En ung Mands Kærlighedshistorie

---

Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VI.

   Aldrig havde de brune Lyngbakker strålet og glimtet som på denne velsignede Eftermiddag, aldrig havde Fjorden ligget så lys og solblank for Carls Blik, og aldrig havde Menneskene været så gode. Carl følte som ingen Sinde før, at her var hans Hjem; her ville han bo og bygge.
   Herlige Billeder steg frem for hans Syn. Han så en stolt og prægtig Bygning med Tårn og Spir og vajende Dannebrog, glade unge Mennesker med lyse, åbne Ansigter, gamle Mænd og Kvinder med milde Blik og hjertevindende Smil.
   Al Tunghed og Stivhed var brudt; det mørke, kolde Vand havde fået Afløb i lyse, lette, befriende Strømme.
   Og alt dette var hans Værk og hendes .. hendes .. Om Aftenen, da Solen gled ned i Nordvest bag Søgaards høje Popler, stod Carl oppe på Bavnebakken og så mod dens svindende Stråler.
   Å, hvor han længtes .. længtes! Men i Morgen .. i Morgen! Hun ville komme han vidste det så sikkert! .. Hun var hans .. hans og ingen andens!
   En mørk Sky dukkede frem der langt borte i Horisonten, hvor Solen lige var gået ned. Aftenrødens gyldne Lys kvaltes og kuedes, og et koldt Gus hvislede gennem Lyngens tørre Toppe.
   Carl trak sin Jakke sammen om Halsen og gik langsomt ned ad Bakken, hjem til sit lille, fredelige, lune Kammer.
   Da han næste Formiddag vendte hjem fra Badningen, lå der et Brev til ham.
   Det var fra hende .. fra Helene.
   Med sitrende Hænder, med frydefuld Forventning åbnede han det.

      »Kære Carl!
   Jeg kan ikke .. jeg tør ikke! .. Å, jeg var så lykkelig, så glad som aldrig før .. det er dig, jeg elsker .. dig, og ingen anden, men jeg kommer ikke! .. Carl .. min egen Carl! .. Glem mig .. jeg må ikke .. jeg tør ikke! ... Å, jeg er så ulykkelig!

   Carl stod med Brevet i Hånden, bleg og stiv.
   Et hæsligt Billede trængte sig frem for hans Syn .. han vidste ikke, hvordan det kom .. Han så Lænkehunden på Søgaard, snigende og krybende med Angst i Blikket ... og Christian Mogensen, hånlig .. hård .. brutal!
   Carl så sig om i Stuen; han var ene.
   Stille og tungt gik han ud ad Døren, ind over Gården, om til Mergelgraven i Stakhaven.
   Der satte han sig på Skrænten og så ned i det mørke, kolde Vand.
   Der var ikke en Tanke i hans Sjæl mere; det var, som om alt var stivnet i ham. Det lokkede og drog, dette stille, mørke Dyb .. lokkede og drog! Glemsel og Ro .. Dødens Ro!
   Hans Blik droges som af en magnetisk Kraft mod Gravens Dyb, hans Krop bøjedes, og uden Tanke, uden Vilje gled han mod dets Favn.
   Da lød en Stemme lige over hans Hoved: Carl! .. Carl!
   Det var som et skærende Hvin: Carl!
   Han for op med et Ryk. Madam Berthelsen stod for ham, rystende og skælvende.
   Carl så forvirret på hende, som om han lige vågnede af en fast Søvn; men i næste Øjeblik gjorde han en Bevægelse, som om han ville kaste sig ud over Skrænten.
   Madam Berthelsen greb fat i hans Skulder med begge Hænder og skreg i Rædsel:
   »Din Mor .. din Mor gjorde det!«
   Med en underlig hul Stønnen segnede Carl om i Græsset og skjulte sit Ansigt i sine Hænder.
   Brevet var faldet ud af hans Hånd og lå ved Siden af ham.
   Madam Berthelsen greb det og puttede det i sin Lomme, og derefter satte hun sig stille ned i Græsset.
   Med sine skælvende, nervøse Hænder strøg hun atter og atter Carl over Håret. Hun hørte hans sagte, jammerfulde Stønnen og ville så gerne have talt gode og trøstende Ord til ham, men hun vidste, at alle Ord var så unyttige, så hjælpeløse.
