En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
III.
Et Par Dage efter sin Hjemkomst aflagde Carl et Besøg på Søgaard.Han havde aldrig været der før og kendte kun Helene og hendes Far.
Han var så lidet vant til at komme sammen med fremmede Mennesker og følte ligefrem Angst og Beklemmelse, da han gik ned ad den lange Allé, gennem Porten.
I Gården mødte han Proprietæren.
»God Dag, Carl Nørgaard! Velkommen! ... ja Helene har fortalt; at I har truffet hinanden i København .. vær så god, gå nu ind . . jeg har Skam ikke Tid til at gå med i Øjeblikket, men De træffer også Selskab nok derinde!«
Da Carl trådte ind, var der et helt lille Selskab forsamlet ved Kaffebordet. Der var Fruen med to Døtre, Christian Mogensen, en ung Huslærer fra en af Nabogårdene og Agnes Blom, som Carl havde set i Byen hin lykkelige Aften.
Helene sprang straks op og gik Carl i Møde.
»Velkommen Carl Nørgaard, og Tak for sidst!«
Agnes Blom takkede også Carl som den bolde Redningsmand og begyndte meget livligt at fortælle om den lille Begivenhed i Stenosgade.
Carl følte sig straks godt tilpas imellem dem og mærkede kun lidet til den Forlegenhed, der ellers plejede at følge ham, når han var sammen med Mennesker, han ikke kendte.
Efter Kaffen gik de over i Skoven, der lå et lille Stykke fra Gården.
Carl og Helene fulgtes ad. De gik lidt foran de andre og kom snart i en livlig Samtale om Folkene der i Sognet, som Helene kendte så udmærket godt, og som Carl igennem Madam Berthelsens Fortællinger også havde lært at interessere sig for.
Helene dømte sundt og naturligt, og gennem hendes Tale mærkede Carl, at hun holdt af disse Mennesker.
Han kom uvilkårlig til at tænke på, hvad hun nede i Bakkerne havde fortalt om sin Fremtidsgerning.
»Kan De huske, at De for 4-5 År siden fortalte mig, at De ville holde Foredrag om Kvindesagen, når De blev konfirmeret!«
»Om jeg husker den Dag i Bakkerne! ... jo, De kan tro, jeg har ofte tænkt på den; .. jeg kan rigtignok ikke huske, hvad jeg selv sagde .. jeg var så vild og tosset dengang .. men de Æventyr, De fortalte, dem glemmer jeg vist aldrig! .. Jeg kan endnu ganske tydeligt huske, hvordan De så ud, og jeg tror, jeg kan fortælle noget af Historierne ganske ordret!«
Carl blev glødende rød af Glæde. Hun havde altså, ligesom han selv, ofte tænkt på den Dag. Det var som et Bånd imellem dem, et fælles Minde, som kun de kendte. Og han som på Vejen til Søgaard næsten frygtede for igen at være sammen med Helene!
Han havde været angst for, at hun skulle vise sig som den viltre, overgivne Pige, hvis Skønhed og Vildhed han ikke kunne lade være at beundre, men som dog var ham så fremmed, så fjern.
Og nu kom hun ham i Møde jævn og hjertelig, naturlig og ligefrem.
Livet blev så lyst og let for ham, og da de standsede oppe ved Skoven for at vente på de andre, så Carl i de kommende gode, venlige Mennesker, som kun ville ham vel, og som han måtte holde af.
Selv Christian Mogensens flotte Kast med Kroppen og raske, udfordrende Gang forsonede han sig med.
De gik ind i Skoven, syngende og leende, muntre og fornøjede.
Da de kom til den lille, hyggelige Skovsø, hvor de gule Åkander stod tæt og frodigt, næsten helt dækkende Vandoverfladen med de store, smukke Blade, satte de sig i Græsset under et Par høje Elletræer.
Her var så stille og fredeligt.
»Dette er mit Asyl!« sagde Helenes ældre Søster. »Her sidder jeg så ofte om Eftermiddagen med en Bog eller et Håndarbejde! .. Helene har et andet Tilflugtssted, men det får ingen vantro at se . . hun våger over det som over en Helligdom, og ve den, som betræder det hellige Sted uden hendes Vidende og Vilje!«
»Jeg får dog vel Lov til at se det!« sagde Agnes Blom.
