Den indiske Ring

---

Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Hele den Eftermiddag følte Beatrice sig ikke oplagt til at foretage sig noget som helst.
   Hun tog en Bog og sad længe med den i Hånden og stirrede på den samme Side uden at vide, hvad der stod.
   Et Øjeblik tænkte hun på at gå en Tur, men Tanken om at hun muligvis, selv uden at søge efter det, ville falde over et eller andet, der kunne give Stof til en Artikel, skræmmede hende fra det.
   Hun følte Lede ved Arbejde, Lede ved Læsning, Lede ved alt, undtagen ved at sidde her, næsten ubevægelig, i sin lave Stol, og slet ikke tænke.
   Det var, som om den stærke, legemlige Træthed, hun havde følt om Morgenen, var forsvunden for at give Plads for en endnu mere lammende åndelig Udmattelse.
   Hun havde også arbejdet strengt den sidste Tid, og enhver, som kender til at anspænde sin Hjerne, ved hvilken pludselig, voldsom Uvilje den kan føle enkelte Dage blot ved Muligheden for at skulle arbejde.
   Beatrice kendte disse Tider, hvor både Legeme og Sjæl uafviseligt forlanger Ro, og hun gav med god Samvittighed efter.
   Men gennem Døsigheden nåede den Vished, at Gatha Sasins Brev til hende lå der, kun et Par Tommer fra hendes Hånd, på det lille, firkantede Bord, som noget lykkeligt og velgørende.
   Claire listede en Gang sent på Dagen ind til hende og spurgte, om hun skulle bringe Middagsmad op, eller Madame foretrak at spise den nede i Restaurationen, men Tanken om, at hun i så Fald ville være nødt til at bytte sin Kimono med en Kjole, fik hende til at bede Pigen bringe den op.
   Hun var sulten og spiste med god Appetit. Da Claire havde taget af det lille Bord, stillede hun en Kande virkelig god Kaffe foran hende og et Par små Kopper.
   Under sit Arbejde så hun flere Gange hen på Beatrice med et ejendommeligt Blik, så denne var ved at spørge, hvad Pigebarnet tænkte på. Men hun huskede den angribende Scene om Morgenen og gav efter for sin Sløvhed og tav, idet hun bestemte sig til at tale alvorligt med hende næste Dag.
   Claire sagde Godnat og gik.
   Beatrice lagde sig tilbage i Stolen, foldede Hænderne under Nakken, så den brogede Silkekimonos løse, vide Ærmer faldt tilbage fra hendes smukke Arme og lukkede Øjnene.
   Den lyse Forårsaftens gullige Skær gled hen over hende, og med både sit Sind og sit Legeme i fuldkommen Hvile og Afslappelse blev hun siddende uden at ænse noget. Uden at ænse lette Trin, som kom hen ad Gangen udenfor hendes Værelse og standsede udenfor hendes Dør. Uden at ænse en dæmpet Banken. Uden at ænse at Låsen drejede sig, at Døren gik op og blev lukket igen.
   Hun rørte sig først, da den Indtrædende var kommen hen til hende, så tæt, at hans Ansigt, idet han bøjede sig hen over det lille Bord foran hende, kun var nogle Tommer fra hendes Hår.
   Hun åbnede Øjnene, rynkede Panden let, som om hun mente, dette var en Drøm og ønskede at blive fri for den. Så og så - fo'r pludselig sammen og gjorde en Bevægelse for at rejse sig, medens Skræk, Overraskelse og en Stråle af Glæde, - en ubehersket, men ikke, des mindre ganske tydelig, - Stråle af Glæde viste sig i hendes Udtryk.
   „Beatrice -.”
   „De sover ikke, - ikke mere. - De sov, da jeg kom ind, tror jeg. Jeg bankede på, men De hørte det ikke. Jeg vidste, De var her. Stuepigen havde sagt mig, at De havde været hjemme hele Dagen og vist snart ville gå i Seng. Men jeg kunne ikke gå min Vej uden at se Dem. Det vil De kunne forstå.”
