WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Flyvernes Konge




(1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


5. De sidste tre


   Der gik en lille Stund; så begyndte det at pusle nær ved de to forulykkede. Der måtte være nogen, som trængte sig frem gennem Krattet.
   Nogle Grene bøjedes lidt efter til Side, og frem under Bladhanget tittede et smalt, blegt og forskræmt Pigeansigt. Det forsvandt igen, men kom snart frem noget længere borte.
   Hun spejdede først rundt til alle Sider og stod en Stund ubevægelig lyttende. Derpå trådte hun helt ud, og bagefter fulgte en Dreng, højst 11-12 År gammel. Han havde den største Møje med at holde på sin Følgesvend, en vældig stor og kraftig Hund.
   Den unge Pige og Drengen talte hviskende sammen.
   »Gertie, hvad tror du, det var?«
   »Der var vist ingenting, Edward! Jeg ser ikke noget. Det har været et Træ, Stormen har givet sit Knæk.«
   »Nej, Gertie! Det Brag, jeg hørte, var ikke fra et Træ. Der lød en Susen som af en stor Fugl! Og jeg hørte ganske tydeligt Råb. Og Stærk! - - Stille! stille, Stærk! - Du skal tie stille og blive her!« - - - Drengen kunne næppe tøjle den urolige Hund, der knurrede og havde den største Lyst til at rive sig løs og styrte frem.
   »Gertie! Det er let at mærke på Stærk, at der er noget særligt på Færde. Hvad kan det dog være! Åh, jeg er så bange, Gertie! Bare det ikke er dem ovre fra Longa!«
   »Snak, Edward! Dem behøver vi ikke at frygte for i Nat efter den Storm.« - Den unge pige rystede dog selv af Angst. - »Men lad os nu gå tilbage til Hulen, så får vi nok at se i Morgen, hvad det var. Der er vist ikke noget.«
   »Jo, Gertie! Der er noget! - Og i Morgen kan vi jo ikke gå uden for Krattet, så ser de os derovre. Hvad skal vi dog gøre?«
   I det samme gjorde Hunden Ende på al Forhandling. Med et Ryk rev den sig løs fra Drengen og løb hurtigt ned ad Skrænten mod Kysten.
   »Gertie, kom! Vi må efter!«
   De to bange Stakler tog hinanden ved Hånden og fulgte hurtigt efter Hunden, der standsede ved en mørk Skikkelse, som lå henslængt på Jorden. Så løb den tilbage mod Pigen og Drengen som for at kalde på dem og skyndte sig foran dem. De løb stærkere til og stod stille ved Skikkelsen.
   »Edward! Det er et Menneske!« - Hurtigt var den unge Pige knælet ned. Først var hun blevet forfærdelig angst over Synet af et vildfremmed Menneske i den for hende fuldstændig fremmede Flyverdragt. Men det kvindelig Instinkt i hende vågnede straks. Her var et fuldstændig hjælpeløst Menneske. Var han ven eller Fjende, han måtte hjælpes!
   Hun undertrykte et Angstskrig, da hun så Flyverhjelmen og de store Briller. Med rystende Hånd strøg hun det til Side, men i det samme hun så det blege Åsyn, var al Skræk forsvundet.
   »Edward! Han er hvid! Han er vor Ven! Åh, bare han ikke er død!«
   Hun forsøgte at løfte Flyverens Hånd; men den faldt slapt ned igen. Så lagde hun sit Øre til hans Bryst og lyttede anspændt.
   »Nej, Edward! Der er Liv! Der er Liv endnu! Jeg kan høre hans Hjerte, men det banker så svagt, og jeg kan slet ikke mærke hans Åndedræt. Hvordan skal vi dog hjælpe ham? Havde vi endda haft vor Fader og de andre. Edward, hvad skal vi gøre!«
   »Vi må bære ham hjem, ind i Hulen, Gertie! Nu skal jeg hente Grene, og så fletter vi en Båre. Men se! Stærk har fundet mere!«.
   Ud fra nogle store Bregnebuske i Nærheden kom Hunden svagt pibende løbende. De ilede hen mod den og da den så det, forsvandt den igen; de fulgte den ind i Bregnekrattet, og ledet af den fandt de snart en anden Skikkelse, om muligt endnu mere hjælpeløs end den første.
