WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Næste Morgen, da Beatrice ringede på sin Chokolade, kom den ikke.
   Hun lå lidt og spekulerede på, om Vejret skulle være godt nok til, at hun kunne tage en ny, lys Forårskjole på til Frokosten sammen med Howard.
   Så vidt hun kunne se gennem de grønne, nedrullede Persienner, måtte det være strålende Solskin. Bådene på Seinen var sat i Gang, og hun havde intet imod at tage endnu en hel Fridag og gøre en Udflugt om Eftermiddagen sammen med ham. For Eksempel tage til Skovene ved Meudon, hvis Flor af Hyacinter sikkert nu måtte være på det allerskønneste.
   Hun spekulerede på den foregående Aften, og først nu begyndte hun at undre sig over, at hendes Fornuft og Beherskelse var kommen så løjerlig pludseligt, var kommen netop som hun havde været ved fuldkommen at tabe Hovedet, lige idet hun havde følt Inderens Brev i sin Hånd og havde set hans skrevne Ord foran sig.
   „Tanken når sin fjerne Ven, hurtigere end Blikket når Stjernerne i det store Rum.”
   Det var den Sætning, som hun havde set foran sig, og det var virkelig, som om hans Tanke i det Øjeblik havde nået hende, havde behersket hende, vejledet hende og tvunget hende til at tage et alvorligt Tag i sig selv.
   Tom Brown havde jo påstået, at han beskyttede hende, og at han kunne det, fordi han var sjælelig stærkere end andre.
   Det var trygt og tiltalende at tro, at det måske kunne være sandt. For - hun drejede Hovedet og borede sit hede Ansigt ned i Hovedpuden, - hun havde ikke den fjerneste Lyst til igen at skilles fra Howard. Det var ydmygende med den Magt, han havde over hende, men når en anden hjalp hende, var hun da i hvert Fald sikker på altid at blive den stærkeste, selv om Scenen fra i Går kunne tænkes at gentage sig.
   „Vrøvl - hvor det dog er nogle barnagtige Fantasterier,” udbrød hun pludselig højt, og ærgerlig over sig selv ringede hun langt stærkere, end hun plejede og sendte et vredt Blik hen imod Døren, hvorfra hun ventede at se Claire komme med Bakken.
   Men der kom ingen Claire.
   I Stedet for hørte hun et Øjeblik efter en ophidset Mandsstemme, Værtens Stemme, og så blev der banket på.
   „Kom ind!”
   Døren åbnedes på Klem, og lidt af Værtens Ansigt viste sig i Sprækken.
   „Det er bare mig, Madame. Det var vel ikke muligt, at jeg kunne komme ind, - Madame er i Sengen?”
   „Kom De bare, - hvad er der dog i Vejen? Jeg har ringet to Gange på Claire.”
   Værten kom nu ind og stillede sig op lige inden for Døren. Hans Ansigt var forfjamsket, og han så så angerfuld hen mod Beatrice, som om han var Skyld i det.
   „Å, tilgiv, Madame, tilgiv. Det er en stor, stor Skam. Jeg skal selv komme med Chokoladen lige på Minutten. Men jeg skal sige Madame det, som det er, - Claire er forsvunden - ja, virkelig, sporløst forsvunden. Hun har ikke været hjemme i Nat. Hendes Seng er urørt. Jeg begriber det ikke. Hun er ellers det ordentligste og det punktligste Pigebarn, jeg nogen Sinde har haft. Fruentimmere er jo altid småtossede, - å, tilgiv, Madame, jeg sagde ikke „Damer”, gjorde jeg vel? Jeg mente sådan Pigebørn. Men hun var nu alligevel sådan en flink lille én. Det er virkelig skrækkeligt. Hun har jo været løjerlig lige siden den Maler rejste, - men alligevel - jeg havde ikke troet det om hende. Nej, det havde jeg virkelig ikke, - sidst om hende, - ak ja!”
   Beatrice havde kun med et halvt Øre ænset denne Ordstrøm.
   Over Howards Besøg havde hun fuldstændig glemt Claire, men nu, da hun var forsvunden, huskede hun alt, hvad Pigen havde fortalt hende. Huskede de truende Ord, det lille, hårde, besluttede, dunkle Ansigt og et besynderligt Blik, hvormed hun havde sagt Godnat.
   Det var den Gang gået hende uænset forbi, optaget som hun var af sit Brev, men nu stod det pludselig for hendes Erindring, og hun følte sig med en heftig, angstfuld Sikkerhed overbevist om, at Claire var kommen ind i noget, - noget tragisk eller forbryderisk.
   „Hvad har De gjort - er De gået til Politiet?”