   „Jamen - hvordan har De - -.”
   „Se nu ikke vred ud,” hun var endnu så lammet af Forvirring og Overraskelse, at hun ingen Modstand kunne gøre, da han trak en Stol hen ved Siden af hendes, tog hendes ene Hånd mellem sine og flere Gange førte den til sin Mund. „De er jo ikke vred. De er meget forbavset. De forstår ikke, hvorledes jeg er kommet her - har fundet Dem, - det kan også være det samme, - De slemme lille Pige, De gjorde mig det besværligt, men kun fordi De vidste, jeg ville overvinde Vanskelighederne.” Han lo med en lille kærtegnende Latter. „Hvad for dejlige Arme, De dog har. De burde altid bære sådan noget skinnende Silke med mange Farver, som denne her, - Kimono; kalder man den, ikke sandt.”
   Hun prøvede at trække sin Arm til sig. Al Sløvheden var borte. Hun var vågen, vagtsom. Hun følte med Vrede mod sig selv, at hun var dybt tilfreds med, at han havde fundet hende.
   Hun kunne have undværet ham, men den Vished, at han virkelig, som han selv sagde, havde haft Vanskeligheder ved at finde hendes Spor, og at han havde fundet det Umagen værd at besejre disse Vanskeligheder, rørte hende.
   Hun syntes, det var så længe siden hun havde set ham og havde set nogen af sine Vennen hjemme fra London.
   Måske havde hun ikke egentlig savnet dem, men nu, da han var kommen, smukkere, stærkere og tydeligvis mere optaget af hende end nogen Sinde før, nu forekom det hende, at hun halvt ubevidst måtte have savnet ham altid.
   Men hun ville ikke, nej, hun ville ikke give efter.
   Howard var ikke en Mand, overfor hvem en Kvinde kunne lade sig lede af en Stemning og håbe på, at han ikke ville benytte sig af den. Hun måtte være på sin Post.
   „Hvorfor skrev De ikke?” spurgte hun for at bryde den farlige Tavshed.
   „Skrive -,” han lo igen. „Når jeg vil se Dem, hvad hjælper det mig så at sidde hjemme i London og skrive, at jeg længes.”
   „Å,” sagde hun og prøvede på at spøge, skønt hun mærkede, at hun dirrede af Nervøsitet, „det måtte De også hellere lade være med, for det troede jeg alligevel ikke på.”
   I Stedet for Svar tog han med et fastere Greb om hendes Arm og skubbede Kimonoærmet op om skulderen.
   „Er der noget så yndigt til som sådan en fin, glat Kvindehud,” mumlede han, og idet han lagde sin Mund ind mod den indvendige Side af Armen, bøjede han den hen over sit Ansigt, så hans Hoved næsten rørte hendes Bryst og hendes Hånd kom til at ligge om hans Nakke.
   Hun så svimmel ned på det mørke Hår, og uden at hun vidste af det gjorde hendes Arm en svag, kærtegnende Bevægelse, som tvang hans Hoved så nær, at det kom til at hvile mod hendes Bryst.
   Ingen af dem talte. Hun mærkede kun det tøvende Pres af hans Læber, der fulgte Armens Linie opefter. Hun vidste, at hun måtte rejse sig, måtte gøre Ende på dette, men enhver Bevægelse eller Forandring af Stilling syntes kun at bringe dem nærmere til hinanden.
   Langsomt løftede han Hovedet og søgte hendes Læber.
   „Beatrice -”
   Intet Svar. Han mærkede, at hendes Ansigt drejede sig til Siden for at undgå ham, men han løsnede ikke sit Tag om hende.
   „Hvorfor skal vi blive ved at spille Komedie for hinanden?”
   „Jeg - spiller ikke Komedie.”
   Han lo lidt.
