Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
„Mystisk fjern og syngende kom Stemmen imod mig. „Din Skæbne, den uundgåelige, er skrevet i Stjernernes Tegn. Din Skæbne, den uafvendelige, vil bøje dit Sind mod hans Sind, der er langt fra dig og endnu ukendt, skønt han var med dig i Tider, der er forbi, og vil være hos dig i Tider, der kommer.”
Således lød Ordene, og de Øjne. hvormed hun så på mig, de ældgamle Øjne, der syntes at se på mig fra et bundløst Vand, gav mig en Følelse af at være under Trolddom.”
Hun standsede og så et Øjeblik på det, hun havde skrevet! Var det for tåbeligt, - var hun endnu under Indflydelse af en Mystik, som var en Fornærmelse mod hendes gode Forstand og skolede Hjerne? ville de le af hende oppe på Redaktionen i Morgen?
Hun havde begyndt denne Valfart gennem Londons Gyder og Kroge for at samle Stof til en Række Artikler, der havde vakt en ganske usædvanlig Opmærksomhed. Men det havde dog aldrig været hverken hendes eller Redaktionens Mening, at hun selv skulle tage sine Modeller alvorligt.
Artikelserien hed: „Af Dybets Mystik”, og hun havde forklædt søgt rundt i Knejper og Baggårde, fundet Sandsigersker og Opiumsrygere, Gale og Lastens Ofre af forskellig Art.
Det, hun ville finde og fortælle om, var Sjæle og Skæbner, så langt som muligt fra Alfarvej. Der fandtes i Londons Dybder et Liv, hvorom det gode Selskab ingen Anelse havde, men som vakte dets hidsige Nysgerrighed.
Hun havde været forklædt som Mand, og hun havde spillet Rollen som Skøge, men under det altsammen havde hun kun været Iagttageren, - indtil i Går.
Hos denne gamle russiske Sandsigerske i det tomme Pakhus nede ved Floden, hvorhen hun var bleven ført af en af de Mænd, hun havde gjort Bekendtskab med i en Forbryderknejpe.
De havde snakket om den gamle Sandsigerske der henne, overtroiske som de fleste af Udsvævelsernes og Forbrydelsernes Børn er, og hun havde lyttet. Den gamle var ikke nem at få fat i, blev der fortalt, men han ville dog prøve, han, der tog denne fremmede unge Pige for det hun gav sig Udseende af at være, og ønskede hende som sin Veninde.
Hun havde været Skuespillerinde et Par År, inden hun blev Journalist, hun havde i mange Tider været og levet uafhængigt hjemme i London og på Rejser i det meste af Europa, hun havde søgt det usædvanlige og det usædvanlige syntes ofte at have søgt hende, men intet havde forekommet hende mere sælsomt og dog mere overbevisende end denne ældgamle Kvindes syngende Tale, hendes dunkle Ord og Seerøjne.
Hun var Sibyllen, den udødelige, forglemt og levende. Evig som en Folkesang, fjælende sit Udspring i det forbigangnes Mørke og fuld af skiftende Slægters erfarne Visdom.
Floden, som mumlede ved Skurets Fod, Mørket udenom dem, Lastens og Overtroens Søn, som sad ved hendes Side, de Billeder som med Virkelighedens Klarhed tegnedes for hende af denne mumlende Stemme, Lysets flakkende Skær over det blodløse, rynkede Ansigt tæt foran hende - sælsomt - sælsomt - -. Hun gjorde en utålmodig Bevægelse med Hånden og ramte det store Krystalglas med Nelliker, som stod lige bag ved Skriveunderlaget. Blomsterne skælvede, og et Blad faldt som en stor Dråbe Blod ned på Papiret.
Med en Følelse af Uvilje strøg hun det bort og rejste sig.
Nej, nu skulle det snart være forbi! Artiklerne gjorde hende bekendt og blev glimrende betalt, men hun ville holde op nu. For det første var det jo Livsfare hver Gang. Kun ubegribeligt, at det hidtil var gået godt. Opdagede de hende en Gang, gjorde de sikkert kort Proces. Og dernæst var hun altså ved at blive hysterisk.
Hun kunne takke sit Skuespillertalent og sin aldrig svigtende Frygtløshed for, at det hidtil var gået!