»Jeg ved det ikke rigtig endnu, Agnes .. du talte i Formiddags så ringeagtende om Jens Røgter! .. Du må først lære at elske og agte de indfødte .. ellers vil du vanhellige mit Tempel med dine Fødder! .. Det er Menneskerettighedernes, Frihedens og Brodersindets Hjemsted!«
»Det var da nogle frygtelig gammeldags Ord, du bruger, Helene!« sagde Christian Mogensen, »de er helt ude af Kurs mellem dannede Mennesker ... De bruges kun til at fange Vælgere med og er på ingen Måde bestemt til at anvendes i Menneskelivet!«
»Det ville Rousseau vist ikke have været enig med dig i!«
»Ja, dengang! .. det var en anden Sag! .. da havde man Råd til det! .. Men i vore Dage, hvor Kampen for Tilværelsen raser så vældigt blandt Menneskene som ingensinde, kan man ikke tillade sig den Luksus at tale om sådanne Begreber, undtagen hvor de med Held kan bruges i Kampen!«
Skønt Carl følte, at Christian Mogensen havde Ret i, at sådan levedes Livet af de fleste, sårede det ham dog at høre det udtalt som en selvfølgelig Livsanskuelse.
Så selviske og egenkærlige var dog ikke alle!
Der var dog de, der kunne ofre sig for deres Medmennesker, og der var de, der gjorde det. Han tænkte på Madam Berthelsen og på alle de godgørende Mennesker inde i Hovedstaden, der i Stilhed arbejdede på at gøre Menneskene godt, og sagde da, uvant som han var med at diskutere, ganske spagfærdig:
»Der er dog Mennesker, som handler efter andre Motiver end Egenkærlighed!«
»Er der,« sagde Christian Mogensen på sin flotte Maner, »hvem?«
Carl fremhævede den store Godgørenhed i København og; nævnte Samaritanen og Frelsens Hær, og til sidst kom det overraskende for ham selv som for de andre:
»Darvin selv, Opfinderen af det Udtryk, som Nutiden har gjort til et Slagord, var vist langt fra nogen egenkærlig Mand og handlede ganske sikkert ikke ud fra det Grundlag: at enhver Gerning kun skal tjene til at fremme ens egen Fordel!«
»Bravo!« råbte Helene, og de andre stemte i med, undtagen Christian Mogensen.
Han havde ikke ventet sig dette af Carl, som han anså for at være såre ubetydelig og let at slå af Marken.
Han slog nu ud med Hånden og beredte sig til at drukne Carls Opposition med en Strøm af Kunstord, hentet fra den moderne Filosofi.
Ja, så let går det skam ikke at klare så vanskelig et Spørgsmål! ... Bevidst er der måske nok kun en Del, der handler ud fra Egenkærligheden som Motiv men ubevidst ...
Her blev han imidlertid afbrudt af Agnes Blom:
De ubevidste Motiver ligger slet ikke for! .. Det var Hr. Mogensen, der begyndte, og han er frygtelig bevidst ... selvbevidst er jeg nær ved at sige .. men lad os bare slå fast, at når Mogensen udfører en Handling, er det fra et bevidst egenkærligt Standpunkt så nøjes vi andre med at handle ubevidst!«
»Ja, Kvindelogik bøjer jeg mig ikke for!«
»Kvindelogik! .. Er der en Logik for Mænd og en for Kvinder!« råbte både Agnes og Helene.
»Ja, det kan I vel høre!« sagde Christian Mogensen spids.
»Ja, det har Christian vistnok Ret i,« sagde Helenes Søster, »i hvert fald førte Agnes Samtalen over på en bestemt nærværende Person, og det er vi Kvinder altid tilbøjelige til at gøre; vi kan ikke som Mændene diskutere Abstraktioner!«
»Nej, Gudskelov"« sagde Helene, »Mændene de diskuterer og diskuterer i syv lange og syv brede og kommer aldrig til noget Resultat, men vi hugger Knuden over med et Hug og nævner Tingen ved dens rette Navn! .. Mændene tænker også på bestemte Navne, men de tør bare ikke nævne dem, og de, der gør det, kalder de for ulogiske Dilettanter i den berømte danske parlamentariske Forhandlingskunst!«
»Den sidste Frase har du vist læst i sidste Nummer af Københavnerbladet,« sagde Christian Mogensen.
»Det kan godt være, det står i sidste Nummer .. jeg troede, du var en så intelligent Tilhører, at du kunne forstå, det var et Citat,« parerede Helene.
»Bravo! .. det slap du godt fra, Helene,« sagde Agnes og sprang op, »men lad os nu holde op med det Vrøvl og hellere prøve på at finde Helenes Hjemsted for Menneskerettighederne! Den, der inden en halv Time mener at have fundet det, råber Kuk-Kuk tre Gange!«
Så spredte de sig i Skoven hver til sin Kant undtagen Helenes ældre Søster, som sagde, at hun ville gå hjem og sørge for Aftensmaden.
Carl gik alene langs med Skovkanten, fordybet i sine egne Tanker, så vidunderlig glad og let om Hjertet.
