
Da Carl gik hjem den Aften, var han i det lyseste Humør.
På Vejen gik han ind og købte en halv Flaske Vin, som han hjemme på sit Værelse drak i stille Velvære. Så lykkelig en Aften kunne han ikke huske, han nogensinde havde oplevet!
Han sov dejligt om Natten og vågnede om Morgenen med klart Hoved og i godt Humør.
Når han de andre Dage havde tænkt på sit Ferieophold derhjemme, var det med Ulyst og Ligegyldighed.
Men nu stod det ganske anderledes for ham.
Han pakkede ind med Liv og Lyst, og om Aftenen rullede han med Toget fra København.
Næste Middag var han i sit Hjem.
Alt stod ved det gamle; omtrent som da han forlod det.
Bækken var udtørret som sædvanlig på den Tid af Året, men Mergelgraven havde sit vante Udseende, sit dybe stille Vand og sine græsklædte Skrænter.
Faderen modtog ham på sin sædvanlige træge Måde, måske dog med et lille Stænk af Værdighed i Anledning af Eksamenen og hans egen Udnævnelse til Sognefoged.
Carls første Besøg gjaldt Skolelærer Berthelsen.
Madammen var overstrømmende lykkelig ved at se ham. Hun omfavnede ham og kyssede ham på Kinden, kaldte ham sin egen, søde Dreng og sagde, at han var bleven så pæn.
Efter Ankomstens Anstrengelser satte hun sig derpå stille hen i sin Lænestol og græd de mødigste Tårer med Smil om Mund og ned de nervøst skælvende Hænder mod Tindingen.
Berthelsen fortrak ikke en Mine i sit flegmatiske Ansigt, og det var først, da han havde fået Carl ind på sit Kontor og stoppet sig en Pibe af den berømte 2 Pd.s Pose, at han så småt begyndte at undersøge sin Gæst lidt nærmere.
Hvordan gik det med Religionen og den store Tabel! Det var vel nogle Hedninger de Lærere derinde i den store By!
Carl måtte tilstå, at han slet ikke havde læst på sin Katekismus, siden han var hjemme, men Tabellen kunne han endnu og mer end det.
Han begyndte at fortælle om Mathematiken og om de indviklede Opgaver, han havde haft til Eksamenen.
»Ja, det er noget Skidt og ingen Nytte til!« sagde Berthelsen. »Nej, så skulle du prøve de Regnstykker, vi fik, mens jeg var på Seminariet!«
Og Berthelsen hentede sine gamle Hefter med de sirlige Regnstykker, som Carl havde set så mange Gange før.
»I den Tid lærte man sin Tabel, både den lille og den store! .. Nu er der ingen, der gider lære den! ja, han den langhårede Mogensen deroppe i Kirkebyen holder nok Foredrag om, at det er Synd at pine Børnene med Tabellen, siger de! .. Jeg har ikke selv hørt det, men det ligner dem godt, de Grundtvigianere ... det ligner dem!«
Da Hefterne var gennemset, måtte Carl fortælle, hvordan han havde levet derinde i Byen. Hvor dyrt det var, og hvad han havde spist!
»50 Øre for Middagsmaden!« sagde Berthelsen .. »det er altfor meget! .. Dengang jeg var i København sammen med din Far, spiste vi i Sværtegade for 12 Skilling!« -
Så begyndte Berthelsen at fortælle om sit Mejeriregnskab og om Sognets Anliggender.
Det var en lang og omstændelig Beretning.
Siden Carls Far var bleven afløst som Sognerådsformand af Jørgensen på Søgaard, var Posten som Sekretær ved Sognerådet gået over til Mogensen; men skidt gik det naturligvis, for Mogensen kunne ikke regne, og skrive kunne han heller ikke! Nej, det varede ikke længe, før de havde gjort Kål på hele Overskuddet, som Berthelsen i så mange År havde holdt sin Hånd over og stadig forøget!
