En ung Mands Kærlighedshistorie
Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
IX.
En Dag imellem Jul og Nytår sad Carl nede hos Tømrer Jensen.Han var kommen derned for at tale med Jensen om en Slæde, som skulle gøres i Stand, men fra Samtalen om dette Arbejde var de nu gledet ind på religiøse Forhold.
De havde flere Gange været sammen til Møder, men de havde endnu ikke haft Lejlighed til at tale med hinanden i Enrum.
Nu sad de overfor hinanden ved Høvlebænken i det store Værksted. Ilden buldrede og bragede i den gamle, rustne Kakkelovn, og fra de mange Stykker Træ, som stod til Tørring, lød der af og til et Gisp eller Knæk som af Velvære over den gode Varme.
Udenfor lå Sneen hvid og ren over Veje og Marker, fire-fem Tommer høj; det var udmærket Kaneføre.
Carl fortalte om den mærkelige Aften, da han havde stået uden for Vinduet og hørt Lægprædikanten læse op af Bjergprædiken, og han lagde ikke Skjul på, at det, der havde grebet ham stærkest, var Synet af Tømrer Jensens forvandlede Ansigt.
»Madam Berthelsen havde fortalt mig, at du var Fritænker,« sagde han, »og at du bestandig var på Nakken af de Hellige. Jeg blev derfor meget overrasket over, at der var Forsamling hos dig, og det var fra først af udelukkende Nysgerrighed, der fik mig til at kigge ind ad Vinduet. Men da jeg så dit Ansigt, blev jeg grebet af dette vidunderlige: at der sad en Menneskesjæl, som nu var fanget ind i det Lysets Rige, han før havde bandet og foragtet! .. Selv om jeg ikke havde hørt et eneste Ord den Aften, var jeg dog bleven opskræmmet og vakt til Eftertanke af det Syn, der viste sig for mig.
Men Gud ville ikke blot vække og skræmme mig, han ville også vise mig Vejen fra Mørkets Rige til Lysets.«
»Ja, Vor Herres Veje er vidunderlige,« sagde Tømreren, og hans Øjne glødede som den Aften, han for første Gang havde Forsamling i sit Hus. »Det er gået mig som Paulus! .. Jeg er den Jesus, som du forfølger - lød det til mig - men det vil blive dig hårdt at stampe imod Brodden! .. Og jeg har stampet længe, længe mod Brodden! .. Jeg gjorde mig hård, men inden i mig blødte mit Hjerte i Angst og Bæven, i Sorg og Savn! .. Gud har kaldt på mig, siden jeg var en Dreng, men jeg har stampet imod ham i Vrede og Had! .. Mens jeg var i Tømrerlære, blev min Far kvæstet under sit Arbejde i en Grusgrav jeg bad så inderlig om, at han måtte leve, men Gud hørte mig ikke! .. Min Far døde en Uge efter! .. Jeg syntes, det var ondt og uretfærdigt af Gud! .. Endnu førend jeg var bleven Svend, døde Mor i Fattigdom og Elendighed, og jeg stod ene tilbage! .. Dengang bad jeg ikke længere, for jeg hadede Gud og rasede imod ham! .. Senere da jeg arbejdede som Tømrersvend i København, gik jeg til Forelæsninger og til Arbejderundervisning, og jeg hørte mange Gange, at det blev sagt som den selvfølgeligste Ting, at Gud slet ikke var til .. det var ikke andet end Menneskepåfund! .. Videnskaben viste tydelig nok, at al Religion var opfundet og lavet af Mennesker! .. Og denne Videnskab var det eneste, et Menneske havde at støtte sig til! .. Jeg vidste ikke, hvad Videnskab var, men jeg fik Anvisning snart på en Bog og snart på en anden; og jeg læste og læste .. mange af Bøgerne står