WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   „Jeg vil hellere gå hjem end køre, Tom, hvis du ikke har noget imod det,” sagde hun, da han ude i Entréen tog Aftenkåben og lagde om hendes Skuldre, „jeg trænger til at få frisk Luft.”
   „Det passer mig udmærket, for der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.”
   „Vil du, Tom? Så kom da med det.” De var begyndt at gå i Retning af Charing Cross Station, og hun mærkede med Velbehag, at de første svage Spirer af Forår syntes at være kommet i Luften. Hun trak Vejret dybt, idet hun tænkte på, at hun om to Døgn ville nærme sig det Paris, hun havde elsket fra den første Gang, hun var der. Så troløse er vi i vore Følelser, at hendes Arbejde her, hendes Hjem, Howard og Manden, der gik ved hendes Side, allerede syntes at være noget forbigangent, som hun ikke længer tilhørte med sit Hjerte, men kun med sin Erindring, og det nye, som Opholdet i Paris muligvis ville bringe hende, stod allerede med Eventyrglans for hendes Fantasi:
   „Der var altså noget, jeg ville sige dig, Beatrice,” hørte hun pludselig Toms Stemme.
   Hun fo'r sammen og lo lidt:
   „Å ja, det har jeg helt glemt, hvad var så det?”
   Han rystede på Hovedet, og hans stilfærdige Ansigt fik noget tungsindigt over sig.
   „Du hører vist i det hele taget til dem, der glemmer let, Beatrice.”
   „Så, Tom, nu ingen Prædikener. Du ved, jeg er uforbederlig, man må tage mig, som jeg er, eller slet ikke tage mig.”
   Han tav lidt. Så sagde han med en vis pludselig Heftighed:
   „Kan du ikke selv se, der er ikke andet at gøre end at rejse?”
   „Hvad mener du med det?”
   „Jeg traf forleden Howard på Gaden, jeg kan ikke fordrage den Karl, og jeg kan ikke tåle, at han taler om dig, men da han havde fået begyndt, ville jeg alligevel høre, hvad han havde at sige. Du kan ikke være tjent med, at en Mand som han gør således Kur til dig, som han gør det. Du må bryde af.”
   Der fo'r en brændende Rødme over hendes Ansigt.
   „Jeg ved ikke af, at Howard gør mere Kur til mig end så mange andre,” sagde hun stift.
   „Jo, du ved, Beatrice, og du ved også, at du modtager hans Kur på en anden Måde, end du modtager de andres. Jeg har set det længe, og selvom jeg for dig kun er et Menneske og ikke en Mand, eller snarere måske fordi jeg for dig er et Menneske og ikke en Mand, har jeg i Sinde at hjælpe dig imod dig selv.”
   „Å, Tom.”
   Hvis han blev såret af den halvt spottende, halvt overlegne Klang i hendes Stemme, så viste han det i hvert Fald ikke. Han drog hendes Arm ind under sin og fortsatte med usædvanlig Varme:
   „Sig mig, Beatrice, har du nogen Sinde tænkt over den Magt, som Tanker har?”
   „Tanker, hvis Tanker?”
   „Ethvert Menneskes. Vi ejer i vore Tanker en kolossal Kraft, som vi, det vil sige vi Europæere, ikke forstår at udnytte. Inderne kender det. Inderne har gennem Årtusinder lært sig selv om Tankens Magt og lært sig at udnytte den. Har jeg aldrig fortalt dig om min indiske Ven Ghata Sasin?”
   „Jo, du har.”
   „Kunne du ikke tænke dig. at lære ham nærmere at kende?”
   „Ja, men jeg kan ikke rigtig tænke mig, hvordan det skulle gå til. Er han her i London?”
   „Nej, men jeg har i mine Breve fortalt ham meget om dig, han vil gerne begynde at korrespondere med dig.”
   „Nej, ved du nu hvad, Tom!”
   „Ja, hvorfor ikke. Han er det klogeste Menneske, jeg kender. Du vil ikke komme til at fortryde det.”
   „Hør, Tom, hvad er det egentlig, du har for med mig? Mener du, at jeg er så langt nede ad Fortabelsens Vej, at nu også din indiske Ven skal ile mig til Hjælp?”
