Flyvernes Konge

---

O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

8. Hvide Slaver

   Drews havde opgivet Krudtet.
   »Det vil ikke lykkes!« sagde han til Wellt. »Jeg må finde på noget andet.«
   »Gid jeg kunne hjælpe dig! Jeg ligger her og har så god Tid til at tænke. Men jeg mangler vist Hoved til det.«
   »Jeg må over på Longa og se det hele an. Måske får jeg så en Idé. Vi mangler jo Magten og bliver nødt til at bruge List.«
   »Hvordan vil du komme derover?«
   »Det kan jeg let. Jeg har set Pontonerne efter; de kan let repareres. Så nogle Stænger over dem, og der er en glimrende Flåde.«
   »Bare jeg kunne gå med dig! Det skulle blive en herlig Spas at udfordre deres Høvding til en ærlig Boksekamp. Jeg kunne jo sætte mig selv ind mod Fangerne. Han skulle snart ligge der! - Men« - og det dirrede ham om Munden, idet han så til sine kraftløse Arme - »det får vist vente lidt!«
   »Ja, det bliver sikkert ikke på den Måde, vi skal sejre. Så kunne vi nok let ende i hans Suppegryde. Men jeg må derover!«
   Drews tog fat på Pontonerne. Der var meget at gøre ved dem, efter at Akslerne og Hjulene var taget af. Men han opnåede dog at få dem fuldstændig hele og tætte. Nogle smidige, tynde og stærke Grene, han og Edward havde fået samlet, blev tilpassede, så de lige kunne hægtes på og af.
   Edward fik også Lov til at bruge Værktøjet. Han var en ivrig Hjælper.
   »Hvorfor skal Stængerne ikke bindes fast til de små Både?« spurgte han.
   »Nej, for det skal være let at skille,« svarede Drews, »så kan det hele så nemt skjules. Og jeg må jo ro over om Natten og så blive en hel Dag på Longa.«
   »Må jeg være med?« bad Drengen.
   »Ikke denne Gang. Du skal blive og være Hjælper for Gertie og Wellt. - Men næste Gang, når jeg nu først er blevet kendt derovre, så skal du få Lov.«
   Den Dag, Drews lagde sidste Hånd på Værket, vovede han sig ud af Hulen og ned på Skråningen over mod Longa. Han måtte have udset sig en god Landingsplads derovre.
   Skjult i Krattet lå han og Edward og spejdede. Der steg Røg op fra et Bål derovre. Vinden bar mod dem, og de kunne tydeligt høre Larm og Råb samt skingrende Børnestemmer.
   »Bare jeg kunne få Fader at se igen! Kun en eneste Gang!«
   Af gammel Vane hviskede Edward. Da han og Gertie var alene, havde de aldrig vovet at tale højt, så snart de var uden for Hulen.
   Drews strøg ham kærligt og medfølende over Hovedet.
   »Du får nok engang igen Lov til altid at være sammen med Fader, min Dreng! Vent nu kun, til jeg har været derovre!«
   »Ja, det siger Gertie også. Og Wellt.«
   Drews havde fundet en udmærket Landingsplads og tog nøje Kending af Stedet. Han havde jo Kompasset til Hjælp, så han fandt det nok. Heldigvis var der nu ingen Strøm, så det blev let at holde Retningen.
   Fra den Plads, han havde udset, skrånede Longa opad ind mod den vulkanske Top; der var, så vidt han kunne se, tæt Krat af Bregner og Småbuske; og efter Røgen at dømme måtte de ville have deres Landsby ved Foden af Højen bag Krattet. Der måtte han nok kunne finde et Skjul, hvorfra han kunne undersøge Forholdene.
   Der var Stilhed i Hulen den Nat, Drews ville af Sted. Gertie gik og syslede med Maden. Hun var opfyldt af Angst. Hvis nu det gik galt for Drews, så også han blev Fange, var hun og Edward meget ulykkeligt stillede sammen med den stakkels lammede Ven på Lejet. Han kunne jo nok være dem en stor Trøst, men ikke et Værn.
