WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Flyvernes Konge




(1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


10. Kawa-Kawa-Fest


   Der var Uro i Sindene på Longa de første Dage efter den nye Fanges Komme.
   Vulkanen var begyndt at ryge.
   Ingen af de nulevende mindedes noget Udbrud, men der gik Frasagn fra de første Tider om store Ulykker, den havde forvoldt.
   Kongen kaldte Medicinmændene til sig og bød dem at finde ud af, hvad der havde ægget Ånden, som boede på Bjergets Top.
   De bukkede og krøb og forsvandt til deres Hytter, hvor de opholdt sig en hel Dag og den følgende Nat. Ingen fik Lov til at forstyrre dem.
   Endelig næste Dags Morgen var de færdige med deres Gransken. Der var ingen Tvivl om, at Ånden deroppe var vred over, at Longa husede Mænd, der ikke bøjede sig for ham.
   Han måtte forsones ved en stor Offerfest, og alle Fangerne skulle tvinges til at tilbede ham. Derfor foreslog de, at den forestående Kawa-Kawa-Fest blev fremskyndet, hvis Drikken var færdig.
   Der gik Bud til de Mænd, som bryggede de vildes rusende Yndlingsdrik Kawa-Kawa af Kokosnøddernes Mælk. Man spurgte, om de havde Drikken færdig til Brug.
   Da Svaret var bekræftende, blev der Travlhed og Glæde overalt.
   Kawa-Kawa-Fest! - Kawa-Kawa-Fest!
   Ungdommen jublede og hoppede, og de ældre slikkede sig om Munden og klappede sig på Maven ved Tanken om den forestående Nydelse.
   Skrækken for den rygende Vulkan trådte helt i Baggrunden. Den Angst, der ellers altid plejede at være iblandet Festglæden hos de unge, meldte sig ikke denne Gang.
   Ingen kunne være i Tvivl om, hvor Ofret, som Kongen og Medicinmændene plejede at udpege, nu skulle findes. De forhadte hvide, hvis Komme var Skyld i Ulykken, havde længe nok moret Plageånderne. Intet var naturligere, end at ofret blev taget blandt dem. Således ville det nok ske.
   Hvis de havde kendt de Tanker, der gærede i deres Konges Hoved, havde de næppe været så sikre.
   Sagen var, at den mægtige Hersker var i stor Vånde. Den himmelsendte nye Fange - han havde godt forstået de Tegn, Drews og Fangerne skiftede - havde gjort ham angst og vankelmodig.
   Vel havde han, dog mest for at trodse sin Skræk, givet Ordre til, at alle de syv tidligere Fanger nu skulle være bundet og behandles strengt.
   Men derfra og til at bringe dem eller en af dem som Offer var der et stort Spring.
   Sæt nu, at han derhenne i Hytten var en Ånd, mægtigere end Longas! Hvad kunne der så ikke ske, hvis Valget faldt på en af hans!
   Kongen kaldte Medicinmændene til sig og underhandlede med dem. De havde det som ham, Lysten manglede ikke, men Modet, og der var ingen Afgørelse taget, da Festen skulle begynde. Ånden, som boede i Kawa-Kawaen, skulle indgive dem det rette.
   Det var blevet Aften. Midt på den åbne Plads var der tændt et mægtigt Bål.
   I passende Afstand og lige for Midten var Kongens Højsæde anbragt. I en halvmåneformet Kreds bagved var der lavere Sæder til hans Koner og til begge Sider nogle få Pladser til de ældste og fornemste Krigere. Alle de øvrige: Krigere, Kvinder, Ungdommen og, Børnene skulle stå op. Noget borte var nedrammet syv Pæle.
   Endnu var ingen andre til Stede end de Mænd, der passede Ilden. Uden for Hytterne stod Børnene forventningsfulde og utålmodige, men ingen vovede sig over mod Festpladsen.
   Medicinmændene kom ud af deres Hytter. De var i deres fulde Festskrud. Om Hovedet var snoet en Mængde spraglede Bånd, lavet af Bast. Om Lænderne havde de et langt, stærkt farvet Skørt, og Åsyn, Ryg, Bryst og Arme var malet meget kunstfærdigt med sære Tegn og skrækindjagende Figurer.
   Der var tre. Allerforrest en ældre, som i den ene Hånd bar en Slags Tromme og sin Åndestav, i den anden en meget omhyggeligt tilhyllet Genstand.
   Fra en anden Hytte kom to ældre, der på lange Stænger bar en mægtig Lergryde. I denne gemtes den kostelige Kawa-Kawa.