   Det varede lidt, inden han svarede. Den kolde, blide Luft strøg langsomt imod dem, og uden at hun selv mærkede det, kom hendes Sind til Ro. Den Ophidselse, som Samtalen med Howard og de nye Rejseplaner havde sat hende i, forsvandt, og hun følte det åndelige og legemlige Velbefindende som en ligevægtig ,og fredelig Sindsstemning giver.
   „Jeg skal ikke gøre Nar mere, Tom.” Og nu var hendes smukke Ansigt fuldt af Blidhed: „Jeg ved jo godt, du er den bedste Ven, jeg har, eller jeg kan snarere udtrykke det sådan, - den eneste uegennyttige. Jeg tror virkelig, du ville blive ved at holde af mig, selv hvis jeg blev gammel og grim. Mennesker bryder sig ellers kun om hverandre, så længe de har Brug for hverandre. Men du er ikke som Folk er flest.”
   „Kan nok være,” svarede han roligt, „men det var altså min Ven, Inderen, vi skulle tale om.”
   „Som du vil have, jeg skal give mig til at skrive Breve til?”
   „Det ville jeg meget gerne.”
   „Og hvad ville du så opnå ved det?”
   „Du ville opnå en hel Del ved det, - hvad og hvor meget kan jeg ikke overse endnu, men jeg ved, at de Mennesker besidder en Magt, om hvis Styrke vi ikke har nogen Anelse. Det er sandt, hvad han sagde til mig engang: „I Europæere jager efter Maskinernes Kultur, vi søger efter Sjælenes”. Deri ligger efter min Mening Forskellen mellem Vesten og Østen.”
   „Hvor traf du ham, din Inder?”
   „Han tilbragte otte Måneder i London for et Par År siden. Jeg lærte mere i de otte Måneder end i hele den øvrige Del af mit Liv, og siden har han, skønt han er så langt borte, rådet og vejledet mig, ja, frelst mig fra Livsfare.”
   „Frelst dig fra Livsfare? Fortæl mig om det, Tom.”
   „Jeg ved ikke, om det vil nytte noget, for du vil ikke tro det alligevel, ikke destomindre er det en Kendsgerning, og det interessanteste er, at det er mig, Skeptikeren, som bringes til at tro. Jeg skulle for et halvt Årstid siden på Jagt i Skotland, det vil sige, du ved, jeg jager ikke selv, men jeg skulle bo en Måned hos min Onkel i Jagtsæsonen. En Dag skulle vi foretage en Udflugt. Jeg havde et Par Dage forinden fået Brev fra min Ven, som skrev, at en stor Fare truede mig og flere af mine Bekendte; vi ville på en Køretur komme til en Flod, hvorover der førte en Bro, som var ved at styrte sammen. Det ville blive heftig Storm og Regnskyl, og hvis vi kørte over den, ville Blæsten føre Vognen hen over Broens Rækværk, dette ville styrte i Floden, og de, der var i Vognen, ville drukne.”
   „Å Tom, du vil vel ikke fortælle mig, at en Mand kan sidde i Indien og forudsige den Slags Ting.”
   „Jeg vil kun fortælle dig, hvad jeg selv har oplevet, ikke andet. Den Morgen fik jeg tilfældigvis at vide, at den Vej, vi skulle køre, ville føre over en Bro, og Vejret var stormende og regnfuldt. Skønt min Forstand sagde mig, det var Nonsens, kunne jeg alligevel ikke lade være at bede min Onkel opsætte Turen. Selvfølgelig lo han kun af mig, men skønt jeg halvvejs skammede mig over mig selv, var jeg dog ikke til at formå til at tage med. Om Aftenen kom en Bonde ridende hjem til Slottet og fortalte, at Vognen midt på Broen var slynget over mod det rådne Rækværk, og min Onkel og alle hans Gæster var druknede.”
   „Ja, jeg læste jo om det i Aviserne, Tom, men det må jo have været et Tilfælde, at din indiske Ven netop skulle omtale det. Et eller andet må vel have fået ham til at tænke på, at de skotske Bjerglande er farlige, og at der kunne ske dig et eller andet; så har han ønsket, at du skulle være forsigtig, og derfor har han skrevet, som han gjorde.”
   „Ja,” sagde Tom grundende, „sådan noget lignende forklarede jeg mig selv den Gang, men det kan ikke forandre den Kendsgerning, at han mange Uger i Forvejen havde set Begivenheden, sådan som den altså kom til at foregå, og at jeg nu ville have været en død Mand, om det ikke havde været for det Brevs Skyld.”
