WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Flyvernes Konge




(1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


4. Stækkede Vinger


   Med fuld Fart stævnede »Mary Wellt« mod sit Mål. Før det andet Døgn var gået, havde den passeret vesten for den store Ø Hawaii. Så satte den Kursen noget sydligere.
   Fint Vejr var det og forholdsvis stille Sø. Nede i Maskinrummet arbejdede alle Motorerne. Wellt havde givet Ordre til fuld Kraft, og at Ordren blev fulgt, kunne man se for Boven af Skibet, hvor Vandet stod i et fossende Skumsprøjt.
   Under et Solsejl på Dækket sad Robert Wellt og Harry Drews, begge i strålende Humør over den vidunderlige Fart og begge opfyldt af glad Forventning om, hvad den nærmeste Fremtid skulle bringe.
   Det var ikke Guldet, der drog, men Eventyret. Tænk, om der var en Ø i Tangbanken, og om de blev de første Mennesker, der kom til at betræde den!
   »Hvad skal vi døbe den, Drews! - Hvad mener du?«
   »Lad os nu ikke sælge Huden, før vi har skudt Bjørnen, kære Wellt! Lad os se den først. Måske er den der ikke, og så får vi jo kun en lang Næse. Men jeg tror dog -!«
   »Ja, det gør jeg også. Den er der! Den må være der!« - - -
   Næste Dag, henpå Eftermiddagen, kastede »Mary Wellt« Anker. Nu var Målet nået. Kun en kvart Mil borte skimtedes de svage Omrids af Tangbanken.
   Det var blikstille og trykkende varmt.
   »Godt, at vi kom så langt!« sagde Kaptajnen. »Efter hvad jeg ved, lærer vi snart Sydhavet at kende fra en knap så venlig Side.«
   »Hvad mener De?« spurgte Wellt, der allerede sammen med Drews var ilet hen mod Hangaren.
   »Jeg mener, at inden Nat vil »Mary Wellt« få Lejlighed til at tage et ordentligt Basketag og få Brug for al sin Styrke. Vi får Storm, måske endda en rigtig ægte Cyklon, inden ret længe - - Og jeg mener, at De, Hr. Wellt, og Ingeniøren gjorde rettest i at lade »Falken« hvile til i Morgen.«
   »Ja, men det er jo umuligt. Det er fuldstændig stille! Det herligste Flyvevejr!« - Wellt var helt ophidset. »Nu er De for varsom, Kaptajn, og ser Syner ved højlys Dag. Himlen er jo helt klar!«
   »Jeg ved ikke, hvad De søger derinde, Hr. Wellt; men det er der vel i Morgen så vel som i Dag. Jeg beder Dem afvente, hvad de nærmeste Timer vil bringe!«
   »Hvad mener du, Drews? Vi kan ikke vente til i Morgen, vel?« - Wellt så på Drews. - »En lille Rekognosceringstur må vi have. Inden en god Time er vi tilbage, og i den Tid sker der da vist ikke noget.«
   »Ja, men så hør mig dog!« - Kaptajnens Røst lød meget alvorlig. - »Dette Vindstille varsler ilde, og Barometeret er faldet langt, helt under 26. Og se den der!« Kaptajnen pegede mod en lille mørk Plet langt ude i Synsranden. - »Fra den kan alt ondt komme, inden vi aner det. Om en halv Time! Om et Kvarter! Måske om Minutter!«
   »Godt! Om et Kvarter er vi her igen! Hurtigt, Drews! Lad os komme af Sted!«
   Og lige utålmodige stormede de to unge ind i Hangaren og fik Flyverdragten på. Snart spændte »Falken« Vingerne og suste ind mod det ukendte med dem.
   »Vi må højt op, Harry, rigtig højt i en Fart, så må vi snart være klar over, om der bliver noget at se!«
   Drews parerede Ordre, og de steg højt, højt op. Wellt brugte sin Kikkert og stirrede rundt. Drews var så optaget af Styringen, at han næppe kunne få Tid til at se ned, men han sad med Øret lige til Hørerøret i spændt Forventning, om der snart blev noget at lytte efter. Samtidig med, at »Falken« steg højere, pilede den fremad.