   Stift og afmålt bevægede de sig, og fuldstændig enstidig var hver eneste Bevægelse hos dem. Det var også nødvendigt. Ved den mindste Afvigelse hos en af dem ville Gryden miste Balancen og den kostbare Drik spildes. I så Tilfælde var deres Liv ikke meget værd.
   De tog Plads bag ved Medicinmændene. Fra dem og hen til Kongens Hytte stod de unge Krigere i to lange Rækker med løftede Køller. Ikke en Lyd hørtes. Man ventede Kongen.
   Der var han. Han var pyntet som Medicinmændene. Kun havde han sine Bånd flettet sammen til en Krone, der sluttede tæt om det mægtige Hoved, og i alle Farver, der var påmalet hos ham, tonede den spinatgrønne stærkest frem. Det var den kongelige Farve, som ingen anden måtte bære.
   Stolt og knejsende trådte han frem. Men ond var han at skue, og alle undveg hans Blik og gyste ved Synet af den Kølle, han bar i sin Hånd. Den, som denne Aften blev berørt af Køllen, var dødsdømt.
   I Procession gik man over mod Festpladsen, forrest den gamle Medicinmand, derpå de to andre, som slog Takt på Trommerne med Åndestavene.
   Så kom Kawa-Kawa-Bærerne, og bag ved dem Kongen, der fulgtes af Krigerne, som havde sluttet sig op i Rækker. Bag ved dem kom Skålbærerne, og endelig Kvinderne og Børnene med Kongens Koner forrest.
   I dybeste Tavshed fandt hver sin Plads. Dog tog ingen - ikke engang Kongen - Sæde, før den gamle Medicinmand havde anbragt en tilhyllet Genstand på et højt Sæde nær Ilden.
   På Kongens Bud rev han Bastsløret fra.
   Et lille Gudebillede, udarbejdet af det pure Guld, kom til Syne. Grim var den! Kroppen, Arme og Ben var ikke særlig udarbejdet, kun antydet ved enkelte Furer og Streger. De var alt for små i Sammenligning med det uforholdsmæssigt store Hoved, der trods de rå og groft udformede Træk dog røbede Kunstsans hos Frembringeren. De tykke Læber var vredet ud til et stort uhyggeligt Grin. Næsen var plump og tyk, Øjnene skelede vildt. Således som den var anbragt, stirrede den med sit ene Øje op mod Vulkanens Top, medens det andet, ligesom søgende Bytte, så hen over Mængden, der tavs og frygtsomt tilbedende svarede på dens Blik.
   Flammerne og Røgen fra Bålet kastede et skiftende Spil af Lys og Skygge hen over den. Det var næsten, som om der blev Liv i det kolde, døde Metal.
   Kongen tog nu Sæde og derefter alle de andre, og til den enstonige Lyd af Medicinmændenes Trommer blev Kawa-Kawaen båret rundt i Skåle af Kokosnødskaller. Den, Kongen drak af, havde Guldkant og var prydet med mange Snirkler af Guld.
   Kawa-Kawaen virkede øjeblikkelig. Der blev Liv i Forsamlingen. Først hørtes enkelte Råb. Det blev snart til flere, til mange, både fra Mænd og Kvinder, blandet med Latter, Skrig og Hvin fra Børneflokken.
   Samtidig dundrede alle tre Medicinmænd kraftigere og kraftigere på Trommerne.
   Kun Kongen var tavs. Men da han havde skyllet det andet Bæger ned, fandt han Modet, der hidtil havde svigtet.
   Han gav Vogterne et Vink. De ilede bort og kom kort efter tilbage med de syv Fanger, alle bagbundet, og førte dem frem for Kongen.
   Han stirrede ondt på dem. Særlig var det Blik, han sendte Georg, så hadefuldt, at der gik et Gys gennem den unge, modige Mand, der hidtil tappert havde tålt alt.
   Den gamle Medicinmand nærmede sig krybende til Kongen og hviskede ham noget i Øret.
   Kongen nikkede. Derpå rejste han sig op, så til Fangerne og pegede bydende hen mod Gudebilledet.
   »Vor Ånd deroppe på Bjerget kræver et Offer. Måske er det en af jer. Den der er en lille Del af ham. Knæl for den! Så får vi Tegnet, om I skal slippe eller ej.«
   Men Fangerne rørte sig ikke af Pletten.
   »I skal!« brølede Kongen og løftede Køllen.