Men nu skulle der laves Veje, bygges Fattighuse, og Mogensen skulle have en Tilbygning til Skolen. Sognerådsmændene rendte og føjtede om alle Vegne, om det så var Skolen, skulle de have deres Næse med i den også, det vil sige Skolekommissionen! Der skulle gives Tilskud til Friskolen og til Fortsættelsesskolen, skønt de ingenting lærte i de Skoler, hverken Katekismus eller Regning, men bare Gudesagn om Regnar Lodbrog og alt det andet Sludder, som Grundtvigianerne spildte deres Tid med og gjorde Folk rundtossede med!
Carl hørte tålmodig på Berthelsens lange Beretning, men længtes dog efter, at Madam Berthelsen, som hun havde lovet, skulle komme og bede dem til Kaffe i Dagligstuen.
Da hun omsider kom, og Berthelsen forlangte at få sin ind på Kontoret, glædede Carl sig til at få noget virkeligt at vide om Livet i sit Fødesogn, for det, Berthelsen fortalte, var dog bare det ydre Maskineri.
Livet, der levedes i Ly af disse økonomiske Rammer, kendte han ikke til og brød sig ikke om.
Men her var Madammen hjemme.
Hun kendte alt og levede med i alt! Det blev derfor en ganske anderledes livlig Skildring, han nu fik, da han sad lunt og hyggeligt i Hjørnesofaen med Madam Berthelsen foran sig i den polstrede Lænestol. Det var Barnedåb og Forlovelser, Bryllupper og Begravelser.
De forskellige Mennesker marcherede lyslevende frem for hans Syn under Madammens livfulde Skildringer.
Hun levede selv med i sine Fortællinger; en Gang imellem græd hun de strideste Tårer, men til andre Tider klang Latteren let og lyst.
Ofte når Carl derinde i Byen havde tænkt på sit Fødesogns Beboere, stod de for ham som rene Automater, der spiste og drak, tog til Ægte og begravede deres døde efter bestemte Love uden Tanke og Følelse; men under Madam Berthelsens Hænder blev det levende Mennesker, der led og kæmpede, græd og jublede, hadede og elskede.
Under den stille og rolige Overflade sydede og boblede Lidenskabens Dampe, brødes Hadets og Kærlighedens Strømme, kæmpedes den store Kamp for Tilværelsen.
Dette var som Barndommens mange Æventyr, kun at Personerne her gik levende forbi ham og bar så fattige Navne som Per Jensen og Mikkel Madsen, Stine Niels Peters og Mette Jørgens.
Carl kendte dem alle af Navn og Udseende, men hidtil havde de kun for ham været en Genstand, der hørte med i Landskabet som Kirken deroppe i Hovedbyen eller som Andelsmejeriets store Skorsten ved Søgaard.
Nu blev de noget andet: levende, kæmpende Skabninger, der havde Krav på Medfølelse, Krav på Hjælp og Støtte i deres Søgen efter Lykke og Sejr!
Hver Gang Madam Berthelsen under sin Tale berørte Søgaard, ventede Carl at høre noget om Helene, men det udeblev bestandig.
Til Slut kom der kon et Par Ord om, at hun sammen med en Dame fra København og med Skolelærer Mogensens Søn, Christian, var kommen hjem Aftenen før.
Det berørte Carl ilde at høre Helenes Navn sammen med Christian Mogensens.
Hvorfor kunne han næppe selv forklare sig. Han havde aldrig hørt et Ord om, at der var noget mellem dem, eller overhovedet hørt dem nævne sammen før i Dag, men det var, som om en mørk Sky drog forbi hans Blik.
Han vidste, at Chr. Mogensen studerede Medicin, og han havde truffet ham på Gaden et Par Gange, men de havde kun vekslet et Par Ord med hinanden.
Ingen af dem havde følt Lyst til at forny Kendskabet derhjemme fra Bonderup.