   „Det er underligt, - ja, det er underligt,” gentog hun alvorligt. „Å men Tom, der er så mange underlige Ting til. Tænk bare på hvad der sker af uforklarligt. Jeg kan ikke tro, at et Menneske kan have Evner så langt ud over det sædvanlige.”
   „Det er ikke ud over det sædvanlige. Ja, for os, ikke for dem, der er født og opvokset med en Kultur så meget ældre og så uendelig meget mere forfinet end vor. Har du aldrig under din Søgen efter sære Modeller truffet Mennesker, der kunne se ud i Fremtiden?”
   „Jo'e -” sagde hun tøvende, „det vel nok, men -.”
   „Ja, enten har du eller du har ikke. Der er intet „men”. Du har altså truffet sådanne Mennesker?”
   „Ja.”
   „Hvem?”
   „Å, for Eksempel den Kvinde, jeg skrev om i en af mine første Artikler i denne Serie. Hun kunne læse Breve, der gemtes i lukkede Konvolutter. En Dame bragte hende et Brev, som næsten var ulæseligt, og hun tydede det, eller hvad du vil kalde det, uden at se på det, tydede også den Adresse, som stod inde i det. Og det viste sig, at Brevet var fra Damens Søster, som var flygtet fra sit Hjem, havde født et Barn, og nu havde skrevet dette Brev til Afsked til sin Familie, fordi hun havde i Sinde at drukne både sig selv og Barnet. Damen tog Spåkonen med derud til den opgivne Adresse, fandt sin Søster og hendes Barn på Trappen, på Vej ud til Døden og fik hende frelst.”
   „Der ser du, selv blandt os findes der Enkelte, hvis Følsomhed er så stor. Og du må tilstå, at når det er bevist, at sådanne Sjælsevner findes, så kan der ikke sættes nogen Grænse for hvor langt de kan udvikles.”
   „Måske ikke.”
   „Bestemt ikke. Jeg har skrevet om dig til Ghata Sasin. Han har længe beskæftiget sine Tanker med dig. Når du vil sende dine ud for at mødes med hans, bliver Vejen langt lettere for ham. Jeg har sagt ham, at du er i Fare for helt at opsluges af Interessen for din Skønhed, din Stilling, din Erobrerlyst.”
   „Men Tom dog - skammer du dig?”
   „Nej, jeg gør ikke. Jeg holder af dig.”
   „Og så udleverer du mig, på den Måde, til en vildfremmed Mand?”
   „Det var ægte, europæisk Tale,” sagde han med et lille Smil. „Jeg udlevere dig!”
   „Og jeg, som aldrig har anet, at du gik rundt og spekulerede på sådanne underlige Ting. Hvordan er du dog kommen ind i det?”
   „Som jeg sagde, gennem Ghata Sasin. Senere har jeg på egen Hånd studeret så mange Bøger om Yoga, som jeg har kunnet få fat i. Mere og mere forstår jeg, hvor langt vi, Vestens Folk, er tilbage.” Hans Stemme blev alvorlig og indtrængende, og han bøjede sit Hoved tæt ned mod hendes. „Beatrice, - lov mig det, - jeg har aldrig rådet dig til noget forkert, - hvor underligt det end kan lyde for dig, - jeg ved, at der er Farer omkring dig, flere om dig end om de fleste andre, fordi du er, sådan som du er. Giv dig ind under denne Mands Beskyttelse. Afstand han ikke skille ham fra det, han ikke vil skilles fra. Hans Tanker vil våge over dig, de underlige Sjælens Kræfter, som vi ikke kender, men som han ejer. Endnu i denne Aften er jeg sikker på, at han sender dig Bud, selv om du måske ikke kan føle det. Du vil engang lære hans Magt at kende.”
   Beatrice så nervøst på det højtidelige Ansigt så nær ved hendes. Hun begreb ikke, hvad der gik af Tom. Intet havde ligget ham fjernere end enhver Sort af Overspændthed eller Mysticisme. Han blev pludselig en anden for hende. En fremmed, men langt mere fængslende Mand. Og han måtte jo elske hende, når hendes Sikkerhed betød så meget for ham, at endogså hans Skinsyge måtte tie.”
