Den indiske Ring

---

Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   „Jeg vil ikke tænke på noget som helst andet end Arbejde,” sagde Beatrice til sig selv, mens hun klædt i en ganske jævn Spadseredragt, en lille sort Hat og med en Frisure, sådan som de små Midinetter i de parisiske Forstæder bruger det, flakkede Timevis om i Mont Martre Kvarteret. Den jævne parisiske Befolkning er let at komme i Snak med, og hun opvakte deres medfødte Hjælpsomhed og Deltagelse ved at fortælle, hvorledes hun var kommen hertil fra London for at søge Arbejde.
   Nogle anviste hende Fabrikker eller Butikker, hvor de tænkte, hun måske kunne komme ind. Andre, og det var de fleste, rådede hende til hellere at tage tilbage til London, også fordi disse hæderlige Arbejderkoner mente, at en ung Kvinde ødelagde sig og intet opnåede, ved at være alene så langt fra sit eget Land.
   Hun skrev en Artikel, der ikke gjorde mindre Lykke end hendes tidligere, hjem til Martens, om hvorledes man bar sig ad med at søge Arbejde i Paris. Og hun understregede heri en stor og betydningsfuld Forskel mellem de to Verdensbyer.
   „London,” skrev hun, „er international, men den er det i langt, langt højere Grad i de underste Lag end på Overfladen, hvor den i Grunden er næsten lige så specifik engelsk som enhver anden engelsk By.
   Det modsatte er Tilfældet med Paris. Den er international i sit øverste Lag, fordi Fremmedbesøget i Forhold til dens Størrelse er så overvældende. De jævne Lag er lige så franske som det øvrige Frankrig og ikke nær så prægede af Turister. Desuden er der så langt flere bosiddende Udlændinge i London end i Paris. Til London kommer Tusinder for at skjule sig, Tusinder, der hverken vil eller tør komme i Nærheden af deres eget Land. Til Paris kommer man for at glæde sig over Byen, for at more sig, for at elektriceres af dens Smil og dens Sødme.
   Om London kunne jeg have Lyst til at sige, at den elektricerer ikke, den inspirerer.
   Essensen af fem Verdensdeles Geni, Forbrydelse, Forhutlethed og Overdådighed er samlet der. De lever der, skjuler sig der, og bliver sig selv.
   I Paris føler man et ydmygt Ønske at kunne blive Pariser, og forstår, idet man rejser bort fra denne, den yndefuldeste af alle Byer, at den er fransk og kun fransk, at dens Ynde ikke lader sig fange af dens Tilbedere, men at de bevarer Minderne om den, som vi bevarer Erindringen om en Sommerdag i vor Ungdom, da Verden ikke var andet end Sol og strømmende og strålende Elskov.”
   Beatrice syntes selv, at hun lærte mere af disse fjorten første rolige Dage af dette Pariserophold, end hun havde lært af noget andet.
   Hendes søde Ansigt, naturlige Væsen og den Lethed, hun havde ved at underholde sig med de forskellige Mennesker og glide ind i deres Tankegang, gjorde det nemt for hende at komme på en god Fod med netop den Slags Folk, hun havde Brug for.
   Sad hun på en Bænk i et Anlæg, sørgede hun for at komme i Snak med de jævne Koner og de hjemløse Individer, som tog sig et Hvil der.
   Hendes Tilværelse her var så forskellig fra hendes i Liv i London, og også fra den Måde, hvorpå hun havde levet, når hun ellers havde rejst.
   Den optog og morede hende som noget uvant og udviklende, og når hun en Gang imellem følte sig en Smule ensom, behøvede hun blot at tænke på den underlige Time, der var fulgt efter hin Drøm, da hun havde set sig selv som italiensk Hetære, for at blive fyldt af en blid og stærk og håbefuld Stemning.
   Hun begyndte at få Hjemmefølelse i sit lille Hotel.
   Hendes Værelses Tarvelighed ærgrede hende ikke længere. Hun blev bekendt med Værten og med Stuepigen, som med sit sikre Kvindeinstinkt straks havde gættet, at Beatrice ikke helt var den, hun gav sig ud for, og som selvfølgelig satte hendes Ophold her på et Sted, hvor hun egentlig ikke hørte hjemme, i Forbindelse med en eller anden højst romantisk Kærlighedsaffære.
   Pigebarnet gik stadig ,og ventede på, at den usynlige Elskede skulle dukke op, og brød sin Hjerne halvvejs itu for at finde ud, hvad den interessante Fremmede dog kunne tænkes at foretage sig under sine dagelange Fraværelser.