   Stadig så Wellt kun det store, mørke Tanghav, der ligesom fjernede sig mere og mere. Der lå det som en stor mørkebrun Cirkel. Kun længst tilbage skimtede han en blå Rand. Det var det åbne Hav, og den lille mørke Prik var »Mary Wellt«.
   Han stirrede igen frem, ængstelig for at få det blanke Hav at se også på modsat Side. Så var jo alt Håb ude.
   Det gav et Sæt i ham.
   »Styr til venstre, Drews!«
   Maskinen duvede og slog et hurtigt Sving.
   »Er der noget? - - Ser du noget?«
   »Jeg ved ikke rigtig. Der er et Par mørke Tågepletter, vi må have undersøgt lidt nøjere. Ja, der er to høje, mørke Pletter, Drews! De rager højere op end det andet. - Hurtigere! - Hurtigere!«
   Wellt havde i Ophidselse rejst sig halvt op i Sædet.
   »Og en blank Stribe! - - Drews! Drews! Det er ikke een, men to Øer, adskilte ved det klare Vand! - Nu ser jeg det tydeligt! Sejr! - Sejr! - Den største, vi har vundet!«
   Havde det været muligt, kunne han have omfavnet sin Ven.
   »Hvad er nu det?« - Telegrafapparatet begyndte at knitre og tikke.
   »Drews! De kalder, - Fare! Fare! Vend tilbage! Hurtigt!«
   Forfærdet så Wellt sig om. Hvad var der sket?
   I de få Øjeblikke, da han var optaget af at lede efter de ukendte Øer, havde den lille Sky bredt sig. Tung og truende rejste den sig mod Vest, og allerede meldte sig enkelte uheldvarslende Pust, der fik »Falken« til at duve, mens vældige Zig-zag-Lyn krydsedes i Horisonten.
   »Fuld Fart! - Fuld Fart!«
   Angst lød hans Råb. Han overskuede Faren. Med en frygtelig Fart bredte Skyen sig. Mon dog ikke »Falken« denne Gang fandt sin Overmand. Nu gjaldt det en Væddefart på Liv og Død.
   De greb begge for sig.
   På een Gang styrtede »Falken« dybere ned for i næste Øjeblik at blive slynget højt op igen.
   Stormen var over dem. Det hvinede i alle Stænger og Barduner. Bare nu ikke noget svigtede!
   Enkelte Øjeblikke var det, som de stod helt stille, og som Propellen snurrede rundt i lufttomt Rum, i det næste blev de slynget, kastet eller båret langt frem.
   Skønt alle Mekanismer. fungerede udmærket, havde Drews dog al sin Dygtighed nødig for at holde dem på ret Køl. Spændt stirrede han fremad, som ville han forsøge at se de vældige Luftbølger, der spillede Bold med hans Vidunderfugl.
Flyvernes Konge    En Gang imellem blændedes de af frygtelige Lyn. Det hvislede og sydede om dem. Mægtige Tordenskrald forenede sig med Stormens Brølen, Motorernes Klapren og Propellens Snurren til en vældig Koncert.
   Men endnu holdt alt.
   »Opad! Vi må opad, Drews!«
   Endnu en Gang gjorde »Falken« sit Mesterstykke. Vel krængede og duvede den og truede flere Gange med at slå Kolbøtter. Men op skruede den sig, højt op over den mørke Sky.
   Der var koldt. De var oppe i over 3000 Meters Højde og måtte have Iltmaskerne på. Men Luften var i Ro, og Drews åndede lettet ud. Ret meget længere havde hans Kræfter ikke holdt til den frygtelige Anspændelse.
   Oven over dem var der Solskin og klar Himmel; men nedenunder rasede Uvejret videre. Glimt fulgte på Glimt, og Suset og Bulderet nåede op til dem.
   De kunne ingenting se, hverken Tangbanke, Hav eller »Mary Wellt«. Hvordan mon det prægtige Skib og de mange dernede klarede sig?