   „Hvor du er god, Tom,” sagde hun stille. Og lidt forlegen tilføjede hun: „Jeg kan jo ikke med min bedste Vilje tro, ikke lige i Øjeblikket da, at alt dette er sådan som du siger. Men jeg skal gerne lære ham at kende. Skriver han til mig, din Rejse skyldes ham?”
   „Du kan ikke tro, at det er sådan som jeg siger? Beatrice - har du da ikke forstået, at din Rejse skyldes ham?”
   „Min Rejse, - nå, var det nu ikke snarere dig, der vil have mig bort fra den slemme Howard?”
   „Mig - ja, men hvem advarede mig - hvem gav mig den Tanke, jeg lod gå videre til Martens?”
   „Tom - du mener da ikke -?”
   „Jo - absolut.”
   „Nej, det er nu alligevel for fantastisk.”
   „Det siger du nu, og du vil snart lære noget andet.”
   „Hvis det var enhver anden end dig, Tom, der sagde det, så ville jeg le.”
   „Du vil komme til at opleve underlige Ting, men jeg vil have den Lykke at vide, at jeg har reddet dig.”
   „Reddet mig -.”
   „Du ved, hvad jeg mener, Beatrice.”
   „Men du overdriver så forfærdelig. Jeg ved, at du tænker på Howard, men for det første er han da ikke en ligefrem Forbryder, og for det andet er der intet mellem os, som ikke enhver må vide.”
   „Måske - endnu -.”
   „Ja, Herregud - selv om han så -.”
   „Selv om han så - erobrede dig, ville du sige. Så mener du altså, at det var ingen Ulykke. Du kender ikke Howard.”
   „Nej, egentlig ikke - det er for så vidt sandt. Men hvem kender ham, - gør du?”
   „Ikke endnu.”
   „Så har du altså ikke Ret til at dømme.”
   „Jeg ved i hvert Fald nok om ham til at ville gøre alt for at få dig bort fra ham. Og jeg vil få mere at vide inden længe.”
   „Å ja, Tom, det har du såmænd bevist, - du sender mig udenlands bare for at skille os fra hinanden.” Hun lo halvt fortrydelig, halvt rørt. „Du er Verdens bedste Menneske og jeg kun, - nå ja, kun en Kvinde sådan som min Sort af Kvinder nu engang er. Men prøv ikke på at forbedre mig. Du vil kun opnå et mådeligt Resultat.”
   „Det er rigtigt,” han talte fuldkommen alvorligt. „Du har en farlig Natur. Jeg forstår ikke altid, at jeg holder så meget af dig, som jeg gør. Du er i Virkeligheden så lidt min Type som en Kvinde kan være, men -.”
   „Men - les extrèmes se touchent,” lo hun.
   „Det må vel være noget i den Retning, ja.”
   „Jeg begriber bare ikke, at du overlader en anden Omsorgen for mig,” sagde hun med en lille ondskabsfuld Klang i Stemmen.
   „Fordi han er stærkere end jeg.”
   „Å -”
   „Jeg mener, han står så højt over mig. Han er hjemme i de Egne, jeg kun er begyndt at famle mig hen imod. Vent og du vil opleve Ting, du aldrig har drømt om.”
   De var nu nåede til hendes Gadedør. I det hun ville gå ind, standsede han hende et Øjeblik ved at holde hendes Hånd fast.
   „Beatrice, - vil du gøre mig en Tjeneste?”
   „Det får jeg vel.”
   „Lad være at give Howard din Adresse.”
   „Han kan da let få opspurgt, at jeg rejser til Paris.”
   „Ja, men ikke hvor du skal bo.”
   „Det har jeg nemt ved at holde hemmeligt, for det aner jeg endnu ikke selv,” lo hun. „Men tjen mig nu i at være lidt mindre højtidelig. Jeg er vant til at klare værre Skær end jeg anser Howard for at være. Og den drukner ej, som hænges skal, ved du nok.”
   Han åbnede Munden som for at svare, men betænkte sig. Til hvad Nytte ville det være. Beatrice havde Eventyrblodet i sine Årer. Det kunne ingen forandre. Han tog begge hendes Hænder og trykkede dem fast til Afsked. Han blev stående en Stund og så på Gadedøren, der havde lukket sig bagved hende, som om den kunne fortælle ham om hendes Fremtid. Men Døren var tavs, og medens han langsomt gik hjem gennem det London, der aldrig synes at sove, var det som om Byen for ham blev et Sindbillede på hans eget Hjerte.