   Edward kunne ikke forsone sig med, at han skulle blive hjemme. Vel nærede han stor Angst for de vilde, men hans Tillid til Drews var så stor, så han mente, at når denne var med, var al Fare udelukket.
   Han havde lagt sig ned på Jorden ved Siden af Stærk, slyngede sine Arme om dens Hals og gemte sin Åsyn i dens tykke Pels.
   »Vi må ikke være med endnu, Stærk! Men næste Gang, så vil vi!«
   Drews tog Afsked med Wellt. De talte sagte og alvorligt sammen.
   »At jeg dog ikke kan være med dig, Harry! Du fik ikke Lov alene, kendte jeg dig ikke så godt, som jeg gør. Men du er jo så klog og fornuftig! - Måske er det godt nok, at du ikke får mig ned, Brushoved som jeg er!«
   »Jeg klarer mig nok. Stol kun på det! Lev nu vel så længe! Og skulle jeg blive borte mere end een Dag, så tab ikke Modet for det. Hjælp også de to unge til at bevare deres Mod og Håb.«
   Drews så hen mod dem. Han holdt meget af den lille kvikke Gut, og den Følelse, han nærede for den unge pige, kunne han slet ikke gøre sig Rede for. Kun var han klar over, at kunne han altid få Lov til at værne hende, ville han måske endda kunne føle sig lykkelig, skulle han end aldrig slippe bort fra Lingu.
   Et let Håndtryk og et Nik til Vennen, og han var færdig.
   Der stod Tårer i Gerties Øjne, da hun rakte ham en Pakke med Mad og gav ham Hånden til Afsked.
   »Jeg er så angst, hvad skal det blive til med os, hvis det går galt. Du er vort eneste Håb, vor eneste Hjælper nu. Men Fader og Broder må jo frelses. Og de andre. Og du vil og kan!«
   »Kæreste Gertie! Jeg vil. Og jeg kan nok.«
   Han tvang sig til et Smil.
   »I Morgen Aften er jeg her igen, og så skal vi nok finde på Udvej. Lev vel!«
   Edward sprang op og fløj ham om Halsen.
   »Må jeg så næste Gang?«
   »Ja, næste Gang er det din Tur også. Stol sikkert på det. Hvis da Gertie giver Tilladelse. Hjælp hende nu flinkt, mens jeg er borte!«
   Han løsnede lempeligt Drengens Arme fra sin Hals, satte ham ned og ilede så ud på sin farefulde Tur.
   På få Øjeblikke havde han Pontonerne og Stængerne båret ned til Stranden fra Buskadset, hvor han og Edward havde slæbt dem til, og snart var Flåden færdig.
   Der var ingen Måne og helt mørkt, så han kunne ikke se Kompasset. Men heldigvis var der ingen Skyer. Han dristede sig til at tænde sin Lampe et Øjeblik. En stor og klar Stjerne lige over Toppen af Vulkanen, som han svagt skimtede, stod efter Kompasset at dømme lige i hans Retning. Den skulle være hans Vejleder.
   Han greb sin lange tobladede Åre og roede af Sted. Det gik let. Da han først var i Gang, havde han næppe nødigt at bruge Åren.
   Nu var han snart ved Kysten; så lydløst som muligt roede han. Han skimtede tydeligt Øranden. Kun et sidste Tag med Åren, og han lod sig glide sagte ind. Nu stødte Flåden mod Land.
   Han sprang ud, trak Flåden op og skilte den ad. Foreløbig gik han kun få Skridt ind i Krattet. Først når det om et Par Timer begyndte at lysne, kunne han stedkende sig og finde et sikkert Skjul til Flåden samt en god Spejderplads for sig selv.
