Flyvernes Konge
O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
9. Fanget!
Drews havde ikke Ro på sig. Det pinte ham, at han måtte være helt uvirksom, fordi han manglede Midler at virke med.
En slig Rådvildhed havde han aldrig før kendt. Og så at skulle holde Håb og Mod oppe i de andre!
Bare de derovre endda kunne få Nys om, at der var Hjælpere på Lingu! Selv det mindste Håb måtte jo have stort Værd for dem og kunne give dem Trøst og Mod til at holde ud.
Han måtte derover og gøre Forsøg på at komme i Forbindelse med dem. Gang på Gang ville han prøve, til Forsøget lykkedes.
Bare et Par Ord på en Seddel ville jo være nok. Skønt han syntes, det var Synd for Edward, om han skulle se noget lignende som det fra den foregående Dag, måtte han dog med. For to var der dobbelt gode Udsigter.
Gertie gav gerne sin Tilladelse. For at finde Frelse for sine Kære fandt hun intet Offer for stort og ingen Angst for svær.
Edward var henrykt over' at han nu endelig skulle virke. Drews instruerede ham så godt som muligt før Turen. Han fortalte ham, at han mulig fik slemme Ting at se, men han måtte for alting ikke røbe dem.
»Tænk på din Fader og din Broder! Tænk på Gertie og Wellt! Hvis det også går galt for os to, så bliver der vist ikke mere Håb tilbage.«
På nogle små Lapper Papir havde Drews skrevet få, men betydningsfulde Ord.
»Udfrieren er kommet!« stod der. Ikke andet.
Dem viste han Edward og fortsatte: »Fra først af følges vi ad til Bregnebusken, hvor jeg var. Senere skal vi forsøge at få anbragt nogle af Sedlerne således, at de må finde dem.«
Men de må ikke endnu se os. Når vi ser dem på Vej ind i Skoven eller Krattet, skilles vi og prøver hver at få Sedler anbragt, hvor vi kan udregne, de må komme. Og så mødes vi oppe i Buskene igen. Men vi må være meget varsomme. Og sker der noget - noget uventet - så skal du skjule dig ved Buskene, hvor jeg gemmer Flåden, og vente på mig. Er jeg ikke kommet, inden det bliver Nat, skal du selv tage tilbage til Lingu. Det skal du! Lover du mig det?«
Edward nikkede.
»Jeg skal nok. Jeg skal være så stærk og fornuftig.«
Inden de gik, fik Gertie en Idé. Fra et Gemme i en Krog tog hun en lille, mørk Tingest frem - det var et Gudebillede udskåret i Træ.
»Det stjal Buto fra Præsterne derovre, inden han flygtede,« sagde hun. »Se, der binder jeg en Snor til det. Tag det om Halsen, Drews, man ved aldrig, om det måske kan være jer til Hjælp derovre.«
Dermed bandt hun det om Halsen på Drews.
»Lad gå,« sagde Ingeniøren og stak det ind på Brystet. »Det er en ny Slags Orden, du pryder mig med«
Ingen af dem anede, hvor vigtig den »Orden« skulle blive for Drews.
»Jeg skal snart se Fader. Snart! Åh, at det er muligt!« hviskede Edward.
»Ja, men bliv nu ikke for bedrøvet over det, du får at se. Jeg har jo sagt, at det er slemt. Vær nu en fornuftig og tapper Gut! Vi skal nok få dem frelst.«
»Jeg skal. Jeg vil! Jeg har også lovet Gertie det.«
»Det er godt, min Dreng! men nu må vi være stille. De vilde har gode Øren.«
Nu var Solen der, og så begyndte Livet på Longa omtrent som den foregående Dag.
Det var et hårdt Syn for Edward, da han så sin kære Faders Nedværdigelse. Han blev meget bleg og åndede tungt. Gråden stod ham i Halsen, og han greb Drews' Hånd og knugede den hårdt. Men tappert bar han sin Sorg, og ikke en Lyd kom over hans Læber.
Da de andre Fanger gik deres Tur ind i Krattet, listede Drews og Edward hver til sin Side.