Langt mere end han selv var klar over, havde han frygtet for at finde Helene som den vilde, uberegnelige, letsindige Pige, og nu havde han fundet hende ganske anderledes, rolig og naturlig med helt alvorlige Tanker og med den samme Kærlighed til Frihed og Folkelighed, som han selv nærede i sit inderste Sind, trods Fadelens og Berthelsens tørre, nøgterne Blik på Livet og på Menneskene.
Det var dog Madammens Æventyr og hendes Ømhed over for Mennesker, der havde påvirket ham mest og haft størst Indflydelse på hans Tanke- og Sjæleliv; eller var det Arv fra Moderen.
Han vidste det ikke.
Han havde jo så sjælden hørte hende omtale og kendte næsten intet til hendes Slægt og Oprindelse.
Han vidste kun, at hun havde været eneste Barn fra en stol Bondegård ovre på den anden Side af Fjorden, og at hendes Forældre døde, da han selv var 3-4 År.
Men han havde aldrig tænkt så meget på sin Mor som i den sidste Tid, og navnlig de sidste Dage.
Som han gik i disse Tanker og helt havde glemt at søge efter Helenes Tilflugtssted, hørte han inde fra et tæt Buskads en Stemme, der dæmpet nævnede hans Navn.
Det var Helene.
Han trængte igennem Buskene og stod nu på en lille, åben Plads, helt skjult af Elle- og Hasselkrat.
Mellem et Par store, vældig forvredne og knudrede Egetræer stod en Hvidtjørnbusk, og lige overfor var der en lille Bænk med et Rygstød af sammenflettede Hasselgrene, isprængt med Stængler af Kaprifolium.
»De må gerne få min Tankekrog at se, Carl Nørgaard! .. jeg er vis på, der er ingen af de andre, der finder den ... og De havde såmænd heller ikke fundet den! ... De søgte vist slet ikke efter den!«
Carl måtte tilstå, at han i Øjeblikket helt havde glemt den.
»Hvad gik De da og tænkte på! .. De så så dybsindig ud!«
Carl blev lidt rød. Han lunde umuligt fortælle, hvad han havde tænkt på.
Helene lod, som om hun ikke mærkede den Undseelse og bad ham sidde på Bænken ved hendes Side.
»Sæt Dem ned! .. ja, den er lovlig lille til to, men vi kan nok få Plads! .. Synes De ikke, det er en hyggelig Plet?«
»Jo, jeg tror, den ligner Dem ... de stole forvredne Egetræer og den blomstrende Hvidtjørnbusk!«
Helene så overrasket på ham, og Carl blev forlegen. Han havde sagt dette halvt ubevidst, nærmest som en Fortsættelse af sine Tanker for lidt siden.
»Er De Digter! .. De ligner slet ikke de andre Studenter, jeg er vant til at være sammen med! .. Kommer De aldrig ud derinde i Byen! .. Når vi nu kommer derind, må De komme ud hos Grosserer Blom, det er rigtig elskværdige Mennesker alle sammen ... jeg skal måske være der et År endnu...«
I det samme hørte de det omtalte Råb langt borte.
Helene lo, og de kravlede ud under de tætte Buske, gik i den Retning, Råbet kom fra, og så nu de andre samlede under en stor Bøg, der stod ved Skovvejen.
Da Christian Mogensen så Helene og Carl komme, smilede han hånligt og sendte dem et spottende Blik.
»Ja, når du hjælper Nørgaard, Helene, er det virkelig altfor let for ham at blive Sejrherre!« sagde Agnes.
»I har jo slet ikke søgt efter det!« sagde Helene »... men nu må vi hjem og spise!«
På Hjemvejen gik Helene, Christian Mogensen og den unge Huslærer foran og Carl og Agnes bagefter.
»Har De og Helene været Skolekammerater?« spurgte Agnes.
»Nej, Helene har vist altid haft Huslærer, og jeg har gået i Almueskolen.«
»Men så har I været ofte sammen, kan jeg tænke?«
»Kun én Gang! .. men vi har jo ofte set hinanden på Vejen og i Kirken!«
»Og jeg som troede, I var Barndomsvenner ligesom hun og Mogensen!«
Carl kunne mærke, at Agnes blev overrasket, og han kom selv til at tænke på, hvor lidt han og Helene egentlig kendte hinanden, og dog var de kommen hinanden i Møde som gode Barndomsvenner.
Han følte sig så let og fri som aldrig før og kom snart i en livlig Samtale med Agnes Blom, der, skønt Københavnerinde, havde stor Lyst til at høre om landlige Forhold og især om Beboerne i Bonderup Sogn.
Hun spurgte, og Carl fortalte.
