En ung Mands Kærlighedshistorie

---

Niels K. Kristensen (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XI.

   I den første Tid, efter at Helene var kommen hjem, var der stadig Angst og Uro i hendes Sjæl. Hun skrev lange Breve til Christian Mogensen og søgte ved kærlige Ord ligesom at bøde på den Opsætsighed, hun havde udvist imod ham; men efterhånden blev hendes Breve sjældnere og kortere, optaget som hun var af Livet i Hjemmet, af Naturen, der omgav hende, af de Mennesker, hun levede iblandt.
   Hun blev næsten helt den gamle Helene igen; hendes Kinder fik Farve og Glød, hendes Øjne blev friske og klare, og hele hendes Legeme fik igen sin Spændstighed og Kraft. Men hendes Væsen prægedes ikke længere af den stormende Friskhed og Frejdighed, der før havde været så egen for hende. Også på hende havde Livets Storme sat sit Mærke.
   »Hun er bleven ældre og mere fornuftig,« sagde hendes Far, »og det passer sig også bedst for en forlovet Pige, der er lige ved at skulle have Bryllup!«
   Men Helenes Mor havde sine egne Tanker. Hun mente at vide, hvorfra det afdæmpede i Helenes Væsen skrev sig, og hun arbejdede af al sin Kraft på at fremkalde Modet og Frejdigheden.
   Hun var Tilhænger af Kvindebevægelsen og vidste, at dersom en Kvinde i Ægteskabet skulle hævde sin Ligeberettigelse over for Manden, da måtte hun have både Mod og Frejdighed - især når Manden var af en sådan Støbning som Christian Mogensen.
   Helene tænkte i Øjeblikket kun lidet på Fremtiden; hun levede Livet fuldt og helt i Hjemmets Omgivelser, båret oppe af den Kærlighed og Hengivenhed hun mødte hos alle, der kendte hende.
   Hendes Bryllup og fremtidige Samliv med Christian Mogensen stod i Øjeblikket for hende som noget dunkelt, fjernt, uundgåeligt. Hun glemte næsten ganske, at hun var forlovet, og når hun tænkte på Christian og skrev til ham, stod han for hende som Vennen og Kammeraten fra Barndommen. Angsten og Forkuelsen var gradvis veget bort af hendes Sjæl. Hun deltog i Husets og Gårdens Arbejde, hun besøgte gamle Ane Katrine og Søgaards Husmænd i deres små nette Hjem, og hun foretog Udflugter og Spadsereture alene eller sammen med sin ældre Søster. Den Hemmelighed, hun bar i sit Hjerte, åbenbarede hun aldrig for nogen, og når de Følelser, der hin fjerne lykkelige Dag havde givet sig så stærke Udslag, trængte sig frem i hendes Sjæl, kuede hun dem ned. Hun havde ingen Ret til at dvæle ved den lykkelige Stund i sine Tanker. Det havde været forfærdelig ondt for hende at sende det Brev til Carl, men hun måtte gøre det, hun turde ikke andet - dengang!
   Hvor havde hun dog lidt ved Tanken om den Uret, hun havde gjort mod Carl, ved den Troløshed, hun havde vist imod ham. Han måtte jo betragte hende som en hjerteløs Flane, hade hende, foragte hende. Hendes Sjæl havde våndet sig i Smerte ved Tanken derom, men det var, som om en fremmed Magt havde drevet hende, hun måtte gøre det .. måtte - dengang!
   Nu forstod hun slet ikke, at hun kunne gøre det!
   Hun havde i den første Tid efter den Sommerferie været så angst for at træffe Carl i København, men så hørte hun, at han havde opgivet Studeringerne og givet sig til at arbejde på Faderens Gård. Noget nærmere havde hun ikke hørt om ham, for der var ingen, hun turde spørge om det. Selv nu turde hun ikke gøre det, men hun hørte jo alligevel af og til lidt om ham, og det glædede hende, at han blev så rosende omtalt af alle.
   Det var en stor Trøst for hende, at han levede tilfreds og virksom i sin Kreds; det Sår, hun havde tilføjet ham, var altså lægt igen! -
   En Dag, da Helene og hendes Søster gik en Tur ud ad Landevejen, mødte de en Vogn lige ved Vejen, der fører ned til Bonderup.