Hun havde aldrig brudt sig om sit Liv for andet end for den Spændings Skyld, som hun endnu var ung nok ,og frisk nok til at føle overfor dets mere usædvanlige Hændelser. Men Oplevelser havde hun heller aldrig manglet. Hendes pikante Ydre og mangesidige Begavelse tiltrak og fængslede de forskelligste Mennesker. Hun plejede selv med et næsten hoverende Smil at konstatere, at hun var bestemt til det ualmindelige.
Medens hun klædte sig på til det Aftenselskab, der skulle holdes hos den Redaktør, ved hvis Blad hun var Medarbejder, tænkte hun en Del over, om hun dér skulle træffe Francis Howard. Det var åbenbart for alle, at han altid søgte at være tilstede, når han var sikker på at møde hende. Og det var åbenbart for hende selv, at hans Beundring smigrede hende mere end de fleste andre Mænds.
Det var også Tanken om ham, der fik hende til at anvende den størst mulige Omhu på sin Dragt.
Hun havde taget en hvid Kjole, rundt udskåret og med Kniplingsrucher på, men var utilfreds med Resultatet. Et er at en Kjole klæder en Kvinde, og noget helt andet er, at den understreger det aparte, det lokkende, hos en Kvinde.
„Jeg er smuk, men jeg ser almindelig ud,” fastslog hun ærgerlig, idet hun rev i Kniplingerne for at få den af, „og jeg vil netop ikke være almindelig. Hellere mindre smuk og således, at jeg er noget helt for mig selv.”
Et Kvarter efter stod hun i en Kjole af blankt, sort Silke, firkantet udskåret, med smalle sorte Remme over Skuldrene og ganske korte Ærmer af Sølvmor med indvævede Roser.
Hun havde ualmindelig skønne Arme og Skuldre, og en af de Komplimenter, som hun huskede og som havde beredt hende Fornøjelse, var en Udtalelse fra en kendt Opdagelsesrejsende.
Han var ved en Fest kommen hen til hende og havde sagt:
„Jeg har intet hørt af Talerne i Aften. Jeg vidste heller ikke, hvad det var, jeg selv stod og sagde. Jeg så Deres Skuldre tværs over Bordet og lovede mig selv -.”
Han standsede og så på hende. Hun på sin Side så op mod ham med dette på een Gang lokkende og spottende Blik, som var egent for hende, og som havde gjort hendes mørke Øjne uforglemmelige for mere end een Mand, og svarede ikke. Så vedblev han:
„Jeg har set mange smukke Skuldre, og jeg har beundret dem. Nogle har været mig ikke uvenlige stemte. Men jeg har aldrig set et Par Skuldre, der gjorde mig så urolig, ingen, der ejer så megen Forjættelse.”
Hun havde aldrig siden set ham, men hun huskede det korte Møde som en Sejr, vunden af det hos hende som for Kvinden trods al Intelligens altid vil være Hovedsagen, hendes Legemes Magt.
Hun var sent på Færde, og Redaktørens store smukke Ungkarlelejlighed var fyldt med Gæster da hun kom.
Tvungen af denne hemmelighedsfulde Kraft, der kan drage to Menneskers Blik imod hinanden trods Afstand og urolige Omgivelser, så Beatrice øjeblikkelig ind i Howards Øjne og smilede til ham i fuld Bevidsthed om, at han havde studset af Beundring.
Han borede sig på en Måde, der viste at han ikke plejede at tage Hensyn til andet end sin egen Vilje, frem gennem Myldret og greb hendes Hånd.
„Hvad har De gjort for i Aften at være endnu smukkere end ellers,” var hans første Ord.
„Taget en Kjole på, der hverken er kedelig eller gør kedelig,” lo hun. Og tilføjede så: „Jeg tror ikke, der findes det Menneske i Verden der har en så løjerlig Måde at begynde en Samtale på, som De.”
„Jeg begynder ikke en Samtale,” hånede han efter hendes Tonefald. „Jeg siger det, jeg vil sige.”
„Godt, godt,” svarede hun, og tænkte ved sig selv, hvorfor hans Brutalitet i Modsætning til andres hverken skræmmede eller frastødte hende.
Han lo med en Latter, der gjorde hans smukke Ansigt endnu smukkere, men ikke mere tillidsvækkende og nikkede hen for sig.
„Ikke sandt, det ved vi jo dog begge to. Det er kun de stærke, der vinder. Men for at kunne vinde, må man ikke væne bange fon at sætte over Forhindringer og ikke falde i Rørelse over dem, der bliver liggende under Fødderne på én. De er stærk. De er uforfærdet. Derfor, er De min Type af Kvinder. De ser Tilværelsen lige ind i dens Stenansigt. De har vist aldrig bedt om Nåde, - har De vel?”