For en Uge siden ville han ganske nøgtern og tørt have talt om sit Fødesogns Beboere.
Nu havde Madam Berthelsens Skildringer og hans eget Sinds forunderlige Modtagelighed åbnet hans Øjne for det rige Liv, som her levedes, for den store Mangfoldighed af Livsytringer under den stille Overflade.
Alle de æventyrlige Forestillinger i hans Sjæl, som i År og Dag havde ligget gemt og glemt, var nu vågnet op og blev, uden at han selv ret vidste af det, overført på de Mennesker, han hidtil havde levet så ligegyldigt iblandt.
I de sidste Dage var Lærergerningen begyndt at stå for ham som et Mål, der var værd at tragte efter, som en Livsopgave.
Han havde en Følelse, som om han først i disse Dage var begyndt at leve Livet, som om han hidtil havde gået i en Døs, i en Drømmetilstand.
Aldrig havde Himlen været så blå eller Markens Urter så skønne.
Han begyndte at fortælle om Lyngbakkerne dernede ved Fjorden, når Morgenens friske Purpur lagde sin Stråleglans over deres Toppe, om Aftenrødens stille Fred, mens Kirkeklokken ringede Hvile ind i de trætte Landarbejderes Sind, om Efterårets vemodige Susen gennem de afblomstrede Lyngbuske og om Bækkens viltre Løb og sprudlende Livslyst under Forårets kolde, skære Sneblå.
Ordene formede sig så let og sikkert for ham, og Billede efter Billede rullede frem for hans Syn.
Han fortalte om den gamle Lise i Indsidderstuen mellem de nederste Bakker, om hendes Liv i Fattigdom og Savn.
Hun havde kun et eneste Får. Det boede i samme Stue som hun, drak Vand af hendes egen Skål og spiste Hø af den rødmalede Gåsebænk, hun engang havde købt på en Auktion. Et År da Fåret fik et Lam, som var sygt og elendigt, tog hun det med sig i Sengen og varmede det med sit Legeme,til det blev rask og kraftigt. Da Tiden kom, da hun måtte sælge det, græd hun sine mødige Tårer og bønfaldt Køberen om at være god mod det stakkels lille Kræ.
Han fortalte om den rige Gårdmandsdatter, der havde ventet på sin fattige Kæreste i 10 lange, møjsommelige År, tålt Hårdhed og slet Behandling, modstået rige Løfter og glimrende Tilbud, til Faderens Hovmod endelig blev knækket, og Brylluppet holdt i Fryd og Gammen. Men Sorgen havde tæret på hendes Livskraft, så Lykkens Tid blev kun kort. Året efter måtte hendes Mand føre hende til Graven.
Et Liv var knækket, et Menneskes Lykke sønderknust.
Den fattige Tjenestekarl, som kun et kort År havde følt Livets Lykke, gik nu arm og elendig omkring og bad om Brændevin fra Dør til Dør.
Han fortalte om den unge, sindssyge Pige, der en kort Stund vågnede til Bevidsthed, og under en Ildebrand frelste to Børn fra at indebrænde, medens hun selv blev fortæret af Flammerne.
Han fortalte om den unge Mand og den unge Kvinde, som i hans Barndom havde bygget sit Hus på den fattige Lyngbakke, som under Sang og Munterhed havde slidt med Spade og Hakke i den genstridige Jord, og som nu hørte til Sognets mest ansete og velstående Familier.
Han fortalte om Folkenes Overtro, om de Lidelser og Mishandlinger kloge Koner og vise Mænd tilføjede dem, om de natlige Besøg på Kirkegården efter Gravrust og Kirkebly, og han fortalte om de religiøs-anfægtedes Jammer og Elende under deres opskræmte Sinds Rædsel for Helvedes Pine og Djævelens Magt, om de strenge Prædikanters Tordentaler og umenneskelige Domme.
»Hvem der kunne være med at løse de tunge Lænker at lede det kogende, higende Vand ind i letflydende, befriende Strømme! Hvem det kunne være med til at gyde Fred og Glæde i de forpinte Sind, lette Livet for de kæmpende Skarer, sprede Lys og Lykke ind i de formørkede Sjæle, vise dem Livets Lov og Livets Skønhed!«
Carl talte så livligt og udførligt, så stemningsfuldt og betaget, at Agnes Blom ganske blev revet med.
Det var for hende som en Digtning, hvor alt fik Liv og Bevægelse: Mennesker og Dyr og Jordens Planter.
Gang efter Gang så hun op mod Carls glødende Kinder og funklende Blik, varmt gennemstrømmet af det rige Væld af Følelser, af den store Ømhed og Kærlighed, som disse hede Ord åbenbarede.