   Da »Falken« befandt sig midt i Uvejret, havde Robert Wellt for en Stund helt måttet opgive at bruge den trådløse. Nu forsøgte han igen at komme i Forbindelse med Skibet.
   »Jeg kan ikke finde dem, Drews! Og Apparatet er i god Orden, så vidt jeg kan se!«
   »Jo, der er de! Men hvad er det? - Det er noget sært forvirret!«
   Wellt begyndte igen at signalisere.
   »Jeg fortæller dem, at vi er uden for Fare, men bliver heroppe, til Uvejret er drevet over. - Det vil sikkert kun vare Minutter nu. - Jeg spørger, om de har forstået og om deres Stilling, men de svarer ikke. Bare der ikke er noget i Vejen!«
   Drews søgte at berolige ham med, at Apparatet dernede mulig havde taget Skade.
   »»Mary Wellt« holder nok; den er stærk, og Gutterne dernede forstår nok at ride en Storm af!«
   Apparatet tikkede igen, og der kom få Gnister.
   Spændt stirrede Wellt på det. Der kom endnu et Par Gnister. Så hørte alt op.
   »Drews! Jeg er forfærdelig bange for dem dernede. Jeg aner en Ulykke. Bare det dog snart var forbi!«
   Kort efter tyndede Skyen under dem, og Glimtene hørte op. Lidt efter lidt kunne de begynde at skimte noget dernedefra. De var igen ude over det frie Hav, der var i vældigt Oprør. Selv oppe i denne Højde kunne de tydeligt se de vældige Bølger med de hvide Skumtoppe.
   Wellt greb sin Kikkert og stirrede rundt efter »Mary Wellt«. Der var intet at se.
   »Vi må længere ned!«
   Hurtigt gik det nedad. Nu så de Omridsene af Tangbanken, men ellers kun det store, tomme, oprørte Hav.
   Ængstelig spejdede Wellt rundt.
   »Vi er da forhåbentlig på et galt Sted. De er ikke her. Følg Tangkysten mod Vest!«
   Han stirrede på Kompasset. Efter det at dømme var de nu lige over deres Udgangspunkt.
   Men han ville ikke tro det, Der var jo ingen »Mary Wellt« at øjne. Kompasset måtte være blevet forstyrret af Uvejret. Et Blik på Solen, der lige var sin Nedgang nær, fortalte ham dog, at Kompasset desværre kun talte alt for sandt.
   »Længere ned endnu! Slå et Slag ud over Havet! Fuld Fart!«
   Der var stadig ikke noget at se. På få Minutter var de så langt ude, som »Mary Wellt« på nogen Måde kunne være nået ud, mens de havde været i Luften.
   Indover gik det igen, hen over Tangskoven.
   De fløj denne Gang ganske lavt.
   »Der er noget forude! Skynd dig! Det er et Skib!«
   Men et hurtigt Blik fortalte dem snart, at det ikke var den stolte »Mary Wellt«, det var nærmest kun Ruinerne af et Skib; al Rejsning var borte, og Skroget så både råddent og gennemhullet ud.
   »Farfars Skib!« udbrød Drews. »Men det så vi ikke før. Så er vi alligevel ikke på den rigtige Side. Der er Håb endnu!«
   »Nej, desværre! Jeg så godt noget her før, kunne bare ikke afgøre, hvad det var. Vi var så højt oppe, og så havde jeg så travlt med at stirre fremad, Åh, vore tapre Kammerater! Har vi da set dem for sidste Gang! - Og vort dejlige Skib!«
   »Falken« havde igen gjort et Sving udover, og de måtte nu noget nær være på det Sted, hvor de forlod »Mary Wellt«. De kredsede rundt, ganske lavt.
   »Se der! Der var noget. Og der! - Og der igen! -«
   Nu var der ingen Tvivl mere mulig. Det var de sidste Rester af »Mary Wellt«. Der flød, nogle Planker og der et Redningsbælte.
   De vovede at gå ned på det oprørte Hav. Måske svømmede nogle af Kammeraterne rundt. De råbte og skreg og holdt sig så tavst afventende. Men de fik ikke andet Svar end Bruset og Skvulpet fra Bølgerne, når de brødes.