   Medicinmændene nærmede sig allerede i glad Forventning, fulgte af deres Bøddelhjælpere.
   Kongen sænkede igen Køllen. Hans Mod var ikke stort nok endnu, men han truede.
   »Vil I ikke knæle, så vi kan få Tegnet på, hvem der er den rette, så skal I dø alle. Hør og adlyd!«
   De stakkels værgeløse Fanger stod lige tavse. De vekslede et Blik, som om de søgte Trøst og hentede Hjælp hos hverandre; men ingen rørte sig, ingen svarede.
   »Så pisk dem og bind dem til Pælene der!« bød Kongen, og Vogterne fulgte inderlig gerne hans Befaling.
   Der havde for en Tid været Stilhed. Alle havde fulgt det spændende Optrin, og stor var Skuffelsen over, at Kongen ikke havde brugt Køllen.
   Så begyndte Larmen igen. Råbene og Skrigene blev vildere, efterhånden som det sank i Kawa-Kawa-Beholderen.
   De tre Medicinmænd begyndte en Dans rundt omkring Bålet, først en langsom, højtidelig, vuggende Gang i Takt til Trommeslagene, men for hver Gang, de kom rundt, blev Farten voldsommere og mere vild. De svingede rundt, gjorde store Spring, stod så stille og lod Kæppen hvirvle på Trommen, mens Overkroppen var i stadig Bevægelse.
   Nu var de uhyggelige at se på, navnlig den gamle. Fråden stod ham ud af Munden, og han vred Øjnene vildt, mens hans Bevægelser blev unaturlig hurtige. De brede Næsebor videde sig helt ud. I hvirvlende Sus svang han sin Åndekæp.
   Han udstødte et Hyl, højt og vedvarende, som hans Meddansere besvarede. De gjorde hver tre høje Spring, og stod så brat stille. Ikke en Bevægelse gjorde de. Kun deres Bryst arbejdede hurtigt, og man kunne høre deres hvæsende Åndedrag.
   Så begyndte de at røre Trommerne.
   I det samme kom en Kreds af unge Piger. Hver af dem havde en Krans af Blomster om Håret, og en lang Blomsterkrans forenede dem alle. De bar den på Hænderne og snoede den om sig, idet de dansede rundt om Medicinmændene og Bålet.
   Fra først af var Bevægelserne langsomme, yndefulde og smukke. Armene løftedes, bøjedes og sænkedes, og Kroppen vuggede i Takt.
   Nu var de i Ring, spredtes så ud igen for senere at samles i en eneste Klynge, tæt omslynget af Blomsterbåndene.
   Klyngen løstes igen. Nu gik det i ilende Flugt rundt om Bålet, stadig hurtigere og hurtigere. De rappe Ben fulgte Stokkenes Slag på Trommerne.
   Så begyndte Hvirvlen igen. Blomsterkransene brast, og Pigerne tog hver sin Part. Nogle stod på Stedet og snurrede rundt, andre løb med højt løftede Arme rundt og rundt i sanseløs Fart.
   Nu fik de Hjælpere. Der lød tre faste Slag på Trommerne, og ind i Hvirvlen stormede de unge Krigere, idet de svang Køllerne over Hovedet i susende Ring. Hver greb sin Pige ved Hånden, og nu blev der den vildeste Dans. Ud og ind snoede de sig i hurtige Sving, hidsede hinanden op ved høje Råb, der besvaredes af Tilskuerne. Ingen kunne mere følge de enkelte Par. Mod Lyset fra Bålet sås kun de mørke Skikkelser som en forvirret Hob, der var i stadigt Røre.
   Enkelte styrtede til Jorden med Blodet strømmende ud af Næse og Mund.
   Da sagtnedes Trommeslagene. Dansen blev langsommere. Til sidst var der igen en smukt sluttet Kreds, som udløstes i to Rækker og nu Par for Par bøjede sig, for Gudebilledet, for Kongen og Medicinmændene.
   Et Lettelsens Suk undslap de unge, da det sidste Par var nået forbi Kongen. Han havde ikke brugt Køllen. Endnu var Ofret ikke fundet.
   Under Dansen havde Kongen, som alle de andre, taget Del i Bifaldet, i Hylene, og de høje Råb. Han havde dog ikke forsømt sit Bæger. Slurk på Slurk tog han af den stærke Drik, og for hver Gang blev det Blik, han sendte de hvide Fanger, mere og mere vildt og skulende.
   Disse havde med stigende Ængstelse set den tiltagende Vildskab.
