Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Den eneste af sine Bekendte, som Beatrice havde bestemt sig til at opsøge, og også den eneste, hvem hun ønskede skulle vide, at hun opholdt sig i Paris, var en Ungdomsveninde af hende, en Madame Jeanne de Barteille.
Hun var henimod en halv Snes År ældre end Beatrice, men med de franske Damers sædvanlige, for alle andre uopnåelige Ynde, virkede hun endnu fuldkommen ungdommelig og såre indtagende.
Hun var lille og dejligt skabt, havde meget mørke Øjne, der strålede af Lune og Intelligens, en Mund, om hvilken en Mand engang havde sagt, at den var et Æventyr, man aldrig kunne blive ked af at læse, og med et Humør, som havde båret hende uskadt og stærk igennem År fulde af Vanskeligheder og Sorger.
Hun var bleven gift ganske ung havde bragt sin Mand en stor Medgift, som han i Løbet af få År havde fået gjort Ende på ved at hengive sig med utrættelig Iver til alle de Laster, der findes.
De havde et eneste Barn, en Søn, som Jeannes Ømhed samlede sig mere og mere udelukkende om, eftersom hun drog sig stadig mere bort fra Manden og efter flere Års Kamp og ved at påvise legemlig Vold og Mishandling fra hans Side, opnåede hun endelig retslig Tilladelse til at leve adskilt fra ham.
Fuldkommen ruineret flyttede hun så hen i en Fattiggade i Mont Martre Kvarteret og begyndte at pynte Hatte.
Det gik således som det næsten altid går, når en energisk og tålmodig Kvinde sætter al sin Kraft ind på sit Arbejde. Forretningen voksede, måtte udvides, og Madame Jeanne kunne den Aften, Beatrice ringede på hendes Dør og gav sit Kort til en fiks Stuepige, modtage sin Ungdomsveninde i en henrivende og smagfuld Lejlighed, hvor hvert Møbel og hvert Tæppe var betalt med de Titusind små Sting, hendes utrættelige Hænder havde syet.
Hun sad endnu ved Middagsbordet, da Beatrice kom, men rejste sig straks og løb ud og tog imod hende.
„Men sødeste Beatrice, det var en Overraskelse. Kom dog ind - hvorfor har du,ikke skrevet, - hvor du ser rask ud - bliver du Længe?”
Hun havde en hurtig og hjertelig Måde at tale på, og hendes smukke Ansigt lyste af Glæde.
Beatrice måtte fortælle om Grunden til sin Rejse, og Jeanne var fuld af Interesse og sagde, at hun glædede sig urimeligt - til at læse, hvad Beatrice skrev.
Så fortalte hun selv om sin store Søn, der for Tiden var i Amerika for at besøge sin Slægt der, og som tog sine Eksaminer så udmærket og som virkelig „var et Vidunder af en ung Mand.”
„Hvor Skade, at du ikke har en Datter, Beatrice, så skulle Maurice og hun sandelig have haft hinanden.
„Å Tak - Ægteskab -.”
„Ja, naturligvis, jeg indrømmer; men Maurice er ikke som andre Mænd. Jeg har opdraget ham storartet, når jeg selv skal have Lov til at sige det. Du ved, at enhver Medaille har to Sider. Det har enhver Egenskab også. Så er det altså det gælder om at uddybe den heldige Side og bortglatte den anden.”
„Og det har du gjort ved Maurice,” lo Beatrice, der altid følte sig oplivet og stærk under Jeannes Påvirkning.
„Akkurat, det gjorde jeg. Jeg tog hans medfødte mandlige Egoisme,og viste ham, at han ikke ville få den tilstrækkelig tilfredsstillet, dersom han ikke var klog.”
„Hvadfornoget-.”
„Ja, hør nu. Jeg sagde til ham. Du er fordringsfuld, min Dreng. Du forlanger at blive lykkelig. Godt. Det beror på dig selv alene. Du har et udmærket Helbred, du er køn, godt begavet, vi har heldigvis nu Penge nok til at du kan vælge den Vej i Livet, der .passer dig bedst. Du ser, at du således er ualmindelig heldigt stillet, og Skam få du, dersom du spiller dine Kort dårligt. Vi sætter nu, at du kommen til at elske en ung Pige og gifter dig med hende. Så må du straks være klar over, at Glæden er som en Blomst. Den vil vogtes og forkæles, ellers visner den. Idet du sætter alt ind på at fylde dit ægteskabelige Liv med Glæde, styrker du din Lykkes Vækst. Ved at give efter for pludselige, intetsigende, erotiske Tilskyndelser, underminerer du den, og det vil i det lange Løb hævne sig, - ikke alene på hende, men tro mig, mest på dig selv. En lille Kølighed, en lille Tilsidesættelse af hende, besvares med et hårdt Ord, en bitter Tanke. Dermed er en Aftenstund ødelagt for jer begge. I Begyndelsen vil I begge sørge over, at dette kunne ske. Senere vil det blive jer til Vane, - og husk så, at ikke en eneste Time nogen Sinde vender tilbage. Man kan ikke gøre godt igen, fordi den Tid, der er tabt, aldrig mere kan findes. Sløser du din erotiske Trang bort hos andre, dør naturnødvendigt din Længsel efter hende, og uden Længsel ingen virkelig Glæde.”