   „Ja, Madame, straks. Naturligvis.”
   „Å, hvorfor har De -gjort det? Hvor kunne De nænne det?”
   „Men hvad skulle jeg dog ellers gøre? Vi søgte allevegne. Der var intet Spor. Portieren siger, at hun var gået ud temmelig tidligt i Går Aftes, og hjem er hun altså ikke kommen. I sådanne Tilfælde gælder det jo altid om at begynde at søge, medens Sporene endnu er friske, ved Madame nok,” lagde han til med Mandfolkebevidsthed om at kende til Jura og Lovene, noget, man jo ikke med Rette kunne vente af Kvinder.
   „Men at De kunne nænne det?”
   I Beatrices Hjerte voksede Følelsen af, at Claire virkelig ville få noget med Politiet at gøre, dersom man fandt hende, og hun forbitredes så meget mere over denne Mulighed som hun stadig stærkere bebrejdede sig selv at have glemt Pigen.
   „Det er kun vor Pligt.”
   „Men hvad mistænker De hende da for?”
   Værten trak på Skuldrene.
   „Kærlighed, Madame, kan drive Engle til djævelske Gerninger, og derfor også Kvinder. Jeg indrømmer, at i mine Øjne er mange Kvinder Engle, - i hvert Fald skulle jeg intet have imod, at Englene lignede nogle af de Kvinder, jeg har haft den udmærkede Ære at træffe her i denne Verden,” tilføjede han med et høfligt Fingerkys.
   Men straks efter blev hans Ansigt igen uroligt bekymret.
   „Det er en frygtelig Historie for mit Hotel, og jeg har jo også så ondt af det stakkels Pigebarn,” sagde han sukkende. „Dog, hvad kunne jeg gøre? Hun var her dog til det Øjeblik, hun forsvandt. Havde jeg ikke meldt hendes Bortebliven, måtte man jo tro, jeg havde Grunde til at skjule den. Nej, nej, for mig var der intet andet at gøre, skønt det hele jo er yderst pinligt, og jeg sætter jo aldrig mine Gæster ind i den Slags. Man bør som Vært holde alt ubehageligt borte fra dem, der gør En den Ære at bo under Ens Tag. Kun til Dem taler jeg om det, Madame, fordi De var så god ved den stakkels Pige, og hun tilbad Dem, Madame, ligefrem tilbad Dem. Ak ja.”
   „Jeg håber, at Claire intet har gjort, som vil bringe hende Ubehageligheder, for ellers tilgiver jeg Dem aldrig, at De meldte det til politiet, Monsieur Gargin,” sagde Beatrice strengt.
   Værten løftede Hænderne op over Hovedet som for at bedyre sin Uskyldighed i alt, hvad der måtte komme, og huskede så pludseligt på, at Madame jo endnu slet ingen Chokolade havde fået, medens han stod der og snakkede.
   „Den hellige Jomfru se i Nåde til os! Her står jeg, og Madame må være halvdød af Sult,” udbrød han pludseligt og forsvandt som et Lyn ud af Døren.
   Straks efter kom han tilbage med en sirlig Anretning. Han trak med stor Iver og Tjenstvillighed det lille Bord hen foran Sengen og anrettede Chokoladen derpå.”
   Så kom han tilbage med to store Kander varmt Vand, trak den runde Badebalje ud fra den Krog, hvori den Dagen igennem skjultes af et blomstret Forhæng og bad Beatrice endelig ringe, hvis der var noget, hun savnede.
   „Jeg skal gøre alt for at skaffe en anden Stuepige i Løbet af Dagen,” sagde han ivrigt. „Dette er en frygtelig Kalamitet, men vi må alle bære de Byrder, som bliver lagt på os.”
   Beatrice var nær ved at le, da han var vel ude af Stuen. Så pudsig havde han forekommet hende med sin virkelige Frygt for, at hun ikke skulle blive ordentlig passet, med sin oprigtige Sorg over Tabet af den dygtige Pige og sin Krænkelse over, at sådan noget kunne forekomme i hans uangribelige Hus.
   Men straks efter var hendes Tanker hos Claire, og det var alvorligt nok.
   Så snart hun var færdig med at spise, stod hun op og gjorde sig færdig. Vejret var så skønt og varmt, at den nye Kjole måtte være den eneste, som egnede sig, og hun havde lige fået den på og stod og spejlede sig, da hun hørte Lyden af hårde Skridt udenfor, og værten bankede på.
   Han var ligbleg og gjorde Tegn til Beatrice, som denne imidlertid aldeles ikke var i Stand til at udlægge.
   Lige i Hælene på Monsieur Gargin kom to Politibetjente.
