En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
IV.
Om Eftermiddagen var Carl i Besøg på Søgaard for at høre, hvorledes Helene havde det. Han fandt hende rask og fornøjet, i Færd med at bælge Ærter inde i Dagligstuen.Hun var ganske alene hjemme. Hele Familien var kørt i Besøg til en Præstegård, som lå en Mils Vej derfra.
»Hvordan kan det da være, at De ikke tog med?« spurgte Carl.
»Jeg skal sige Dem, jeg måtte ikke for Mor .. hun er endnu ikke sikker på, at jeg ikke bliver syg af det kolde Bad i Går! For Resten brød jeg mig heller ikke om det .. men kom nu og hjælp mig med disse Ærter, så skal vi gå en Tur over i Skoven, når vi er færdige!«
Under jævn og hyggelig Samtale fuldendte de Arbejdet, og efter at Helene havde klædt sig om, gik de ud i Skoven.
På Vejen mødte de en gammel Husmand, som arbejdede på Gården. Hans Kone var død et Par Dage før, medens han havde været i Købstaden og hente Tømmer.
»God Dag, Anders Hou!« sagde Helene og rakte ham Hånden, »hvordan har du det! .. det var da sørgeligt, at Maren skulle dø, mens du var borte!«
»Ja, to hva, jen løver jo it længer, end te Vorherre han vil!« sagde Anders resigneret.
»Det kunne dog være, der var noget, hun ville have sagt dig, før hun døde!«
»Næ! ved hun hva Helene! .. Nu har vi jo været gift i 30 År, og havde der været noget, hun ville have sagt mig, så havde hun såmænd sagt det for længe siden! .. Ja, det var en god Sjæl, det var Maren .. hun tænkte ikke på sig selv! .. I Søndags da jeg var hjemme, ville jeg have stegt et Par Kyllinger til hende, men hun nænnede det ikke .. de skulle være til hendes Begravelse, sa' hun ... jeg fortalte Præsten det, for at han skulle sige det i Prækenen over hende, men det lod ikke til, at han brød sig om det!«
»Ja, hvem skulle nu tro,« sagde Helene, da Anders var gået, »at han sørger over Marens Død, så han næppe kan spise eller drikke! .. De har været gift i 30 År, som han siger, har måske aldrig kysset hinanden, eller sagt hinanden et kærligt Ord, og dog har de været mere trofaste mod hinanden end de fleste såkaldte dannede Mennesker!«
»De ville dog have været mere lykkelige, dersom det stivnede Lag var bleven brudt,« sagde Carl, »eller rettere, dersom det aldrig havde fået Lov at danne sig! .. Hvor langt rigere og skønnere ville ikke deres Liv have været, dersom deres naturlige Følelser frit havde kunnet ytre sig i Tale og Handling uden denne ængstelige Vågen over at hindre deres egentlige Natur i at åbenbare sig! ... Denne åndelige Stivhed ligger som en Mare over Folk i denne Egn! .. Hvor mange Spirer hindrer den ikke i at komme frem hvor mange skønne Følelser kvæles ikke under det hårde Dække! .. Hvem der kunne være med at lede dette stillestående, forsumpede Vand ud i lette, befriende Strømme! .. Hvor anderledes lyst og lykkeligt ville ikke Livet kunne leves i de mange Småsamfund i Landet, om Følelserne frit kunne strømme fra Hjerte til Hjerte uden gamle Vedtægters dæmmende Hindringer, uden Kejtethedens og Undseelsens fordummende Skranker!«
Helene så overrasket på Carl.
Det var som talt ud af hendes Hjerte, men aldrig havde hun fundet Ord for sine Tanker.
