WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Redaktøren af „Den nye Dag” Cecil Martens, stod i Samtale med en af Bladets Aktionærer, Tom Brown, da Beatrice trådte hen til dem.
   Han vendte sig med et elskværdigt Smil om mod hende, og Browns Øjne fik et Lys i sig, som fortalte en hel Del mere end det stillestående Udtryk i hans Ansigt.
   Han var en Mand, hvem ingen tiltroede hverken synderlig Følelse eller Lidenskab. Han var ikke smuk og endnu mindre pikant. Han var i det hele taget et af den Slags Mennesker, som meget få gider være over at beskæftige sig med.
   „Han er vist et rart Menneske,” det var den almindelige Dom over ham. Skønt han var rig, fandt man ikke let på at bede ham om Hjælp, hvilket langt mere skyldtes hans afvisende Væsen end fordi han afgav Beviser på Gerrighed. Penge var ham i Virkeligheden delvis ligegyldige, måske mest fordi han altid havde haft flere end han brugte.
   Han var en Særling med rolige Vaner. „At kende Menneskene var det samme som ikke at stole på dem,” var et af hans Mundheld.
   Des mere forbavsende var det at Beatrice med sit aparte og strålende Væsen havde fængslet ham fra første Gang han traf hende.
   Hun, der altid søgte det usædvanlige, og han, der drev sine Dage hen i en magelig og uanfægtet Tilværelse, fandt hinanden i et virkelig oprigtigt ment Venskab. Han ville have tilbedt hende, friet til hende og ægtet hende, dersom der havde været den mindste Udsigt til, at hun kunne have besvaret den Slags Følelser. Men da han på Forhånd vidste, at det var der ikke, tillod han sig intet andet end et årvågent, opofrende og skinsygt Venskab.
   Beatrice rakte sin Redaktør Hånden med et Udtryk af strålende Venlighed, der gjorde hendes Ansigt meget ungt.
   „Velkommen, mit Barn,” sagde den lille fede, faderlige og muntre Mand, „det glæder mig rigtigt, at De kom i Aften. Er det Deres Pligter, der har holdt Dem borte fra os?”
   „Ja, det er det virkelig. Det var Artiklen til i Morgen. Jeg er forresten ikke helt tilfreds med den. Godaften Tom, hvordan har så du det?”
   Han holdt hendes Hånd fast uden at svare, og Redaktøren fortsatte på sin livlige Måde:
   „Hvorfor er De ikke tilfreds med Artiklen. Er Stoffet udtømt? Det kan jeg dog ikke tro.”
   „Nej, det er det ikke, men -.”
   „Er De ved at blive ked af det? Det er ellers broget nok.”
   „Ja, det er det virkelig. Men - Redaktør - nu må De ikke le af mig. Jeg synes, jeg bliver hysterisk af det.”
   Trods hendes Opfordring til ikke at le, brød han ud i en Latter, der skrallede gennem Stuen og vendte sig mod Tom.
   „Hvad siger De, Brown. Hun hysterisk! Hun er Gud hjælpe mig den eneste af alle de Kvinder, jeg har haft at gøre med - forretningsmæssigt altså - der aldrig har lavet Scener, og som altid har gået på med krum Hals. Det er et morderlig godt Stykke Arbejde, hun har gjort i den sidste Måned. Navnlig Kvindekønnet har været som tosset efter de Artikler. Men jeg vil heller ikke høre noget om træt af Stoffet eller Hysteri eller noget andet af den Slags.”
   „Når Redaktøren vil byde, har jeg kun at lyde,” lo Beatrice, der altid morede sig over hans afsnubbede Væsen, bag hvilket der gemte sig så megen stædig og utrættelig Vilje.
   „Det var rigtigt. Kom her og lad os sætte os ned. Jeg har noget, jeg vil snakke med Dem om. De behøver slet ikke at gå, Brown. De hører jo da også med. Jeg plejer ellers at holde Forretning for sig og Selskab for sig, men da Damen jo altså synes at ville få Nykker, er det lige så godt, vi får dette her klaret med det samme.”
   „Jeg vil selvfølgelig, hvad De vil, Redaktør.” Beatrice satte sig ved Siden af ham i en bred, lav Sofa tæt ved Kaminen. „Men er det ikke altid klogt at holde op, inden blot en eneste Læser er begyndt at kikke efter noget Nyt? En Måned er en lang Tid.”
