Flyvernes Konge
O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
11. Lingus Ånd
De få Dage, der var gået, havde været lange for Drews, der var nær ved at fortvivle over den Uvirksomhed, han var henvist til.
Han havde næsten for megen Tid til at tænke. Ingen forstyrrede ham. Ikke een havde vovet sig ind til ham. Tre Gang daglig blev der skubbet Føde ind til ham gennem Døråbningen, hvorefter Overbringeren skyndsomt forsvandt.
Og udenfor stod de to Skildvagter, stive som Støtter. Havde det ikke været umuligt, ville han have troet, det stadig var de samme to. Afløsning fik de vel; men denne foregik så lydløst, så han endnu ikke havde hørt det.
De første Par Dage og Nætter tænkte han på Flugt. Men han indså det håbløse deri. De to udenfor var sikkert årvågne. Og mislykkedes det, ville det kun gøre hans og de andre Fangers Stilling endnu værre.
Nej , han måtte blive. Han havde inderst inde en Følelse af, at alt engang ville blive godt, hvor håbløst det end så ud i Øjeblikket. Der måtte før eller senere blive en Lejlighed.
Hans Tanker var ofte hos de tre, han havde forladt på Lingu, meget mere syslede han med dem end med sig selv og dem, han ville udfri fra de vildes Åg.
Det havde også været drøje Dage for de tre.
Da Edward hin Nat aldeles fortumlet kom alene tilbage, var det, som alt Håb var brudt for dem.
Wellt forsøgte at trøste de to andre, men det er ikke let for den, der selv har mistet alt Håb, at finde Trøstegrunde.
For dem alle stod Drews som den aldeles uundværlige Hjælper. Uden ham var alt tabt.
Det var et hårdt Slag for de to Søskende, nu der en Gang var vakt Håb hos dem. Gertie var som lamslået.
Hun passede sin daglige Dont og plejede Wellt lige omhyggeligt, men der var kommet et forstenet, næsten tanketomt Udtryk i de blide Øjne. Så snart hun ikke var i Virksomhed, sad hun og stirrede frem for sig, mærkede næppe, at Stærk kom småpibende hen og lagde sit Hoved i hendes Skød. Kun som af gammel Vane strøg hun den kærtegnende hen over Hovedet.
Wellt var helt angst for, hvad det skulle blive til med hende.
»Den mest virksomme var Edward. Han kunne ikke opgive Håbet. De første tre Nætter vovede han sig på Flåden over til Landingsstedet ved Longa, ventede og ventede, men der kom ingen.
Eftermiddagen før Kawa-Kawa-Festen på Longa så Wellt for første Gang Gertie igen smile, og samtidig skete der en Forandring med hende. Hun fik travlt, efterhånden blev Øjnene klarere, og hendes Åsyn lyste op.
Det, der fik hende til at smile, var Synet af Drews' Flyverhjelm og Briller. Hun mindedes sin første Skræk. Men samtidig fik hun en Idé. Jo mere hun udarbejdede den, des mere vis blev hun i sin Sag. Nu var Vejen fundet.
»Men hvad er der dog sket med dig, Gertie?«
Det var Wellt, der spurgte.
Hun satte sig hen hos ham og udviklede, mere og mere ivrig, sin Plan for ham.
»Den er storartet! - Men tør du? Tør du virkelig driste dig derover? Sæt, det går galt!«
»Ja, jeg tør! Jeg må! - For Fader og Broder og dem alle må jeg vove det. Og for Drews!« føjede hun sagte og nølende til.
»Stærk må med mig. Den skal finde Drews.«
»Edward skal også være med,« sagde Wellt.
»Nej, han må blive hjemme hos dig. Hvis det skulle gå os to galt, hvad blev det så til med dig?«
Hun gyste ved Tanken.
Og som noget, der var slået fast og ikke kunne rokkes, vedblev hun:
»Denne Gang er det Stærks og min Tur.«
Wellt gjorde ikke flere Indvendinger.
»Du er en tapper Pige, Gertie! Gid det må lykkes!«
Hun fik travlt. Hele Drews's Flyverdragt, Hjelm og Briller, de to små Lamper, et lille Batteri og Ledning blev taget frem.
Gertie begyndte at pakke det i en Bylt og var næsten færdig, da Wellt udbrød:
»Åh, giv ham også de to små Rør, der er fyldt med Krudt. Der er vist sat Tænding på dem. De vil nok gøre sig.«
Gertie nikkede glad, tog dem og havde snart Bylten færdig.
