Flyvernes Konge
O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
7. Drews arbejder
Dag for Dag følte Drews Kræfterne vokse, og Bruddene lægedes hurtigt, takket være Gerties Salve.
Han længtes efter at komme i Virksomhed for at hjælpe de to Søskende, men lydig mod sin plejerskes Bud holdt han sig dog en hel Uge endnu på Lejet.
I Mellemtiden, havde de alle tre den Glæde at se Wellt vågne til Bevidsthed. Hans Tilstand voldte dem dog stor Bekymring Skønt fuldstændig klar kunne han dog ikke støtte på Benene og kun med stor Umag røre Armene lidt.
Selv tog han det mærkværdig roligt!
»Det kommer nok engang! Jeg blev så angst, lige da jeg sprang. Jeg husker det tydeligt nu,« sagde han. »Da har Nerverne taget Skade. Når jeg nu har leget Svøbelsesbarn en Tid, så er det ovre. - Men hvordan kommer vi herfra igen, Harry?«
»Så snart jeg kan, skal vi se, hvordan »Falken« har det. Måske kan den gøres i Stand, og måske lykkes det for os at fremstille brugbar Olie. Det går nok,« mente Drews.
»Ja, det kan da ikke være Meningen, at vi skal blive her på Livstid. Du finder nok på Udvej, kender jeg dig ret.«
- - -
Der var nu gået en Måned siden »Falken«s sidste Flugt. Månen var igen fremme og kastede sit blege Skær over Lingu, da Drews og Edward forlod Hulen for at gå til det Sted, hvor »Falken«s Rester lå gemt.
Drews kunne ikke opgive Håbet om en mulig Reparation, og han ivrede efter at få Syn på Ulykkens Omfang.
De talte sagte sammen.
»Hvor er det, Edward? Jeg ser ikke noget!«
»Nej, for vi har gemt den godt. Den ligger her under Grenene. Men den er nu så meget i Stykker.«
»Er den virkelig. Ja, men vi har Værktøjskassen med alt det dejlige Værktøj. Lad os nu se. Bare vi kan finde det!«
Drews rev ivrigt Grenene til Side.
Men da han så Ødelæggelsen i al dens Vederstyggelighed, de sprængte Barduner og bøjede Stænger, de flængede Vingesejl og de aldeles fladslåede Motorer, var han klar over, at al Mulighed for nogen Sinde at få »Falken« brugbar igen var udelukket.
»Nej, Edward! Den kommer vi to aldrig i Luften med. Det er umuligt. Men noget må vi have ud af den. Den skal nok hjælpe os alligevel. Lad os finde Værktøjet først!«
Værktøjskassen var sprængt, og Hamre, Tænger, Skruenøgler og alt det øvrige lå spredt rundt på Jorden. Noget af det var med stor Kraft drevet ned i Jorden.
De søgte ivrigt. Edward så henrykt på hver lille Del, han fandt, og spurgte, hvad det skulle bruges til.
»Senere! - Senere skal du få det at se. Men der mangler mere endnu.«
Drews ordnede det, efterhånden som de fandt det frem, og til sidst lå der det dejligste Sæt Mekaniker-Værktøj, nogen kunne ønske sig.
»Så, nu er det hele her, Edward! Det var brillant. Du har været en Gut til at finde! - Det er jo ubetaleligt, her på Lingu. Nu skal du bare se!«
Drews begyndte at bruge Værktøjet. Den ene Stang efter den anden blev skruet løs, og Edward fik travlt med at slæbe alt ind i Krattet, efterhånden som det skiltes fra.
Han arbejdede ivrigt. Også Drews måtte tage godt fat. Enkelte Steder var Stængerne bøjet ved Sammenføjningerne og voldte stor Besvær, og hans Kræfter var endnu små.
Undertiden undte han sig selv et lille Hvil, men tog så fat igen. Han ville have det alt. Hver eneste Metalstang havde jo stor Værdi.