„Og du tror, han tager efter dine Råd?”
„Det tror jeg bestemt, fordi jeg i alle Forhold har prøvet at opøve ham til at få den fineste Essens ud af alle Nydelser. Jeg har kultiveret hans Smag. Jeg har vist ham, at Ventetidens Tvang forhøjer Opnåelsens Sødme.”
Beatrice så tvivlende og smilende på det livlige Ansigt.
„Ja, vi kan håbe det. Jeg for min Part er mere end skeptisk.”
Madame Jeanne lo.
„Det er jeg så vant til, det gør ikke noget. Men nu vil jeg ikke snakke hele Tiden. Fortæl noget om dig selv. Fortæl om fælles Venner. Hvordan har Howard det?”
Trods hendes Forsøg på at se ligegyldig ud, opdagede de kloge Øjne ved hendes Side udmærket, at der kom en nervøs Trækning over Beatrices Ansigt.
„Han har det godt. Jeg var i Selskab med ham hos Martens to Dage inden jeg rejste.”
Jeanne sad et Øjeblik, som betænkte hun sig på, om hun skulle tie stille eller gå videre. Så udbrød hun:
„Husk, hvad jeg har sagt før, - Howard er ingen god Mand.”
„Å god - jeg er over den Alder, hvor jeg går rundt og venter Godhed. Finder man den, er man taknemlig. Men jeg forudsætter den aldrig. Jeg har set for meget af Livet.”
„Du har ikke set nok, det er Sagen. Jeg har ikke haft det bedre end du, har jeg vel? Men jeg er ældre, og jeg ved, at Godheden er der, den gemmer sig ofte godt og langt inde, men den er hos enhver. Hele Sagen er, om vi forstår at kalde den frem eller ikke.”
„Ja Tak, men det er anstrengende.”
„Slet ikke. Tror du ikke på Sugestion?”
„Det er man jo næsten nødt til.”
„Så tror du også på Tankernes Kræfter?”
„Nej, men Jeanne dog?”
„Hvad er der?”
„Å, jeg ved ikke. Det er så underligt. Ja, det er en lang Historie - - men - men det er som om jeg i den sidste Tid ikke kan se et Menneske, uden de begynder at tale om sådan løjerlige Ting.”
„Det er ikke løjerlige Ting. Det er ganske naturlige Ting. Hvis du sidder og vil overtale et Menneske til noget, bevise noget, mærker du så ikke en Strøm af Viljeoverførelse til det Menneske? I ganske daglig Tale kalder man det: vinde nogen over til sit Standpunkt. Det er jo sådan noget, som vi i det små gør hver eneste Dag, når vi får en anden til at se en Ting med vore Øjne. Det er det, som Inderne kan i så uendelig meget større Målestok. Hvis en Fakir får dig tit at tro, at det Frø, han lægger ned i Sandet, vokser op for dine Øjne til en Palme, så gør han ikke andet end at tvinge din Vilje således ind under sin, at du tænker hans Tanker, og ind i din Fantasi tvinges de Billeder, hans Fantasi skaber.”
„Men har jeg da ingen Vilje selv?”
„Jo, naturligvis. Hans er blot stærkere end din.”
„Men på den Måde -.”
„På den Måde bliver der i Virkeligheden kun een virkelig Magt i Verden, og den hedder Tankens.”
„Hvor det er underligt.”
„Slet ikke - for os, der i Indiens Kultur - - hvorfor farer du Sammen?”
„Å, det var ingenting. - Du ville sige?”
„Jeg ville sige, at for os, der i Indiens Kultur ser den eneste Redning for Europa, er dette ganske naturligt. Vi har Pengenes Magt og lader den regere os. De har Tankens Magt, og engang vil de til Vestens Frelse lære os den.”
„Jeg ved ikke,” Beatrice rystede på Hovedet, som rystede hun noget ubehageligt bort, „jeg holder af det reelle. Dette er mig altsammen for ubegribeligt. Det er næsten uhyggeligt.”
„Det er kun fordi du ikke forstår det rigtigt, vent.”
