En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
VII.
Næste Morgen var Carl meget tidlig oppe, og da Folkene efter Davren gik ud på Høstarbejde, fulgte han med dem. Han arbejdede støt den hele Dag til stor Forundring for Høstfolkene og til endnu større Forundring for hans Far.Næste Dag var han med igen, og således Dag efter Dag.
Han døvede sin Sjæl med Arbejde og Slid den lange Dag, og om Natten sænkede den stærke Udmattelse ham ned i en fast, drømmeløs Søvn.
Han talte næsten ikke et Ord til sine Medarbejdere, og aldrig kom der nogen Sinde et Smil over hans Læber.
Høstfolkene havde de første Dage forsøgt på at drage ham ind i deres Samtaler, prøvet på at få ham med til deres tarvelige Løjer, men da det ikke lykkedes, opgav de ham og lod ham passe sig selv.
De holdt dog stadig Øje med ham, og imellem sig selv talte de ofte om ham.
Han havde altid været en sær Fyr, syntes de, men at han nu med eet gav sig til at arbejde som en gal, han som kunne have drevet fra Morgen til Aften, det overgik dog alt i Tåbelighed!
Per Nørgaard kunne heller ikke forstå, hvad der gik af Carl. Han gik og skottede til ham derude på Marken, men han sagde ingenting. I sit Inderste frydede han sig over den Forandring, der var foregået med hans Søn: Han kunne måske endnu blive en god Bonde, og det var dog det højeste, nogen kunne nå til! Det kunne være godt nok med dette her Skolevæsen og Præstevæsen, men sådan »rigtig« fornuftige Mennesker var den Slags Folk, der gav sig af med sådan noget, dog ikke! De kunne jo knapt kende Forskel på Rug og Byg, og hvad Forstand havde de på Kreaturer, som nu f. Eks. på Grise! Nej, men Carl, han havde det fra Barn af, og nu begyndte han at lægge sig efter det alt sammen igen. Han havde Øje for alt, og ikke en eneste Stund på Dagen var han ledig.
Per Nørgaard fik mere og mere Respekt for ham, og der var ikke et eneste Glimt af Overraskelse i hans Ansigt, da Carl en Dag erklærede, at han ikke ville læse mere, men blive hjemme og arbejde på Gården.
»Ja, ja .. det er godt .. det er godt .. her trænges til al den Hjælp, vi kan få!« sagde Per Nørgaard tørt; men da han kom ind til sine Grise, stod han længe med Armene støttet mod Træværket og så ind mod den dunkleste Krog af Svinestien, hvor en So lå og nuslede med sine små Unger.
En underlig fremmed Følelse gennemstrømmede hans Sjæl: en dump Glæde blandet med Taknemlighed mod Gud, mod Forsynet, som havde styret alt til det bedste.
Det var længe, længe siden, han havde fornummet sådanne Rørelser, og han var næsten helt undselig ved at mærke dem. Nu kunne alt blive godt. Gården skulle ikke over på fremmede Hænder, men blive i Slægten, ejes af hans egen Søn! Hvad kunne det ikke blive til, den Gård, når Mosen dernede ved Fjorden blev udtørret, og Lyngmarken der Øster på blev brudt op! .. Og hvis man så kunne finde en passende Kone til at overtage Husstyret .. helst en med mange Penge!
Stolte Fremtidsdrømme dukkede op i Per Nørgaards fortørrede Sind, og for første Gang forede han sine mange Grise uden at tænke på sit Arbejde.
Om Aftenen tændte han sin Pibe og gik op til sin gamle Ven, Skolelærer Berthelsen.
Medens de sad inde på Kontoret og røg Tobak af den berømte 4 Pd.s Pose, åbenbarede han sine Fremtidsplaner.
»Ja, det er det, jeg altid har sagt,« svarede Berthelsen, »af Carl skal der nok blive noget .. han har hverken glemt sin Katekismus eller den store Tabel!« Men Madam Berthelsen rystede på sit grå Hoved ad Carls Bestemmelse at blive Landmand, og i Stilhed græd hun sine mødige Tårer over den sørgelige Skæbne, der skulle møde hendes Yndling .. så ung som han var!
Hun vovede sig meget sjælden uden fol Berthelsens Skoledistrikt, men nu besluttede hun at opsøge Helene.