»Kom så, Stærk, og lad os Prøve!«
Men Pakken var ikke god nok. To Gange måtte den ordnes om, før den på tilfredsstillende Måde kunne bindes fast på Stærks Ryg.
Det ene Sejl fra »Falken«s Vinger blev også taget frem, og Gertie fik travlt med at tildanne det. Hun dirrede af Iver, og hendes Øjne skinnede som i Feber.
Endelig var det i Orden. Hun slyngede det om sig. Endog Hovedet var tilhyllet.
»Se nu på mig, Wellt!«
Hun vendte og drejede sig og spredte Armene ud.
Stærk krøb knurrende hen i en Krog.
»Ja, det er godt! Ypperligt! De onde Djævle vil flygte som Hunden der. Vi tør godt sende dig. Ikke sandt, Edward? Og vi vil være så rolige og sikre på at se dig igen sammen med alle Fangerne! - Du er tapper, Gertie, og fortjener det.«
Hun rullede Sejlet sammen og gik hen til Hulens Udgang.
»Så, nu er det snart Nat. Er du rede, Stærk?«
Hun gav Wellt Hånden til Afsked. Ingen af dem sagde noget. De var begge for bevægede.
Edward fulgte med ud. Han skulle hjælpe Gertie med Flåden. Da denne var i Orden, kastede han sig om Søsterens Hals og knugede sig ind til hende.
»Gertie! Gertie! Jeg holder det ikke ud, hvis nu også du bliver derover.«
»Vær nu en tapper Dreng, Edward! Jeg er så sikker på, det vil gå godt, og jeg er slet ikke bange, kun så glad. Det vil du også, det vil vi alle være, inden Solen igen lyser over Lingu. Vær kun rolig og stol på det. Gå nu hjem til Wellt, min Dreng!«
Hun kyssede ham kærligt, lokkede Stærk med sig ud på Flåden og stødte fra. Edward havde vist hende Stjernen, der viste Vej.
Snart forsvandt hun i Mørket for Broderens Blik. Han kunne ikke længere høre Åretagene. Længe stod han og lyttede. Men hun var borte. Vinden bar også over mod Longa. Og dog kunne han, kort efter at Gertie var roet, høre Larmen derovrefra. Den voksede. Han hørte Råb og Skrig og skimtede Skæret af Ild.
Han blev så bange, turde ikke være alene, men styrtede hjem til Hulen, kastede sig ned ved Wellts Leje og brast i hulkende Gråd.
Nu var hun ved Målet. Hun og Stærk gik i land. Snart var også Flåden løftet op. Hun skjulte den ikke engang.
Så bandt hun Pakken fast på Ryggen af Stærk.
»Find Drews, Stærk! Søg ham! Men stille, ikke gø! Ingen se dig. Vær varsom!«
Hun lagde advarende sin Hånd om Hundens Snude.
»Drews, Stærk! Find ham! Find Drews - Drews!«
Bare den forstod! I Mørket kunne hun ikke se dens Øjne, men den slikkede hendes Hånd, snusede til et Stykke Papir, hun havde fundet på Drews's Leje og løb så med Snuden mod Jorden op ad Skråningen.
Den nåede snart op til Kratranden, men veg ind igen, skræmt af Larmen og Skæret fra Bålet. Så sneg den sig ned bag Hytterne, løftede Snuden og vejrede.
Snart havde den fundet den rette, men den opdagede Vagten og holdt sig bagved, og så begyndte den at arbejde med Poterne, så Jorden røg langt bag den.
Indenfor lyttede Drews forbavset til den skrabende Lyd, der blev mere og mere tydelig. Han listede hen til Udgangen og så til sin Overraskelse, at Vagten havde fjernet sig noget bort og nu med strakte Halse stod og stirrede hen mod Festpladsen, hvor netop dengang Kongen og Georg begyndte deres Tvekamp.
Et Øjeblik tænkte han på at flygte, men omsindede sig dog. Han måtte se, hvad det var for en Ven, der var i Færd med at ville hjælpe ham. Han bankede på Væggen og lyttede. Skrabningen hørte et Øjeblik op, men begyndte så igen med fornyet Styrke.
Han begyndte selv med Hænderne at kradse i den hårde tiltrampede Jord. Nu blev der en lille Åbning. Han så Stærks Poter og lidt efter dens Snude. Den slikkede hans Hånd og peb sagte.
Han talte hviskende til den.