   „Akkurat! Og derfor er det også, at jeg vil handle mod Skriftens Ord og gyde ny Vin på gamle Læderflasker. Jeg har en Idé med Dem. De skal rejse, - De skal sende os Rejsebreve!”
   „Rejsebreve - Redaktør dog, - Rejsebreve - det eneste, som alle er enige om aldrig at læse!”
   „Hør nu! Vent med Deres lille næbbede Mening til De har forstået mig. De skal rejse og skrive Rejsebreve - af en Slags, som aldrig før er set. Intet om komfortable Hoteller og Måneskin over Seinen, med mindre da den Måne beskinner et flydende Lig. Men skriv om Dybets Mystik i - for Eksempel - Paris og Rom, - ja, tag de to til at begynde med. Senere kan vi måske udvide os. Konstantinopel kunne også være god. Men begynd med de Byer, Folk kender Overfladen af, og skriv om de Sider, som Turister aldrig ser. Der er nok af dem.”
   Beatrice stirrede lidt forbavset på ham. At rejse med kort Varsel var intet Nyt for hende. At rejse ud til Forhold og Situationer, som andre Kvinder gik udenom, tiltalte hende. Så det var ikke selve Sagen, der forvirrede hende. Det var noget andet. En pludselig Idé, en Indskydelse, som rimeligvis var fuldkommen tåbelig, måtte være det, men som hun alligevel ikke helt kunne frigøre sig for.
   Var dette Redaktørens egen Idé? Han var en klog Mand, en selvrådig Mand, men var han alligevel ikke, uden at vide det, en andens Talerør?
   Var det alene for Bladets Skyld, af Hensyn til Læserne, at hun skulle sendes bort fra London?
   Hun foreholdt hurtigt og irriteret sig selv, at dette var Vrøvl. Hvem kunne have Interesse af at få hende bort herfra? Men var der en sådan Person, så kunne denne Person ikke være nogen anden end Brown. Og hvorfor?
   Brown havde Redaktørens Øre, både fordi han var stor Aktionær og fordi han var, hvad Martens kaldte „en højst snurrig Fyr”. Og Tom var virkelig snurrig. Han var ikke til at blive klog på, ikke engang for hende, hvem han sikkert holdt mere af end af nogen anden levende Skabning og så meget, som han med sin Natur i det hele taget kunne holde af.
   De to Mænd havde måske stået og talt om hende, da hun kom ind, hun syntes, hun havde kunnet mærke det, og så havde Tom på sin stille Måde fået smuglet denne Idé ind i Redaktørens Hjerne, så stille, at han antog den i god Tro som sin egen.
   Beatrice fæstede sine mørke Øjne undersøgende på Tom Brown, men han sad i sin sædvanlige Stilling, - Skuldrene lidt foroverbøjede, Ansigtet sænket, og lod ikke til at vie Samtalen synderlig Opmærksomhed.
   „Nå -!” udbrød Beatrice endelig, og Udbruddet var mere et Spørgsmål end noget andet.
   „Synes De ikke om Planen?”
   „Å jo, hvorfor ikke? Men ellers ville jeg sige, - er Dybets Mystik ikke temmelig ens overalt? Er der nogen Grund til at håbe, at de franske Kloakker vil være meget forskellige fra de engelske?”
   „Å, det ved jeg ikke.” Martens talte nu meget livligt og indtrængende, for hendes Tøven gjorde ham opsat på at bevise hende, hvor udmærket hans Idé var. „Det kan godt være, at Mennesker er nogenlunde ens overalt, men Omgivelserne er det ikke. De selv vil blive friskt påvirket, Deres Artikler vil farves af alt det, der er fremmed og særpræget. Hvor international Paris end er, er den dog altid fransk. Jo, tro De mig, det er en god Idé. Hvornår kan De rejse?”
   Beatrice havde kun halvt hørt efter. Følelsen af, at Redaktør Martens var Talerør, at han uberettiget sad og nød sig selv som sin formentlige gode Idés glade Fader, blev stærkere og stærkere hos hende.
   Men hun følte alligevel ingen Lyst til at gøre Modstand. Hun tænkte på Howard, og en pludselig Bølge af Vrede imod ham skød op i hende.