   Netop så uroligt, så fuldt af skjulte Ting som den var det. Han kendte det ikke selv. Ingen anden kendte det. Men han anede, at der var Kræfter i ham, uhyggelige og ubeherskelige, som ikke måtte få Spillerum.
   Beatrice var en Fare for ham. Alt det kolde og hårdnakkede i hans Natur kunne blive til Flammer og Umættelighed, hvis han ikke tog sig i Agt. Han kunne leve, uden at hun elskede ham. Men han var rede til at dræbe, dersom en anden fik Held til at få hende i sin Vold.
   Howard var en slet Mand, det vidste han. Måske var han værre Ting end det. Endnu vidste han ikke meget om ham, men han ville få det at vide. Hvorfra stammede den Magt over Kvinder, som hans brutale og nydende Smil fortalte om, at han var sig godt nok bevidst?
   En Mand som Howard kunne ikke elske. En Mand som han kunne begære og måske begære med en så tørstig og vild Lidenskab, at han knuste al Modstand. Men elske kunne han ikke. Og han vår troløs til Bunden af sit hensynsløse Sind.
   Der var Kvinder, som kaldte på alt det nænsomme og beskyttende hos Mænd og dulmede de begærende Instinkter. Til disse Kvinder hørte Beatrice ikke. Hun kunne hidse Mænd op. Hun kunne se så dulgt, så spottende og så forjættende på dem, at de ikke vidste af andet end deres Længsel efter hende. Han forstod disse Sider i hendes Karakter, og han hadede hende for dem. Men samtidig kunne Blodet skyde op i hans Pande ved Tanken om, hvorledes hun måtte være, dersom - dersom - -
   Nej, han ville ikke. Han ville ikke gøres vanvittig ved disse Forestillinger.
   Hun havde været så skøn i Aften. Da hun sad der i den lave Sofa ved Siden af Martens, havde han måttet tage sit Blik fra hende. Han tålte det simpelthen ikke. Og at vide Howard der inde, i kun en Stues Afstand. Vide at Beatrice havde talt med ham, havde haft hans Mund næsten ved sit Hår, - han havde jo set det altsammen gennem den åbne Dør, - en Mand, der hun levede for sine Lidenskaber, - en Kvinde, der foruden sin Intelligens, sin Verdenserfaring, sit Talent havde det mest urovækkende af alle Temperamenter, det, der ikke kan betegnes ved andet Navn end det urkvindelige, fordi det i Følge sin Natur er så sammensat, så overraskende, at intet enkelt Ord kan dækker det.
   Ak, om Beatrice havde været en af disse søde, rene, uerfarne Kvinder, som Mænd drømmer deres første Drømme om. Han ville have knælet for hende, have tilbedt hende. Og havde hun været således, ville hun også have forstået og elsket ham, og de ville have været lykkelige som ingen andre.
   Nu var han ved en af disse Skæbnens Tilskikkelser, der synes at gå ud på at stille Mennesker i et latterligt Skær i deres egne Øjne, bleven forelsket i en Kvinde, som uden at besvare hans Følelse i fjerneste Måde havde det i sin Magt at pine ham Sjælen ud af Livet og, i værste Fald, gøre ham til Forbryder.
   Nej, det var på Tiden, at hun kom bort. Det var på Tiden han fik skilt hende fra en Mand, der selv var hjemmevant i det farlige Spil, hun elskede at spille. Det var godt, at Ghata Sasin havde opfattet hende gennem hans Breve og nu ville lede hende.
   Brown tænkte ikke dybere over, hvorvidt også dette ville kunne ende med en Elskov, som muligvis ville overgå alt hvad han endnu havde frygtet og lidt under.
   Han bragte ikke Ghata Sasin i Forbindelse med nogen Art af Erotik. Han så i Inderen kun Sjælekenderen, Sjælekunstneren, der formåede at lede andre Sjæle ved sit Sinds sælsomt udviklede Kræfter.
   Visheden herom gav hans mishandlede Kærlighed noget af den samme Dulmen, som det ville have givet ham, dersom Beatrice var gået i Kloster.
   Han ønskede nu blot, at de to Dage inden hendes Afrejse var gåede. At hun var langt borte fra London og fra Howard, - selv om han ganske vist samtidig derved ville være borte fra ham.


Afsnit 4 >