Da de kom til Havelågen, hvor Carl standsede sin Tale, greb hun hans Hånd med begge sine og udbrød i en frydefuld Tone, som et Menneske der har gjort en Opdagelse:
»Aldrig har jeg tænkt, at der var så meget at leve for!«
Da de havde spist til Aften, gik Carl hjem, efter at han af Husets Beboere havde fået de venligste Indbydelser til at komme så ofte, han ville.
Helene havde ude i Forstuen trykket hans Hånd fast og varmt og bedt ham snart at komme igen.
Da han den Aften kom hjem, søgte han ikke Mergelgraven, men gik op på sit lille Gavlværelse, som vendte ud mod Lyngbakkerne.
Der satte han sig ved Vinduet og så ud i det klare, lyse Måneskin, men han så ikke Lyngbakkerne eller Månens vekslende Lys.
For hans Syn stod kun eet Billede, og det var Helenes.
Det ranke, slanke Legeme, de stærke, runde Arme, det lille, brunede Ansigt med den fastformede, fremstående Hage, Øjnenes mørke Glød og de smalle lige Bryn.
Racedyret, som Faderen havde sagt, udmærket frem for alle Skabninger på Jorden.
Da Carl omsider gik i Seng, sov han straks ind, let og lykkelig.
De følgende Dage strejfede han om mellem Bakkerne og langs med Fjorden, besøgte Fiskere og Husmænd, gik ind i de små Indsidderstuer og i Fattighuset. I de Dage vandt han mange Hjerter.
Folkene syntes, at Sognefogdens Carl, som før havde været så sær og tilbageholdende, var bleven ret en »knøv Kål« til at snakke med både fattige og rige, simple og fine.
En Dag, da han sad uden for Fattighuset og talte med de gamle Mænd og Koner, kom Helene og Agnes forbi på Vejen ned til Fjorden.
Da de så Carl, råble de fornøjet til ham, om han ville være med, og Carl var straks villig.
De ville ud og ro, og Carl måtte skaffe dem en Båd.
Helene havde en lille, hvid Hund med. Den løb fornøjet omkring på Markerne og over Grøfter, henrykt over, at den fik Lov at følge Helene, hvem den som Søgaards andre Dyr holdt meget af.
Det var en smuk Sommerdag med Sol og lette Vinde. Fjordens Vande krusedes svagt af de milde Pust, og Himlen var ren og klar.
Helene og Agnes havde hvide Kjoler, brune Sko og hver en Botaniserkasse i Rem over Skulderen.
Det var to skønne Skikkelser, som de raske og frejdige trådte med de smalle Københavnersko i det dybe Sand.
Agnes var mindre end Helene. Det rødblonde Hår hang i Krøller om et lidt blegt Ansigt med runde Kinder og store, blålige Øjne. Hendes Legeme, som var stramt indesluttet af den lyse Sommerdragt, var smidigt og bøjeligt, blødt og vigende i sine Former. Der var en ungdommelig Friskhed og Lethed over hele hendes Person, en tiltalende Blanding af Letsind og Alvor i hendes Væsen. Hun var letbevægelig i Følelse og Sind, men den bratte lidenskabelige Overgang fra Glæde til Sorg, fra Ømhed til Vrede, som Helene så ofte åbenbarede, viste sig aldrig hos hende.
Hendes Drifter var ikke så stærke, og hendes Energi var af svagere Art, så om hendes Sind end ofte skiftede, var der aldrig Storm eller Uvejr i disse Forandringer.
Det lignede mere de lette, lunefulde Sommervinde, som nu fik hendes Hår til at bølge under den lyse, brede Sommerhat og Kniplingerne på hendes lette Kjole til at løfte sig og falde som Vingerne på en Sommerfugl.
Da de kom ned til Fjorden, lagde de sig i Engen ved en Høstak, tog frem af deles Kasser Smørrebrød og Kager, en lille Flaske med Portvin og en Æske med Cigaretter.
Carl spiste med, snart af Helenes Forråd og snart af Agnes'.
Pasop fik også sin Part og pilede nu lystig omkring i Engen efter Bier og Sommerfugle, medens de tre unge Mennesker strakte sig i Græsset og lod den blå Cigaretrøg hvirvle op mod Himlen i tynde, fine Striber.
»Hvor er det dejligt på Landet!« sagde Agnes, »jeg tænker ligefrem med Afsky på København!«
»Ja, De har ganske omvendt Agnes, Carl Nørgaard .. hun har i de sidste Dage fuldstændig vundet Jens Røgters Hjerte »Køvenhavnerpierne er fanneme it nær så fjollet, som jeg troede« siger han .. og alle Pigerne og Karlene er helt forgabet i hende .. ja selv alle Dyrene viser sig fortrolige mod hende!«
Agnes lo: »Nej, Lænkehunden, Helene, den er fjendtlig imod mig endnu!«
»Ja, den er del ingen andre, der tør gå hen til, end Staldkarlen, som giver den Mad .. og jeg .. jo, og så én til!«
»Hvem er det?« spurgte Agnes nysgerrig.
