WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Flyvernes Konge




(1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


15. »T. 18«


   Tiden var blevet lang for Edward i Hulen. Han gik op på Højen og standsede forfærdet, da han så Ilden slikke op mod Fæstningen og de vilde i Kreds uden for den.
   Han ville skyndsomt ile tilbage til Hulen, men i det samme begyndte Apparatet oppe på Masten at gnistre. Rådsnar satte han Strimlen i Gang. Han forstod ikke at læse, forstod ikke at svare. Kun Faresignalet kendte han. Flere Gange i Træk sendte han det.
   Gnisterne begyndte igen at springe. Da der blev Standsning, rev han den påtegnede Strimmel af og løb skyndsomt ned til Wellt.
   »Wellt, hvad skal vi dog gøre? De vilde er her. De kæmper om Fæstningen. Den brænder!«
   Fortvivlet lød Drengens Stemme.
   Han rakte Hånden frem med den afrevne Strimmel.
   »Se her! Hvad står der? Det gnistrer deroppe! Kommer Hjælpen nu?«
   Det Udtryk af Håb, der lyste op i Wellts Åsyn, forsvandt snart og gav Plads for stille Fortvivlelse.
   »De er endnu over 40 Sømil borte. Det vil vare alt for længe. Efter det, du fortæller, gælder det jo Minutter. De må sende Flyverne straks. Du må derop!«
   »Ja, men hvordan er det Bud, Wellt?«
   »Kamp! - Stor Fare! - Send øjeblikkelig Flyvere!«
   »Men hvordan skal jeg trykke på Knappen?«
   »Således: Tre Gange langt - to korte - Punktum - to lange - kort - fire lang - og ...«
   Wellt brød af. Han indså Umuligheden af, at Drengen kunne lære det.
   »Nej, det går ikke!« - Han begyndte at fortvivle.
   »Her må jeg ligge, mens vore Venner bliver fanget, måske dræbt. Og jeg kunne hjælpe. Nej, det må ikke ske!«
   Det begyndte at arbejde i ham.
   »Jeg vil derop! - Jeg vil! - Jeg skal! Jeg må!«
   Det rev og sled i ham. Han rystede som i Feber og baskede med Armene. Uden at han selv lagde Mærke til det, blev Bevægelserne hurtigere og hurtigere, og pludselig i et kort Sæt sad han op på Lejet.
   Det forbavsede Udtryk veg hurtigt for forstående Glæde.
   »Jeg kan! Jeg kan!« jublede han.
   Nu stod han på Jorden. Ravende og svinglende prøvede han de første Skridt. Det gik.
   »Støt mig, Edward! Hjælp mig! Vi må derop! Af Sted! Af Sted!«
   Og opad gik det, om end langsomt. Men for hvert Skridt, han tog, gik det bedre og bedre.
   Nu var han der og stirrede om mod Fæstningen. Den stod i fuld Brand.
   Hurtigt begyndte han at signalisere. Spørgsmål og Svar fulgte hinanden. Til sidst holdt han op.
   »Flyverne er allerede oppe nu. Inden et Kvarter er Hjælpen her. - Og jeg er helbredet! - Edward! Edward! Hvor skal vi tumle os!«
   Han stirrede igen om mod Kampstedet. De vilde samledes i Klynger. Nu var snart alt fortæret. Kun hist og her slikkede Luer.
   Edward blev angst.
   »Tror du, de er i Live?«
   »Ja, de er sikkert i Hulen. Bare de vil blive der, til Flyverne kommer. Så skal du se et Syn, Edward! De ville bliver da helt tossede!«
   Han lyttede og stirrede mod Nordøst. Nej, han var vist for utålmodig. - Jo, nu var der noget.
   En sagte Surren, den lifligste Lyd, syntes han, nåede hans Øre. Den voksede sig hurtigt større. Nu øjnede han to mørke Prikker. De tog Retning efter Vulkanen på Longa. Men Flyverne fandt sikkert nok Kamppladsen. De kunne jo deroppe fra overskue begge Øer. Røgen dernede måtte vise dem Vej.
   »Nej, se! Se!« - Edward greb Wellts Hånd og pegede ned mod Kamppladsen. Det var lige i det Øjeblik, da Georg styrtede ind og fældede Kongen. De så også de andre følge efter.
   »Bare det ikke er for tidligt!« udbrød Wellt og så efter Flyverne. Nu var de over Longa.
   Men det var ikke for tidligt.
   Lige da de sorte stormede frem mod den sluttede Kreds, hørte Drews overdøvende deres vilde Hyl en Lyd, der fik ham til at stirre og pege jublende:
   »Der er de! Der er de!«
   De vilde stoppede op i Farten og fulgte Retningen af hans Blik. Men da de så de to Kæmpefugle, der nu var i Færd med at gå ned i stejl Glideflugt, var det forbi med deres Mod.
   De styrtede og tumlede ned over Skrænten i de mest vanvittige Spring og under en frygtelig Hylen og Tuden, der fuldstændig overgik alt, hvad Lingus Beboere tidligere havde hørt af den Slags. Og dog steg det i endnu højere Grad, da Kampflyverne, lige før de landede, sendte en Regn af Kugler efter dem fra deres Mitrailløser.
   Men Drews og hans Venner hilste deres Frelsere med rungende Hurraråb. Oppe på Højen stod Edward og Wellt og råbte og vinkede. Men ingen så derop.
   Hurraråbene kaldte Leach og Gertie frem. De kom lige tids nok til at se Drews fare i Favnen af den ene Flyver.
   »Harry!«
   »Charley!«
   »Men hvordan?« udbrød Drews, »hvordan kom I allerede nu?«
   »Vi fik Ilbud,« svarede Broderen, »og Gud ske Lov kom vi lige til Tiden. Det var vist ved at se sort ud for jer, så vidt vi kunne se.«
   »Bud!? - Hvem?«
   Drews så forundret op mod Signalmasten. Han stirrede og stirrede.
   »Har I landet før nu?«
   »Nej, hvorfor?«
   »Ja, men ... hvem! - Den ene deroppe! Nej nu ...!«
   Ingen fik Fuldendelsen af Sætningen. Til alles Forundring for Drews af Sted som en besat. Men oppe på Højens Skråning så de ham igen; de så ham kaste sig i Favnen på en høj, slank Skikkelse, der fra Højens Top gik ned mod ham.
   Ingen af dem sagde noget. De to modige, prøvede Venner havde Tårer i Øjnene, og den heftigste Bevægelse prægede begges Åsyn.
   Drews havde grebet Vennens Hånd og knugede den atter og atter.
   Endelig udbrød han: »Du er virkelig rask!«
   Wellt smilede. - »Ja, men du ryster mig jo til Invalid med det samme igen! Slip mig, Harry! Du er alt for stærk!«
   Snart var alle samlet i en lykkelig Klynge, hvor Spørgsmål, Svar og Forklaringer vekslede.
   Noget efter kom nok en Flyver brummende. Det var Transportflyveren, der var sendt senere af Sted og fløj langsommere.
   Det var en Vandflyver. Den »landede« i Vandet mellem Øerne, netop som de sidste sørgelige Rester af Longas Hær søgte hjemad på deres Flåder. Da de så den glide ned mod sig, styrtede alle som een ud i Vandet og forsøgte svømmende at redde sig hjem.
   Fortumlede som de var, sank mange til Bunds, og mange flere var de, der her fandt deres Død, end de, der lå faldne på Kamppladsen på Lingu.


Kapitel 16 >