Flyvernes Konge

---

O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

2. En hurtig Beslutning

   Det var den følgende Dag i Robert Wellts Salon om Bord på »Mary Wellt«.
   Robert Wellt havde sendt Bud efter Harry Drews, der på een Gang var både Ingeniør, Styrmand og Flyver, Wellts undergivne, men samtidig hans bedste Ven.
   Drews kom hurtigt ind ad Døren og hilste.
   »Tak for i Går, Drews! - Der lavede vi dem en slem Overraskelse! Vi har alligevel haft vor Hemmelighed godt bevaret. Hvad mener du, Drews! - Flyvernes Konge!«
   Drews så hurtigt op. Var Wellt spydig eller misundelig? Det Smil, han så, beroligede ham dog snart, men han kunne imidlertid let spore, at noget gærede i Vennens Sind.
   »Tag Plads, Drews!« - Wellt pegede på en Stol. Selv vandrede han fuld af Uro og Iver frem og tilbage.
   »Vi har haft gode Dage her! Dagen i Går glemmer jeg dig aldrig! - Men nu bliver det jo det samme alle Vegne, hvor vi kommer. »Mary Wellt« og »Falken« vil overvinde alt. Også det vil blive kedeligt!«
   Han standsede og lagde sin Hånd på Vennens skulder.
   »Drews! Hjælp mig at finde på noget nyt! Noget nyt og stort!«
   Han begyndte igen sin Vandring.
   »Find på noget, Drews,« vedblev han. »Der! - Søg!«
   Wellt havde fra et Skab udtaget en Mængde Søkort, som han lagde på Bordet foran Ingeniøren.
   »Find noget godt. Noget, der kræver Mod. Noget, der er nyt, noget ukendt!«
   »Det er jo umuligt i vore Dage, hvor alt er gennempløjet.«
   Drews greb dog i Flæng ned i Bunken og fremdrog et tilfældigt Kort over en Del af Stillehavet, som han kun for at føje sin foresatte gav sig til at studere.
   »Sig ikke det! Vi skal finde noget! - Og du kan! Hvad var Turen rundt Kap Horn? - Det rene Snyderi var det! Ikke en eneste ærlig Storm! Det kedeligste, fineste Magsvejr hele Tiden. Og Sejladserne her, hvor »Mary Wellt« måtte blive forrest. Nej, det er for let. Det er Leg for Drenge, ikke for - - - -«
   »Hov!« - - Han blev afbrudt af Drews, der med eet interesseret lod Pegefingeren hvile på et bestemt Punkt og nu så op. Der var kommet et hurtigt Glimt i de noget skarpe, grå Øjne.
   »Der! Ja, der var vist noget!«
   »Hvad er der? - Er der virkelig noget!«
   Wellt for ivrigt hen til Bordet og bøjede sig over Drews.
   »Hvor? - Hvor?«
   »Der!« - Drews pegede på en lille, mørk Plet på Kortet, som Wellt rystende af Iver greb.
   »En Tangbanke! Kun en stor Tangbanke! - - Ja, men det er jo ikke noget.«
   »Jo, der er måske dog noget! Jeg tør ikke sige noget bestemt. Men Synet af denne Tangbanke drager Mindet frem om min gamle Farfar og om et Sagn, han fortalte mig, da jeg var Dreng.«
   »Fortæl! Fortæl!« Wellt havde sat sig ved Bordet. Endnu lå hans Hånd ved det pågældende Sted.
   Drews trykkede først Hånden mod de lukkede Øjne som for at samle Tankerne bedre.
   Så begyndte han:
   »Det er nu snart mange År siden, men dog mindes jeg endnu tydeligt min Farfar. Han hed som jeg og var oprindelig kommet til New York fra det lille Land Danmark.«
   »Å ja! Der, hvor de har fundet på at anvende Motorer i store Skibe sådan som her i »Mary Wellt«!«
   »Rigtigt! Fra det lille Land ved Havet, som Farfar aldrig glemte, og som han altid blev ved at elske så højt, udgår mange Søfolk, og Farfar for også til Søs i mange År, før han fik Arbejde på Skibsværftet i New York. Som ganske ung for min Farfar som Letmatros med en stor dansk Bark, hvis Navn jeg nu har glemt.
   De var på Langfart, ude på de store Verdenshave, og kom også, hvad der dengang var sjældent for danske Skibe, på Tur i Sydhavet. Undervejs blev de overfaldet af en frygtelig Storm, der varede i flere Døgn og drev dem fuldstændig ud af deres Kurs.
   Tre Dage og to Nætter havde de sejlet helt i Blinde. De vældige Bølger tumlede med Skibet, som var det en Nøddeskal, og hvert Øjeblik ventede de, at det skulle gå under.
   Så kom den tredje Nat. Skibet knagede og gav sig i alle Fuger, og alle om Bord troede, at deres sidste Time var kommet. Farfar mindedes altid, hvordan han dengang sendte dem derhjemme en kærlig Tanke og så gav sig Gud i Vold.
   De måtte være nær Land, var nu midt i Brændingen og ventede hvert Øjeblik at støde på en Koralklippe. Forgæves søgte de at stirre gennem den mørke Nat. Intet kunne de se.
   Og så på een Gang hørte det hele op. Bølgernes Larm var forbi, den stærke Fart sagtnede mere og mere. Det var, som Tusinder af lange Arme greb om Skibet og søgte at holde det tilbage, og langs Skibssiderne lød en Skuren og Skraben, der næsten var uhyggeligere end Bølgernes Brøl. Til sidst standsede Skibet helt.