   „Vist er du klog, Beatrice. Jeg skal være ærlig imod dig og sige, at du har behandlet mig netop, som du skulle for at få mig for Alvor forelsket. Nogle Mænd såres af Modstand, og deres Følelser dør derved. Min ægges. Men leg nu ikke mere. Man kan også gøre en Mand træt. Det er kun de Kvinder, der tvivler om deres egen Evne til at gøre En Mand lykkelig, som venter for længe.”
   Noget i hans sidste ord sårede hende, uden at hun selv kunne gøre sig klart, hvad det var.
   Med et pludseligt Ryk havde hun rejst sig og var kommen fri af hans Arme, før han kunne besinde sig.
   „Men hvad er der?”
   „Så - nu kan det være nok.”
   Hun talte stakåndet, og han så forundret på hende.
   „Hvad er der i Vejen, Beatrice. Hvad har jeg gjort?”
   „Det - det ved jeg ikke, - jeg ved ikke, hvad der gik af mig før. Men De må gå nu.”
   „Ved du ikke, hvad der gik af dig før? Det ved jeg godt. Du er alt for overlegen til at ville Spille uærligt Spil længere. Synes du ikke, jeg kunne forlange en Belønning fordi jeg fandt dig. Tilstå, at du kun tog hertil for at sætte mig på Prøve?”
   „Nej.”
   „Jo, du gjorde, Beatrice. For du troede ikke på mig, og så - -.”
   „Jeg ved knap, hvorfor jeg rejste. Men det var ikke, - nej, det var ikke for at prøve Dem.”
   Han rynkede Panden. Hendes Ansigt havde fået et Udtryk af Ærlighed, af Ængstelse, af en Masse modstridende Følelser, som han ikke gjorde sig den Ulejlighed at undersøge nærmere, men som rørte ham, og han ville ikke røres.
   Hun stod henne ved Bordet, med den ene Hånd støttet mod dets Flade og Ryggen halvt vendt imod ham. Hans Blik fulgte Figurens smukke Linier, og idet han langsomt nærmede sig hende, lagde han sine Hænder på hendes Skuldre og tvang hende om imod sig.
   „Beatrice - er vi så - rigtig glade for hinanden?”
   Hun så op på ham med et usikkert lille Smil.
   „Er du ikke min gode Veninde?”
   „Jo-e.”
   „Tror du på, at jeg holder meget, meget af dig?”
   Hans Mund var nu ganske tæt ved hendes Øre, og han løftede blidt en Hårlok bort og kyssede det.
   „Lille søde Pige, nu er vi to alene i en fremmed By, alene mellem fremmede. Er det ikke henrivende. Du kan tro, jeg er en Havmand, der har fanget dig og ført dig til Havets Dyb, og der vil jeg gemme dig og have dig for mig selv. Og du skal blive mere lykkelig end nogen Kvinde har været.”
   Hun lyttede til den kærtegnende Stemme og og lod ham tage hende i sine Arme. Al den Modstand, som altid havde været i hende overfor ham, gled langsomt bort ved det Behag, hans Stemme og hans Kærtegn fyldte hende med. Hun sagde til sig selv, at hun ville ikke give efter, men blot stå således et Øjeblik.
   Men nu gjorde han en Bevægelse for at trække hende med sig, og derved kom hendes Hånd til at støde mod Gatha Sasins Brev.
   Følelsen af Papiret mod hendes Hud fik hende til uvilkårligt at se ned. Hun greb om Brevet, og Howards Øjne fulgte hendes Bevægelse.
   Han irriteredes over, at hun i dette Øjeblik kunne afvende sin Opmærksomhed fra ham og ville tage Papiret fra hende, men uvilkårligt holdt hun fast, medens Brevets smukke, underlige Bogstaver pludseligt stod tegnede for hendes Fantasi.
   Hun rettede sig op og vristede sin Hånd løs af de Fingre, der tog så hårdt om hendes Håndled.