   Længe lå Carl således, men omsider stilnede hans Klagen, og Hænderne gled bort fra hans Ansigt. Han var falden i Søvn.
   Madam Berthelsen sad stille og vagtsom ved hans Side. Hun så ud over Gravens dunkle Dyb og gyste.
   Det havde lokket og draget hendes bedste Veninde til sig - hun huskede endnu den grufulde Dag, da Liget af den unge, smukke Kvinde var bleven draget op af Per Nørgaard selv, som rolig og kold stod og stak ned mod Bunden med den lange Brandhage - og nu krævede dette hemmelighedsfulde Dyb også Sønnen! Hvor underlige, skjulte Kræfter gemtes der dog ikke i Naturen, i Menneskelivet!
   Madam Berthelsen sukkede og så på Carls stive, blege Ansigt. Det lignede Moderens, som det var den forfærdelige Dag, da de bar hende ind som Lig, da Madam Berthelsen og den gamle Husholderske vaskede og klædte hende inde i den store Øverstestue, som vendte Vinduerne ud mod den rædselsfulde Grav.
   Stakkels Carl! Madam Berthelsen strøg ham igen over Håret og lagde hans Hue over Ansigtet.
   Derefter tog hun Brevet op af sin Lomme og læste det.
   »Ja, jeg tænkte det .. jeg tænkte det,« mumlede hun, medens hun omhyggelig lagde Brevet sammen og på ny gemte det.
   Der var så stille og roligt i Gården på denne Tid af Formiddagen. Både Karle og Piger var i Marken, og kun den gamle Husholderske var hjemme.
   Men snart ville de alle komme hjem til Middag, og Madam Berthelsen begyndte derfor at blive urolig.
   Hun turde ikke lade Carl ligge der alene, og dersom nogen traf hende sammen med ham her, måtte hun give en Forklaring!
   »Carl .. Carl!« kaldte hun sagte og indtrængende.
   Carl begyndte at røre på sig, og omsider vågnede han helt.
   Et Øjeblik så han sig forvirret om, men så brød det ind på ham alt det, der var sket; en Skælven gennemrystede hans Krop.
   »Carl, følg med mig hjem,« sagde Madam Berthelsen bedende.
   Carl rejste sig stille og fulgte med.
   I Skolen var der øde og tomt. Berthelsen havde givet Børnene fri og var rejst til en Begravelse i Nabosognet.
   »Nu skal du spise til Middag sammen med mig, Carl .. og når vi har spist, skal jeg fortælle dig alt om din Mor, for nu trænger du til at høre det!!«
   Carl spiste kun lidt, og ved Bordet talte han næsten slet ikke.
   Der lå ligesom en Tåge for hans Blik, og de få ligegyldige Ord, han sagde, lød for hans Øren, som kom de langt borte fra - fra en anden, som han slet ikke kendte, og som han heller ikke brød sig om at kende.
   Efter Middagen førte Madammen ham op i Havestuen, og der sad de nu overfor hinanden i hver sin Lænestol og gennemlevede en fjern Fortid, der for den ene var et Minde, men for den anden en bitter .. bitter Lære!«
   »Ak ... at jeg skulle opleve det igen .. og det med dig, Carl! .. Det kom over mig som en Anelse, da jeg så Brevet i Postbudets Taske, medens jeg tog vore egne Sager ud! .. Stakkels Carl .. nu må jeg jo fortælle det hele .. det slap ud af mig i min Angst! Å, Gud .. å, Gud det er dog så længe siden nu!
   Madam Berthelsen trykkede sine nervøse Hænder mod sine Tindinger, og Carl så på hende med et Blik, der begyndte at klares af den vågnende Interesse. Det var hans Mor, han skulle høre om ... hans egen ulykkelige Mor!