»Å! .. jeg holder slet ikke af, at han gør det, .. det ser så stygt ud! .. Karo stikker Halen mellem Benene og kryber med et ondt, skulende Blik som en tugtet Slave ind i Huset ... det er Christian Mogensen!
»Jeg tænkte det!« sagde Agnes.
Der gled som en mørk Sky for Carls Blik, et stygt Billede, en ond Tanke.
Men det fik ikke Tid til at fæstne sig i hans Sind, for Helene sprang op, og idet hun kaldte på sin Hund, bad hun Carl om at gå hen og få fat på en Båd.
Carl fandt snart en god, lille Jolle, og så skibede de sig ind under Spøg og Latter, stødte fra Land og roede ud i den sommerblanke Fjord.
Carl og Helene roede, og Agnes sad bag i og styrede. Pasop stod med Forpoterne på Rælingen og gøede mod Land.
Den friske Søvind, den lyse, klare Himmel, Bådens raske Fart og den kraftige Bevægelse ved Åren satte Helene i ypperligt Humør.
Hun gav sig til at synge Sømandssange og Sømandsdanse og løftede en Gang imellem Åren højt i Vejret, så Vandet drev i Strømme ned over hendes Hænder og Arme.
Der begyndte at komme over hende noget af den stormende Overgivenhed, som Carl så godt huskede fra den Dag, de for mange År siden havde været sammen i Lyngbakkerne.
De var imidlertid kommen midt ud i den smalle Fjord, hvor der gik en temmelig stærk Strøm.
Carl bad Helene om at tage sig i Agt, til de var kommen over Strømmen, men Helene var vanskelig at standse, når hun først var kommen i det vilde Hjørne.
Hun lo ad Carls Forsigtighed, sprang op på Toften og svingede Åren over Hovedet, så Vandet rislede ned over dem.
Da hun igen sprang ned, trådte hun forkert på den ene Fod og tabte Åren i Vandet.
Agnes bøjede sig i en Fart over Rælingen for at gribe den, men kom i sin Iver til at puffe til Pasop, så han styrtede i Vandet - og i et Nu havde Strømmen ført både Åren og Hunden et godt Stykke fra Båden, som også drev med Strømmen.
Pasop prustede og kæmpede, men det var den ikke muligt at svømme imod, så Afstanden mellem den og Båden blev større og større.
»Pasop, Pasop!« skreg Helene, »den må frelses! .. lad mig få Åren! den skal frelses!«
»Ja, kunne jeg bare svømme!« sagde Carl og sprang op og smed Frakken.
»Svømme!« råbte Helene, og i et Nu gled Kjole og Skørter ned i Bunden af Båden, og i Benklæder og Livstykke sprang hun i Vandet og svømmede med kraftige Tag efter Hunden.
Et Øjeblik efter havde hun den under den ene Arm og arbejdede sig nu langsomt op mod Båden, son Strømmen stadig førte ned imod hende.
Snart havde hun nået den.
Agnes snappede Pasop, og Carl greb Helene i Armen og hjalp hende op.
I en Fart fik hun Kjolen på over de våde Underklæder og tørrede sit Ansigt i Foret af Carls Trøje.
Under alt dette havde ingen tænkt på, at de selv hjælpeløs flød med Strømmen.
Carl greb nu den Åre, de havde tilbage, og prøvede på at ro dem ud deraf, men det lykkedes ikke, og stadig hurtigere og hurtigere gled de ud mod det åbne Hav.
Heldigvis havde imidlertid en Fisker, som lå med sin Båd lidt der fra, lagt Mærke til deres Uheld og roede nu af alle Kræfter hen til dem, standsede Båden, bandt den fast til sin egen og roede den så tilbage til Fiskerlejet. Carl var forlegen og tavs.
Det pinte ham, at han slet ikke kunne hjælpe derude i Strømmen, fordi han ikke kunne svømme, og han satte sig for at lære det så hurtigt som muligt.
Helene frøs, så Tænderne klaprede, men var munter og fornøjet, spøgte og lo.
Carl så beundrende på hende. Hun blev for ham Fuldkommenheden legemlig og åndelig, og han følte i Angst, hvor langt han stod under hende, og hvor hun egentlig måtte ringeagte ham.
Da de kom i Land, foreslog Carl, at de skulle løbe så hurtig, de kunne, op til hans Hjem, for at Helene kunne få noget tørt Tøj på.