   Han lagde sig til Hvile mellem Bregnerne. Sove turde han dog ikke. Ellers følte han sig ganske rolig. Den Uro, der havde været over ham før Tiden, var nu helt forsvundet.
   Der begyndte at blive Liv inde i Krattet. Småfuglene smuttede rundt. Også Insekterne fik travlt. Hist og her raslede et Blad. Han måtte vogte Tiden nøje, for Dagen kom jo brat som ved et Trylleslag. Han så en svag Rødmen af Vulkanens Top. Nu var Tiden der. De smalle Pontoner og Stænger var let skjult, kun få Skridt fra Stranden. Så tog han hurtigt Vejen op igennem Krattet. Nu var han nået op til Randen. Der stod dejlige Palmer. I deres tætte Top var et godt Skjul. Der turde han dog ikke vove sig op af Frygt for Opdagelse. Men i de tætte Bregner, som stod på det højeste Punkt lige i Kratranden, der måtte være godt.
   De vilde havde nok ingen Hund. Børnene kunne sikkert ikke tvinge de mægtige Blade til Side og trænge ind, og de voksne, som ingen Mistanke havde, kunne han være sikker for.
   Han satte sig så godt til Rette som muligt. Det ville blive en lang Dag der.
   Det var på højeste Tid. Ganske langsomt havde Lyset bevæget sig ned ad Vulkanens Skråning; nu var det nået ned til dens Fod, og med eet dukkede Solen frem i Synsranden og kastede sin Stråleglans hen over Longa.
   Det var et smukt Billede, der afslørede sig for Drews's Blik. Han havde fået en ypperligt Plads. Foran ham bredte der sig en større åben Plads. Der stod kun nogle få høje og prægtige Palmer, og rundt om Pladsen, i Halvmåneform, lå Hytte ved Hytte, ikke ret store, bikubeformede, byggede af Grene og tækkede med Palmeblade.
   Midt for, lige ved Vulkanens Fod, var den største. Det måtte være Kongens. De andre lå i ærbødig Afstand fra den.
   Vulkanens bevoksede Skråning og Kratskoven til begge Sider dannede en smuk Ramme om det hele, der så så hyggeligt ud, så ingen skulle tro, at her gemtes så meget ondt og vildt.
   Der begyndte at blive Liv i Hytterne; skingre Røster hørtes, mest af Kvinder og Børn, dog også enkelte brummende Mandsstemmer.
   Ud af Hytterne kom de tumlende, Drenge og piger i alle Aldre. Kun de største havde et lille Bælte eller Skørt, alle de andre var splitternøgne.
   Deres Åsyn var uskønne med de brede, flade Næser, og tykke Læber og de fremstående Kindben, men godt byggede var de alle, smidige og slanke.
   Det varede ikke længe, inden der blev vildt Slagsmål. Drews kunne ikke fatte eller se Stridens Årsag; men i et kort Nu lå Drengene på Jorden i en stor stridende Klump og bearbejdede hinanden eftertrykkeligt med Næverne. De Pigebørn, der i Stridens Hede var blevet væltet og lå i Dyngen, sprællede, skreg og hvinede.
   Nu kom der Hjælp inde fra Hytterne. Kun ganske få Mødre nøjedes med fra Hytteåbningerne at se på Slagsmålet. De fleste ilede deres kære Poder til Hjælp. Nogle tog Del i Skænderiet, mens andre greb ind i den vrælende Hob og hev Ungerne til Side. Der vankede også drøje Knubs i Købet.
   Drews måtte more sig over det. Han mindedes uvilkårligt nogle lignende Scener fra New Yorks tætbefolkede Fattigkvarter. Men Fangerne? Mon han ikke skulle få dem at se?
   Jo, der kom en ud fra en af Hytterne. Det var en smuk midaldrende Mand med et alvorligt Åsyn, der var indrammet af et prægtigt Fuldskæg. Det måtte være Gerties og Edwards Fader.