   Helene så straks, at det var Carl Nørgaard, der kom kørende, og hendes Hjerte tog til at banke heftigt. Hun kom i den stærkeste Spænding og havde den største Lyst tit at løbe sin Vej, men det gjaldt jo om ikke at røbe noget for Søsteren, og derfor holdt hun sig stiv og rank ved dennes Side, skønt hendes Ben næppe hunde bære hende oppe.
   Da de kom hen ud for Vognen, så Helene op og hilste. Carl tog Hatten af og hilste igen, ligegyldigt og skødesløst; men førend han endnu nåede at få Hatten på, strømmede Blodet heftigt til hans Ansigt, og hans Hånd rystede.
   Først nu kendte han Helene.
   Dette Møde var så kort og flygtigt, som et Møde kan være, og dog fremkaldte det en inderlig Lykkefølelse hos Helene.
   Hun gik hele Eftermiddagen omkring i Mark og Have, fyldt af en underlig betagende Glæde. Carl hadede hende ikke, foragtede hende ikke; hun så det i hans Blik, i hans rødmende Ansigt, i Håndens forlegne Skælven, da han satte Hatten på Hovedet, i hele hans Holdning efter Mødet. En Tanke dukkede atter og atter frem, en sødt berusende Tanke: Om han endnu ... om han endnu ...! Nej, det var umuligt .. det kunne ikke være .. det måtte ikke være!
   Om Aftenen, da Helene kom i Seng, lå hun og græd stille og uhørlig med Ansigtet ned i Puden: Hvor godt alt kunne have været, hvis hun blot dengang havde haft Mod! .. Hvor ondt det hele dog var nu .. nu ...!
   Men da Morgenen kom med sin klare Sol, med Fuglesang og friske Sommerdufte, vældede Livsfrodigheden igen over hende med en egen og sær forjættende Magt.
   Fremtiden lå rig og lys for hende med Livsfylde og Livslykke i sit Skød, og Fortiden var som en bleg og mat Skygge, der tegnede sig svagere og svagere, som Dagene gik.
   Helene gjorde længere og længere Udflugter fra sit Hjem, og en Dag i Begyndelsen af Juli strejfede hun om imellem Lyngbakkerne nede ved Bonderup.
   I lang Tid stod hun oppe på Bavnehøjen og så ned mod Fjorden. Hvor var Udsigten dog skøn og herlig her, så løftende og befriende! Lyse, lette Minder strømmede gennem hendes Sjæl: Her havde hun været sammen med Carl for første Gang. Hun måtte smile, når hun tænkte på, hvor vildt og uvornt hun dengang havde opført sig, men der kom et Drag af Alvor og Inderlighed over hendes Ansigt, da hendes Tanker gik videre til Carls mærkelige Historier og Æventyr, dem han havde lært af Madam Berthelsen. Hun kunne endnu se for sig hans blege Drengeansigt med det lyse Skær og de strålende Øjne, så uimodståeligt tiltrækkende og tillokkende. Hun måtte rødme ved Tanken om det Kys, hun overvældede ham med, da de vendte tilbage fra deres Tur til Fjorden! .. Og senere - efter at Bekendtskabet imellem dem var bleven fornyet i København - Sejlturen ude på Fjorden, dengang Pasop faldt i Vandet ... Husholderskens tykke, varme Klæder .. Køreturen hjem til Søgaard .. Carls Besøg i hendes Hjem .. og endelig den store Dag i hendes Liv .. den lykkelige Dag, der drog så megen Ulykke efter sig! ..
   Der kom Uro i Helenes Sind, og hun gav sig med eet til at løbe ned ad Højens Side.
   Ved Foden af Bakken drejede hun af til venstre og gik nu sindig og adstadig ned ad den sandede Kørevej, som førte til Fiskerlejet ved Fjorden.
   Det var tidlig på Eftermiddagen, så alle Folk var i Arbejde på Marken; ingen havde Tid til at færdes på Vejene. Helene så heller ikke en eneste Sjæl, før hun nåede den lille Skov, der lå og skærmede Fiskerlejet for de barske Nordvestvinde.
   Hun var igen bleven rolig og gik og frydede sig over Solvarmen, over den friske Luft og over de Blomstrende Kløvermarkers krydrede Duft. Tankerne kom og gik i vekslende Mangfoldighed og efterlod kun svage, forbigående Krusninger i hendes Sind.
   De var som de lette Sommervinde, der bølgede hen over de grønne Marker og de blomsterfyldte Vejkanter.
   Men lige ved Skovbrynet blev hun med eet vækket af den drømmeagtige Tilstand, hun var hensunket i.