Varsomt gled de ind mellem Buskene og spejdede rundt. Lykkelige var de, da de kort efter mødtes i Bregnerne igen. Hidtil var alt gået vel. Bare nu Fangerne måtte finde kun een af Sedlerne!
Der var naturligvis den Mulighed, at det blev deres Vogtere, der fandt den, men de kunne jo ikke læse den, og i så Tilfælde var der også Sandsynlighed for, at Fangerne blev kendt med Indholdet. Det værste var, at Lingu så naturligvis igen ville blive eftersøgt. Men noget måtte der voves. Hulen var jo godt skjult, men blev den fundet, kunne Drews længe forsvare den smalle Indgang med de Spyd eller den Økse, han havde fået lavet.
Dumt var det, at han ikke havde fået lavet en Kniv. Den kunne han have ført med sig nu.
De to Fanger blev ført frem, lige så ukuelige at se til som forleden.
»Lad være at se derned!« hviskede Drews.
Drengen gjorde ham helt angst. Med stive Øjne stirrede han derned, og hele hans lille Legeme rystede krampagtigt.
»Edward! Edward! Vær stærk som din Broder!«
Edward blev dog denne Gang forskånet for at se Georg få Pisk. Da de to Bødler nærmede sig med Piskene, skete der noget aldeles uventet.
På en eller anden Måde havde Fangerne fået deres Bånd tyndslidte. Pludselig sprængte de dem. Georg kastede sig hurtigt som et Lyn over en af de nærmeste og rev ham Køllen ud af Hånden. Den anden fulgte hans Eksempel, og idet de svang Køllerne over Hovederne, sprængte de sig Vej gennem Hoben, idet de overraskede vilde veg til Side. Kongen udstødte et Brøl, der gav hans Folk Besindelsen igen, og de satte efter de flygtende.
Foruden Kongen var der en anden, der råbte.
Det var Edward. Begejstret over sin Broders Dåd havde han rejst sig op, og da Fangerne flygtede, råbte han uvilkårligt: »Georg! Georg!«
Trods al den anden Ståhej var dog hans Råb blevet hørt, og nogle af de nærmeste vilde, der allerede var på Vej efter de flygtende, vendte brat om og kom styrtende op mod Buskene.
»Hurtigt, Edward!« udbrød Drews. »Ned til Flåden. Skynd dig! - Vi mødes der. Ellers husker du Aftalen!«
De løb hver sin Vej. Drengen forsvandt hurtigt og lydløst i Retning mod deres Landingssted. Drews løb i modsat Retning. Han lavede med Vilje nogen Larm og lokkede på den Måde alle Forfølgerne efter sig.
Endnu havde de ikke fået Øje på ham. Han kunne udregne, at Edward måtte være i Sikkerhed, og snart var han selv ved Stranden. Han ville skjule sig og så afvente Aftenens Komme, kun hen under de Buske der, så blev han vidst ikke let at finde.
Men nu kom han i dobbelt Ild. Fra den ene Side havde han sine Forfølgere, dem, han havde tænkt at skjule sig for. Og idet han brød, igennem Buskene, opdagede han, at der langs Stranden kom løbende en hel Del af dem, der havde forfulgt Flygtningene.
Drews dukkede sig skyndsomt og kastede sig plat ned på Jorden. Nogle høje Hyl fortalte ham, at det dog havde været for sent, han var opdaget.
Han kastede et sidste Afskedsblik over mod Lingu. Flugt var umulig. Også han ville blive Fange, det indså han. Han fortvivlede dog ikke over sin Skæbne. Måske var det allerbedst således. Måske var det netop Vejen, han ikke kunne finde.
Rolig og fattet, men dog beredt på en ond Skæbne, rejste han sig og gik frygtløs de vilde i Møde.
Han blev aldeles forbavset over deres Opførsel.
Han havde ventet, at de straks ville kaste sig over ham. Men skønt han var våbenløs, var det dog som om de frygtede at give sig i Kast med ham.
Et Øjeblik blev de stående helt stille og stirrede forundret på ham. Den ene så på den anden; de skiftede hurtigt nogle Ord og søgte at skubbe hinanden frem.
Endelig tog et Par af dem Mod til sig og nærmede sig ham, men på en Måde, der tydeligt tilkendegav Ængstelse, næsten Ærefrygt.