   „Tilgiv Tusinde Gange, Madame, at vi trænger ind til en Dame, men - -”
   Trods sin Flygt for Politiet, var Værten så ude af sig selv over denne Dristighed, at han udbrød:
   „Jeg har jo sagt Dem, mine Herrer, at denne Dame, endda en Udlænding, en Englænderinde, mine Herrer, sikkert vil være villig til at komme ned i Salonen og tale med Dem, dersom De vil lade mig få Tid til at bede hende derom.”
   „Javist, javist, Monsieur Gargin,” svarede en stor, godmodigt udseende Betjent. „Men De hører jo, at vi vil have så lidt Ståhej ud af denne Sag, som muligt, og Nød bryder alle Love.”
   Han vendte sig med den største Høflighed om imod Beatrice, der forundret så fra den ene til den anden, og vedblev:
   „Vi beder Tusinde Gange om Tilgivelse, Madame, men De vil sikkert undskylde os, når De hører, hvad det drejer sig om. Vi vil så nødig have, at de andre Gæster skal få noget at vide om sagen. Men - ja, tilgiv os, Madame - der er sket et Mord.”
   „Et Mord!” udbrød Beatrice.
   „Sæt Dem, Madame, sæt Dem. Ja, Madame, måske det ikke er et Mord. Det ved vi endnu ikke. Den overfaldne er en Dame, en i visse Kredse - hm - ret kendt Dame. Hun er bleven fundet myrdet eller så godt som myrdet oppe i den unge Maler Gustafsons Atelier. Portnersken der i Ejendommen kendte godt en ung Pige, Claire, som tjente her i Huset,” han vendte sig imod Værten, som igen løftede Hænderne mod Loftet for at tage Himlen til Vidne på den Uret, der voldtes ham, „og denne unge Pige havde ofte til Portnerfolkene omtalt Deres Navn, Madame, med så megen Beundring, med virkelig Tilbedelse. Nu var denne unge Pige i Går Aftes meget sent, snarere i Nat, i Malerens Lejlighed. Han var ganske vist ikke selv hjemme, men den omtalte Dame, den myrdede altså, var der og havde nok siddet der nogen Tid og ventet på ham. Hvad der så er forefaldet, ved man jo ikke bestemt. Kun at den unge Pige, Claire, snart igen kom ned og gik sin Vej. Portnersken så hende gå og sagde, at der var intet sådan usædvanligt at se på hende, uden at hun måske var noget bleg. I hvert Fald havde Madame Brisson, - ja, det er Portnerens Navn, Madame, - hun havde sagt til sin Mand, at Mademoiselle Claire var kommen til at se dårlig dårlig ud i den sidste Tid, havde rent ud sagt skæmmet sig, og at hun ikke talte nær så muntert som før, hvad der nu end kunne være i Vejen.”
   „Men hvad så - hvad så?” udbrød Beatrice, der dirrede af Spænding.
   „Ja, hvad så, Madame? Vi ved jo ikke meget mere, og det, vi ved, er slet ikke for Madames smukke Øren. Men hen ad Morgenstunden var så den unge Maler kommen hjem, men han kunne ikke være kommen mere end lige op ad Trappen, så kom han jagende ned igen, som om han var gået fra Forstanden, og råbte, at Damen deroppe lå død på Gulvet med en Kniv i Brystet. Og Familien Brisson var naturligvis bleven som ude af sig selv, og en var løbet efter Læge og en anden efter Lugtesalt, men da de kom op i Atelieret, lå Damen der ganske rigtigt og så ud, som om hun forlængst var død. De fik hende på Hospitalet, den Gang levede hun altså endnu, sådan lidt da, og så kom jo vi til. Men det var først nu på Morgenstunden, at Madame Brisson kom i Tanker om, hvor det var, Mademoiselle Claire havde tjent, for hun havde nok hørt det, men aldrig fæstet sig ved det, siger hun. Men da hun så begyndte at fortælle om den unge Pige, var det, hun nævnede det om den engelske Dame,” et Buk for Beatrice, „der var så god og så smuk som en Engel. Og nu er vi altså her, Madame, og må igen gøre Dem mange Undskyldninger, men vil De ikke have den store Godhed at sige os, om den unge Pige overfor Dem har omtalt, at hun kunne tænke på at begå en så skrækkelig Handling som - hm - som rent ud sagt myrde Damen?”
   Politibetjenten drejede et forventningsfuldt Ansigt om imod Beatrice, og ved at se det, drejede både den anden Betjent og Monsieur Gargin hver et forventningsfuldt og overmåde spændt Ansigt om imod hende.