   Oppe på det lave Gærde sad en ældre Kone, eller Dame - det var ikke så let at finde den rette Betegnelse i Øjeblikket.
   Hun val klædt i en rødblomstret Bomuldskjole og havde en bred Stråhat på Hovedet. I den ene Hånd holdt hun en stor Blomsterbuket, og i den anden en Spadserestok.
   Helene så hende først, da hun var lige ud for hende, og uvilkårlig standsede hun og hilste.
   »Goddag .. Goddag! .. Ja, her sidder jeg og hviler mig .. her er så dejligt ...... man kan rigtig sidde og drømme her ... med Markerne og Lyngbakkerne foran sig, og den underlige Susen i Skoven bag ved! .. Ak, ja .. der er sådan en Fred i at drømme! .. Men er det ikke Frøken Helene fra Søgaard .. jeg synes, jeg skulle kende Dem?«
   »Jo, jeg er .. og De er Fru Berthelsen .. ikke?«
   »Madam Berthelsen ... Madam Berthelsen! .. Det er ligesom, jeg slet ikke kan kende mig selv igen, når nogen kalder mig Frue! .. Men kom her og sæt Dem og lad os snakke lidt sammen! .. Ak, ja, når man bliver så gammel som jeg, så får man sådan en Lyst til at snakke!«
   Helene var bleven glad overrasket ved dette Møde. Hun havde jo hørt så meget godt om Madam Berthelsen, og hun havde også set hende et Par Gange på Afstand, men aldrig talt med hende. Nu gik hun hen og satte sig i Græsset med den ene Arm over Gærdets Kant.
   Der var både Beundring og Glæde i det smilende Blik, hun fra sit lave Sæde sendte op mod Madam Berthelsens brunede, let rynkede Ansigt.
   »Ok, ja .. så ung og så smuk! ... Og De går her så ene .. den skønne Helene .. jeg sidder ligefrem her og bliver Rimdigter ved at se på Dem!«
   Madam Berthelsen lo så barnligt fornøjet, at Helene straks fik Bugt med den Forlegenhedens Rødme, som var ved at stige op i hendes Kinder.
   »Ak, ja .. man skulle vel ikke spøge! .. Jeg kommer henne fra Søren Hansens her omme bag ved Skoven .. den unge Kone ligger for Døden .. hun kan ikke leve mere end 3 Dage, siger Doktoren .. og så sidder Manden tilbage alene .. med tre små Børn! .. Ok, de Stakler! .. Jeg har været der hele Natten og nu i Formiddag . . Søren må jo ha' sin Søvn, han skal arbejde hele Dagen, og jeg forsømmer jo ingenting med det! .. Nu skal jeg bare en Tur hjem til Berthelsen, og så går jeg derned igen!«
   »Ja, jeg ved, at De ofrer Dem helt for de syge og fattige hernede,« sagde Helene og så beundrende på Madam Berthelsen.
   »Ofrer mig! .. Sikke noget! .. Hvem fortæller Dem sådan nogen Sludder! .. Ok, ofrer mig! .. Nej, jeg kan ikke sove om Natten, og så bliver det for kedeligt for mig derhjemme .. derfor går jeg ud og våger! .. og jeg holder ikke af at bestille noget derhjemme, derfor er jeg altid på Farten! .. Ok .. jeg ofre mig! .. Det er vel ikke Carl Nørgaard, der går og fortæller Dem sådan noget! .. For ham ved jeg, De kender! .. Jeg så dem sammen sidste Sommerferie .. en ung Københavnerdame var med! .. De så så glade ud alle sammen ... så unge og kønne! .. Ak, ja .. Carls Far er vor bedste Ven, og jeg har kendt Carl, lige siden han blev født! .. Han har altid været en prægtig Dreng, så god og trofast .. men han har lidt så meget .. hans Mor døde, da han var lille .. og han gik altid så stille om som Dreng .. så ene og forladt! .. Rask var han nok heller ikke .. ja, det var ikke Legemet men han kunne være så tungsindig og bedrøvet! .. Sidste Sommer da han kom hjem som Student, var det dog helt gået over!.. Han var så strålende lykkelig .. så frisk og sund .. alle, som så ham, måtte blive glade! .. Men så kom det pludselig over ham .. det var mod Slutningen af Ferien! .. De var vist rejst dengang! .. Det var en Formiddag lige efter, at Posten havde være her! .. Han var så fortvivlet, så ulykkelig! .. Å, jeg gik i den dødeligste Angst for hans Liv! .. Stakkels, stakkels Carl!«
   Helene var bleven ligbleg. Hun så ned mod Jorden, og hele hendes Legeme skælvede som i Feber.
