Flyvernes Konge

---

O. Olesen (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

14. På Lingu

   I de fredelige Måneder siden de vildes mislykkede Togt havde der været travlt på Lingu.
   Da der, efter at Hytterne og Våbnene var færdige, kom en Tid, hvor der egentlig ikke var noget at foretage, opdagede Drews, at Uvirksomheden havde en skadelig Indflydelse på alle.
   Tanken om, at de vilde engang kunne få Mod til at genoptage Fjendskabet, sad fast hos dem og gjorde dem utrygge. Det var jo et Spørgsmål, om de gode Våben og deres Mod kunne veje op mod den store Overmagt.
   Da fik Drews en Idé.
   »Vær altid i Fred til Krig parat,« var en Sætning, han så ofte havde hørt derude i Verden. De måtte have en Fæstning på Lingu.
   Han undersøgte nøje Øen og fandt et Sted, der var udmærket i alle Henseender. Det var ved Indgangen til »Skatkammeret«, hvor der var en stejl Fjeldvæg til to Sider. Med Økser kunne de let tilhugge Palisader for de to andre Sider. Der var en hel Gruppe Palmer og Frugttræer, og hvad bedre var: lige inde i Krogen piblede det dejligste klare Kildevand frem. De kunne udholde en hel Belejring der, om det skulle være. Inde i Hulen var der Plads til et stort Forråd af Kokosnødder, Frugter, Knolde og Rødder.
   Han udviklede sin Plan for de andre, og de gik begejstrede ind på den. Vel var Hulen et godt Gemme- og Tilflugtssted, men den var for lille, og en sådan Fæstning var dog langt at foretrække.
   Og så begyndte Arbejdet med Palisaderne og et nyt Sæt Hytter. Det gik med Liv og Lyst og var sin Fuldendelse nær, da det første Bud kom fra Omverdenen.
   De var alle enige om, at Arbejde var det allerbedste til at forkorte de lange Ventetimer, der nu forestod, og fortsatte derfor Fuldendelsen, selv om de nu håbede, at der ingen Brug blev for Fæstningen.
   Tre af de lange otte Dage var nu gået; den fjerde oprandt. Leach, Drews og alle de unge Mænd var ved Arbejdet deromme. Wellt og Edward var i den gamle Hule.
   »Bær mig til den endnu en Gang,« havde Wellt sagt. »Der har jeg tilbragt så mange gode Hvilestunder. Jeg trænger ligefrem til at snakke gammelt med den, inden vi skal bort.«
   Edward ville med. Han tumlede med alt det store, han skulle se og opleve, og var utrættelig med sine Spørgsmål, men hos Wellt fik han altid Svar. Denne havde jo Tid til det og Lyst også. Drengens Selskab gjorde ham godt. Når de to på Fantasiens Vinger fløj yd, glemte han sin egen bedrøvelige Tilstand, der nu, da der blev Håb om, at han kunne komme hjem til Moderen, først for Alvor begynde at trykke.
   Hjemme ved Hytterne gik Gertie ved sin Syssel. Nu var hun færdig og ville om til de andre. Hun kaldte på Stærk, der dovent lå og strakte sig uden for Hytten.
   »Kom så, Stærk! Nu skal vi på Tur!«
   Hunden var straks parat. Den rejste sig, strakte sig gabende og fulgte så efter hende.
   De gik op på Højen.
   Gertie skyggede med Hånden for Øjnene. Smukt og herligt var det. Hvor var det dog dejligt!
   Hun anspændte Øjnene. Mon hun kunne se dem arbejde deromme. Jo, Luften var så ren og klar. Hun kunne tydeligt skelne Faderen. Også Georgs Kæmpeskikkelse var let kendelig. De var alle i travl Virksomhed, en løb frem, en anden tilbage. Hun forsøgte at tælle dem.
   Der var kun syv. Hvem manglede?
   Hun stirrede igen. På Bevægelsen kendte hun dem. Drews var der ikke. Hvor var han? Hun kunne ikke skjule for sig selv, at det var ham, hendes Tanker gjaldt, da hun gik ud.
   Hendes Blik fo'r rundt. Se, der var han, omme på den anden Side Dalen. Hun gik den Vej ned mod ham, men pludselig standsede hun.
   En mistænkelig Bevægelse i Bregnebuskene noget forude havde tiltrukket sig hendes Opmærksomhed. Der var jo fuldstændig Vindstille. Hvad kunne det være? Se, nu var det der igen! På flere Steder bevægedes Bregnebladene; det så ud til, at de varsomt skubbedes til Side.
   Hun stirrede og stirrede. Der så hun tydeligt et Hoved! Og der et Glimt af en Hånd. Hun forstod skrækslagen, at de vilde igen var på Krigsstien, også, at det var Drews, de gik på Lur efter.
   Uden at ænse den Fare, hun udsatte sig for, styrtede hun af Sted ned mod Dalen. Ikke en Lyd kunne hun få over sine Læber.
   Hun løb og løb, og nu råbte hun: »Drews! Drews! Vogt dig! De vilde er her! Skynd dig! Kom!«
   Med et vældigt Spring satte Drews forbi en vild, der sprang frem foran ham, og drev samtidigt Øksen mod ham i et lynsnart Sving. Den vilde søgte at parere med Køllen, men Angrebet var ham for hurtigt og uventet. Han fik et frygteligt Hug i Hovedet og segnede om.
   Drews tænkte kun på at nå og værne Gertie. I fuldt Løb satte han efter hende.