Beatrice sad og undrede sig over, at Jeanne brugte næsten de samme Ord, som Tom Brown havde brugt den Aften, de fulgtes ad fra Redaktørens Selskab, og Følelsen af, at der virkelig ville komme noget til hende, som var udover det dagligdags, blev stadig stærkere.
„Jeg skal nemt bevise dig, at jeg har Ret,” vedblev Jeanne. „Kender du ikke dette, at man kan møde et Menneske på Gaden, et vildfremmed Menneske, og øjeblikkelig få en Følelse af, at man burde kende dette Menneske, at der er en sjælelig Forbindelse tilstede?”
„Jo, naturligvis kender jeg det,” svarede Beatrice modstræbende.
„Nå, - det er såmænd ikke længere siden end i Forgårs, jeg kom gående henad Boul. Mich, - så er der pludselig en Mand, som ser på mig, han bøjede Hovedet hen imod mig og blev ved at se mig ind i Øjnene, sålænge han gik forbi. Vi gik begge meget langsomt, der var ingenting frækt eller blot uopdragent i hans Måde at se på, - blot som var det en Ven, der efter en lang Skilsmisse så mig igen og ikke måtte standse. - Er det nu egentlig ikke nogle tåbelige og skadelige Love, Mennesker stiller op, - denne Mand og jeg var bestemte til at være Venner, jeg ved det, og i Stedet for måtte jeg for ikke i hvert Fald overfor mig selv at få Udseende af at være upassende, gå min Vej og se ligegyldig ud. Det var det eneste passende, ganske vist - men måske ville vi have fået så megen Glæde at være sammen. Men det ville have været uanstændigt, om jeg var standset. Derimod er det passende og anstændigt, at de utåleligste Mennesker sidder og plager Livet af En med dum Snak, blot man har været inviteret i Selskab sammen med dem.”
„Jeg kender godt dette, at man kan føle som var man Ven med et Menneske ved første Øjekast, - og Uven forresten med.”
„Selvfølgelig, det kender vi alle. Hvert Menneske har sin sjælelige Atmosfære, som omgiver det, aldeles på samme Måde som Luften omgiver Jorden. Når så denne Atmosfære berøres af en den modsat og ubehagelig anden Atmosfære, så opstår det, man kalder Antipati. Men hvorfor, - fordi der i en anden, tidligere Tilværelse var Fjendskab mellem disse to. - Jeg kan ikke begribe, at du aldrig har tænkt over disse Ting, Beatrice. Og omvendt.”
„Det har jeg forresten - i den sidste Tid.”
Jeanne så et øjeblik skarpt på Beatrice. Så udbrød hun:
„Tag dig i Agt for Howard - han vil dig intet godt!”
„Men Jeanne dog -.”
„Allerede da jeg i Sommer så jer sammen, tænkte jeg det. Nu da jeg stadig har læst og tænkt over disse Ting, ser jeg det endnu klarere. Han har stor Magt over dig - men ikke til det Gode.”
„Nej, hør nu Jeanne.”
„Det er som jeg siger. Der har været noget mellem jer, før, i en tidligere Tilværelse. En stor Lidenskab måske, jeg ville snarest tro, at der var fulgt Blod og Forbrydelse med den. På en eller anden Måde har I syndet hårdt mod andre, måske også imod hinanden. Dersom du var således inde i disse Ting, som jeg er, ville du selv kunne se det.”
„Men Jeanne - det er jo uhyggeligt.”
„Slet ikke. Vi soner i det ene Karma, den ene Tilværelse, hvad vi forbrød i den anden. Du er svag overfor Howard - og tag dig i Agt - ellers vil der komme Ulykke over dig fra ham.”
Beatrice var sprungen op og stod foran Jeanne med vidt opspilede Øjne og rystende over hele Legemet.
Hun begreb ikke, at det var den glade, dygtige, ligevægtige Veninde, som sad der og sagde så mange tilsyneladende forstyrrede Ting til hende.
„Jeanne, hvad går der af dig, - er du bleven Spåkone?” udbrød hun tilsidst forbitret.
„Det kan man godt sige, - vi, der arbejder med Yoga, ser det, I andre ikke kan se.”
„Gør du da det - du også?”
„Jeg også - så kender du andre?”
„Jeg har i hvert Fald hørt om det.”
„Jo, jeg arbejder meget med det. Jeg har længe aldrig villet tale om det, fordi jeg nu engang er Skeptiker, og jeg ville ikke vedgå, at jeg var med i noget, der måske ville vise sig at være Humbug. Det er ikke Humbug. Det er den ældgamle, evige Sandhed og Visdom.”
Beatrice hørte næppe, hvad hun sagde. Der var jaget en Forbitrelse ind i hende, som hun næsten ikke kunne beherske.