   »Ak, ja .. det var en Sorg og Ulykke! Han blev så underlig hård og menneskefjendsk en Tid .. og så blev han »hellig« .. men Gudskelov .. nu er han næsten kommen over det! Han arbejder nu glad og fornøjet på sin Fars Gård, og han er bestandig sammen med de unge her i Sognet! De elsker ham og vil gerne bære ham på Hænderne, om det skal være! .. Ak, ja .. nu er han kommen over det, men lykkelig er han ikke .. langt fra! .. Han er så stille og tør aldrig slippe sig løs som sidste Sommer! .. Han går og bærer på noget i sit Inderste .. som om han længtes .. som om han følte et dybt Savn! .. Ak, ja, han er den dygtigste af alle de unge her i Egnen .. og så er han så hjertensgod .. så trofast! .. De, han holder af, hænger han ved med hele sin Sjæl .. altid! .. Ak, ja .. den unge Pige, som vandt hans Hjerte, hun ville blive den lykkeligste af alle unge Piger! .. Ok, jeg sidder her og snakker .. men det er, fordi jeg holder så meget af ham og har kendt ham, fra han var ganske lille! .. Jeg beder så inderlig til Gud, at han må blive rigtig lykkelig .. som han var i Sommer, før det onde kom over ham ..!«
   Madam Berthelsen trykkede Buketten mod sit Ansigt, og hede Tårer strømmede ned i de køle Blomsterkalke.
   »Ak, ja .. det er Nerverne .. og mit svage Hoved! .. Men du græder også, lille Pige .. ja, det smitter! .. Ok, jeg gamle Snakkesøster .. jeg sidder her og gør ondt! .. Så, så, lille Helene .. lille Helene .. bryd dig ikke om mig gamle Vrøvlebøtte!«
   Madam Berthelsen bøjede sig hen mod Helene og klappede hende på Kinden.
   Derpå rejste hun sig og gik ud på Vejen.
   »Nå, jeg må nok skynde mig hjem til Berthelsen! .. Farvel, Frøken Helene .. skønne Helene .. som nu går så ene!«
   Madam Berthelsen lo og vinkede med Hånden: »Farvel .. Farvel .. De må endelig se ind til mig, når De kommer ned i Bakkerne igen!«
   Helene sad med Hovedet støttet mod sin Arm og græd stille og inderligt. Der voksede Vilje frem i hende i denne Stund, og Kraft til at ud føre den også.
   Da hun omsider rejste sig og gik hjemad, tonede det for hendes Sjæls Øre: »Jeg vil gøre ham lykkelig .. og selv blive lykkelig!« -
   Dagene gik med rivende Fart, og det lakkede mod Enden af Juli, før Helene anede det.
   Siden Mødet med Madam Berthelsen havde hun været sammen med Carl ved en Skyttefest nede i Bakkerne.
   Hun havde kun lige hilst på ham, men hun så i hans Blik, der så trofast og betaget mødte hendes, at han elskede hende endnu. Hun mærkede det på hans sitrende Hånd og på den Rørelse, der ligesom gennemstrømmede hele hans Legeme.
   Helene gik hele den Eftermiddag i stille Lykke, og hun lagde knapt Mærke til den Beundring og Hengivenhed, der strømmede Carl i Møde fra alle de unge, som var forsamlede til Festen.
   De følgende Dage var også fulde af Lykke og sød Forventning, men tillige af Uro og Ængstelse.
   Helene vidste, at hun måtte gå til Carl; han kunne ikke komme til hende. Hun vidste det, og hun ville det også; men det var alligevel så svært .. så vanskeligt, og derfor gik Dagene, uden at hun fik Kraft til at udføre sin Beslutning.
   Men da der en af de sidste Dage i Måneden kom Brev fra Christian Mogensen, at han om fem Dage kom for at hente Helene tilbage til Pensionatet, da slog det hende med Forfærdelse, at nu måtte Afgørelsen ske.
   Hun kunne ikke vende tilbage .. hun ville ikke! .. Christian havde ingen Ret over hende mere .. og heller ingen Magt mere!
   Men det var jo et Brud med hele Fortiden, med hendes egne Forældre, med Christians Forældre .. mindre med Christian selv, syntes hun nu!