Og det gjorde de da.
Da de kom derop, skiftede Helene Tøj fra inderst til yderst og sad snart ved Kaffebordet lunt og varmt i den gamle Husholderskes solide Lærredsunderklædning og tykke Hvergarnskjole.
Carls Far var ikke hjemme, men Husholdersken var vant til at være Værtinde, og hun nødte Helene til at drikke en halv Snaps Brændevin, og gav hende derefter en skoldende hed Kop Kaffe med Masser af hjemmebagte Kager.
Også Agnes og Carl fik deres Del, og Pasop fik en stor Skål Mælk og et vældigt Kødben, som den lå og gnavede på i den varme Sol uden for Gangdøren.
En Times Tid derefter kørte Carl Helene og Agnes hjem, og bag i Vognen lå Pasop og Helenes våde Tøj.
Det lille Køretøj vakte stor Forundring og Nysgerrighed på Søgaard, og Fruen kom selv ud for at tage mod det.
Da hun genkendte Helene, troede hun, det var en Spøg, og gav sig til at le, men da hun fik Historien at høre, måtte Helene øjeblikkelig i Seng, skønt hun protesterede og forsikrede, at hun aldrig havde følt sig bedre tilpas.
Da Carl den Aften kom hjem og satte sig ved Vinduet i sit Gavlværelse, var han slet ikke glad.
Det nagede ham bestandig, at han derude på Fjorden måtte stå så hjælpeløs, medens Helene klarede det hele. Ikke fordi han syntes, det val fejt at holde sig tilbage, men fordi han mente, at denne Dag havde gjort ham ringere i Helenes Øjne.
Og så var der et Billede, som bestandig trængte sig frem for hans Syn: Lænkehunden, der skulende krummede sig mod Jorden under Christian Mogensens hvasse Blik!
Da Helene fortalte det, havde der været noget beundrende i hendes Stemme, skønt hun erklærede, at hun ikke kunne lide det.
Carl havde en Følelse af, at Helene halvt frygtede Christian Mogensen og halvt droges imod ham.
Han huskede nu det spottende Blik, som ude i Skoven mødte ham og Helene, da de stødte til de andre ved den store Bøg, og han huskede, at Helene straks efter var gået fra ham for på Hjemvejen at følges med Christian.
Og hvor anderledes mandig var han ikke også!
Havde han været med i Dag, ville han sikkert straks have kastet sig ud efter Pasop, for han kunne naturligvis svømme.
Hvilket ungt Menneske kunne ikke det!
Og havde han ikke kunnet svømme, ville han dog ikke have stået rådvild, men rimeligvis straks erklæret på sin flotte Måde, at han dog satte mere Pris på sit dyrebare Liv, end at han skulle ofre det for en sølle Hunds Skyld!
Carl sov slet ikke godt den Nat, og om Morgenen vågnede han med Hovedpine og dårlig Smag i Munden.
Han kom dog hurtig i Klæderne og gik straks ned til Fjorden for at begynde på sine Svømmeøvelser.
Da han havde arbejdet en Stund og kunne mærke, at han gjorde Fremgang, klædte han sig på og gik langt lettere i Sindet hjem for at spise Frokost.
Efter at have spist gik han op til Berthelsens og traf Madammen i Haven.
»Ih! god Dag, min Dreng! hvor har du dog været de sidste Dage! .. jeg har slet ikke set dig! .. ja, jeg hører nok, du strejfer omkring her og studerer Folkeliv .. er det ikke sådan, de kalder det, de unge Herrer i København! .. Alle Folk er jo rent forgabet i dig nu .. hvad er der i Vejen med dig! .. det ligner dig jo slet ikke sådan at gå og snakke med alle Mennesker! .. Å! jeg ved det nok! .. det unge Hjerte ... jeg har selv været ung .. ja, nu er det længe, længe siden! .. kom og sæt dig ned herhenne i Lysthuset, så jeg rigtig kan se på dig!«
Carl blev altid lidt forlegen, når Madam Berthelsen sådan snakkede løs, og navnlig når hun gjorde ham selv til Genstand for sin Tale.
Den sydlandske Livlighed, hun lagde for Dagen, var ham så fremmed og fjern, og det følelsesfulde og overstrømmende hjertelige i hendes Væsen gjorde ham endnu mere tilbageholdende, end han egentlig var af Naturen.
Han længtes jo i sit Inderste efter at blive elsket og kærtegnet, men han var så uvant dermed og blev undselig, når nogen viste Ømhed imod ham.
Og allermest over for Madam Berthelsen, skønt han holdt meget af hende og nu var helt klar over, at det var hendes Æventyr og Menneskeskildringer, der havde vækket ham af den Døs og Dvaletilstand, han hidtil havde levet i.