   Da Gertie strøg Hjelmen bort, så hun et aldeles ligblegt Åsyn. Også her knælede hun ned og lyttede til Hjerteslag og Åndedræt.
   »Her kan vi vist ikke hjælpe. Jeg tror ikke, der er Liv!«
   Gerti sad en Stund tavs og med foldede Hænder.
   Alt det uhyggelige havde gjort så stærkt Indtryk på hende. Hun følte sig så magtesløs.
   Med eet tog hun sig sammen med en Kraftanstrengelse og rejste sig op.
   »Edward! Vi må hjælpe! Men først ham, der muligt kan hjælpes!«
   Drengen var allerede forsvundet efter nogle Grene. Han kom dog ilsomt tilbage.
   »Gertie! Kom og se!«
   I det blege Måneskin kunne de skimte noget mørkt nede ved Krattets Rand, tæt ved Stranden. De ilede derned og stod ved Ruinerne af »Falken«.
   Trods det, at alt var knust, og alle Stænger, Barduner og Sejl lå i et Kaos sammen med Motoren, fremstod dog hos de to undrende Synet af en Kæmpefugl.
   Drengen kastede sig hulkende om Pigens Hals.
   »Gertie! Det er Udfrieren! Vor Befrier, der skulle komme gennem Luften til os! Nu er han kommet, nu da det så allerværst ud. Sæt, han nu dør!«
   »Tror du! Åh, gid vi kan frelse ham! Skynd dig! Vi må hjælpe ham! Bare vi havde ham hjemme i Hulen!«
   De skyndte sig op til den bevidstløse. Edward hentede inde fra Krattet nogle lange smidige Grene, og ved fælles hjælp fik de hurtigt flettet en Båre.
   Så varsomt som muligt fik de den syge flyttet over på Båren. Han åndede nu hurtigere og stønnede svagt, da de løftede på ham. Han måtte være såret.
   Så gik de langsomt hen mod Krattet. Det kostede Pigen og Drengen en uhyre Anstrengelse at bære den voksne Mand. De var begge nær ved at segne under Byrden. Mange Gange måtte de hvile, og da de nåede Krattet, der voksede på en Skråning, blev det endnu vanskeligere, fordi de måtte værne deres Byrde mod de mange Grene, der var i Vejen, og fordi Skråningen var meget ujævn.
   Til sidst standsede de og satte Båren på Jorden. Edward bøjede nogle Grene til side, hvorved Indgangen til en Hule, der før havde været fuldstændig skjult, blev synlig.
   Han sprang ind og kom kort efter tilbage med nogle Basttrævler, hvormed han bandt Grenene sammen, så de ikke svippede tilbage og spærrede for Indgangen.
   Et sidste hårdt Tag, og de var nået ind i en stor, rummelig Hule, der kun blev svagt oplyst. Udefra kom næsten ikke noget Lys, men inderst inde hang to Skåle af brændt Ler, der var fyldt med en olieagtig Væske, hvori der svømmede en brændende Væge.
   Ved fælles Hjælp fik de Harry Drews - thi ham var det - løftet over på et Leje af bløde Bastmåtter. Han lå endnu helt stille hen, forfærdelig bleg. De søgte at få ham af Flyverdragten, og efter megen Umage lykkedes det også.
   Gertie kunne ikke opdage noget Sår, men den mindste Bevægelse af den ene Arm og selv den svageste Berøring af den ene Side fik ham til at stønne. Der måtte være Brud. Sikkert var der også en Hjernerystelse.
   De to så på hinanden og stod en Stund tavse.
   »Tror du, du kan redde ham, Gertie?«
   »Jeg ved det ikke! Men, hvor er jeg glad for, hvad stakkels Fader har lært mig. Med Guds Hjælp går det nok!«
   »Åh, Gertie! Tror du, det er vores Udfrier? - Tror du, han kan føre os ud i den store Verden, der står om i den gamle Bog?«
   Spørgsmålene kom hurtigt, næsten snublende over hinanden, og spændt stirrede Drengen på sin store Søster; det var, som alt for ham var afgjort ved hendes Svar.
   Hun lod sin Hånd kærtegnende glide over hans Hoved, lagde sin Arm om hans Hals og trykkede sin Kind mod hans.