   De skyndte sig om mod Fæstningen, fulgt af Stærk, der hurtigt havde indhentet dem.
   Deromme var alt endnu Fred og Ro. Hver gik og passede sin Dont uden Anelse om, hvad der var foregået. Da de så Drews og Gertie komme i ilsomt Løb, samledes de hurtigt om dem og modtog den sørgelige Beretning om de vildes Lumskhed og Utaknemmelighed.
   Men Leach, der havde slynget sine Arme om den skælvende Gertie, udbrød:
   »Åh, bare en Uges Fred endnu! Nu frygter jeg for de sidste Dage på Lingu. Bare ikke Hjælpen kommer for sent!«
   Og han tilføjede: »Har han fået sat Mod i dem til at gå herover, så bliver de hårde. Vi må tage imod dem og værne Hytterne.«
   »Nej, Fader« - Georg protesterede. - »Vi må blive her. Edward og Wellt er heldigvis i Hulen. De varer sig nok. De vilde må være gået helt uden om Øen og kommer fra den Side der. Vi må tage mod dem her. Her er det eneste Sted, hvor vi har Håb om at opholde dem, til Undsætningen kommer!«
   Alle så mod Drews, Denne nikkede.
   »Jeg tror, Georg har Ret, Kommer de alle, kan vi kun holde dem Stangen her, til Flyverne kommer. Allerlængst fire Dage vil det vare endnu.«
   Han så ned over Skråningen.
   »Havde vi endda bare nået også at få Buskene der ryddet. De vil hjælpe vore Fjender.«
   I en Fart blev den smalle Indgang spærret. Leach førte Gertie ned i Hulen og blev på Drews's Bøn hos hende. De syv unge Mænd tog Plads, hver ved sit Skydeskår, og spejdede ud.
   Tilsyneladende var der ingen Fjender, men dog havde de alle en Følelse af noget ondt, der sneg sig nærmere. Her vippede en Gren og der et Blad. De stirrede og lyttede anspændt, men ikke en Lyd hørtes, og dog viste Grenenes Bevægelse tydeligt, at Fjenden stadig kom nærmere.
   »Hvad tror du de vil?« spurgte Georg Drews.
   »Jeg ved det ikke, men jeg er slet ikke rigtig glad ved det. De er mere dristige, end jeg havde troet, og de vil os til Livs ... Nej, se nu der! Det var det, jeg frygtede!«
   Hist og her sås et lille Glimt; små Røgsøjler steg op i den stille, klare Luft. Der blev flere og flere. De vilde tændte Ild. Med lange Palmegrene stod de uden for Skudvidde og viftede mod Ilden, der fik god Næring i de visnede og tørre Blade i Bregnebuskene og hurtigt bredte sig op mod Palisaderne.
   »Vi må derud!« udbrød Georg.
   »Nej! Alle Mand bliver her!« kommanderede Drews. »Brænder Palisaderne og Hytterne, har vi jo Hulen. Den lille Nedgang kan vi jo værne i Dagevis. Det er vort eneste Håb nu, og vi må holde ud de Dage, der er tilbage. Vær nu tålmodig, Georg!«
   Ilden kom nærmere og nærmere. Allerede slikkede den rundt ved Palisaderne, der fængede flere Steder. Forsvarerne forsøgte at slukke, men den tætte Røg gjorde Opholdet utåleligt for dem.
   Til sidst trak de sig tilbage, ned i Hulen, medens Georg truende knyttede Næverne ud mod den Retning, hvorfra de hørte Fjendens hoverende Hyl.
   »Vent I bare! Steges vil vi ikke, men I skal finde os rede!«
   I Løbet af temmelig kort Tid var hele deres stolte Værn nedbrændt. Nede i Hulen var Stemningen trykket. Dette var et hårdt Slag, lige midt i Lykkefølelsen over den forestående Befrielse. Denne Gang gjaldt det Livet; det var let at mærke.
   Leach sad og hvilede sit Åsyn i sine Hænder og så sorgfuld hen mod Gertie, der stille jamrende lå på Jorden.
   Ved Nedgangen til Hulen stod Georg og Drews. Røgen havde hidtil hindret dem i at se, hvad der foregik udenfor. Nu var snart det hele forbi.
   De lettede sig lidt. Der, slet ikke så langt borte, stod de vilde i en Klynge og iagttog deres Værk.
   Georg hviskede: »De tror, vi er brændt med, de kender jo ikke Hulen her. Nu venter de kun på, at Jorden skal blive kold. Men lad dem kun komme nærmere!«
   De dukkede sig igen. De første Minutter var der ingen Fare. Igen løftede de varsomt Hovederne så meget, at de kunne se ud over.
   Georg fik Øje på Kongen, der nu var forrest i Klyngen. Før Drews kunne hindre det, havde han grebet sin Økse og sit Spyd, svang sig op og ilede frem mod den fjendtlige Klynge under Råbet: »Der er han! Der er han!«
   Under Løbet svang han Spyddet. Nu for det ud af hans Hånd, suste gennem Luften hen mod den fuldstændig overraskede Klynge og gennemborede Kongen, der med udbredte Arme faldt bagover.
   Hans onde Liv havde fået Ende.
   Da Georg sprang, kaldte Drews forfærdet på de andre, og med dem efter sig løb han Vennen til Undsætning. De nåede ham, lige som de vilde havde fået sundet sig og styrtede frem for at hævne deres Konge.
   I sluttet Kreds stod de syv tapre, Georg med sin Økse, de andre med deres Spyd, rede til at sælge deres Liv så dyrt som muligt.