derinde i min Stue! .. Jeg forstod ikke ret meget af det, men det måtte vel komme for mig som for de andre .. jeg måtte vel få Fred som de andre! .. Jeg troede egentlig aldrig for Alvor på, at der ingen Gud var til, men det måtte vel være sådan, når alle de lærde Professorer sagde det! .. Jeg spottede og hånede dog aldrig Gud mere; nu gik det ud over alle dem, der var så tåbelige at tro på ham! .. De Dumrianer, som gik der og var angst for en Gud, som kun var opfundet af Mennesker, der ikke selv kunne klare sig .. eller af Præster, som ville vinde Penge og Magt ved at præke om ham! .. Men aldrig nogen Sinde havde jeg Fred og Ro i min Sjæl! .. Jeg læste og læste i de videnskabelige Bøger, og jeg ville så gerne tro, hvad der stod i dem, men jeg forstod dem ikke altid .. og de modsagde også tit hinanden, syntes jeg! .. Jeg gik så ene mellem Menneskene her, og jeg længtes så forfærdelig efter Fred og Ro! Aldrig var jeg glad ved nogen eller ved noget, jeg havde ligesom ikke Ro til det! .. Der var en stadig Higen og Længsel i mig, og undertiden ønskede jeg, at jeg havde min gamle Drengetro på Gud, så jeg kunne rase imod ham som dengang ... det var dog noget, man ligesom kunne ta' og føle på .. men Videnskaben! .. Hvad var Videnskaben! .. Jeg var ved at rase imod den, som jeg i mine Drengeår rasede mod Gud! .. Så var det, at jeg en Dag fik Besøg af en Slægtning, et unge Menneske, som er på Seminariet han fortalte mig, at en Professor .. jeg huskede godt hans Navn fra den Tid, jeg var i København .. at han havde omvendt sig og var bleven en troende Kristen .. han havde skrevet om det i en Bog, som de skulle læse på Seminariet .. sådan en Slags Pædagogik eller sådan noget! .. Et Par Dage efter, at denne her unge Mand var rejst, fik jeg Bogen, og nu skal du høre.«
Tømrer Jensen gik ind i sin Stue og hentede Bogen.
»Hør nu her: Til Slutning endnu dette. Det er med en Følelse af dybt Vemod, at jeg tænker tilbage på den Dag, da jeg begyndte på denne Bog. Lidet anede jeg den Gang, at den nærmeste Fremtid skulle blive så skæbnesvanger for mig som intet andet Tidsrum i mit foregående Liv; thi dette kan jeg med Sandhed sige, at Livets Storme har gået hen over mit Hoved, og at Lidelser og dybe Sorger have gennemrystet min Sjæls inderste og fra Grunden af kuldkastet det Fundament, på hvilket jeg tidligere byggede. I oprigtig Tillid til Videnskabens Herligheder stolede jeg på, at jeg her under alle Forhold ville have et sikkert Tilflugtssted. Denne Illusion er bristet; da Vejret kom, og mit Sind var hyllet i Sorgens Mulm, brast Videnskabens Touge som skøre Tråde, og jeg mærkede, at mit skrøbelige Fartøj drev for alle Vinde. Da greb jeg den Hjælp, som mange have grebet før mig: jeg søgte og fandt Freden i Kristentroen. Ikke har jeg dermed opgivet Videnskaben; kun stiller jeg den nu på anden Plads; men dette vidner jeg, at når det mørkner for Blikket, og alt Håb synes ude, så gives der kun een Ankerplads: den enfoldige Kristentro. Vel den, der ikke lader det komme til det yderste, men kaster sit Anker i Tide.«
Tømrer Jensen holdt op og så med sit glødende Blik på Carl, der inderlig betaget havde hørt på den kendte Videnskabsmands Selvbekendelse.