   »Vi ser aldrig »Mary Wellt« mere. Den ligger på Havets Bund. Og vore Kammerater har fulgt den. Vi er de eneste, de to eneste, Drews! Vi og »Falken«. Den har reddet os. Havde vi fulgt Kaptajnens Råd, var vi jo også gået derned!«
   Der gik et Gys gennem Wellt ved Tanken.
   Drews svarede ikke. Han sad stille med Hovedet hvilende i Hænderne og stirrede frem for sig.
   Wellt blev angst for, at det havde været for meget for Vennen.
   »Svar mig! Så sig dog noget, Drews!«
   Drews vendte sig langsomt om mod ham.
   »Ja, vi to og »Falken«. - Men hvordan går det os? Vi er ikke frelste. Vor Olie er gået til Bunds med »Mary Wellt« og de andre!«
   »Ja, Olien! Olien! Hvad skal vi dog gøre?«
   »Vi har kun een Udvej, Wellt! Vi må indover, ind til de ukendte Øer, og hvis ...« Drews standsede.
   »Hvis?« - -
   »Ja, hvis der ingen Olie er, så kommer vi måske til at kende dem nøjere, end vi ønsker, så er vi Fanger - Fanger på Livstid!«
   En Tid sad de stille hensunket. Dette var et hårdt Slag for de to unge Mænd. Tavse rakte de hinanden Hånden. - - »Harry!« - »Robert!«
   »Vi står sammen, Harry! Så længe der er Liv, er der Håb! Nu må vi op og indover, før Solen går ned. Her har vi desværre ikke mere at gøre.«
   Endnu en Gang kredsede de rundt om Stedet, hvor deres Kammerater havde kæmpet den sidste Kamp for Livet. Så stod de indefter, ind mod det ukendte.
   Men nu var al Glæde borte. Det var ikke et Par kække, eventyrlystne Opdagere, der fulde af Håb stirrede fremover. Kun to stakkels skibbrudne, der higede og kæmpede sig frem mod den frelsende Kyst.
   De var begge tavse. Tankerne kom og gik, Håb og Frygt skiftede. Hvad gik de i Møde? Ville de mon nogen Sinde mere gense civiliserede Egne?
   Der var igen de to mørke Pletter, adskilte ved det klare Bånd. Det var også på høje Tid. Der var kun en ubetydelig Smule Olie tilbage, måske ikke engang nok. Tilmed var Solen gået ned, men heldigvis var Månen fremme, så de nogenlunde kunne orientere sig. - Drews styrede efter det blanke Vand mellem Øerne. Der ville han helst gå ned. I Månelyset var det ham ikke muligt at skelne, om der var høje Træer på Øen, eller det kun var krat han øjnede.
   Var der Træer, ville en Landing være yderst farlig.
   Han blev med et så forfærdelig angst. Flere gange havde Motorerne svigtet. Nu stod de stille, også Ekstramotoren. Al Olien var opbrugt. Og de var endnu inde over den ene Ø. De måtte ned i Glideflugt og så håbe på at blive båret langt nok frem. Han stirrede og stirrede. For første Gang mistede han Besindelsen og manøvrerede galt. Følgen blev, at »Falken« styrtede nedefter.
   Ved at lægge alle kræfter i fik han den igen rejst, men bevægelsen havde været for voldsom. Det knagede overalt. Apparatet til den trådløse løsnede sig og styrtede ned; vigtige Led i den automatiske Afbalancering fulgte med, og »Falken« mistede Ligevægten. De snurrede rundt og rundt igen, mens de i svimlende Fart styrtede nedefter.
   Begge havde løsnet Remmene, hvormed de var fastgjort. Et Spring fra Maskinen, lige før de nåede Jorden, var den eneste Frelse.
   De sprang. Der lød et svagt Bump, og et til, så et Brag, da »Falken« nåede til Jorden og knusted i Tusinder af Stykker.
   Derpå blev alt igen stille på den ukendte Ø.


Kapitel 5 >