   Det var tidligt på Formiddagen, Helene fik dette Brev, og hun gik en Stund rastløs omkring fra Værelserne ud i Haven og tilbage, fra Haven igen ud i Marken og til den lille Skov .. rastløs og urolig.
   Ville hun svare straks på dette Brev, måtte hun bringe det til Brevsamlingsstedet oppe i Kirkebyen før Kl. 5 om Eftermiddagen.
   Og hun ville svare straks .. med det samme! Hun ville ikke opsætte det til næste Dag eller næste igen, eller skyde det ud med falske Påskud om, at hun endnu ikke var rask nok til at vende tilbage.
   Afgørelsens Time var kommen; der måtte handles!
   Efter Middag satte hun sig da til at skrive til Christian Mogensen.
   Det faldt hende så let, for hun havde jo i den sidste Tid tænkt Forholdet til ham om og om igen, Gang efter Gang. Vanskeligheden lå ikke i at sige det, i at udtrykke det; nej, den lå i at omsætte Ordene i Handling.

      »Kære Christian!
   Jeg kan ikke mere vende tilbage til dig, jeg vil ikke! Jeg elsker dig ikke og har aldrig elsket dig - det ved du! .. Du elsker heller ikke mig og har aldrig gjort det .. det ved du også! .. Det var din Egenkærlighed, din Stolthed, der fik dig til at gøre Brug af den mærkelige - nu helt ubegribelige - Magt, du havde vundet over mig, fra den Tid vi var Børn. Selv i det Øjeblik, eller netop i det Øjeblik, da du vidste, at min Lykke måtte sønderflænges, at mit Hjerte måtte knuses, brugte du denne besynderlige Magt så hårdt, så ubarmhjertigt, at min Sjæl krymper sig ved at tænke på det. Dengang kendte jeg ikke mig selv, kendte ikke dig - jeg tænkte så lidt over Livet og Menneskene! Jeg bøjede mig i Lydighed, i Underkuelse, ligesom Lænkehunden herhjemme, når den krøb for dit Blik. Men et År i Sorg og Ulykke modner og klarer, og nu er din Magt over mig brudt. - Jeg vil så nødig skilles fra dig med onde Ord - du var mig en god Ven og Kammerat i min Barndom - men jeg må sige dig det så klart og bestemt, at det ikke kan misforstås: Jeg kommer aldrig til dig mere! .. Du har ingen Magt over mig mere! .. At du ingen Ret har over mig, det ved du lige så godt som jeg! -

   Da Helene havde skrevet dette Brev, lagde hun det i en Konvolut og gik op til Brevsamlingsstedet med det.
   Der var endnu Ængstelse og Uro i hendes Sind; Afgørelsen var endnu ikke fuldbyrdet. Christian Mogensen tænkte hun ikke på mere, med ham var hun færdig fra det Øjeblik, Brevet var afleveret; men der var Far og Mor derhjemme, hele hendes Slægt og hele Christian Mogensens Slægt, gode, retskafne Mennesker, som holdt af hende, og som ville betragte det Skridt, hun nu gjorde, som en Troløshed. Og så var der det store, svære Skridt! .. det, der kunne bringe hende Fred og Lykke, det eneste!
   Det stormede og brusede i Helenes Sjæl; hun måtte ud i den friske Luft, ud på de store Vidder!
   Uvilkårlig bar hendes Fødder hende bort fra Kirkebyen ned til Lyngbakkerne.
   Hun sprang fra Lyngtue til Lyngtue, arbejdede sig op ad Lyngbakkernes stejle Sider, kølede sit hede Ansigt på Bakkernes frie Toppe og løb igen ned ad Skråningerne, fra Høj til Høj.
   Omsider standsede hun træt og forpustet. Den raske Fart, de stærke legemlige Anstrengelser havde for en Stund trængt de urolige Tanker tilbage, men nu meldte de sig igen.
   Afgørelsens Time var kommen! Der måtte handles; men hvor var det dog svært! Helene vidste, at når det var gjort, da ville Lykken og Freden vende tilbage, og da ville hun få Mod til at møde de mange Blik, del ville rettes mod hende i Forundring, i Harme .. men .. men! .. Hvor skulle hun dog få Kraft til at udføre det!
   Hun stod oppe på Toppen af Bavnehøjen og så ud over Lyngbakkerne, Strandengene og Fjorden der langt borte.
   Lidt til venstre for hende lå Bonderup By, omgivet af høje, grønne Popler, og lige foran hende ved Foden af Bakken glimtede Skolebygningens mange Ruder i den synkende Sols Glans. Og der .. i den åbne Havestuedør .. var det ikke Madam Berthelsen! .. Der var Hjælpen!