   Men Stormen rasede lige frygteligt, og i få Øjeblikke var Sejlene flænget, mens Masterne faldt med store Brag.
   Næste Dag fik de fuld Besked. I Løbet af Natten løjede Vinden, mere og mere af, og da Solen brød frem, var der det dejligste stille Vejr.
   Men rundt om sig så de et mærkeligt Syn. Der var Tang alle Vegne, ikke flydende, men rodfæstet Tang. De havde sejlet hen over Toppen af en stor Tangskov, og endnu kunne de se, Skibets Vej derfra, hvor de lå, og så langt, langt ud, hver de endnu skimtede Brændingen ved Tangbankens Kyst.
   Over tre Sømil havde Stormen ført dem ind. Men hvordan kom de tilbage?
   Kaptajnen rasede mod alt og alle, og den første Dag gik, uden at der blev foretaget det allerringeste.
   Først næste Dag bekvemmede han sig til at rådslå med nogle af sine mest prøvede Folk.
   Der blev så gjort mange Forsøg på at udfri Skibet af Tangens Favntag, men alt forgæves.
   Alle tre Både blev sat ud og bundet til Skibet med stærke Tove, og så spændte Søfolkene Årerne i, så det knagede både i dem og i Armene. Men der var ingenting at gøre. De måtte give fortabt og opgive Skibet.
   I Robådene kunne de nok undslippe Tangen, om end langsomt og med Besvær. Men hvor langt var der så til nærmeste Land?
   Kaptajnen bestemte både Højden og Bredden. 7° sydlig og 167° 5' vestlig. Det var trøstesløst. I mange, mange Miles Omkreds var der sikkert ikke beboet Land.
   Sydvestlig måtte de styre, efter Samoaøerne. Men en Rotur dertil ville vare i Uger og være meget farlig i de små Både. Og Sandsynligheden for, at de skulle træffe Skib, var uhyre lille.
   Da Kaptajnen gjorde Folkene kendt med Situationen, stemte dog alle for at søge ud efter Havet hurtigst muligt. Kun een havde en anden Mening, en gammel Matros.
   »Jeg har faret på disse Egne før,« sagde han, »og har fra Havet set Tangbanken her, og blandt Søfolk går der Sagn om, at Tangen gemmer en Ø, så rig på Guld som ingen anden. Nej, vi må indad, helt ind og finde Øen og Guldet. Er der ingen lettere Vej ud, kan vi jo søge tilbage til Skibet og tage ny Forsyning af Levnedsmidler.«
   Men de andre hånlo. Den gamle var kendt både for sin Lyst til Eventyr og sin Tro på Sagn. De ville ud, bort fra dette uhyggelige Fangenskab hurtigst muligt.
   Han blev ivrig. - »Ser I ikke Søfuglene; de kommer derindefra. Der må være Land derinde. Og der er Guld! Guld i Mængder! - - Kaptajn! Hør nu på mig og lad os nytte Lejligheden!«
   »Vi skal udad! Vi vil udad, Kaptajn!« råbte de andre som med een Mund. Og det blev bestemt. Men den gamle mumlede i Skægget: »I er dumme! Dumme! - Hver Mand kunne købe sit Skib, ja en hel Flåde for det Guld, vi kunne finde derinde!«
   »Prøv så selv, John!« hånede de andre. Men det følte han dog ingen Lyst til, og om end modvilligt fulgte han med, da de efter at have fyldt Bådene med Levnedsmidler endelig drog af.
   Det var et hårdt Slid, før de nåede ud af Tangen. Hele den første Dag tog det, og mange, mange hårde Dage gik, før de endelig meget forkomne blev optaget af et portugisisk Skib, der satte dem i Land ved Samoaøerne, hvorfra de så senere med engelsk Skib kom hjem til Europa. Der havde man for længst anset dem for tabte.«
   »Mange, mange Gange,« fortsatte Drews, »har jeg siddet på Farfars Knæ og hørt Sagnet om den skjulte gyldne Ø i Tangbanken; men hver eneste Gang sluttede han altid med: jeg kunne jo måske have været rig, rig som den rigeste, og købt store, store Skibe til dig, min Dreng!«
   Robert Wellt, der havde sat sig og lyttet ivrigt under den lange Fortælling, greb igen Søkortet.
   »Tror du, der kan være Mulighed for, at der er en Ø skjult i Tangen? Kan Sagnet have været rigtigt?«
   Drews greb en Passer og udmålte Tangbankens Størrelse.
   »Den er over 60 Sømile lang og ca. 48 bred. - Ja, selv en temmelig høj Ø - og en Guldø må høre til de høje - ville være fuldstændig skjult for alles Blikke. Der kan altså godt være en Ø. - - Så vidt min Farfar derefter havde kunnet opspore, havde senere forskellige søgt at sejle rundt om Tangbanken for at finde Vej ind, men der var spærret overalt. Og nu er Sagnet vel sagtens døet ud. Ingen tænker på at undersøge Tangbanken; man vogter sig snarere for at komme den for nær.«
   »Vi sejler dertil! Straks! - I Morgen!« udbrød Wellt. »Men« - og han nølede - »selv »Mary Wellt« med sine Tusinder af Hestekræfter vil jo sætte sig fast. Den kan vel heller ikke forcere Tangen.«
   Et stort Smil bredte sig over Ingeniørens Ansigt.
   »Det skal den heller ikke, Wellt! Vi har, hvad de andre manglede.«
   »Du har Ret. - Dummerhoved jeg er! Dit gamle Sagn havde helt sat mig tilbage i Tiden. - Du har Ret! Vi har »Falken«! Vi flyver!«