Først nu var han vågnet til Bevidsthed, først nu havde han begyndt at tænke over sig selv; og han så, at det ensomme Liv uden Legekammerater og uden en Moders kærlige Omsorg havde gjort ham til en Særling.
Aldrig havde han tænkt så meget på sin Mor som i den sidste Tid, og aldrig havde han ønsket så stærkt at høre noget om hende som nu.
Han vidste, at Madam Berthelsen var den, der bedst kunne fortælle ham om hende, men han havde hidtil haft en uforklarlig Angst for at spørge.
I Dag havde han dog sat sig for, at han ville gøre det, og medens de nu sad i Lysthuset, begyndte han at lede Samtalen ind på Fortiden, på Madam Berthelsens Barndom og Ungpigedage.
Og hun foltalte på sin springende Måde under Latter og Gråd.
»Åh! jeg husker endnu så tydeligt den gamle Præstegård derovre på den anden Side af Fjorden, hvor jeg blev født .. Engen bag ved Haven, hvor jeg plukkede Mælkebøtter og lavede Kranse, som jeg bandt om Halsen på Mors lille Hund ... Dammen med alle Ænderne og de søde, små Ællinger! ... Jeg legede med Skibe og soppede så godt som nogen Dreng .. og Mor skændte over mine snavsede Benklæder men Far lo og løftede mig op for alle de fremmede Mennesker .. og så lo de og kyssede mig .. og Mor lo også og kaldte på Ane, at hun skulle klæde mig om! .. Og når vi om Aftenen sad i Haven under det store Kastanietræ, og Far fortalte de mange dejlige Æventyr! ... Jeg sad og holdt hans Hånd og jublede, når det gik godt, og græd stille, når det gik ilde .. så klappede han mig på Hovedet og når jeg blev søvnig, bar han mig ind i Soveværelset, klædte mig selv af og puttede mig ned i min lille Seng! .. Dagen var aldrig for lang .. jeg løb i Marken fra Morgen til Aften de lange Sommerdage, red på Hestene og Køerne .. kørte på Læsset hjem med Karlene .. og spillede Pind med Tjenestedrengen! ... Og de lange Vinteraftener, når Lamperne var tændt, og det durede i Kakkelovnen .. så lå jeg på Gulvtæppet og legede, medens Far sad med sin Pibe og læste, og Mor syede på den pæne, røde Kjole, som jeg aldrig kom til at bruge! .. Ah ja, det varede så kort! .. Jeg kan endnu for mine Øjne se Far i Sengen med det blege, udtærede Ansigt, og Mor knælende ned foran den! ... Jeg erindrer endnu, hvordan jeg lå og huggede mit Hoved ned mod det kolde, hvide Gulv og bad i inderlig Fortvivlelse uden Ord og uden Tårer .. jeg havde grædt så meget, som jeg kunne græde! ..
Og så kom Mor og jeg ind til Købstaden .. og der kom Skolegangen og Veninderne .. Tiden læger alle Sår! ....«
»Men hvordan gik del så til, at De kom her til Egnen?« spurgte Carl.
»Å! jeg var jo Lærerinde på Søgaard ... det var før Jørgensens Tid .. og din Mor var »ung Pige« i Præstegården .. hvor jeg husker hende tydelig .. blå Øjne, stort gult Hår .. en dejlig Skabning .. hun kunne være så livlig og overgiven .. ak! det var lystige Dage! ... Præstens unge Søn, Maleren, var hjemme en hel Sommer .. de kom til Søgaard ... og vi kom i Præstegården! Der var Dans og Musik og lange Ture i Måneskin! .. En Aften, en Augustaften, sad vi hernede på den Bakke, du kan se der .. den unge Maler skulle rejse .. det var sidste Aften for lang Tid .. han skulle rejse til Italien! .. Han var så bedrøvet .. og din Mor sad og holdt mig så fast i Hånden, så det sved .. og da vi kom hjem til Præstegården, og jeg sa' God Nat til hende, kastede hun Armene om min Hals .. og hun græd .. og jeg græd! .. Dagen efter rejste Maleren! Ak, ja .. sådan er det, når man er ung! .. Vi rejste begge to fra Egnen samme Dag ... din Mor rejste hjem .. og jeg rejste til København! .. Den Gang tænkte jeg ikke på, at jeg skulle komme tilbage igen .. som Madam Berthelsen! .. Ok! det er en hel Roman!«
Carl havde siddet ganske stille og hørt efter.
Disse afbrudte, nervøse Sætninger fortalte ham Moderens Historie langt sikrere end den omstændeligste Beretning.
Dog, der var mere, langt mere. Han måtte engang vide det altsammen!