   En Morgen, da Beatrice følte sig træt efter et Par anstrengende Dage, besluttede hun at holde sig hjemme og hvile sig.
   Hun blev liggende i Sengen længere end hun plejede, og medens hun drak sin Chokolade med de sprøde, halvmåneformede Horn til, kom hun pludselig til ad tænke på, at Claire havde set påfaldende åndsfraværende og ulykkelig ud, da hun bragte hende Frokostbakken.
   Da hun havde spist, faldt hun i Søvn igen, og vågnede først henad Tolvtiden ved at høre en ubehersket Hulken i Værelset ved Siden af.
   Beatrice blev liggende og grundede på, om det kunne være en af Hotellets Gæster, men følte sig pludselig overbevist om, at det måtte være Claire.
   Hun bankede på Væggen. Ingen svarede, men Gråden dæmpedes, selv om man kunne høre, at det voldte den Grædende en stor Anstrengelse at beherske sig.
   Beatrice ringede de to Gange, som betød, at Stuepigen skulle komme, og efter flere Minutters Forløb viste Claire sig endelig.
   „Kom her hen, Claire, jeg vil tale med Dem.”
   Pigebarnet var åbenbart meget uvillig til at gå bort fra Døren, og nærmede sig Sengen med små langsomme Skridt.
   „Hvad er der i Vejen, Claire.”
   „Intet, Madame.”
   „Sig mig det, Claire, - var det ikke Dem, som græd her inde i Værelset ved Siden af?”
   „Å Madame, - vækkede jeg Dem, - jeg tænkte slet ikke på, at De ikke som sædvanlig var gået ud. Det var en stor, evig Skam af mig. Jeg beder Madame ikke klage over mig, så bliver jeg afskediget.”
   „De ved jo meget godt, at det aldrig kunne falde mig ind, at klage over Dem, Claire. Men det gør mig ondt, at De er så bedrøvet. Kan De ikke fortælle mig, hvad der er sket?”
   Pigebarnet stod lidt og vaklede mellem sin Skyhed og Trang til Fortrolighed; indtil hun pludselig faldt på Knæ foran Beatrices Seng og bekendte alle sine Sorger.
   „Der boede for et Års Tid siden en ung Maler her i Hotellet, Madame. Han kom langt oppe Nord fra, - jeg forstod ikke et Ord af hans løjerlige Sprog, men han talte noget af vort og forstod det også, når jeg talte langsomt. Han var så smuk, å, De kan ikke tænke Dem, kære Madame, så han var smuk! Med store blå Øjne og så meget tykt, brunt Hår. Jeg turde næsten ikke se på ham, somme Tider, så smuk var han, for det gjorde helt ondt i mig at han var så smuk.”
   „Men hvorfor dog - Claire.”
   „Å, det er da rimeligt,” Claires pikante lille Ansigt fik et surmulende Udtryk, „er det morsomt, at en Mand er så smuk, så en Kvinde er nødt til at sige sig selv, at de vil rende efter ham allesammen? Og det gjorde de også, - å, jeg kunne have kvalt dem,” hun knyttede Hænderne og de sortbrune Øjne gnistrede af Lidenskab og Skinsyge. „Men se, den Gang var det nu så heldigt, at han ville male mig og det ved Madame nok, at hvis en Mand er meget optaget af sit Billede og kan lide sin Model, så bliver han ved at være tro mod hende, indtil Billedet er færdigt, for ellers behøver Modellen bare at ønske ondt over Billedet, og så får Maleren det ikke solgt og får ingen Held med det.”
   „Det har jeg aldrig hørt, Claire.”
   „Nå, men sådan er det nu. Jeg ved det fra min Veninde, som er Model. Ikke sådan Model for alle, men hendes Ven er altid en Maler. Nej, men han var så god, så god ved mig sålænge det varede, ja, altså længere endnu.” Claires Tårer begyndte igen at strømme ubehersket ved Tanken om den lykkelige Tid. „Ingen kan tænke sig, så han var god ved mig. Men så blev Billedet desværre færdigt, og der kom mange Folk og så på det. Og mellem dem var også en meget smuk Dame, - ja, smuk var hun altså, skønt jeg ønskede og har bedt til, at Madonna måtte gøre hende grim som Lucifers Bedstemor, - og hun ville endelig købe Billedet, og jeg tiggede ham om ikke at sælge det til hende, jeg ville ikke have det Billede op i hendes Stuer, - men hvad skulle han gøre, han havde næsten ingen flere Penge. Alligevel trak han det ud, han kunne ikke se mig græde, sagde han, og hun blev ved at rende her, og hun smidskede for ham og lavede Øjne og inviterede ham med ud i sin Bil, og tilsidst fik hun det da også fra ham. Å, hvorfor slog jeg hende ikke ihjel, den Dag, hun kørte med det. Hvorfor sprang jeg ikke op i hendes Bil bagved hende og kvalte hende?”