Hvad var det dog? - Men så gik det op for ham. Det var Butos Gudebillede, som ved det hastige Løb var faldet uden for Vesten og nu hang og dinglede på Drews' Bryst. Mulig ville den »Orden« frelse hans Liv.
Han prøvede at tale til de vilde; men de rystede på Hovedet, så gav han dem ved Tegn at forstå, at han ønskede at føres for Høvdingen. De nikkede ivrigt, og så gik Turen op mod Landsbyen, som Drews kendte så godt.
Der var på ny faldet Ro over Sindene. De flygtende var fanget og førtes netop tilbage, lige som Drews og hans Vogtere nærmede sig.
De havde sluttet Kreds om ham, men holdt sig i ærbødig Afstand, dog følte han sig forvisset om, at de vogtede på hver af hans-Bevægelser, og at Flugt ikke alene ville være umulig, men det sande Fordærv. Nu gjaldt det om at holde Hjernen klar og Hovedet oprejst.
Optoget vakte stor Uro. Fra alle Sider stimlede Kvinder, Børn og Mænd til. Også Fangerne og deres Vogtere nærmede sig, ja, selv Høvdingen glemte sin Værdighed og gik dem i Møde.
De forreste Mænd i Kredsen veg til Side, og snart stod Drews over for Longas Hersker.
Ingeniøren bukkede og hilste, som en fri Mand hilser på sin Lige. Derpå rettede han sig op og stirrede fast ind i de onde Øjne, der røbede både Uro, Ængstelse og Forvirring.
Kongen gav sig næppe Tid til nogen Genhilsen. Han for løs på de nærmeste, spurgte, pegede på Drews og spurgte igen, mens han gestikulerede ivrigt.
Mændene forklarede og pegede ned mod Stranden. Drews forstod ikke et Ord. Han spejdede efter de to Fanger, der nyttende sig af Forvirringen ubemærket sneg sig nærmere og nærmere, lige så forundrede og betagne som de vilde. Han så også ængsteligt efter Edward og drog et Lettelsens Suk, da han ikke kunne opdage ham. Han var sikkert frelst.
Nu mødte Drews Leachs spørgende Blik og nikkede smilende og ivrigt.
»Kommer du fra Børnene ...?« Udbruddet blev standset ved et Brøl og et Piskeslag fra Vogteren.
Drews nikkede igen, pegede først op mod Himlen, så på Fangerne og derpå over mod Lingu.Kongen forstod, at han krævede Fangernes Frihed og Hjemsendelse til Lingu, men Herskeren rystede rasende på Hovedet og bød Vogterne straks at binde Fangerne og føre dem bort.
Hans Raseri blev større og større, da ingen af Mændene turde adlyde hans Bud og føre Drews bort.
Over Raseriet glemte han sin egen Skræk og for mod Drews for at give ham et Slag med sin Kæmpearm. Dette Øjeblik havde Europæeren ventet og forberedt sig på. I hans Læsetid havde en japansk Studerefælle lært ham sit Hjemlands navnkundige Boksekunst.
Med en lynsnar Bevægelse afparerede han Slaget og ramte samtidig Kongens Arm så sikkert på en bestemt Nerve, at den faldt ned som lammet, og han for tilbage med et Vræl.
Derefter var Ulysten endnu større blandt de tapre Krigere, men Drews, der nu længtes efter at blive alene, nikkede venligt til de nærmeste. Fire af dem tog da Mod til sig og førte ham over mod en Hytte. Ingen vovede dog at binde ham.
Han gik selv ind. Til hans store Glæde var Hytten helt tom. Han kastede sig på et Leje. Først nu mærkede han, hvor Sindsbevægelsen havde trættet ham. Nu var også han Fange. Uden for Døren skimtede han to Vogtere med oprejste Køller. Dag og Nat skulle han være under Bevogtning.
Men ovre på Lingu blev der stor Sorg og Bestyrtelse, da Edward alene vendte tilbage midt om Natten. Længe havde han ventet ved Flåden, men lydig mod Drews' Bud drog han så hjem for at fortælle den sørgelige Tildragelse.