Hun havde hele sit Liv levet i grundtvigske Kredse, i Højskolens åndelige Atmosphære, og var fortrolig med de Tanker, der rådede inden for dette Samfund, og det var jo egentlig Højskolens Opgave, Højskolens Gerning, det som Carl talte om; men hun så nu, hvor snævre og afsluttede disse Kredse var, hvor ringe Tilgang af friske Kræfter, hvor liden Lyst til at udvide Rammen. De kunne hygge sig lunt og godt inden Døre, men var for magelige eller for fornemme til at slå Dørene op på vid Gab og indbyde Blinde og Døve, Halte og Krøblinge. Hvor mange Tusinde gik der ikke, som trængte til de Ord, der kunne løse de stivnede Følelser, til de Handlinger, der kunne knuse den hårde Skal! .. Det var Missionærer, der trængtes til, Folk, der så stort på Livet, og som med Begejstring ville sprænge de snævre Rammer og give de mange trællende Kærlighedens, Menneskelighedens og Livets forløsende Ord.
Uvilkårlig tænkte hun i Carls Billeder, med Carls Ord.
Livet blev rigere for hende, og Verden blev større, som den Gang hun hørte Æventyrene dernede i Lyngbakkerne.
Hvor underligt var det ikke! Carl var for hende som en Barndomskammerat, som en kær Ven fra Børneårene, og dog havde de kun været sammen to Gange.
Hun følte sig så tryg sammen med ham, så tillidsfuld og naturlig.
Over for ham kunne hun være sig selv fuldt og helt som over for ingen anden, og hun turde frit hengive sig til sit Sværmeri for Frihed og Menneskelykke uden at frygte for at møde hånende Ord og spotske Blik.
Hun følte uvilkårlig en stærk Trang til at høre om Carls Barndom og Ungdom, og Carl fortalte det lidet, han vidste, det lidet, han havde oplevet.
I Førstningen gik det lidt trægt og langsomt, men efterhånden kom der mere og mere Liv.
Det var, da han begyndte at fortælle om Madam Berthelsens Æventyr i Skolen og om hendes Liv blandt Bønderne i Kredsen.
Han blev helt varm om Hjertet ved at tænke på alt det, hun var for de mange syge og lidende i Sognet, og alt det, hun havde været for ham.
Helene hørte efter med større og større Interesse, og da han holdt op, sagde hun rask og beslutsom:
»Jeg må lære Madam Berthelsen at kende nu i denne Ferie, før jeg rejser til København!«
»Ja, når De igen kommer ned i Bakkerne, skal jeg følge Dem derop!« sagde Carl.
Under denne Samtale var de kommen ud af Skoven og standsede nu ved et lille Hus i Udkanten.
Det var gammelt og lavt. På Taget voksede Mos og Grønt, og på Væggene var Kalken på enkelte Steder skallet af, men der var net og renligt uden om det, og den lille Have foran var omhyggelig passet og plejet.
Her boede en gammel Kone, som hed Ane Katrine.
Hun havde været Enke i mange År og havde stadig Arbejde og Tilhold på Søgaard, hvor hendes Mand havde været Forkarl, medens han levede.
Helene besøgte hende ofte og spurgte nu Carl, om de skulle se ind til hende.
Carl var straks villig, og de gik da ind i den lille Forstue, hvor to Mennesker næppe kunne få Plads på én Gang, og bankede på.
»Kom ind!« lød det svagt derinde fra, og de trådte ind.
Det var en pæn lille Stue med Omhængsseng og blomstrede Gardiner.
Et lille Bord med Voksdugsbetræk stod ved Vinduet, og to-tre rødmalede Stole stod langs med de hvidtede Vægge.
Henne ved Kakkelovnen sad gamle Ane Katrine i sin Trælænestol og strikkede på en vældig lang Uldstrømpe.
»God Dag, Ane Katrine! ... må vi komme ind hos dig lidt!« sagde Helene.