   „Men sødeste Claire, det havde jo været skrækkeligt, om De havde gjort det!”
   „Hvorfor havde det været skrækkeligt? Det havde da ikke engang været, hvad hun fortjente. Hun var nok en rig Dame, sikke Klæder hun havde på, og hun var sådan, at Mændene så på hende, men nogen fin Dame, nej, det var hun ikke. Jeg ved nok, at jeg ikke selv er nogen Dame, men det giver jeg mig da heller ikke ud for, men det var, hvad hun gjorde. Og se på andre, hvad de kommer af, det kan jeg. Der tager jeg aldrig fejl. Jeg så også straks, at Madame ikke passede her, og ikke er vant til Folk af vores Slags.”
   „Men hvad så med din Ven, Claire?”
   „Ja, det gik, som jeg tænkte. Da først Billedet var ude af Huset, så var naturligvis også mit det bedste forbi. Han flyttede hen et Sted, hvor der var et ordentligt Atelier, og det var der nu naturligvis ikke noget at sige til, for male skulle han jo, og dette her med Hotelværelse duede ikke. Men så fandt hun på, at hun ville males af ham og ville give ham en gruelig Masse Penge for det. Og på den Måde blev det jo til, at hun kom der evigt og altid. Og inviterede ham med ud gjorde hun også. I Teatret, på Restaurationer. Hver Gang jeg havde en Friaften og ville til ham, så hed det: „Jeg kan desværre ikke - jeg skal ud.” Å, Madame, De kan tro, det kan gøre ondt i Ens Hjerte at høre sådanne Ord og så vide, hvem det er, der er Skyld i det hele. Han sagde det aldrig, han er så god, han mente vist, at han skånede mig, når han lod, som om han skulle ud med sine Kammerater. Men han narrede mig ikke. Mænd tror altid, at de kan bilde os alt muligt ind, og de ved ikke, at jo mere man lader som om man tror dem, des mere gennemskuer man dem.”
   Claire standsede et Øjeblik for at trække Vejret og tørre sine Øjne, som hun rettede bønfaldende mod Beatrice, men et Minut efter var hendes kønne friske Kinder igen våde.
   Beatrice havde lagt sig om på Siden og strøg sin Hånd beroligende hen over hendes Hår, medens hun hørte på den ophidsede unge Stemme med en Følelse af, at hun lyttede til et Varsel om en Brøde og en Ulykke, der uafvendeligt nærmede sig.
   „Og han kan jo ingenting skjule for mig, selv om han prøver på det,” vedblev Claire, medens hun drejede og snoede sit lille våde Lommetørklæde mellem Fingrene. „Når man elsker en Mand, så behøver man ingenting at fortælle. Jeg kan se alting på ham, jeg kan næsten føle det uden at se på ham. Og i Aftes gik jeg der op uden at han vidste det. Og uden for Døren kunne jeg høre hendes Stemme, hun ville vist have ham med, for jeg hørte ham sige: „Lad mig være, jeg er træt og vil blive hjemme.” Og jeg var lige ved at slå Døren ind og - ja, jeg ved ikke hvad. Men jeg var ligesom syg, på een Gang. Havde slet ingen Kræfter. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom hjem. Og jeg må vist have haft Feber i Nat, for jeg kan ingenting huske. Men i Morges, da huskede jeg det altsammen, og jeg blev ligesom helt vild, og så var det, jeg græd, - - men - men - -.”
   Hendes Ansigt udtrykte nu et sådant Had og Raseri, et så ubehersket Ønske om Hævn og tillige en sådan Beslutsomhed, at Beatrice blev angst.
   „Himlen bevare os, Barn, hvad har De i Sinde at gøre?” udbrød hun uvilkårligt.
   „Det ved jeg måske ikke selv, endnu,” svarede Pigen langsomt, medens det mørke Udtryk over hendes Ansigt ligesom syntes at grave sig dybere ind i Trækkene og fæstnede sig der. „Jeg ved det næppe nok endnu. Nej, men jeg vil snart vide det.”
   Hun rejste sig, tog Beatrices Hånd og kyssede den.
   „De har været så god imod mig, Madame, De har hørt på mig, som De ville have hørt på mig, om jeg havde været Deres Veninde. Jeg takker Dem mange Gange.”
   „Claire - vil De love mig ikke at gøre noget - noget uoverlagt.”