Nu var alle Stænger løsnet. Drews skar Sejlene af Vingerne og rullede dem sammen. Motorerne var ikke anvendelige til noget, men de måtte bort. Pustende og stønnende slæbte de også dem ind i Krattet.
Det var næsten blevet helt mørkt. Månen var ved at gå ned. Det var også langt hen Natten, og de havde arbejdet i flere Timer.
»Nu ikke mere denne Gang, Edward! Vi har også gjort et godt Arbejde og fortjener at komme hjem og hvile.«
De fik hver en Byrde med hjem. Næste Nat tog de Resten, og nu fik Drews travlt med at bruge Værktøjet.
Han opdagede dog snart, at Belysningen i Hulen var for den Idé at gøre Forsøg på at lave elektrisk Lys. Der var endnu gode brugelige Rester fra Batteriet, der havde hørt til den trådløse på »Falken«. Hvad der manglede, måtte han nok kunne skaffe. Heldigvis havde han jo lært Kemi og forstod at udvinde de Stoffer, der skulle bruges.
Han havde også set en plante, af hvis Trævler der kunne laves brugelig Kultråd.
Metalstængerne kunne trækkes ud til Ledningstråd. Men hemmeligt skulle det gå af. Det skulle være en overraskelse, og Edward fik ikke noget Svar på sine Spørgsmål om, hvad det var, der skulle laves.
»Vent bare! Så får du se!«
Da Edward et par Gange kun havde opnået at få det Svar, gav han tabt og satte sig hen til Wellt.
De to var blevet fine Venner.
Åh, alt det, Wellt kunne fortælle om den store, ukendte Verden, som Drengen kun kendte gennem Forældrenes Fortællinger. Men det var dog mat mod det, Wellt nu fortalte. Med åben Mund sad Edward og lyttede. Han hørte om Storbyerne med deres mægtige Gader og Huse og deres Mylder af Sporvogne, Automobiler, Cyklister og Fodgængere, om Flyvere og deres Maskiner, om »Mary Wellt« og om »Falken«.
Wellt fortalte gerne, og han fortalte godt. Når Edward slet ikke kunne fatte det, måtte han hen til Drews, der var en ypperlig Tegner, og som med få Rids kunne give en forståelig Illustration til det fortalte.
Også Gertie hørte gerne om alt det fremmede og vidunderlige. Det livede hende op. Undertiden fortalte Wellt noget morsomt, og da kunne man høre Latter i den før så triste Hule.
Så frydede Drews sig over dem alle tre; men han kunne dog ikke undgå at lægge Mærke til det forskræmte Blik, begge de unge bagefter sendte mod Hulens Indgang.
Han blev mere og mere ivrig i sit Arbejde. Hvor skulle det blive en Fryd at bringe dem deres kære tilbage! Det var i Øjeblikket det første og vigtigste. Så måtte Arbejdet på at slippe bort fra Lingu vente til næstefter.
Når nu Lyset var færdigt, kunne han rigtig tage fat. Der var meget at virke med. Stængerne skulle omdannes til Våben. Han havde fundet et Emne, der lignede Salpeter. Måske kunne det lykkes for ham at lave Krudt. Hvem vidste, om han dog ikke skulle nå at frelse de arme Slaver derovre på Longa.
Han blev i helt godt Humør over de lysere Udsigter, han foregøglede sig.
Og så den gode Hjælper derhenne på Lejet. I Øjeblikket overgik han helt sig selv. Edwards og Gerties Øjne lyste om Kap over det, han fortalte. Han var ved at udkaste Planer for alt det, han og Edward skulle udrette, når nu han blev rask og de slap ud i den store Verden.
Sande Vidundere skulle det blive.
Drews lagde sidste Hånd på to små Lamper, Ledning og Kontakt var i Orden. Bare nu alt ville virke efter Udregningerne! Sikken Overraskelse det skulle blive for dem derhenne!
Deres Glæde og hans eget gode Humør gjorde ham helt kåd. Han fik en Idé.