Det måtte vel kunne blive godt igen!
Allerede Dagen efter satte hun sin Beslutning i Værk. Hun sendte sin gamle Pige ned til Per Nørgaard for at låne Hest og Vogn, og da en af Karlene kort efter kom med den gamle Følhoppe for Enspænderfjedervognen, erklærede hun til Berthelsens store Bestyrtelse, at hun skulle ud at køre, og hun ville selv være Kusk.
Berthelsen var så vant til, at hans Kone gik sine egne Veje, men at hun nu også ville køre på egen Hånd, det syntes at overraske ham i høj Grad.
Det var ikke, fordi han brød sig om at vide, hvor hun skulle hen, han havde for længe siden holdt op med at følge hendes Veje; men hun kunne jo køre og vælte, eller Hesten kunne løbe løbsk med hende. Berthelsen forstod ikke, at hun turde gøre det!
Men Madam Berthelsen var ikke bange for noget som helst, når det gjaldt om at hjælpe andre. Forøvrigt kunne hun sikkert stole på det gamle Føløg; det havde ingen Lyst til at gøre Svinkeærinder.
Ethvert Køretøj, som sneglede sig op ad den sandede Vej til Hovedbyen, blev nøje iagttaget af Egnens Befolkning, og længe før Madam Berthelsen nåede derop, vidste alle, at hun var ude at køre.
Men dette var så uvant, at det gav Anledning til megen Forundring og til stor Nysgerrighed.
Madam Berthelsen agtede dog ikke på den Opsigt, hun vakte. Hun sad i sine egne Tanker og lod Følhoppen gå, som den ville.
Hvad skulle hun nu sige, når hun kom til Søgaard! . . Hun havde aldrig været der før og kendte egentlig så lidt til Proprietær Jørgensen og hans Familie! Nå, det måtte gå, som det vel kunne. Madam Berthelsen vidste godt, at det ikke kunne nytte at lægge en fast Plan; hun fulgte den dog ikke alligevel!
Da Madam Berthelsen rullede ind i Gården, kom Jørgensen selv og tog imod hende.
»Nej, se .. God Dag! Er det Dem, Madam Berthelsen! Nu skal vi se at få Hesten ind!«
Han kaldte på Staldkarlen og gav sig derefter til at knappe Forlæderet op.
Et Par Minutter efter var Hesten i Stald og Madam Berthelsen bænket ved det runde Bord i Søgaards store Dagligstue.
Foran hende sad Fru Jørgensen med Velkomstsmil om Munden, men med vagtsomme Øjne, der stadig søgte at udforske, hvad Meningen dog egentlig var med dette uventede Besøg. Hun spurgte om, hvordan Berthelsen havde det, talte om Folkene i Bonderup, om Høsten og om Vejret.
Madam Berthelsen svarede på sin stakåndede, nervøse Måde, men hendes Tanker kredsede bestandig om Carl og Helene, så det havde ingen rigtig Art med den Samtale.
Fru Jørgensen så sig hjælpeløs om; hun begyndte at frygte for, at Samtalen helt skulle gå i Stå.
Men heldigvis kom hendes Mand nu ind i Stuen. Han havde taget sin Søndagsfrakke på og fået tændt sin Pibe, så han var godt oplagt til en lun Passiar.
Uden at vente på Svar, ja næsten uden at se på den fremmede Gæst, snakkede han løs om Skole, Kirke og Sognepolitik.
Madam Berthelsen indskød en Gang imellem et »Ok ja« eller »Ok nej«, men hun hørte næppe, hvad han sagde, og hun havde da heller ingen Forstand på offentlige Sager. Det eneste, hun forstod sig på og havde Interesse for, var levende Menneskesjæle.
