En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
V.
Hvorledes Carl kom hjem fra Søgaard den Aften, anede han næppe.Han gik som i en Rus op igennem Kirkebyen ned mellem Bakkerne, og da han kom hjem, sad han længe på det lille Loftskammer og så ud over de brune Lynghøje.
Der var så stille og fredeligt. Alle i Huset sov, men Carl kunne slet ikke sove.
Han var så betaget af Lykkefølelse, at han fandt det lille Kammer alt for trangt og snævert.
Han listede sig da ned ad Trappen og gik ud gennem Gården op mellem Bakkerne.
Da Solen blank og strålende viste sig mod Øst, stod han oppe på Toppen af Bavnebakken og hilste den med Fryd.
Den var for ham et Symbol på det nye Liv, han nu skulle leve. Hele Verden lå lys og strålende for hans Blik. Alle hans Sjælsevner var vågnet som af en Drømmedvale.
Nu skulle de alle prøves i Dagens klare Skær, og her, netop her, hvor Solen første Gang skinnede over hans Lykke, skulle han bruge dem til Gavn og Glæde for sine Medmennesker!
Med Helene ved Siden ville enhver Gerning blive let og lys .. et Liv i Lykke, et Liv i Hellighed!
Som han stod her denne tidlige Sommermorgen i disse frydefulde Tanker, så han nede på Vejen en ældre Kvinde langsomt arbejde sig frem i det dybe Sand.
Han kendte hende straks. Det var Madam Berthelsen.
Hun skal kende min Lykke, tænkte han, og ilede ned ad Bakken hen imod hende.
»Hvad, er du oppe på denne Tid, Carl! .. Var det dig, der stod oppe på Bavnebakken og så over mod Solen! .. Jeg blev næsten helt forskrækket ved at se et Menneske vågen på denne Tid af Døgnet ... om en lille Stund kommer de alle .. men ellers er jeg den eneste her, der færdes ved Nattetider! ... Jeg kommer fra den syge Ane Per Jørgens .. hun kan ikke sove om Natten, den Stakkel, og der er ingen, der han våge over hende der i Huset .. de skal jo arbejde hele Dagen fra Morgen tidlig til Aften silde .. men jeg bestiller jo ingenting og kan sove om Dagen, så meget jeg vil og så meget jeg kan .. så jeg går undertiden hen til hende om Aftenen og bliver der .. hun er så taknemlig for det, det arme Skind .. og jeg forsømmer jo ingenting med det!«
Madam Berthelsen søgte ligesom en Undskyldning for sin Færd, og Carl var dybt rørt over hendes Godhed.
»Kom og ta' ved min Arm!« sagde han, »så skal jeg hjælpe Dem!«
Madam Berthelsen så forundret op på ham.
»Men hvad går der af dig, Carl! .. Så frisk og strålende du ser ud! .. Gudskelov man er en gammel Kone .. ellers var det farligt at gå med dig her på denne Tid af Døgnet!«
Carl blev forlegen som altid, når Madam Berthelsen spøgte på den Måde.
»Nå, nå, Carl .. bliv ikke rød .. det var dog alligevel sådan noget, du stod og tænkte på deroppe på Lyngbakken . . ikke sandt! .. Du var på Søgaard i Aftes, og så var det lille Kammer dig for trangt, da du kom hjem .. jo, jeg kender det .. jeg har selv været ung, men nu er det længe, længe siden!«
Carl vidste nu, at hun forstod det hele, og han behøvede intet at sige.
Det faldt ham også besværlig at udtale den Lykke, han følte. Der var ingen Ord for det, ingen der var gode nok og stærke nok.
»Nu går du med hjem, Carl, så laver vi os en rigtig stærk Kop Kaffe .. det trænger vi til begge to .. ikke sandt du .. jeg kan dog ikke sove alligevel!«
Så fulgte Carl med op til Skolen, og Madam Berthelsen lavede en Kop Kaffe, som de drak ved det lille Bord henne ved Vinduet, der vendte ud mod Bavnebakken.