„Jeg tror ikke.”
„Jeg tror det heller ikke. Jeg ved ikke noget værre end disse myge Kvinder, der ser ud som om de bestandig søgte efter nogen at hælde sig op til. Og hvad handler så den Artikel, vi skal læse i Morgen, om? Hvad Mystik fandt De sidst til os i Dybet?”
Der var, som næsten altid, en Klang af Spot i hans Stemme, men hans Blik omsluttede hende heftigt og årvågent.
„Å, det er om en underlig gammel Kone, der spåede mig,” svarede hun i en let Tone. „En så underlig gammel Kone, at hun endogså fik mig et Øjeblik til at tro på alt det Vås. - Men forresten vil jeg nu holde op med de Artikler. Jeg er træt af dem.”
„De skulle ikke holde op. -Man skal aldrig holde op med noget, der er en god Forretning, fordi det keder En selv. Vent, til de keder de andre. Der er intet, man lærer så meget af, som af at se Menneskene på Vrangsiden. Det er det eneste, der endnu kan gøre mig nysgerrig, - jeg kunne for Eksempel have stor Lyst til at studere Deres Vrangside.”
„Så?” lo hun.
„Hvordan ser den ud?”
„Ja, det er vel min Hemmelighed.”
„Som De ikke vil dele med mig?”
„Men nej da!”
Ordene kom smilende, spøgende; som Bolde, der fo'r frem og tilbage imellem dem. Men der var en skjult og spørgende Mening bagved hans, og noget afparerende og samtidig koket begved hendes.
„Det vil De måske alligevel, - engang,” sagde han, dvælende, efter at de et Sekund havde stået og stirret hinanden ind i Øjnene.
„Det kan jeg da ikke tænke mig - hvordan skulle det gå til. - Og desuden, hvem lover Dem, at min Vrangside er så interessant, som De synes at bilde Dem ind.”
„Det kan jeg se på Dem. Den er der, selv om De måske ikke selv ved af det. Der er noget skjult i Dem, som er stærkere og farligere end det, Gennemsnittet af Kvinder dækker over. Derfor er det jo også, at De får Lyst til at skrive om de Ting, andre Kvinder skræmmes af, blot de læser om det. Noget i Dem, noget sødt og giftigt og ulovligt tiltrækkes af de Skæbner, der har stillet sig selv udenfor Loven. Nu blot den Kjole i Aften, - hvis man nu fortalte om Dem: Hun havde en sort Silkekjole på, - ville så ikke alle Sige: Å, en sort Silkekjole, hvor tækkeligt! Men tror De, at Deres Bedstemoder ville finde Dem tækkelig, dersom hun kunne se Dem?”
„Jeg tror, De er uartig.”
„Nej, det er ikke Ordet. De tror, at jeg er optaget af Dem, og det er De glad over.” Han bøjede sit Hoved så tæt ind mod hende, at hans Læber næsten strejfede hendes Hår. „Ved De, hvad jeg aner - nej, hvad jeg er vis på, - at det var for min Skyld, De i Aften valgte den Kjole. Den Måde, hvorpå den sorte Silke ligger der over Deres hvide Bryst fortæller mig noget helt andet end Deres Mund.”
„Hr. Howard.”
„Fru Beatrice Harrison?”
„Nu går jeg. Det er mere end på Tide. at jeg siger Godaften til Værten.”
„Det mener jeg med. Og det glæder mig, at De først nu opdager det. Det viser, at jeg i hvert Fald - ikke har kedet Dem.”
„Nej, kedelig er De ikke, - hvad De så ellers er,” tilføjede hun med et lille spottende Smil, der skulle skjule, at hans sidste Ord i Virkeligheden havde gjort hende rasende på hende selv. Og medens hun vendte sig sig fra ham og hurtigt søgte ind i den næste Stue, hvor Værten opholdt sig, sagde hun fuld af Forbitrelse til sig selv, at hun var ikke forelsket i Howard, at han var uforskammet og at hun skulle skamme sig, fordi hun fandt sig i hans Påtrængenhed. Men samtidig vidste hun, med Kinder, der flammede af Ydmygelse, at det hverken var første eller anden Gang, dette var sket, og at han næste Gang, de mødtes, igen ville forstå at fængsle hende, fornærme hende, og - få hende mere end nogen Sinde interesseret i at mødes med ham igen.