»Ih! er det dig, bitte Helene ... hvem er det, du har med?«
»Det er Carl Nørgaard, Sognefogdens Søn nede fra Bonderup .. ham kender du vel nok, Ane Katrine!«
»Ok! er det det! kom og lad mig se lidt på dig! ... Ih, er det Carl Nørgaard .. nej se .. nej se! ... Nej, jeg kender dig s'mæn' ikke, men så meget kan jeg da se, at du ligner din Mor .. ak, ja hende kendte jeg godt .. hun havde blå Øjne ligesom du ... ak, jeg husker hende ligeså grangiveligt .. vi holdt alle så meget af hende .. hun var så god og rar .. og så var hun så glad og fornøjet altid .. dengang! .. Ja, det er længe siden nu! .. jeg tjente jo i Præstegården, mens hun var der i Huset .. det var fornøjelige Dage .. de spillede og sang, og han, Maleren, lærte hende at tegne .. jeg kan s'mæn' se dem for mine Øjne derude under det store Kastanietræ ... hendes gule Hår og hans lange, brune Lokker ... det er helt underligt at tænke på! .. Men sæt dig dog ned bitte Helene .. sæt jer dog ned .. jeg skal lave en lille Kop Kaffe til jer!«
Carl var bleven helt bevæget og stod forlegen og drejede sin Hue i Hånden.
Denne gamle Kone kendte altså også hans Mor og kunne fortælle om hendes Ungdom, om hendes glade Dage i Præstegården - og om det, der senere hændte!
Han ønskede af sit Hjerte at høre mere, men blev alligevel frygtelig angst for, at den gamle Kone skulle fortsætte.
Helene måtte på ingen Måde høre noget derom, før han selv fik Rede på, hvad der var sket.
At det var noget sørgeligt, noget frygteligt, der var hændt, forstod han af de lemfældige Udtryk, af hele Tonen og Måden, hvorpå Moderen blev omtalt.
Der var kun en eneste, han ville høre det af, og det var af Madam Berthelsen.
Han søgte derfor at lede den gamle Kones Tanker bort fra dette Emne ved at bede hende vise dem sit Køkken og sin lille Have.
Det var Ane Katrine straks villig til, og hun viste dem da omkring alle Vegne, medens hun småsnakkede om sine Blomster og om sin Urtehave.
Kort efter forlod de hende og gik atter gennem Skoven hjem til Søgaard.
Carl var bleven tavs og stille, og Helene sagde heller ikke noget. De gik rolig ved Siden af hinanden, hver med sine egne Tanker.
Da de nåede Haven, og Carl ville til at åbne Lågen, standsede Helene pludselig og så på ham.
»Deres Mor var ikke lykkelig!« sagde hun som en naturlig Fortsættelse af gamle Ane Katrines Fortælling.
Det gav et Sæt i Carl.
Helene havde altså også gået og tænkt på hans Mor.
»Jeg ved det ikke!« sagde han forpint, »Jeg har aldrig hørt noget om hende før denne Ferie .. men jeg tror ikke, hun var lykkelig .. hvor mange er der, som er lykkelige!«
»Jo, jeg kunne være det!« sagde Helene blødt og inderligt, »og jeg er det nu .. nu! .. Jeg har aldrig oplevet så lykkelig en Dag!«
Carl stod og støttede sig til Lågen med den ene Hånd.
Han blev ganske bleg af Bevægelse.
»Er det virkelig sandt, Helene!« hviskede han.
»Om det er sandt, du kære, gode!« Helene slog Armene om hans Hals og så på ham med sit strålende Blik, »se, om det er sandt, at jeg er lykkelig! .. Og du skal også blive det, Carl .. så lykkelig, som du aldrig har tænkt dig, noget Menneske kunne blive!«
Hun kyssede ham mange Gange.
Medens de stod således, kom en Herre gående inde fra Haven hen imod Lågen.
Da han så Carl og Helene, standsede han med et Ryk.
Hans Hænder knyttede sig, og hans Ansigt blev ganske hvidt.
Et Øjeblik stod han og så på de to ved Havelågen, drejede derpå om og gik rask tilbage gennem Haven, bort fra Gården.
Det var Christian Mogensen.