   „Aldrig,” udbrød Beatrice bestemt, men hendes Ansigt var aldeles farveløst. „Aldrig har hun sagt til mig, at hun ville gøre noget - noget så skrækkeligt.”
   „Nå, nej, nej, det ville hun vel heller næppe, skønt, - når Kvinder er skinsyge, - tilgiv mig Madame, - men når Kvinder er skinsyge, er de efter min Erfaring ikke så lidt uberegnelige.”
   „Hvor kan De vide, om Claire var skinsyg?”
   „Det var så åbenbart, Madame. Alle, der i Ejendommen, hvor Maleren boede, vidste det. Man har set hende gå op og ned foran Huset. Hun kom på alle mulige og umulige Tider. Desuden havde han jo malet hende, det har hun selv fortalt. Værten her har også sagt,” Monsieur Gargin modtog på dette Tidspunkt et så straffende og opbragt Blik fra Beatrice, at han igen fandt det formålstjenligt at besværge Himlen, „har også sagt,” vedblev Politibetjenten, der godt nok opdagede Beatrices Vrede, „at den unge Mand har boet her på Hotellet i længere Tid og nok var meget - hm - meget gode Venner med Mademoiselle Claire.”
   „De siger selv,” udbrød Beatrice så nervøs, at hendes Stemme var skærende, „at der gik længere Tid, inden Maleren kom hjem, og efter at Claire har forladt hans Lejlighed. Der kan altså have været mange andre deroppe. Hvem ved det.”
   „Portneren, Madame, Portneren ved det. Nej, der har ikke været andre end Mademoiselle Claire.”
   „Snak,” afbrød Beatrice vredt. „Der bor andre Folk i Huset. Det kan have været en af dem. Det kan have været en Tyv. Som Politi er det Deres Pligt ikke at dømme på så usikre Beviser.”
   „Vi dømmer ikke. Himlen bevare os, Madame. Vi fortæller kun, hvad vi ved. Og for muligvis at få noget mere at vide, er det, at vi tillader os at forstyrre og forurolige Madame.”
   Monsieur Gargin, der flere Gange havde forsøgt at indskyde en eller anden Meningstilkendegivelse, men stadig ikke havde kunnet komme til Orde, faldt nu ind:
   „Det er også forfærdeligt, - mine Gæster - i mit Hus, - det har altid været mig en Æressag, at ingen måtte generes, at - -”
   „Godt, godt, Monsieur Gargin,” afbrød Politibetjenten utålmodigt. „Det ved vi. Men dette er noget ualmindeligt, noget meget alvorligt. Madame vil forstå vore Bevæggrunde.”
   Ja, Madame forstod så udmærket godt vore Bevæggrunde, men hun kunne intet andet sige, end hvad hun allerede havde sagt.
   Hun indrømmede, at Claire måske kunne være skinsyg, - da Beviserne herfor var så overvættes tydelige, ville det kun have været uklogt at nægte Muligheden, - men hun fastholdt bestemt, at Pigen havde en fortræffelig Karakter, og at man ikke uden de allerklareste Grunde kunne være berettiget til at mistro hende.
   Politiet hørte med største Opmærksomhed og Ærbødighed på Beatrice, men det var let at se, at de i deres Hjerter allerede havde dømt, og at hendes Ord ikke forandrede deres Syn på Sagen.
   Langt om længe trak de sig tilbage efter gentagne Undskyldninger, og Beatrice var så betaget af Claires Forsvinden, at hun endnu ikke var bleven sig selv, da det var Tid at gå til Trougard.
   Hun gik meget langsomt for at få sine Nerver i Ro, og skønt hun straks havde tænkt, at hun ville fortælle Howard hele Historien, kom hun nu til det Resultat, at det vist var bedst at tie. Hvorfor vidste hun egentlig ikke.
   Måske sagde hendes Instinkt hende det, som hendes Følelse ikke holdt af at indrømme, at han kun ville høre på hende af Høflighed, men at han ikke var En hos hvem man kunne påregne Interesse for andre.
   Da hun nærmede sig Restaurationen, fo'r den Tanke pludseligt gennem hendes Hoved, at han måske slet ikke kom.
   Hun havde ganske vist aldrig set ham ligefrem uforskammet eller uopdragen, men var han ikke af den Slags Mennesker, som i visse Tilfælde kunne kaste alt, hvad der hed Høflighed, bort?
   Hun vidste det ikke. Og hun sagde til sig selv, at en Mand overfor hvem en Kvinde kunne få en sådan Mistanke, ikke var en Mand, man kunne være tjent med at omgås.
