WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Beatrice havde givet sin Pige Besked om at nægte hende hjemme, ligemeget hvem der så skulle komme for at tale med hende.
   Hun var i en underlig ophidset Stemning, som hun ikke kunne forklare sig. Det kunne næppe være Udsigten til Rejsen, i hvert Fald kunne det ikke være den alene, så vant som hun var til at flakke rundt.
   Hun var vant til at tænke over sig selv, og hun spekulerede en hel Del på, om hun ikke inderst inde var ked af at forlade Howard og irriteret over, at Tom havde tilladt sig at optræde med så megen Energi i sin Rolle som hendes Beskytter. Ingen havde bedt ham om det, og jo mere hun tænkte over det, jo mere Lyst havde hun til at bede ham passe sig selv.
   Men rejse måtte hun, nu, da det var en Aftale med Martens.
   Og det var en dyb Triumf og en stor Fornøjelse at drille Howard, men det var ikke Meningen, at denne Fornøjelse skulle gå ud over hende selv, og det kom den til, dersom han nu glemte hende.
   Mænd var så flygtige i deres Følelser. London var fuld af smukke Kvinder. Hun var ikke den eneste, der fandt Behag i Howard -
   Hun var så nervøs, at hun mod Sædvane følte en ægte kvindelig Lyst til at sætte sig hen og tude rigtig ud, men hun beherskede sig, både fordi Tårer gør grim, og fordi hun ikke havde fem Minutter tilovers, og desuden fortalte sig selv, at det var under hendes Værdighed at græde for et Mandfolks Skyld.
   Men hun havde en Evne, som hun med al sin stærke Vilje havde opelsket hos sig selv gennem mange År, Evnen til at samle sig udelukkende om en enkelt Ting, et enkelt Arbejde, og til at holde alle forstyrrende Tanker borte, så længe det stod på.
   Derfor nåede hun også at få skrevet de to afsluttende Artikler af sin Serie: Fra Dybets Mystik. Hun fik gemt sine værdifulde Sager hen, fik vekslet Penge, så hun havde nogle Hundrede Francs i sin Taske og telegraferet om Værelse til et lille Hotel, der lå i en Smågade i Nærheden af Sacre Cœur Kirken.
   Brown havde bedt, om han måtte komme og følge til Jernbanen, og hun havde leende givet ham Lov, „fordi,” som hun sagde, „ingen jordisk Magt ellers ville afholde dig fra at tro, at jeg flygter med Howard.”
   En Timestid før hun ventede ham, ringede hendes Telefon voldsomt. Endnu inden hun havde fået taget Røret, vidste hun, hvem det var, og Blodet f'o'r op i hendes Pande, men hendes Stemme var klar og ligegyldig.
   „Det er mig,” lød Howards Stemme gennem Røret, „hvad skal det sige, at De rejser?”
   „Forretninger.”
   „Så, - det talte De ikke noget om forleden Aften.”
   „Af den gode Grund, at jeg den Gang intet anede om Rejsen. Det var Redaktøren -.”
   „Nej, såmænd var det ikke så.”
   „Nu må De ikke være uartig. Det var Redaktøren, som bad mig om at rejse og sende Breve hjem til Bladet.”
   Uden at hun selv vidste af det, var der kommen en undskyldende og meget blid Klang i hendes Stemme. Hvad havde han i Grunden gjort, at hun absolut ville pine ham? Hvorfor skulle hun høre efter Tom, som hun ikke var det fjerneste forelsket i, og al hans hysteriske Snak om sin Inder, når Howard jo i Virkeligheden aldrig havde gjort hende noget værre end det, at han havde gjort Kur til hende?
   Hun begreb ikke hvorfor, men i dette Øjeblik fortrød hun Rejsen, blev forbitret på sig selv og på hele Verden.
   „Nå, ja, det skal jeg nok få opklaret. Hvor rejser De hen?”
   „Direkte til Paris.”
   Hun huskede godt sit Løfte til Tom, men at hun var i Paris kunne jo dog ikke skjules, når Brevene kom derfra.
   „På hvilket Hotel bor De?”
   Hun tav et Øjeblik.
   „Hvorfor vil De vide det?”
   Nu, da hans Ivrighed og hans Stemme havde røbet, hvor meget Fraværelse eller Nærværelse betød for ham, kunne hun igen finde sin gamle, overlegne Tone.
   „På hvilket Hotel bor De?”
   „På et, hvor der er Plads til mig.”
   „Bliver De længe borte?”
   „Sålænge jeg finder godt Stof.”
   „Å Fanden i Vold med Deres Stof,” lød det nu fuldkommen ubehersket. „Dette her er der ingen Mening i. Hvad skal i det hele dette tossede Skriveri til. De behøver det jo ikke.”
   „Man skal jo leve.”
   „Det burde en Kvinde som De aldrig behøve at tænke på.”
   „Det skulle De have sagt til min Mand, men da det jo er ti År siden han døde, er det temmelig sent nu at tænke på det.”
   „Alvorlig talt - hvor skal De bo i Paris?”
   „Vil De komme og besøge mig? Det var venligt af Dem. Men så sig Duerne på Sacre Cœur Kirken Besked, når De kommer. Så skal jeg være rede til at tage imod Dem.”
   „Ja, dril De bare,” hans Stemme lød knurrende. „Men hvis De tror, man gør mig til Nar, så tager De fejl. Vent nu - jeg ved godt, hvem der har Lyst til at blande sig i mine Sager. Men det er en vovelig Sport. Vi ses snart. Lev vel. Pral De kun af ikke at have gjort mig den Ære at opgive mig en Adresse. Det er en fuldkommen ligegyldig Sag. Farvel, munter Rejse!”