Hvad kom Howard og hendes Forhold Folk ved! Hvad lignede det, at hun ikke kunne gå et Skridt uden at høre Advarsler. Hun var gammel nok til at passe på sig selv. Nu ville hun netop vedligeholde Forbindelsen med ham.
Hun rejste sig hurtigt.
„Farvel Jeanne, jeg må,desværre gå nu.”
Den anden så overrasket ind i hendes ophidsede Ansigt.
„Men hvad er der dog? Er du vred.”
Beatrice lo anstrengt.
„Vred, - nej, hvad skulle jeg dog være vred for. Jeg synes bare, I er så løjerlige allesammen. Men jeg kommer snart igen. Der er blot noget, jeg absolut skal have afsted til Bladet i Aften.”
Jeanne følte sig fuldkommen overbevist om, at dette ikke var sandt, men hun kendte Beatrice, og vidste, at det eneste kloge var at lade hende gå, når hun ville.
„Ja ja da, det var kedeligt. Jeg havde troet, du ville være bleven i Aften. Men så en anden Gang.”
„Snart, snart, -” Beatrice kyssede hende, allerede en Smule angerfuld, „hils Maurice, når du skriver. Jeg bor Hotel Cloche. Det er jo ikke så langt herfra. Farvel og på Gensyn.”
Da hun var kommen ned på Gaden, var hun i en Stemning så nervøs, så irriteret og så barnagtig ulykkelig, at hun havde haft mest Lyst til at finde en mørk Krog til at gemme sig i og tude.
Hun syntes pludselig, alting gik hende imod. Alle Mennesker ærgrede hende. Hun havde haft det så rart hjemme i London. Hvorfor var hun så rejst? Fordi en skinsyg Mand ville skille hende fra Howard.
Og næppe opsøger hun den bedste Veninde, hun har i Paris, før hun også begynder at ærgre hende.
Men hun ville - hun ville, - hvad ville hun egentlig?
Med Øjnene fulde af Tårer af Flovhed over sig selv og en forbitret Fornærmethed med alle andre, kaldte hun på en Bil og kørte til sit Hotel.
Også det ærgrede hende. Alting her var så småt og så tarveligt. Det var ganske vist valgt således med Vilje, fordi hun meget lettene kunne gå og komme i sine Forklædninger, når hun boede et sådant Sted, end i et stort Hotel.
Men i Aften var der ikke een Ting, som hun ikke fandt utålelig.
Hun savnede sine smukke Stuer, hun savnede Redaktionen, Kammeraterne deroppe, som hun trods små Brydninger alligevel altid følte sig solidarisk med. Hun savnede Martens, hans gemytlige, kloge Øjne.
Og måske, - hun sagde det ganske højt til sig selv, medens hun kastede sine Gadesko hen i Krogen og stak sine Fødder i et Par bløde Morgentøfler, - måske savnede hun i Virkeligheden Howard mest.
„Hvis han kom i Aften, så - - ja, måske blev jeg så glad, at jeg blev stærk nok til igen at drille ham,” sagde hun til sig selv, medens Tårerne nu ganske ubehersket styrtede ud af hendes Øjne, „men jeg tror det ikke, jeg tror det egentlig ikke. Hvorfor skal jeg aldrig have nogen til at kæle for mig og tage sig af mig og passe på mig. Jeg er vel nok et Kvindemenneske, selv om jeg kan lave ordentligt Arbejde. Men når I allesammen bliver ved at drille mig så skal I bare få at se, - -”
Hun begyndte at klæde sig af i rasende Fart. Børstede sit Hår skødesløst og sprang over en hel Del af disse små Ting, som hører til et samvittighedsfuldt Toilette, og som Kvinder, der er omhyggelige med deres Skønhed, altid passer på at få gjort.
„Det er jo ligemeget, om jeg er køn eller grim. Jeg skal jo bare gå her og slide og skrive, indtil jeg en Dag bliver så led ved det altsammen, at jeg går i Seinen eller i Themsen, eller hvor det ellers kan træffe sig. Men det kan jo også være ligegyldigt. Når jeg er væk, kan I i hvert Fald ikke drille mig mere eller blande jer i mine Sager og sende mig bort, - jeg gad vide, hvilken Kvinde Howard gør Kur til i Aften, medens jeg her går i Seng med Hønsene og tuder mig grim. Men vent bare.”
Det stod ikke hende selv klart, hvad hun egentlig mente med de sidste Ord, men de trøstede hende og hun gentog dem for sig selv, idet hun sov ind, endnu med våde Kinder, og en meget barnagtig, men derfor ikke mindre smertelig Følelse af at være det mest forladte og mishandlede Væsen på den hele Jord.