   Han var ikke bundet, men ved Siden af ham gik to kæmpemæssige vilde, den ene væbnet med en kølleformet Gren, den anden med en Pisk.
   At Pisken var bleven brugt, bar Fangens blottede Overkrop tydeligt Vidnesbyrd om.
   Han kendte nu sine Pligter og gik uden noget Bud hen mod det Sted, hvor Aske og Affald viste, at Ildstedet var. Han tog straks fat; med en noget flad Gren ragede han Asken sammen og øste den så med et Skår op i en Kurv. Dernæst opsamlede han alt det Affald fra Gårsdagens Måltider, der lå spredt rundt om.
   Ungerne flokkedes om ham. Nogle af de største Drenge prikkede til ham med deres Kæppe, der var tilspidsede som Spyd. Enkelte Træpile kom susende mod ham.
   Rundt om stod Kvinderne og så hånende og overlegent på ham. De frydede sig over, at de havde fået Afløsning til dette det laveste af alle Arbejder samt meget andet, der ellers påhvilede dem, fordi de vilde Mænd mente, det var nedværdigende.
   Det regnede ned over den tavse Fange med Tilråb, som Drews ikke forstod; men noget godt indeholdt de ikke, det var let at se på de to Vogteres ondskabsfulde grinende Fjæs.
   Det gjorde Drews inderlig ondt at se det bedrøvede, opgivende Udtryk i den stakkels Fanges smukke, alvorlige Åsyn.
   Den sikkert engang kraftige Mands hele Holdning bar Præget af Nedbrudthed og Selvopgivelse.
   Efterhånden var fem Fanger til kommet ud, hver fra sin Hytte. De fik altså ikke Lov til at være sammen. Hver havde to lignende uhyggelige Følgesvende.
   De forsvandt ind i Krattet, men kom snart tilbage igen, en med Kokosnødder, en med Vand og en med spiselige Knolde og Rødder.
   Lige så tavse som Leach gjorde hver sin Gerning, mens de var Genstand for samme Hån som han.
   De var forkuede, havde lært at bøje sig for den onde Overmagt. Sikkert havde de først været Genstand for megen Ondskab og Grusomhed. Nu var deres Vogteres Hverv let, måske lettere, end de syntes om. Efter det Udtryk der prægede dem, ville det være dem en Fryd at svinge Pisken.
   Drews havde spejdet efter Gerties Broder Georg.
   Det kunne ikke være nogen af de fem, der var ældre, om end endnu kraftige Mænd.
   Et Par af de vilde, væbnet med Køller, havde stillet sig hver på sin Side af Indgangen til den store Hytte.
   Nu bøjede de sig dybt. Ud fra Hytten kom en mægtig Skikkelse, som de fulgte efter. Hans Gang var noget tung; den fortalte om begyndende Fedme, men da han kom nærmere, kunne Drews dog se, at det ikke var Fedt alt sammen. Han måtte beundre den prægtige Krop og de vældige Bryst og Armmuskler.
   Derimod var hans Åsyn noget af det grimmeste og mest frastødende af alle dem, Drews den Morgen havde set på Longa. De små, onde Øjne, hvert eneste Træk fortalte om Grumhed, Ondskab og Herskesyge. Der var sikkert heller ingen, der vovede at stå ham imod. Han kunne slå hvem som helst af sine Mænd til Jorden med et Slag af sin kraftige Næve, hvis nogen ville nægte ham Lydighed.
   Drews måtte tænke på Vennen derhjemme på Lingu. Selv om han havde været ved sin fulde Magt, ville han dog vist have fået al sin Kunst nødig under en Boksekamp med ham derhenne.
   Kongen tog Sæde tæt ved Bålet. Nogle Kvinder; vel sagtens hans Koner, satte sig i Kreds om ham, og nu kom de myldrende ud af Hytterne, både Mænd og Kvinder, og tog Plads i nogen Frastand.
   Der blev holdt stort fælles Måltid.