Lidt fra ham lå hans Flyverhjelm og Briller. Han listede sig til at få fat i de to Dele og forenede dem til en Maske. Så stillede han den hen i en Krog, satte de to små Lamper bag Brillerne og gik så igen tilbage på sin plads.
Fuld af Spænding trykkede han på Kontakten.
Jo, det gik. Det var næsten for godt. De to gloende Øjne i det sorte Hoved tog sig i Halvmørket helt uhyggeligt ud.
Han ville igen afbryde Strømmen. Men det blev for sent. Stærk havde opdaget Skæret. Med et vældigt Vov-vov tog han et Spring hen mod Ildøjnene.
I samme Øjeblik styrtede Edward sig skrigende om Gerties Hals. Den stakkels pige, der også havde set de røde Øjne, lige før Drews slukkede, rystede og bævede lige så stærkt som Drengen.
Både Drews og Wellt havde stor Møje med at berolige de to forskræmte unge.
»Det er mig!« - »Det er jo ham, der gør det!« lød det samtidig fra begge. Og Drews prøvede igen at tænde; men det gik ikke. De fór begge sammen af Angst. Så ilede han hen og tog Lamperne frem, viste og forklarede, hængte dem op og tændte dem, slukkede og tændte igen.
Lidt efter lidt forstod Gertie og Edward, at det var noget dejligt, Drews der havde fundet på. Aldrig før havde de set deres Hule så klart oplyst.
Edward så beundrende fra de lysende Lamper til Drews.
»Nej, at du kan! At du virkelig kan lave sådant!«
»Det!« udbrød Wellt. »Han kan lave meget mere end det! Han kan næsten alt! Vent bare, til jeg bliver rask og kan hjælpe ham, så skal I se alt det, vi kan udrette.«
Den eneste, der ikke lod til at være glad over det strålende Lys, var Stærk. Den var søgt hen til Gertie, der havde sat sig ned, og lagde sit store Hoved i hendes Skød.
Med et lykkeligt Smil om Munden klappede hun sin firbenede Ven og strøg den over Hovedet.
Drews så hen mod hende. Trods Glæden var hun meget bleg. Hun havde endnu ikke forvundet Skrækken fra før. Han skændte på sig selv og fortrød, bittert sit kåde Indfald.
Senere skulle han se en underfuld Styrelse der i.
- - -
Det var et Par Dage senere. Gertie og Edward havde vovet sig uden for Hulen efter Fødemidler, så Drews og Wellt var alene derinde.
Drews var i dårligt Humør. Det ville ikke gå med Forsøgene på at lave Krudt. Det, han havde nået at fremstille, havde ingen rigtig Sprængkraft. Gang på Gang prøvede han; men Resultatet var stadig dårligt, selv om det også blev noget bedre.
»Det bliver kun Fyrværkerisager. Ikke andet!« sagde han ærgerligt, henvendt til Wellt.
»Nej, det er ikke sådan at opfinde Krudtet. Men såmænd skal det nok blive godt; for alting lykkes jo for dig. Du skal se, at du også nok får os reddet ud af denne her Knibe engang,« trøstede Wellt.
»Hvem der bare kunne virke sammen med dig!« vedblev han. »Her ligge jeg arme Stakkel og er kun til Besvær. Tror du, jeg nogen Sinde bliver til noget mere?«
Nu var det Drews, der måtte til at trøste.
»Er du til Besvær! Du, med det velsignede Humør, der gør os alle så godt, er den mest uundværlige af os. Vi har jo god Tid til at pleje dig. Og rask skal du nok blive. Det er jeg mere sikker på end på, at vi skal slippe herfra.«
»Men,« fortsatte han, »forstår du da ikke, hvor meget det var værd, om Krudtet ville lykkes? Sikke Bomber jeg skulle lave til de vilde derovre! Kugler af Guld skulle de få. Så kunne det da ikke være finere. Men nu ser jeg ingen Udvej til Frelse for de arme, der må trælle for Bødlerne. - Kun Fyrværkeri bliver det til ikke Spor andet! Festfyrværkeri er der jo desværre ingen Anledning til.«
»Jo, hør nu, Drews! Det skulle du lave lidt af for de to unge. De har såmænd godt af lidt Morskab. Jeg for den Sags Skyld også. Jeg tror, jeg ligger og bliver Barn igen.«
Drews gik ind på det. Men klog af Skade fortalte han denne Gang Gertie og Edward, der var kommen tilbage, hvad der ventede dem.