   »Vi rejste jo begge her fra Egnen på samme Dag .. din Mor og jeg! .. Vi vidste knapt, at vi hver efterlod en Bejler her .. eller, hvad jeg ville sige, vi vidste det nok .. men vi lo af det .. vore Tanker var jo andetsteds! .. Det var gamle Berthelsen her og din Far, men dengang var de jo unge, og de sa' ingenting! .. Jeg rejste til København, og din Mor rejste til sit Hjem derovre på den anden Side af Fjorden! .. Vi så ikke hinanden i lang Tid .. men vi skrev til hinanden .. å, så åbent .. så fortroligt! .. Jeg blev jo snart gift, og han var rar nok og god nok .. min første Mand .. men han var svagelig! .. To År efter døde han, og jeg drev den lille Mejeriforretning selv! .. Din Mor skrev bestandig til mig, og næsten alle hendes Breve drejede sig om den unge Maler! .. Ah, ja .. han var hendes Et og Alt! .. Men han var i Italien, og ingen vidste noget om ham! .. Hans Hjem var også opløst .. Fadelen var død, og Moderen levede af sin lille Pension et Sted Nord på! .. Men så var det en Dag .. å, jeg husker det så tydeligt .. det var et Par År efter min Mands Død! .. Jeg kom gående op ad Vesterbro en Morgen tidlig .. om Vinteren! .. Foran mig gik en ung Mand med underlige, usikre Skridt .. han var høj og slank og havde langt, mørkt Hår, som hang i Lokker omkring Halsen ... jeg gik rask til og så ham i Ansigtet, da jeg kom på Siden af ham! .. Det gav et Sæt i mig .. det var den unge Maler! .. Jeg talte til ham og sa', hvem jeg var .. han kendte mig ikke ... kunne slet ikke huske mig! .. Ok! .. Han var beruset .. det unge, pæne Menneske! .. Og så fattig, som han var klædt .. og så mager og huløjet! .. Jeg fulgte efter ham og så, at han gik ind ad en Gadedør i Oehlenschlägersgade ... Ok! .. Jeg var ikke Menneske hele Dagen! Jeg vidste, at din Mor sad derovre og længtes efter ham .. så inderlig, så trofast! .. Om Aftenen, da jeg gik i Seng, tog jeg den Beslutning, at jeg ville opsøge ham .. jeg ville hjælpe ham, hvis han var fattig . . jeg ville prøve på at redde ham, dersom han var forfalden! ... Allerede næste Eftermiddag besøgte jeg ham i hans usle, elendige Kvistkammer! .. Han var nogenlunde klar i Hovedet nu .. han kunne kende mig og huske mig, og da jeg nævnte din Mor, blev han blussende rød! .. Et Par Dage efter kom han ud til mig .. jeg fik givet ham nogle pæne Klæder, og de første Par Uger kom han hver Dag og spiste til Middag hos mig! .. Jeg syntes også, han rettede sig en hel Del, men han bestilte ingenting! .. Med hans Kunst var det gået helt galt .. ingen brød sig om hans Billeder .. han kunne ikke få dem på Udstilling, og ingen ville købe dem .. så havde han tinget dem bort på Værtshuse for Mad og Drikke! .. Det var lige i den rette Tid, jeg traf ham .. og det syntes jeg, at der var ligesom en Styrelse i! De få Penge, han havde arvet, var brugt op, og Malerier havde han ingen flere af! .. Jeg lejede et Kvistværelse til ham på Gl. Kongevej .. ikke ret langt fra min Forretning .. og jeg købte Farver, Pensler og Lærred! .. Han begyndte også at arbejde lidt, og jeg syntes, det gik godt fremad! ... Efter at de første 14 Dage var gået, var der rigtignok en 3-4 Dage, hvor han ikke kom og spiste til Middag .. jeg kunne også nok mærke på ham, at han havde drukket i de Dage, men så gik det godt i nogen Tid! .. Og så var det, jeg syntes, at nu ville jeg skrive til din Mor om ham! . . Ak, jeg skulle ikke ha' gjort det men jeg ville jo så gerne, at hun skulle blive lykkelig .. det gode, trofaste Menneske! .. Der kom straks Brev igen med mange Spørgsmål om, hvordan han var, hvordan han så ud, og om han huskede hende! .. Jeg talte med ham om hende, og han var også glad ved det .. men han ligesom skammede sig og var angst for, at jeg skulle mærke, at han holdt af hende! .. Så skrev jeg til din Mor, Carl, og fortalte det hele! .. Jeg glemmer ikke det Brev, jeg