»Se nu, hvor det stråler deroppe på Toppen, Carl .. ellers ligger den så mørk og tungsindig, men i Morgensolen rødmer og gløder den som den skære Ungdom! .. Din Mor og jeg har også stået der en Morgenstund, da Solen stod op ... vi havde været til Fest i Skoven nede ved Fjorden .. det var en dejlig Morgen ligesom i Dag! .. Din Mor var så lykkelig .. hun stod med Ansigtet vendt mod Solen og sang først jublende og lystigt: »Sol er oppe, Skovens Toppe« .. og lidt senere mere stille og dæmpet: »Morgenstund har Guld i Mund« .. ak! ja .. jeg husker endnu så tydelig, hvor vemodigt det lød, da hun sang: »Og glædelig er hver en Dag, som leves til Guds Velbehag, om end vi måtte græde!« ... Otte Dage efter sad vi på Bakken igen .. men det var om Aftenen i Måneskin .. da var Præstens Ungdom med .. det var den sidste Aften .. den unge Maler skulle rejse ... men det er sandt .. det har jeg jo fortalt dig, Carl! ...«
»Nej, fortæl mig noget mere, Madam Berthelsen .. fortæl mig noget mere om Mor! Jeg vil så gerne høre alt om hende ... alt!«
»Ja, ja, min Dreng! .. engang skal jeg nok fortælle dig det ... men ikke i Dag .. nu er du så glad og let om Hjertet .. men en anden Gang! .. Lad os nu drikke vor Kaffe og så skal du vel ned og bade i Fjorden .. ikke sandt! .. Nu går jeg op og lægger mig! .. Farvel, Carl, hils din Kæreste, når du ser hende!«
Carl var helt rød i Hovedet af Forlegenhed, da han gik ud ad Døren, ud i den sollyse Morgen.
Det var den forunderligste Morgen, han nogensinde havde oplevet.
Han følte sig så let i Sind, så glad og lykkelig, trods de tunge Tanker, der havde begyndt at melde sig, da Madam Berthelsen fortalte om hans Mor.
Også hun havde været lykkelig engang! Hvad gjorde det da, om Sorgen senere fæstede Bo i Hjertet.
Lykken havde første Plads, og det kunne man vel leve på, om Tiderne blev hårde og tunge.
Således tænkte han den Morgen.
Glad og munter sprang han ned mod Fjorden, badede sig i det friske, kølige Vand og nåede hjem til Faderens Gård, netop som de sad og spiste Davre.
Faderen så forundret på ham, men sagde som sædvanlig intet. Den gamle Husholderske derimod slog Hænderne sammen i Forundring og udbrød:
»Men hvor har du dog været, Carl jeg var oppe med Kaffe til dig, men Sengen stod urørt!«
»Å, jeg kunne ikke sove!« sagde Carl, »så gik jeg en Tur op over Bakkerne, og nu har jeg været nede og bade.«
Fadelen rystede på Hovedet og trak på Skuldrene som af Medlidenhed med den tåbelige Dreng, der nu kunne have været en støt og sindig Bonde, men som i det Sted skabte sig som et tosset Købstadbarn og rendte om mellem Lyngbakkerne ved Nattetid, medens andre fornuftige Mennesker lå ordentlig i deres Senge.
Da Sognefogden og hans Karle gik til deres Arbejde, begyndte den gamle Husholderske at dække Frokostbordet til Carl.
»Du har slet ikke været i Seng i Nat! .. det ved jeg nu ganske sikkert!« sagde hun, »men jeg ville ikke sige det, så din Far hørte det .. men det kan aldrig gå, Carl! .. Du bliver syg af det .. det er nu vist og sikkert!«
Carl lo, men den gamle Husholderske blev ved sit, og det endte da med, at Carl måtte gå op i Seng, da han havde spist.
Han sov lige til Middag, en let og forfriskende Søvn.
Da han vågnede, sad Glæden endnu i hans Sind, og han sprang op med Smil om Mund, med Fryd i Sind .. oh, så lykkelig!