   »Gud give, det var så vel, lille Bror! Fader troede jo så sikkert på, at engang måtte Udfrieren komme. Gennem Luften skulle han komme. Fader havde nok Ret, lille du! Han der - Stakkel! - er jo kommen gennem Luften til os. Og er han ikke Udfrieren, så bliver han dog sikkert vor gode Ven og Hjælper. - Og hvor han kom fra, kan komme flere!« - Hun brast i Gråd. - »Gud hjælper os nu, det så allermest fortvivlet ud!«
   »Lille Søster! Kæreste Gertie! Du må ikke græde! Du må ikke!«
   Hun tog sig sammen og begyndte at sysle med der syge. Fra et Gemme i Hulen udtog hun flere Skåle, alle dannede af udhulede Kokosnødder og tildannede med Låg, der lukkede tæt. De indeholdt Salver. Hun fandt endelig den rette og smurte den på de Steder, hvor hun mente, der var Stød og Skrammer.
   Derpå tog hun en ny Skål frem, som indeholdt en styrkende Drik, tillavet af Kokosmælk og Plantesafter. Efter flere forgæves Forsøg havde hun den Glæde at se den syge Mand synke noget af det.
   Der var gået et Par Timer, men endnu var der meget for de to Søskende at få udrettet, før det igen blev Dag. Godt var det, at Månen kunne give dem Lys.
   »Nu må vi ud til den stakkels døde, Edward! Han må ind i Krattet, så begraver vi ham i Morgen Nat,« foreslog Gertie.
   De tog Båren og gik mod Udgangen. Stærk ville med, men de lod den ved Tegn forstå, at den måtte blive og holde Vagt.
   »Stille, Stærk, stille! ikke gø - stille, pas på ham!« bød Gertie, idet hun klappede den firbenede Ven og viste på den syge.
   Hunden forstod hende. Den satte sig henne ved den syges Leje og stirrede ufravendt på det, blege Åsyn.
   Hurtigt nåede Broder og Søster hen til den forulykkede. Gertie bøjede sig endnu en Gang ned over ham.
   »Han er ikke død, Edward! Jeg kan ikke spore Tegn til Liv, men føl selv! Hans Hånd er varm! Vi må også have ham hjem. Hjælp mig så!«
   »Ja, men Gertie, vi må først have den derhenne bort.« - Drengen pegede hen mod de sørgelige Ruiner af »Falken«. - »Ellers ser de derovre på Longa den; de bliver nysgerrige, og så har vi deres uhyggelige Visit. Og nu når vi vist ikke herud mere i Nat.«
   »Du har Ret! Men hvad skal vi gøre med den? Vi kan jo ikke flytte den ind i Krattet. Den er for tung.«
   »Så flytter vi Krattet ud til den!«
   Gertie så forundret på Sin Broder.
   »Hvad mener du?«
   »Vi brækker Grene af Krattet og dækker den til.«
   »Ja rigtigt! Det var klogt! Det vil vi gøre!«
   Ivrigt tog de fat, og i Løbet af kort Tid var »Falken«s Rester så godt tildækkede, at ikke selv det skarpeste Øje kunne opdage dem.
   Men trætte og udmattede var de, da de med deres nye Byrde gav sig hjem mod Hulen.
   De var ikke nået mere end Halvvejen, da der lød stærke Hundeglam.
   »Det er Stærk, Gertie! Bare den dog ikke røber os! Hvorfor tror du, den glemmer, at den ikke må gø? Tror du, det er dem derovrefra?«
   Der lød igen et Par Glam. Så blev der stille.
   »Den var ude at kalde på os, Gertie. Der er sket noget. Vi må skynde os. Måske er vor Ven vågnet!«
   Drengen havde glemt sin Angst. Han blev ivrig for at komme hjem; det gik ham for langsomt med den tunge Båre.
   »Vi må lade den blive stående lidt, Gertie! Skynd dig! Kom!«
   De satte Båren og ilede, så hurtigt de kunne, gennem Krattet.
   Gertie kom forrest. Forventningsfuldt bøjede hun Grenene til Side og så ind i Hulen.
   Der sad Harry Drews halvt oprejst på sit Leje og stirrede hende forundret i Møde.


Kapitel 6 >