   Røret blev lagt ned, og Beatrice stod tilbage med en Hjertebanken, som hun skammede sig over, og med et Glimt af Triumf i sine mørke Øjne.
   Hvis det var sandt, at Howard aldrig tog en Kvinde alvorligt, hvis det for ham altsammen kun var Leg, så skulle det i hvert Fald blive ham en dyr Leg.
   Hun ville kaste sig ud i dette spændende Spil, hun ville.
   Hendes Ægteskab, der havde varet kun dette korte halve År, havde været langt nok til at berede hende en sviende Skuffelse.
   Dersom det, hendes Mand havde skænket hende, skulle kaldes Kærlighed, så var Mænd i hvert Fald ikke værd det, som Kvinder skænkede dem under det samme Navn.
   Hendes Mand havde været sygelig, pirrelig, skinsyg, og det fuldkommen uden Grund, for Beatrice havde begyndt sit Liv som Kvinde i absolut Uvidenhed om, at hun ejede Magt til at fængsle så mange Mænd.
   Hun havde i sin tyveårige Troskyldighed tænkt, at hendes Mand var den eneste, der ville interessere sig for hende, og at han var den eneste, hun kunne blive optaget af.
   Den dybe Skuffelse hans Egoisme og Snæverhjertethed havde beredt hende, havde gjort hende mistroisk overfor smukke Ord og Løfter.
   „Sådan sagde han også, inden vi blev gift,” foreholdt hun sig selv. „Således lovede han mig også Ømhed og Omhu, og se, hvorledes han holdt sit Ord.”
   Efter hans Død havde hun tilbragt nogle År hos en kunstinteresseret Tante, der intet hellere ønskede end at se sin smukke Niece ved Scenen, men hun var bleven skuffet af Teatret, trods den ganske gode Stilling, hun havde erobret, og blev langt mere optaget og tilfredsstillet ved sin Journalistik.
   Mange Mænd havde attrået hende, nogle havde friet til hende, og under dette omvekslende og afvekslende Liv havde hendes Karakter, hende selv næsten uafvidende, formet sig temmelig nær op af det Billede, Brown i sin Skinsyge udkastede af hende.
   En Kvinde, der mere så, end drømte. Der stolede på sig selv og kun delvis på andre. Der stillede større Fordringer end hun turde håbe at se opfyldte. Og som med hver Fiber i sit skønne, sunde Legeme var fuld af Trang til Liv, Virksomhed, Oplevelser. Som forlangte Glæder, siden Lykken ikke var kommen til hende, og som bar i sit Sind som et Ar efter Ægteskabets Sår Trangen til i smilende Selvstændighed at trodse Mænd.
   Da Tom kom, med en stor Æske Konfekt og en Buket mørkerøde Roser, fandt han Beatrice i en nervøs, men såre velvillig Stemning. Han tillod sig selv i et svagt Øjeblik at håbe, at Afskeden fra ham måtte have sin Andel i denne Venlighed, men han mærkede alt for snart, at hendes Tanker var langt fra ham.
   Han kunne næsten ikke beherske sin utålmodige Nysgerrighed efter at få at vide, om Howard og hun havde talt sammen, men han vovede det ikke.
   Hun kunne finde på at drille eller hun kunne blive fornærmet, og nu ville han i Fred nyde Glæden over hendes ualmindelige Elskværdighed.
   „Blev du færdig med Artiklerne?” spurgte han pludselig efter en Pause.
   „Ja ja, da. Jeg bragte dem selv ind i det Allerhelligste. Vi kalder Martens „Paven” henne på Redaktionen, fordi det er sådan en Valfart, inden man får Lov at slippe ind til ham. Ved du forresten, hvad man fortæller om ham? Jo, da han var blevet Redaktør tog han alle Bladets unge Medarbejdere samt nogle, der havde bedt om Ansættelse, og sagde til dem, at han gav dem fire Timer til at gå ud i London og søge efter et interessant Emne til en Artikel. Det var ligegyldigt, hvad de valgte, om de interviewede en Politiker, beskrev en Dansesalon, tog et Stemningsbillede fra Byen, opfriskede et historisk Minde, - alt var ligegyldigt, blot Artiklen var frisk og ualmindelig. Hvad der kom ud af Konkurrencen, ved jeg intet om, men det var en pudsig Måde at holde Eksamen over sine Medarbejdere på, og det ligner Martens fuldstændigt.”
   „Mon hun fortæller mig alt dette, for at jeg ikke skal spørge,” tænkte Tom. „Nå ligemeget - vent -.”
   Da hun var kommen ind i Kupéen og bøjede sig ud af det åbne, Vindue, så hun ham smilende i Øjnene og sagde:
   „Så Tom - nu Farvel og Tak for Rejsen - det er jo dig, jeg skylder den. Men - sig mig - hvornår har du så tænkt at komme og besøge mig. For du ved jo altså min Adresse - den for andre så forsigtigt hemmeligholdte Adresse.”
   Blodet skød op i hans Pande, Dette var den første Hentydning, der var, bleven gjort til Howard, og den forvirrede ham.
   Så sagde han alvorligt:
   „Hvis det bliver nødvendigt så kommer jeg.”
   Hun lo, rystede på Hovedet ad ham, vinkede, idet Toget satte sig i Bevægelse, og drog et Lettelsens Suk, idet hun lod sig falde ned på sin Hjørneplads og så den grå, tætte Røg svøbe sig om alle Genstandene derude og fuldstændig skjule og opsluge Brown.


Afsnit 5 >