   Beatrice så op på hende og mødte hendes Blik og fik et lille besynderligt Nik til Svar.
   „Jeg gør intet - intet uoverlagt -!” svarede hun i en Tone, der nærmest lød spotsk. „Det er sent - vil Madame have Frokosten op, medens De endnu er i Sengen. Jeg skal straks bringe den.”
   „Nej, Tak, Claire. Bring mig den om en Time. Jeg vil stå op nu.”
   Pigen gik, og Beatrice begyndte langsomt at klæde sig på.
   Medens hun badede sig, tænkte hun på, hvad hun kunne gøre for at få Claire til at opgive den Hævn, hun uden Tvivl havde i Sinde at tage over sin Medbejlerske.
   Hvis nogen Sinde en Kvinde i Alvor havde besluttet en Hævn, så var det Pigen her. Over hendes underligt dunkle og hårde lille Ansigt havde det været, som skrev Skæbnen selv sine utydelige, men varselsfyldte Skrifttegn.
   Hun var næppe bleven færdig med at klæde sig på, da Claire kom med Frokosten og et Brev.
   Beatrice havde sat sig i en lav, magelig Stol henne ved Vinduet, kun med en Kimono på, og skønt hun havde Lyst til at tale med Claire og havde forberedt sig på, hvad hun ville sige, glemte hun det altsammen ved Synet af det tykke Brev på Bakken.
   Det var Tom Browns Håndskrift, men indeni hans Brev lå et andet, hvis ejendommelige Bogstaver ikke mindede hende om nogen anden Skrift hun kendte.
   Hun så hastigt på Underskriften -
   Blodet jog til hendes Hjerte, og hun blev grebet af denne underlige Følelse af Drøm, af Uvirkelighed, af at have gennemlevet disse Minutter før og måske andetsteds, men i hvert Fald af at have gennemlevet dem.
   Frokosten blev længe stående urørt.
   Claire havde listet sig ud af Værelset, da hun så, hvor grebet den fremmede Dame blev ved Synet af sit Brev, og havde lukket Døren sagte efter sig med et langt, hengivent Blik på Beatrice.
   „Fra den hun elsker,” var hendes hurtige Udlægning af Beatrices Sindsbevægelse.

„De ved, at dette Brev kommer til Dem fra en Ven,” stod der på dette tykke Papir med den usædvanlige Håndskrift. „De ved noget om mig, og jeg ved meget om Dem. Vi vil se hinanden med vore legemlige Øjne, såsnart Tiden er til det. Kommer De i nogen Slags åndelig eller legemlig Fare, så tænk på mig. Den Forbindelse, der er imellem os er stærkere, end De nu forstår. Vær ikke bange for det, der vil komme til Dem. Lad mig sige Dem og tro mig, at Frygt forøger Fare, og fuldkomment Mod er mere end både Rustning og Våben. Der sker intet tilfældigt og intet hensigtsløst. De, som er bestemt til at mødes, vil finde hinanden, og Tanken når sin fjerne Ven hurtigere end Blikket når Stjernerne i det store Rum. Vi to vil mødes, Beatrice Harrison. Gør Vejen mellem os let ved at sende mig Deres Tanker.

   Brevet var skrevet på daddelfrit Engelsk, og da Englænderne kun har det ene Ord „you!” for både „du” og „De”, kunne Beatrice lægge en mere eller mindre fortrolig Tone ind i det, eftersom hendes Opfattelse lod hende forstå det.
   Hun forstod det meget fortroligt. Hun forstod det som mere end et Vennebrev, som en Beskytters, en agtpågivende og omhyggelig Elskers.
   Det varede længe, inden hun kunne få sig til at lægge det bort og begynde på Toms.
   Han skrev, at det var nogen Tid siden, han havde modtaget det indlagte Brev til hende, men han havde villet vente lidt med at sende hende det.
   Desuden skrev han, at han syntes udmærket om hendes Artikler, og at de blev godt omtalte. At han gerne ville komme til Paris og se hende, men at han troede, hun helst ville være alene. Dersom hun i mindste Måde ønskede hans Selskab, skulle hun blot skrive et Par Ord til ham.
   Beatrice læste hans Brev temmelig åndsfraværende. Hun ønskede ham aldeles ikke over til sig. Hun ønskede ingen. Hun var kommen, siden hin Nat, da hun drømte, i en Stemning, der var uvant for hende.
   Næsten som hun gik i en sød og hemmelig Forventning. Sådan som man kan forestille sig, at Spirene i Jorden venter på den Dag, de skal bryde frem og se Lyset.