Fru Jørgensen havde imidlertid rejst sig fra sin Stol og var gået ud i Køkkenet, og da hun noget efter kom tilbage med Kaffe og hjemmebagte Kager, udbrød hendes Mand fornøjet:
»Ja, nu har Madam Berthelsen og jeg fået en rigtig varm Samtale om Sognets Anliggender! ... Jeg troede, hun var lige så stokkonservativ som hendes Mand, men jeg hører, at hun og jeg sådan på det nærmeste er enige om Sagerne! .. Nå, nu skal vi ha' en Kop Kaffe .. det var rart, De vil se til os her på Søgaard!«
»Ja, jeg er da ellers godt kendt på Søgaard,« sagde Madam Berthelsen, »jeg har været Lærerinde her .. ak, ja men nu er det længe, længe siden! .. Det var, da jeg var ung og glad! .. Vi har taget mangen Svingom derinde i den store Stue .. Præstens unge .. Børnene og Carl Nørgaards Mor, som var ung Pige i Præstegården .. og så alle vi unge her på Gården! .. Ok, hvor vi morede os! .. Vi sang og jublede og tænkte ikke på Fremtiden .. men nu er vi gamle og vore Børn vokser op! .. Carl Nørgaard er nu lige ved 20 År .. han er Student, og voldsom dygtig er han! .. Og De har jo også snart store Børn, Hr. Jørgensen! .. Helene .. hun er vel en 18-19 År! .. Jeg har set hende nede mellem Bakkerne sammen med Carl Nørgaard! .. Hvor så de dog kønne ud begge to .. og så glade .. det var det smukkeste Par, man kunne tænke sig! .. Ak, ja .. Tiden går! .. Helene og den anden unge Dame, de holder vel Ferie endnu?«
Madam Berthelsen sagde det sidste temmelig ligegyldigt, men hendes Hjerte bankede, og hendes Hænder sitrede, medens hun ventede på Svar.
»Nej, de er allerede fløjet deres Vej,« svarede Jørgensen, »de unge har ikke ret megen Ro på sig i vore Dage, Madam Berthelsen .. og så gik Helene jo hen og lavede Forlovelse og sådan noget! .. Hun og Christian Mogensen har jo gået og set på hinanden, lige siden de var bitte små, og så gik det i Orden nu i Ferien! .. De unge i vore Dage rådfører sig skam ikke med Forældre og med Slægt og Venner! .. Nu er de på Forlovelsesrejse til Kullen eller sådan et Sted, som når et godt Stykke op mod den syvende Himmel ... ha, ha, ha!«
»Ak, ja!«
Madam Berthelsen sukkede dybt og sank tilbage i den polstrede Stol. Tårerne løb ned ad hendes Kinder, og som i Smerte knugede hun sine Hænder mod Tindingerne.
»De er syg, Madam Berthelsen .. De får ondt!« sagde Fru Jørgensen forskrækket og for op af Stolen. »Nu skal jeg hente Hofmannsdråber til Dem!«
»Ok, nej .. ok, nej .. det er bare Nerverne .. det går lige straks over!«
Men Fru Jørgensen kom allerede med Dråberne, og Madam Berthelsen måtte tage dem.
»Ja, De kender jo Christian Mogensen,« snakkede Jørgensen videre, »der sidder et fint Hoved på den Fyr .. og om to-tre År er han Læge! .. Det kan såmænd godt være, Helene bliver Lægefrue her i Byen .. men nu skal hun jo først lære Husholdning i Hovedstaden et Par År .. siger Mor!«
Madam Berthelsen rejste sig nu og takkede for Kaffen, og efter at hun en lille Stund havde set på Fru Jørgensens Blomsterplanter, tog hun Afsked og kørte bort fra Gården.
Jørgensen og hans Frue stod og så efter hende, til hun var kommen ud ad Porten.
»Men hvad ville hun dog?« spurgte Fruen.
»Hun ville såmænd bare se til os, Mor .. og det var meget pænt af hende,« svarede Jørgensen.
»Nej, hun havde en bestemt Hensigt .. det er jeg vis på .. men hvad kan det være! .. Hun skal jo være så god mod syge og fattige, men hun er da virkelig helt underlig!«
Fru Jørgensen tænkte hele Dagen på Madam Berthelsens Besøg, og om Aftenen, da hun var kommen i Seng, gennemgik hun endnu en Gang det hele fra først til sidst.
Med eet steg et Billede frem for hendes Syn: Helene og Carl Nørgaard.
Det var det .. det var det!
Hun så Helene og Carl for sig, som hun havde set dem sammen, den Dag Carl var i Besøg på Søgaard, og hun så Helene og Christian Mogensen for sig, som hun havde set dem sammen, fra de var bitte små!
Så rystede hun på Hovedet og sukkede.
Helene var ikke så glad og lykkelig, som en ung forlovet Pige skulle være!