   Helene ilede ned ad Højens Skråning, og medens hun løb, så hun, at Madam Berthelsen vinkede og vinkede. Hun havde genkendt hende.
   Da Helene nåede Havelågen, stod Madammen der og tog imod hende.
   »Ih, nej se .. det er jo Helene .. skønne Helene! .. Kom dog ind, mit Barn, og hvil Dem lidt! .. Vi snakkede jo så dejligt sammen sidst, vi sås! Ak, ja .. kom dog!«
   Hun tog Helene ved Hånden og førte hende ind i Havestuen.
   »Sæt Dem dog i Sofaen der .. De er så hed .. Kinderne brænder, og Øjnene er ligesom så opskræmte! .. Hvad er der dog i Vejen med den lille Helene!«
   Madam Berthelsen klappede hende blidt og venligt på Kinden og satte sig derpå stille ved Siden af hende i Sofaen.
   En lille Stund var det, som om Helene kæmpede med sig selv og ikke kunne få Ordene frem, men så brød det ud, alt det, hun havde levet, alt det, hun havde tænkt - det hun havde gået og båret på så ene.
   Hun fortalte om sit første Møde med Carl, om Samtræffet i København og om Samværet med ham i Sommerferien. Da hun skildrede den underlige Magt, Christian Mogensen havde fået over hende, og kom til Blevet, som hun måtte skrive til Carl, brød Gråden frem, og hun måtte standse.
   »Ak, ja ..« sagde Madam Berthelsen, mens Tårerne løb ned ad hendes Kinder, »hvor onde dog Menneskene kan være mod hverandre! .. Men græd nu ikke mere, Helene .. nu bliver det godt igen .. nu bliver det godt! .. Vent lidt, så skal jeg hente lidt Saft og Vand!«
   Madam Berthelsen gik ud i Køkkenet, og da hun lidt efter kom tilbage, var Helene igen bleven rolig. Hun drak lidt af Glasset og fortalte nu om sit Ophold i Pensionatet, om Moderens Besøg og om sit Ophold de sidste Par Måneder i Hjemmet. Hun skildrede, hvorledes den Magt, Christian Mogensen hidtil havde haft over hende, var bleven svagere og svagere, og hvorledes hun efterhånden var bleven mere og mere sikker på, at Carl endnu elskede hende. Så fortalte hun om det Brev, hun havde skrevet til Christian, om sin Beslutning selv at gå til Carl og endte med at bede Madam Berthelsen om at følge med hende.
   »Ja, ja, mit Barn,« sagde Madam Berthelsen glædestrålende, »jeg skal gå med dig og hjælpe dig! .. Det bliver den lykkeligste Dag i mit Liv! .. Men der kommer Carl selv, tror jeg .. så trænger du ikke mere til min Hjælp!«
   Madam Berthelsen forsvandt, og Carl trådte stilfærdig ind ad Havedøren.
   Helene sprang op fra Sofaen, ilede hen til ham og slog sine Arme om hans Hals.
   »Å, Carl .. Carl!«
   »Helene .. Helene!«
   Da Madam Berthelsen en halv Time senere atter kom ind i Havestuen, sad Carl og Helene i Sofaen og talte stille sammen.
   »Ok, hvor kønt I sidder der! .. Nu behøver du ikke min Hjælp mere, lille Helene! .. Nej, jeg kunne nok se, hvordan din Historie ville ende, og derfor sendte jeg Maren ned efter Carl! .. Ak, ja som det dog kan gå i Verden! .. Så glad, som jeg er i Dag, har jeg aldrig været før!«
   Derpå satte Madam Berthelsen sig i sin Stol og tørrede Tårerne af sine Øjne med sit store sammenlagte Lommetørklæde.

   Da Solen gik ned den Aften, stod Carl og Helene oppe på Bavnebakken og så ud over de brune Lynghøje, gule Sædmarker, grønne Strandenge og over Fjordens rødgyldne Vande.
   Den skønne Egn, som lå for deres Blik, var deres Hjem. Her skulle de bo og bygge; her skulle de leve og virke.
   Carls Fremtidsplaner kom igen frem i al deres Styrke. Hans Frejdighed og hans Tro på Livet var vendt tilbage, nu da Helene stod ved hans Side.
   Det Strå, som var bleven bøjet i Livets Storm og Uvejr, havde atter ranket sig i Lykkens Solvarme.