   „Nej, lad mig beholde det.”
   Han blev forundret over Klangen i hendes Stemme. Den havde intet af det slørede, kurrende, den før havde haft, men var rolig, så underligt nøgtern.
   Hun rettede sig, gik et Par Skridt bort fra ham og strøg Håret fra Panden.
   „Hvad er der?” Nu var Stemmen næsten brutal og hans Ansigt var vredt.
   Hun samlede sin Kimono sammen om sig og stod rank og lige foran ham med Brevet presset ind mod sit Bryst.
   „Det er bleven sent,” sagde hun i en fuldkommen naturlig Tone. „De må gå nu, kære Ven. Hvornår ser jeg Dem igen?”
   Han så forbitret på hende og smilede hårdt.
   „Det ved jeg ikke, kære Veninde.”
   „I Morgen?”
   Hun følte sig i dette Øjeblik så sikker, så stærk, så overbevist om at have Herredømme over sig selv, at hun ligefrem syntes, det kunne være fornøjeligt at mødes med ham igen. I en barnagtig Tryghed for, at Stormen i hendes eget Sind havde lagt sig, fandt hun det ikke Umagen værd at regne med Ophidselsen i hans.
   „I Morgen,” gentog hun med et Smil, der var fuldt af Spot og med noget lurende, noget grusomt og hårdnakket bag ved.
   „Ja, - hvis det passer Dem kan vi spise Frokost sammen. Vi kan mødes Kl. 1 hos Trougard, hvis De vil.”
   „Det skal være mig en stor Fornøjelse.”
   Hans Tone var dobbeltbundet, hans Smil tvetydigt. Men hun ænsede det ikke, eller hun ville ikke ænse det.
   Så stod de et Øjeblik og målte hinanden, indtil han langsomt kom over Gulvet hen imod hende og rakte hende Hånden.
   „Farvel, Madame. Jeg har den Ære at ønske Dem en god rolig Nat. Og altså - på Gensyn, - var det hos Trougard - Kl. 1? Javel.”
   Hun lagde sin Hånd i hans og modtog et kort, ligegyldigt Tryk af hans Fingre. Næsten undskyldende så hun op mod ham.
   „Jeg - jeg glæder mig til at se Dem igen i Morgen,” sagde hun med et levende Ønske om at forsone ham.
   „Jeg kunne umuligt glæde mig mere til noget end til det,” svarede han med det samme tvetydige Smil som før.
   Så gik han, og hun blev stående og så mod den lukkede Dør med en underlig blandet Følelse af Tomhed, Befrielse, Anger og Lettelse. Hun vidste ikke selv, hvad der var stærkest hos hende.
   Men idet hun langsomt begyndte at klæde sig af, forsikrede hun sig selv om, at hun var glad over, at han var gået, men tillige, at det ville blive en stor Skuffelse for hende, dersom han skulle finde på at sende Afbud næste Morgen. Og det kunne man aldrig vide. Han var en Mand, der ikke fandt sig i Modstand, og som sikkert ville være rede til at tage Hævn, dersom han skulle træffe på noget, som han fandt var Hævn værd. Han måtte kunne være ubarmhjertig. Ja, han var ingen god Mand, han var hård, kun optaget af sig selv. Hun nægtede det ikke, hun havde aldrig været blind for det.
   Således blev hun ved med at forsvare og angribe, blev ved med at lade sine Tanker beskæftige sig med ham, og var under bestandig Indrømmelse af det slette hos ham ærlig nok til at vedgå, at hun glædede sig over, at han var kommen. Opgive hende ville han altså ikke! Det var en dyb Tilfredsstillelse at være sikker på dette, selv om hun samtidig godt vidste, at nu var hun igen kastet ind i den samme Nervøsitet, den samme Uro, han havde voldt hende og pint hende med i London.
   Og Brevet fra Ghata Sasin lagde hun under sin Hovedpude.