fik et Par Dage efter! .. Hun ville komme herind, og vi skulle hjælpe ham, leve for ham, ofre os for ham .. og redde ham! .. Jeg blev så sjæleglad over det Brev, for det var også det, jeg ville .. for din Mors Skyld! .. Jeg ville se hende lykkelig .. og dengang troede jeg på Kærlighedens Magt! .. Jeg skrev til din Mors Forældre og ordnede det hele! .. Din Mor skulle have Plads hos mig i min Forretning .. sådan skrev jeg .. og så kom hun! .. Det første Møde imellem dem .. å, jeg husker det, som om det var i Går! .. Han blev så overvældet, så betaget af den rige, stærke Kærlighed, der strømmede imod ham ... hans Evner og Kræfter vågnede, og den første Tid arbejdede han godt ... Kunstkendere fortalte mig senere, at det Maleri, han begyndte på dengang, var et stort Kunstværk! .. Men det blev aldrig færdigt! ... Jeg ved ikke, hvordan det er med Menneskene, men Lysten til stærke Drikke må jo være en Sygdom! .. Aldrig har noget Menneske været elsket, som han var det! .. Din Mor vågede over ham, som om han var et Barn .. hun tænkte på ham Dag og Nat ... hun led forfærdelig, når han var borte fra hende, og var så uendelig lykkelig, når hun var sammen med ham! .. Hun ofrede sig helt for ham .. hans Glæde var hendes Glæde, hans Sorg var hendes Sorg .. hans Liv var hendes Liv! .. Ak, jeg må græde, når jeg tænker på det! Han kunne vel ikke lade være! .. Jeg tror nok, han ville .. han var de første Gange forfærdelig ulykkelig, men så blev det en Vane .. han sank dybere og dybere! .. Din Mor stred og kæmpede, og hvor mangen Nat gik vi ikke frem og tilbage i vor Stue derhjemme eller i hans Værelse .. i Angst og Fortvivlelse! .. Hvor ofte lå vi ikke på Knæ og bad for hans Frelse! .. Hvor inderlig og hjerteskærende bad din Mor ham ikke om at holde sig fra den skrækkelige Last .. og han lovede også godt nok i den første Tid, men han holdt det ikke ... stakkels Menneske! .. Han blev snart et helt Vrag, og en Vintermorgen blev han fundet død ude på Fælleden .. han var frosset ihjel! .. Ok .. det er så sørgeligt at tænke på! .. Han fik en pæn Begravelse .. hans Mor og et Par af hans Søskende var med, og de sørgede jo meget over ham! .... Jeg ved ikke, om de anede noget om, hvordan han var .. vi fortalte dem ingenting om det! .. Et Par Blade skrev så pænt om det Billede, han efterlod sig, og det trøstede vist nok hans Mor .. hun tog det med sig, da hun rejste! .. Og så var vi alene igen, din Mor og jeg! .. Vi passede vort Arbejde som sædvanligt og kom ikke sammen med nogen! .. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at din Mor skulle blive glad igen .. men hun kunne ikke glemme ham .. og så var der også det, at hun blev svagelig .. og så .. ja, jeg må jo fortælle det alt sammen, Carl! .. Din Mor fik en lille Søn! .. Hun var egentlig så lykkelig over den lille .. og det var Synd af mig .. men jeg synes jo, at hele hendes Fremtid var ødelagt, og så blev jeg ved at trænge ind på hende, til hun gav efter! .. Jeg adopterede ham, og han gik for at være min Søn ... det var jo mig, der havde fået din Mor over til København .. jeg var jo Skyld i det hele! .. Det var en dejlig, lille Fyr .. og han er da også en rigtig pæn, ung Mand nu! .. Du kender ham jo godt, Carl .. det er vor Holger, som du så tit legede med, da du var lille, og som du flere Gange har set, når han var i Besøg her! .. Ak, ja .. nu er han jo voksen og stor, og til Forår skal han giftes!«
   Carl så forundret op på Madam Berthelsen.
   Den store, pæne Holger med det lyse, lokkede Hår var altså hans Halvbror. Han huskede ham så godt, fra han selv var lille. Han var bleven sendt op til Vendsyssel som Landvæsenselev, dengang Carl var en halv Snes År.
   For et Øjeblik drog denne forunderlige Oplysning Carls Tanker bort fra Moderens sørgelige Historie; men da Madam Berthelsen fortsatte, vendte de igen tilbage.