   Drews fik også Madlyst. Han sad inde i sit Skjul og nød det, Gertie havde givet ham med. Han ynkedes inderligt over de stakkels Slaver, der imens måtte gå og opvarte, først Kongen, som de hilste hver Gang med en dyb Bøjning, så de øvrige. Hvor meget måtte de ikke have lidt og gennemgået, før de kunne ydmyges så dybt.
   Måltidet var forbi. Høvdingen gav en Mand et Vink, og denne forsvandt, fulgt af seks andre, der alle var væbnet.
   Kort efter kom de tilbage og førte en ny Fange med.
   Han havde Hænderne bundet på Ryggen; men dog bevægede han sig stolt og frit. Ham havde de vilde endnu ikke vundet Magt over.
   Det måtte være Georg. Lige så høj og kraftig som den øverste, han nu stod over for, kun slankere.
   Kongen talte til ham, hurtigt og ivrigt, og pegede ned på sine Fødder.
   Drews forstod, at Georg skulle knæle ned, muligvis kysse Højhedens Fødder som Tegn på Underkastelse. Men den unge Mand stod lige stolt og rank. Han lagde ikke Skjul på, hvor han væmmedes over Berøringen. Med sammenkneben Mund og med et på een Gang trodsigt, stolt og vildt Glimt i Øjnene stod han stiv som en Støtte.
   Kongen havde igen rejst sig op. Hans onde Øjne funklede, og hans Åsyn viste Harme og krænket Værdighed.
   Endnu en Gang pegede han mod Jorden, løftede så sin Hånd som til Slag, men omsindede sig og lod den synke igen. Det var under hans Værdighed. Det havde han jo sine Bødler til.
   Han gav et Vink til to Mænd, der havde trængt sig frem, hver med en stor Pisk i Hånden og et lystent Blink i Øjet.
   Og så regnede det ned over Georg med Piskeslag, der fik ikke alene ham, men også de andre Fanger, som måtte se på det, til at vånde sig.
   Men med Beundring så Drews, at han ikke lod sig bøje. Lige stolt og fri trods den blodige Ryg og de bundne Hænder blev han ført bort, mens Majestæten rasede og stampede i Jorden med sine bare Fødder. Hans Koner og Børn trak sig skyndsomst tilbage. Kun Mændene vovede at være i Nærheden.
   Drews længtes nu efter Nat. Tankerne krydsedes i hans Hjerne. Men han var lige rådvild, forstod slet ikke, hvorledes han skulle kunne hjælpe. Een Glæde kunne han dog bringe til Lingu: Fangerne levede alle. Og så længe der var Liv, var der Håb. Nu måtte de alle lægge Hjernerne i Blød. Gertie havde Ret. List skulle der til. Han havde talt over et halvt Hundrede voksne Mænd på Pladsen.
   I Løbet af Dagen var han Vidne til meget andet, der fik ham til at sørge over, at han og de andre tre ikke havde Midler til at hjælpe.
   Ikke endnu. Men komme måtte det.
   Det var ham en stor Lettelse, da Solen igen til Afsked kyssede Vulkanens Top, mens Nattens Skygger allerede havde sænket sig over det øvrige Longa. Inde i Hytterne blev der Stilhed. Nu sov alle. Muligt fik også de arme Slaver Fred og Hvile i Søvnen.
   Drews listede sig ud af sit Skjul ned ad Skråningen. En halv Time senere trådte han ind i Hulen, hvor han var ventet i Længsel og blev modtaget med stormende Glæde, navnlig af Edward og Stærk.
   Spørgsmål og Svar krydsedes, og længe måtte han fortælle, gjorde det dog så lempeligt som muligt.
   Let faldt det ham ikke at skjule sin Modløshed, men dog lykkedes det, endog så godt, at han selv smittedes af den Tillid, han udtalte.
   Noget så godt som Frelse for dem, det måtte lykkes.