Af Bast snoede han fine Rør, som blev fyldt med Krudt. Og det blev både snurrende Hjul og strålende Sole, de fik at se. Raketter var der af gode Grunde ingen af; der var jo ikke højt nok til Loftet.
Stærk trak sig skyndsomt med Halen mellem Benene hen i en Krog. Men de andre var begejstrede. Edwards Øjnes strålede om Kap med de kunstige Sole og Stjerner. Han var helt vild af Henrykkelse.
»Se, se, Gertie! Nej, har du kendt Mage! Drews! Du kan da alt!«
Og henne fra Lejet lød det: »Bravo, Drews! Det var udmærket! Åh, bare jeg kunne klappe i Hænderne.«
- - De følgende månelyse Nætter var Drews igen ude med Edward som Leder.
Drengen havde fortalt ham om et Sted, hvor der fandtes Mængder af Guld, og Drews fulgte ham derhen.
»Der er for mange Millioner, har Fader sagt,« oplyste Edward. »Det blev samlet i de første År. Der er hele Dynger. Men siden samlede Fader aldrig. »Hvad skal vi med det?« spurgte de ham. »Det kan ikke føre os bort til Hjemmet.«
De var fra Krattet gået ind under nogle store Palmer og nærmede sig en hel Gruppe af vældige Bregnebuske.
»Her er det,« sagde Drengen.
»Hvor? - Jeg ser ingenting!«
Men Edward trængte ind, hvor Bregnekrattet var allertættest. Drews fulgte efter. Fremad gik det, lige hen mod Foden af en stejl, temmelig høj Skrænt.
Der var en Kreds af Bregner, som voksede så tæt, at de så ud som en eneste kæmpemæssig Plante. Edward bøjede varsomt Bladene til Side og vogtede sig for at gøre dem Skade, bad også Drews passe på.
Inde midt i Kredsen var der en lille rund Åbning, Indgangen til en Hule. Edward hoppede ned, og Drews fulgte efter.
Først gik det gennem en lang, lav Gang, hvor de næsten måtte krybe, ind i Skrænten.
Drews tændte den Lampe, han havde taget med. Nu blev Gangen højere, den gik ikke længere gennem løs Jord og Ler, nu var Væggene og Loftet den hårde Klippe.
På een Gang mundede Gangen ud i en stor Hule. Drews lod Lampelyset glide rundt langs Væggene.
Han så Gulddyngerne. - Ja, sandelig var der for Millioner, mange Millioner. Aldrig havde han tænkt sig så meget af det ædle Metal samlet på eet Sted. Det var sikkert kun de største og rigeste Landes Nationalbankkældere, der kunne holde Mål med Hulen her.
Drews kunne ikke lade være med at forundre sig over, hvor ligegyldigt han egentlig iagttog de uhyre Rigdomme, der ude i den store Verden kunne have udrettet store Ting, men her nærmest var værdiløse.
»Du ser heller ikke glad ud for det!« udbrød Edward. »Du ligner Fader, når han så på Dyngerne. Er der ikke noget ved dem?«
»Jo, jo, min Dreng! Sandelig er der noget ved dem! Når vi engang rejser bort fra Lingu, så tager vi Guldet med, og så skal du få at se, at det er noget værd. Alting kan vi så få for det!«
»Åh ja! Hele Huse og Byer. Hvad? - Og Skibe og Automobiler og Flyvemaskiner? - Og Heste og Køer og alt det, Wellt har fortalt mig om. Ikke?«
»Jo, alt det! Og meget, meget mere, men lad os nu lukke Døren til »Skatkammeret« og gå hjem.«