   »Ja, så var det jo, at Berthelsen kom ind til København .. og han friede til mig .. og .. ja, du ved jo, hvordan det endte, Carl! .. Han vidste godt, at jeg havde været gift, og jeg fortalte ham også, at den lille Holger var min Søn, så det gik ærligt til alt sammen! .. Vi holdt Bryllup i København, og så rejste vi herhjem til Bonderup! .. Din Mor fulgte med som en Slags Pige hos os! .. Nå, de snakkede jo en Del i Egnen om den lille Søn, jeg havde, for de regnede jo snart ud, at han var født lovlig længe efter, at min første Mand var død .. men jeg lod dem snakke, og Berthelsen brød sig heller ikke om det! .. Din Mor var ikke helt glad og lykkelig, men det var alligevel en god Tid de første Par År! .. Her var jo så dejligt .. Lyngbakkerne og Fjorden .. og først og sidst den lille Holger! Vi levede mest for os selv dengang, og den eneste, der kom til os sådan på Besøg .. var din Far! .. Han og Berthelsen var gode Venner .. og så var din Mor her jo! .. Jeg mærkede godt, hvad der var i Gære, og det gjorde din Mor også! .. Vi talte flere Gange om det, og jeg rådede din Mor til ... ja, til at gifte sig med din Far! .. Jeg vidste, han var god og trofast .. og retskaffen! .. Jeg syntes også, det var yndigt, at vi kunne komme til at bo så nær ved hinanden ... det var jo heller ingen Fremtid for din Mor at blive hos os hele sin Tid! . . Ak, . . at det dog skulle gå sådan! .. Din Mor holdt i Virkeligheden af din Far, men hun syntes, det var Bedrageri ikke at fortælle ham alt om Holger og det! .. Det var det vist også, Carl ... men jeg var så bange for, at det så ikke skulle blive til noget .. og jeg trængte på hende og overtalte hende .. det stakkels, ulykkelige Barn! .. Nå, det gik også, som jeg ville! .. Brylluppet stod hos dine Bedsteforældre derovre på den anden Side af Fjorden .. ja, nu er de døde og borte begge to .. de sørgede så meget, efter at det forfærdelige var sket! .. Men dengang var de glade, og det var vi alle .. din Mor også! .. Vi havde det så godt et Par År! .. Din Mor passede sit Arbejde derhjemme på den store Gård og blev sundere og friskere for hver Dag, der gik! .. Hun kom herop i Skolen næsten hver Dag for at se til Holger, og vi tog ham også med derned! .. En Gang imellem kunne hun nok være noget bedrøvet og trist .. og så satte hun sig for det meste ude ved Mergelgraven og så ned i Vandet, men for det meste var hun glad og fornøjet! .. Og især efter at du var bleven født, Carl! .. Hvor var hun yndig, når hun sad med dig på Skødet, og Holger stod ved Siden af og pludrede på sit Barnesprog. Ok! jeg ser det så tydeligt for mine Øjne endnu! .. Men så var det en Dag i Sommertiden, da du var et År gammel, Carl .. Ak, den forfærdelige Dag! .. Posten var lige kommen ligesom i Dag, og din Far fik et Brev ... hvem det var fra, har vi aldrig fået at vide .. men der stod det hele om din Mor og den unge Maler .. om Holger! .. Og din Far spurgte din Mor, om det var sandt .. og hun svarede ja! Ok, den skrækkelige Dag! .. Din Far kom løbende op til mig med Brevet .. han var ligbleg og rystede over hele Kroppen .. han som ellers altid var så rolig! .. Jeg så straks, hvad Brevet indeholdt, og løb af Sted uden at sige et Ord! .. Men .. ak! .. Det var for sent .. for sent! .. En halv Time efter drog din Far selv Liget op af Mergelgraven, og da var han lige så rolig og koldblodig, som han altid havde været! .. Og siden har han aldrig talt et eneste Ord til mig om din Mor! .. Ak, Gud! .. Ak, Gud! .. Jeg ville gøre det så godt .. og så skulle det ende så skrækkeligt!«
   Madam Berthelsen satte Hænderne for Ansigtet og græd bitre Tårer over sin stakkels, ulykkelige Veninde - som hun havde gjort så mange Gange før!
   Carl sad et Øjeblik i dybe Tanker; så rejste han sig fra sin Plads, gik stille hen til Madam Berthelsen og lagde sin Hånd på hendes Skulder: »Tak .. Tak! .. Græd ikke! .. De gjorde det jo alt sammen for Mors Skyld!«
   Derpå gik han hurtig ud af Stuen, og hele den Dag strejfede han rastløs om mellem de mørke, udeltagende Lyngbakker.