»Godt, Stærk! Muntert! Det er godt!«
Den tog ivrigere fat. Hullet udvidedes stadig. Nu var Hovedet og Forbenene igennem. Drews tog fat og hjalp den. Båndet til Pakken brast, men Drews fik fat i den ene Ende af det, halede Bylten til sig og rullede den op med den ene Hånd, mens han med den anden klappede Hunden.
»Så, så, så! God Dreng, Stærk! God Dreng!«
Det var mørkt, og Drews måtte føle sig frem. For hver Ting, han fik fat på og kendte, blev han mere og mere forundret. Men med eet stod hele Gerties Plan for ham. Han skulle være Ånd.
Det jublede i ham, mens han klædte sig på og ordnede alt. Nu klarede det op.
Et Par Gange havde han ængstelig spejdet ud. Heldigvis havde hans Vogtere fjernet sig endnu mere.
Nu lød der et harmfuldt Brøl ovre fra Festpladsen, og kort efter skærende og angstfylde Skrig fra Kvinder og Børn. Der måtte være noget særligt på Færde.
Atter høje Råb, og så hørte han en Stemme, der fik hans Hjerte til at stå stille.
»Gertie! Gertie er her!« I flyvende Fart fuldendte han sin Påklædning.
Hun følte sit Mod svigte. Det var, som Fødderne var naglet fast til Jorden. Struben snørede sig sammen, og hun havde en Følelse, som om Tungen var lammet, så det ville være hende umuligt at tale.
Men så tog hun sig sammen og trådte et Par Skridt frem.
Da var det, at først en af Kvinderne og derefter hele Skaren så hende. Nu var der intet Valg. Uden at være sig rigtig bevidst gik hun ned mod Mændene. Godt, at hun kendte deres Sprog.
Angsten og Ophidselsen gjorde hendes Stemme stærk, og hun råbte:
»Jeg er Lingus Ånd! Giv mig mine Mænd tilbage!«
Skrækslagne styrtede nogle af Krigerne bag efter Kvinderne og Børnene, mens andre kastede sig næsegrus ned på Jorden.
Men mange, og deriblandt Kongen og Medicinmændene, stod imod og nærmede sig truende.
Hun pegede op mod Vulkanen, hvis Røgsky var blevet tykkere og havde fået et rødligt Skær fra den indre Ild.
Så råbte hun igen:
»Min Broder, Longas Ånd, som bor deroppe, vil ikke have hvide Mænd på Longa. Giv mig dem tilbage.«
Hun havde set Fangerne, der var bundne til Stolperne, men angst spejdede hun efter Drews.
Alle hendes Sanser virkede stærkt og overnaturligt.
Hendes Øre, dog heldigvis kun hendes, havde fanget det svage »Gertie«, der undslap hendes fortvivlede Fader.
Hun kaldte igen: »Broder, Longas Ånd! Kom!«
Fortvivlet hørte hun den Hånlatter, der først kom fra den gamle Medicinmand, og som de andre lidt efter lidt vovede at istemme. Nu var da vist alt tabt. Hun var ved at segne, da hun, så de ville styrte imod sig med løftede Køller.
Men nu kom Naturen hende til Hjælp.
Fra Vulkanens Top lød tre stærke Drøn, og Jorden skælvede. De vilde standsede brat.
Da kaldte hun igen, højt og stærkt: »Broder, kom!«
I det samme kom Drews styrtende frem, fulgt af Stærk. Da de vilde så ham, blev de som lamslåede. Den gamle Medicinmand tabte både sin Tromme og sin Åndestav. Kongen gik flere Skridt baglæns og værgede for sig.
Nu stod Drews ved Siden af Gertie. Han tændte Lamperne bag Brillerne og sluttede Tændingen til Rørene, som han holdt i Hænderne. Der stod en Ildkaskade ud af dem.
Da blev det selv de tapreste for meget. De udstødte forfærdelige Vræl og Hyl og styrtede alle bort, fuldstændig sanseløse, forbi Hytterne og ind i Krattet.
Så var også Gerties Kræfter til Ende. Hun faldt afmægtig om i Drews's Arme, mens Georg fik travlt med at løse alle Fangerne fra Pælene.
Snart slog den unge Pige Øjnene op igen og fandt da i sin Faders Favn, hvilende sit Hoved til hans Bryst for første Gang i lange, lange Tider.
Han trykkede hende ind til sig og gentog Gang på Gang:
»Min tapre, modige Pige! Lille, kære Gertie!«