»Ja, det var som en Kaldelse til mig! .. Han .. Professoren .. Videnskabsmanden .. sagde ligefrem, at man ikke kunne stole på Videnskaben .. den kunne ikke hjælpe en til Fred .. det var der kun een Ting, der kunne gøre, og det var den enfoldige Kristentro! .. Det var som en Kaldelse .. en Befrielse! .. Jeg kastede mig ned og bad til den Gud, som jeg troede så stærkt på, da jeg som Dreng hånede og spottede ham ... til den Gud, som jeg nu i så mange År havde prøvet på at bilde mig ind ikke var til .. og han kom til mig som Faderen til den fortabte Søn .. gav mig Ring på Fingeren, Sko på Fødderne og tog mig ind til sig! ..«
Carl var stærkt betaget af Tømrer Jensens Ord. Han havde hele sin Barndom og Ungdom levet fjernt fra alt religiøst Liv, fra alle religiøse Følelser. Berthelsens tørre, dogmatiske Remser og Forklaringer havde ligesom vaccineret ham imod dem.
Men nu var hans Tid kommen, og det begyndte at dæmre for ham, at der også i hans Liv havde været en Styrelse, en Kaldelse: Hans Møde med Helene derinde i Byen ... hele den forunderlige Sommer med al sin Flyd og al sin Smerte .. det frygtelige Slag .. Mørket, Fortvivlelsen .. og endelig Frelsen!
»Vel den, der ikke lader det komme til det yderste, men kaster sit Anker i Tide,« lød det nu for hans Øre, og han takkede inderligt Gud for, at han havde fået Fred i sin Sjæl!
Carl sad under disse Tanker og tegnede Figurer med en Tømmerblyant, og lige over for ham sad Tømrer Jensen med foldede Hænder, hensunken i Bøn.
Med eet hævede de begge Hovedet og så hen mod Vinduerne. De hørte Kaneklokker og så nu en stor Slæde glide forbi derude på Vejen.
»Det var Jørgensens på Søgaard,« sagde Tømrer Jensen ligegyldigt; men Carls Hjerte bankede, og Blodet for ham til Hovedet. Han havde set et Glimt af Helenes Ansigt.
Mere skulle der ikke til, før det var forbi med Freden i hans Sjæl.
Det brusede og gærede igen derinde: Længsel og Savn, Skuffelse og Fortvivlelse.
Tømreren så på ham med sit glødende Blik: »Dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig,« sagde han stille og indtrængende.
Carl svarede ikke, ja han turde end ikke møde det Blik, der var rettet mod ham. Han sad endnu en lille Stund og ridsede med Tømmerblyanten, og derpå rejste han sig og gik.
»Dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig!«
Nej, han kunne ikke rive denne Følelse ud af sit Hjerte .. det var det bedste i ham .. det største! .. Gud forlangte heller ikke det .. nu da den Kærlighed, han følte, ligesom var renset og lutret af Gudskærligheden!
Carl kæmpede og stred i Dage .. i Uger. Utallige Gange stillede han det Spørgsmål: Forlanger Gud af mig, at jeg skal rive denne Kærlighed ud af min Sjæl, at jeg skal døde og kue den som noget ondt og syndigt? Men Svaret var altid det samme: Nej, nej! Det er ikke noget ondt, det er ikke noget syndigt!
De Hellige vidste alle, hvad der rørte sig i Carls Sind i denne Tid. Tømrer Jensen måtte have fortalt dem det. De talte ikke ligefrem med Carl om det, men han mærkede det på deres Blik, på deres Bønner - og på Prædikanterne.
I den nærmest følgende Tid blev der bestandig i Helligforsamlingerne talt om den »syndige« Kærlighed mellem Verdens Børn, og atter og atter lød Ordet: »Hvis dit højre Øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig.«
Det sårede Carl, at de Hellige på denne Måde blandede sig i hans Hjerteanliggender; det stødte ham tilbage fra dem.
Han miskendte dem ikke; han vidste, at de holdt af ham på deres Måde, og at det var deres Ønske at drage ham ganske bort fra Verden, at gøre hans Sjæl fuldkommen ren for Gud.
Men det var i hans Øjne Misforstand og Bornerthed.