   Hans Væsen i den sidste Tid havde mere og mere tydeligt vist hende, at han betragtede hende som et Bytte, der villigt ville falde i hans Hænder, så snart han fandt Timen belejlig.
   Hun forsikrede harmfuld sig selv, at hun ikke elskede ham, og at hun havde Lov til at flirte med ham, siden det nu engang morede hende.
   Det var ikke alene en Kvindes Ret, det var snarere hendes Pligt imod sig selv at styrke sin Stilling i denne Verden, - så vanskelig at erobre, så slidsom at fastholde, - ved alle hæderlige Midler. Og det var intet uhæderligt Middel, ikke engang et ufint, at fængsle Mænd, så deres Beundring, Hensyn og smigrende Omtale gav hende en Baggrund, der stivede hende mægtigt af.
   Det er altid flatterende for en Kvinde, at Mænd kappes om hende. Det er kun de urimeligt dumme eller helt løgnagtige Mennesker, der benægter, at den Kvinde, Mænd synes om, står stærkere og har langt flere Muligheder for at erobre en Plads og en Stilling i Samfundet end den Kvinde, med hvem Mænd ikke regner som Kvinde.
   Og selv om Howard ikke var nogen rig Mand, - hvad han havde ,og hvori hans Arbejde egentlig bestod, havde hun aldrig vidst, - så var han dog en Mand, hvis Spot man frygtede, og hvem nogle tillagde en vis politisk Indflydelse.
   Hun måtte indrømme, at han beskæftigede hendes Tanker mere end nogen anden af hendes Bekendte, og - hvad der var mere irriterende, - at han vidste det og endda overdrev Varmen af hendes Følelser. Derfor ville det være noget af en Triumf, hvis hun muntert og ligegyldigt kunne meddele ham, at hun rejste sin Vej på ubestemt Tid. Måske blev længe borte. For et arbejdende og arbejdsomt Menneske åbner der sig Muligheder under næsten enhver længere Rejse.
   Hvis Brown havde fået denne Idé og indgivet Redaktøren den for at fjerne hende fra Howard, så havde han måske uden at vide det gjort hende en stor, om end en noget anden Tjeneste, end han havde beregnet.
   „Det er godt - De har naturligvis Ret. Hvornår jeg kan rejse? Om to Dage, hvis det passer Dem.”
„Udmærket. Så er det afgjort. Kom så ind til mig på Kontonet i Morgen ved Ellevetiden. De får selvfølgelig Rejse og Ophold, og - skal vi sige - femten Pund for hver Artikel?”
   „Tak - så rejser jeg om to Dage.”
   For første Gang løftede Brown Hovedet og så lige på Beatrice. Hun besvarede hans Blik med et lille, spottende Smil, som han ikke kunne tyde.
   „Så rejser jeg altså,” gentog hun, og han forstod, at der var ment mere end Ordene sagde.
   Så vendte hun sig igen mod Martens:
   „Så tror jeg hellere, jeg vil sige Farvel,” sagde hun, „jeg mangler endnu to-tre Artikler, som vi er nødt til at have med for at afslutte Serien, dem skal jeg lægge op på Trykkeriet senest i Overmorgen tidlig, og så kan jeg tage Natekspressen til Paris.”
   Hun rejste sig, og han lagde med et Udtryk af faderlig Stolthed Hænderne på hendes Skuldre:
   „Jeg ville ønske, at mange af mine Drenge oppe på Redaktionen havde Deres Energi,” udbrød han muntert, „men gør mig nu den Tjeneste ikke straks at lade Dem bortføre af en amerikansk Millionær.”
   Hun lo, og idet hun kraftigt besvarede hans Håndtryk, sagde hun: „Nej, een Ting kan De være sikker på, Redaktør, mig bortfører ingen mod min Vilje.”
   Idet hun ville række Brown Hånden, sagde denne med sin sædvanlige udtryksløse Stemme:
   „Selv om du ikke lader nogen Mand bortføre dig, kan du vel tillade en at følge dig hjem?”
   „Gerne Tom, især da jeg mere betragter dig som et Menneske end som en Mand,” sagde hun, og den lille skjulte Brod i Bemærkningen gav hende en vis Oprejsning i hendes egne Øjne. Den var en Slags Kvittering, fordi han denne Aften havde tilladt sig at bestemme over hendes Skæbne.


Afsnit 3 >