Instinktmæssig havde de holdt sig fra hinanden, to forskellige Racer som de var.
Chr. Mogensen flot og fremtrædende, Carl Nørgaard beskeden og tilbageholdende.
Da Carl efter det lange Besøg hos Berthelsen kort før Aften kom til sit Hjem, gik han ud og satte sig stille og fortænkt ved Mergelgraven derude i Stakhaven.
Det var en fredelig og stille Sommeraften.
Gedderne stod urokkelige som Trærødder i Vandskorpen, og store Vandkalve kom sindig og langsomt fra Dybet op i Overfladen og gik lige så adstadig ned mod Bunden igen.
Det mørke, kolde Vand lå så roligt og uforstyrret og lod sig kærtegne af Aftenhimlens skønne Farver.
Den gamle, kendte Følelse af Forladthed steg igen frem i Carls Sind, en underlig knugende Stivhed i Tanke og Sjæl. Det kom så ofte, når han var allermest optaget, når hans Fantasi var stærkt anstrengt, når hans Hjerne havde arbejdet med altfor mange Billeder.
Det stod ham slet ikke klart, at det i Dag var den nøgterne Meddelelse om Helene og Christian Mogensen, der havde sat ham i denne Tilstand.
Han forstod slet ikke, hvad det var, men, som han havde gjort så mange Gange før, han søgte ud til Mergelgraven.
Det kølige, rolige Vand fremkaldte en vis Ro i hans Sind, men holdt ham tillige fangen, så han kun med Besvær kunne løsrive sig.
Var det de mange Barndomsminder, de mange sørgelige og triste Stemninger, som denne Grav havde været Vidne til, eller var der en hemmelighedsfuld Dragning i dens dybe, mørke Vand?
Ude fra Marken hørte han Karlenes Fløjten, medens de red hjem fra Markarbejdet, og inde i Køkkenet rumsterede Pigerne med Mælkespandene. I Gården gik Faderen og blandede Mælk og Grutning til Grisene, og Carl hørte, når Døren blev åbnet, deres Skrigen og Kamp for at komme først til Truget.
Så rejste han sig nølende og gik derind.
Grisene var Faderens Stolthed. Han passede dem altid selv, når han var hjemme, og skulle han ud, glemte han ikke at give den gamle Husholderske en omstændelig Forklaring over den Føde, ethvert af de forskellige Hold skulle have.
Nu fik Carl enhver af Grisenes Historie, Stamfar, Stammor, deres gode og dårlige Egenskaber.
Det var med en vis Overbærenhed, at Faderen forklarede ham det, en Slags Medlidenhed med, at Carl, der var en Bondes Søn og kunne have arvet det hele, skulle belæres om disse selvfølgelige Ting som et tåbeligt Købstadbarn.
Carl hørte tålmodig efter og følte det som en Art Venlighed fra Faderens Side.
Han kunne ikke huske, at Faderen nogensinde havde talt så længe med ham. I Reglen var det kun et Ord eller to; aldrig uvenlige eller hårde Ord, men tomme og intetsigende; Ord, der i langt højere Grad end Tavshed tjente til at fjerne Far og Søn fra hinanden.
Hvor ofte havde Carl ikke ønsket og længtes efter at høre Faderen fortælle om sit Samliv med Moderen, men aldrig var hendes Navn bleven nævnet, så langt han kunne huske tilbage.
Mange Gange havde han tænkt på at spørge om hende, men en forunderlig Angst og Skyhed holdt ham hver Gang tilbage. Det lidet, han havde hørt om hende, var tilfældige Ytringer af den gamle Husholderske eller af Madam Berthelsen, og, vant som han var til selv at klare alle Begreber, havde han derefter dannet sig et Billede af hende; et svagt og tåget Billede ganske vist uden bestemt legemlig eller sjælelig Form, men dog tydeligt nok til at fremkalde Følelsen af et Liv i Sorg og Ulykke.