   Da Dansen var forbi, rejste Kongen sig. Hans Gang var noget ravende og usikker, men han følte Kræfterne og Modet vokse i sig.
   Han gik hen mod Pælene, fulgt af Medicinmændene, ingen andre vovede at følge ham. Men alle hans Undersåtters Øjne tindrede af Glæde og Ondskab, og de istemte jublende Hyl.
   Men Kongen betænkte sig. Et Offer skulle der til, men den gamle Skik med at finde det under Dansen, var brudt. Bød han nu ikke sit Folk et andet til Gengæld, ville hans Magt måske være forbi for stedse. Men Fangerne var i Pagt med den nye, hvide Mand - ville det ikke være farligt at dræbe dem.
   Den gamle Medicinmand stirrede så underligt på ham, og henne fra Mængden lød en dump Knurren og vrede Ord.
   Da for en Tanke gennem hans af Kawa-Kawaen og Dansen ophidsede Hjerne. Han stolede på sin vældige Kraft. Endnu havde han ikke set den Mand, der kunne lægge ham til Jorden.
   Gennem Kamp med den unge hvide ville han på en Gang både have et Tegn på Hjælperens Styrke og samtidigt genvinde sine Undersåtters Tillid, der allerede måtte være dybt rystet ved hans Tegn på Svaghed og Vankelmod. Aldrig før havde de vovet at knurre.
   Han pegede på Georg. »Løs ham!« bød han sine Mænd. »Han skal kæmpe for sit Liv.«
   Snart stod de to Kæmper over for hinanden. Først fattede Georg ikke Meningen, men da Kongen rakte sin Kølle til Medicinmanden og alle Krigerne sluttede Kreds om dem, forstod han, hvad det gjaldt.
   Med Øjnene tog de Mål af hinanden. Skønt Georg indvendig var angst, var dog det Blik, han sendte sin Modstander, fast, besluttet og roligt.
   Synet af Kongen kunne også nok ryste selv den modigste. Årerne svulmede på hans pande, og hans Øjne var helt blodskudte, men hans kraftige Muskler ligefrem dirrede af Spænding.
   Kongen bøjede sig til Spring. Georg fulgte hans mindste Bevægelse, rede til at tage mod ham.
   Og dog var han nær blevet overrumplet. Med et vældigt Spring for Kongen løs på ham, greb ham om Livet og knugede til af al sin Styrke.
   Det gav et Gisp i Georg, men nu fik også han fat. Vel var hans Kræfter ikke så store som Kongens. De mange Dage i Bånd havde mattet Armene; men han var den smidigste, hans Hjerne var klar, og fremfor alt: han kæmpede for sit Liv.
Flyvernes Konge    Længe stod de urokkelige, som støbte fast til Jorden. Så begyndte Kroppene at svaje hid og did i skønneste Forening.
   Georg indskrænkede sig til Forsvar, men ikke en Tomme lod han sig rokke, og trods Kongens Angreb, der blev hidsigere og hidsigere, holdt han dog Fødderne fast i Jorden.
   Fra først af havde Tilskuerne forholdt sig rolige. Al Larm var forstummet. Men efterhånden kom det ene Råb efter det andet, stedse højere og vildere, mens Trommerne, som Medicinmændene igen havde begyndt at røre, blandede deres monotone Durren imellem.
   Fra de kæmpende lød dybe Støn. Kongens Angreb og Tag blev stadig voldsommere. Georg måtte flytte sig for ikke at blive tvunget over, og så gik det i underlige Svaj og Sving, i små Trip og i store Spring, rundt på Pladsen.
   Der blev Uro blandt Tilskuerne; de flyttede sig og fulgte Kampen, alle ivrige, både store og små.
   Den eneste, der var fuldstændig rolig, var Gudebilledet.
   Han sad lige urokkelig, da Longas mægtige Hersker med et stort Bump faldt til Jorden, mens der rundt om fra lød et mangestemmigt Ve-Råb.
   I samme Øjeblik Kongen faldt, kastede fire Krigere sig over Georg og holdt ham fast.
   Kongen rejste sig fnysende og styrtede hen efter sin Kølle. Men med eet standsede han.
   Fra Kvindernes og Børnenes Flok lød der først et enkelt hvinende Skrig, der hurtigt fulgtes af mange, så høje og skingre, at Luften dirrede. Samtidig styrtede de i panisk Skræk ned mod Hytterne.
   Ud fra Krattet kom en hvid åndeagtig Skikkelse glidende hen mod Festpladsen.


Kapitel 11 >