Den Kærlighed, han følte til Helene, stod for ham som det reneste og helligste i hans Sjæl; han ville ikke rive den ud af sit Hjerte, om den end aldrig blev gengældt! Den havde ført ham ud i Fortvivlelse og Mørke, da Slaget kom, men da han atter ved Guds Nåde blev lukket ind i Lysets Rige, fulgte den med, renset og forklaret.
Han havde kun røbet sin Kærlighed for een eneste, og det var Madam Berthelsen. Til sine Venner blandt de Hellige kunne han slet ikke tale om den, og det sårede ham i hans Inderste, at de hentydede til den.
Gradvis og lempelig drog han sig bort fra deres Forsamling, bort fra al Omgang med dem, og da Foråret kom, stod han uden for deres Rækker .. ene .. fri!
Det lyse og skære i hans Natur, i Skikkelse som i Sind, havde atter fået Overhånd, og han vandt i denne Tid mange Venner.
De unge i Sognet, som han hidtil havde holdt sig borte fra, følte sig stærkere og stærkere draget til den unge Student og Landmand med det lyse Ansigt og det milde, afdæmpede Væsen.
De søgte Råd og Hjælp hos ham i deres Foreningsarbejde og betragtede ham uvilkårlig som Fører og Leder.
Carl var glad ved at kunne hjælpe, og det varede da heller ikke længe, før han var Medlem af de unges Foreninger, ja Styrer af dem.
Per Nørgaard holdt stadig i al Hemmelighed Øje med sin Søn, og medens han forede sine Grise, henfaldt han i mange Slags Betragtninger over Ungdommen nu til Dags.
At Carl forlod »de Helliges« Forsamlinger, glædede ham meget, og han havde egentlig heller ikke så meget imod, at han var Medlem af Foredrags og Læseforeningen; men at han også deltog i Skytteforeninger og Gymnastikforeninger, det ærgrede ham.
Han talte flere Gange med Berthelsen om det, og denne rystede betænkelig på Hovedet: Foredragene kunne endda gå .. skønt det for det meste var noget Vrøvl om Holger Danske og Uffe hin Spage og sådan noget Sludder .. men alt dette her Skytteri og Eksercits og den Slags, det var det værste Stads, man kunne tænke sig ... det mest unyttige, noget Menneske kunne finde på! . . Nej, de skulle lære deres Katekismus, skulle de og den store Tabel .. det var noget, de havde Nytte af!
Madam Berthelsen var den, der bedst forstod den Udvikling, Carl havde gennemgået.
Hun havde i Angst og Bæven fulgt ham og våget over ham, da han i dump Fortvivlelse sled for at døve sin Sjæl. Da han blev draget ind i de Helliges Forsamling, begyndte hun at fatte Håb, og nu, da han val havnet blandt de unge, følte hun sig næsten tryg.
Og det havde hun også Grund til, for en bedre Havn end den, Carl nu var tyet ind i, fandtes ikke. Han var nu blandt sine egne! Han havde kastet sit Anker i Tide og kastet det på sikker Grund: Den enfoldige Kristentro.
Han førte et jævnt lykkeligt Liv, optaget af sit Arbejde på Gården og blandt de unge. Den Plan, som flere Gange var dukket frem i hans Sjæl, at blive Folkelærer, havde fæstnet sig stærkere og stærkere hos ham. Han ville stadig uddanne sig; ved legemligt Arbejde på Gården, ved Læsning og ved sin Virksomhed blandt de unge i Egnen.
Senere ville han tage Ophold på et Par af de største og bedste Højskoler - og - længere ude i Fremtiden - når Fædrenegården tilfaldt ham, ville han bygge Skole.
Det var med stille, inderlig Glæde, han tænkte på disse Fremtidsplaner. Den stormende, sejrrige Jubel var der i Øjeblikket ikke Rum for i hans Sjæl.
Det var med ham som med Rugen derude på de store, frie Marker. Den modnes af Stormen, men den bøjes også; og de Strå er få, som atter ranker sig efter Uvejret.
Skulle Carl være et af de få! -