   Det var Sandheden om Howard, men hun sukkede, fordi hun måtte indrømme det, og gjorde ham i sit Sind i en stormende og henrykt Undskyldning, da hun så ham stå og vente udenfor Restaurationens Port.
   Derfor blev både hendes Hilsen og hendes Håndtryk varmere end måske nogen Sinde før, men Varmen blev ikke .besvaret.
   Han bukkede og førte hende med største Høflighed indenfor, fandt en bekvem plads til hende og var i sit Væsen så uangribelig korrekt, som kun en Engelskmand kan være det.
   Beatrice så en Smule forvirret på ham.
   Han var så overordentlig forskellig fra Aftenen før, at hun var ved at tro, hun havde forstået ham forkert. Der var ikke en Antydning af Forelskelse i hans Væsen. Ikke med en Mine hentydede han til hvad der var foregået tidligere, og skønt det var således, Beatrice ville have det, var der længst inde i hendes Hjerte, næsten umærkelig for hende selv, en lille bitte urolig Skuffelse over kun at se denne fuldkommen lidenskabsløse Høflighed.
   Havde han ikke sagt, at en Kvinde kun til en bestemt Grad kunne ægge og lege med en Mand? Gik hun over Grænsen, havde hun samtidig mistet ham.
   „Ja, men lad mig have mistet ham, jeg ønsker jo ikke at have eller beholde ham,” svarede hun forbitret den lille skuffede Stemme. Og nervøst og elskværdigt gav hun sig til at underholde ham om hvad der kunne tænkes at more ham.
   Tilsidst foreslog hun, at de sammen skulle gå en Aften op til Jeanne de Barteille.
   „Å, jeg vil helst være fri, hvis De ikke tager mig det ilde op,” lød Svaret.
   Beatrice blev blussende rød over denne Afvisning.
   „Nej, - nej, - naturligvis skal De ikke gå der op, når De ikke har Lyst. Men det forbavser mig. Jeg troede, at De altid havde syntes endda særlig godt om hende.”
   „Det vil jeg ikke sige. Hun er jo en både smuk og klog Kvinde. Og så umådelig energisk. Sikkert en fortræffelig Moder, - men - nej, hun er ikke min Type.”
   „Det var da sært.”
   „Jeg skal sige Dem, jeg ynder ikke den Sort af Kvinder, der kvæler deres Mænd.”
   „Hvadbehager?”
   „Ja, jeg kan ikke bruge andet Udtryk. Hendes Mand var -”
   „Det største Asen, der har været til.”
   „Er muligt, jeg vil ikke modsige Dem. Men lad os så se Sagen en lille Smule fra den anden Side. Så bliver dette Asen, som De kalder ham, gift med Verdens mest fuldkomne Kvinde, - tror De det kan have været morsomt.”
   „Nej, hør nu -!”
   „Jeg mener det ganske alvorligt. Tror De, det kan være fornøjeligt for en Mand daglig at have en sådan Vægt af Uangribelighed over sig. Han han jo ikke sætte sig ved sit eget Spisebord uden at måtte sige sig selv, at han ikke fortjener den ære at tygge sin Mad i Nærværelse af et så ophøjet Væsen. Ser han på sin Søn, må han sige til sig selv, at det er en ganske ufortjent Ære der er overgået ham, at en så fuldendt Kvinde har villet værdiges at føde ham et Barn. Jeg forsikrer Dem, jeg ser ham i Ånden luske bort fra Drengens Vugge og vedgå: „Det er for meget for dig, de Barteille. Du han ikke bære det, gamle Dreng. Det er virkelig for meget.”
   Beatrice lo højt, skønt hun prøvede på at se vred ud.
   „Jeg har aldrig i mit Liv kendt et Menneske til at stille Tingene således på Hovedet som Dem, Howard. Når man hører Dem sidde der og snakke, skulle man tro, at når en Kvinde fik en rigtig dårlig Mand, skulle hun blot skynde sig at blive lige så dårlig. Så var den Sag i den skønneste Orden.”
   „Det er selvfølgelig ikke Meningen. Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg har en medfødt Uvilje mod disse altfor rigtige Mennesker. De er så Pokkers selvglade. En lille - ikke Synd, det er sådan et melodramatisk Ord, og hvad er Synd? - Nej, en lille glad Letsindighed, en lille tillidsfuld Given sig hen i en Stemning i Tro på, at Livet bliver rigere og morsommere og varmere, og først og fremmest større, når alt ikke skal gå efter Lovens Bogstav, - det er velgørende. Det får Mennesker til at gro, tro De mig.”
   Igen mærkede Beatrice Blodet i sine Kinder. Det var den første Hentydning, hvis det kunne kaldes en Hentydning, han havde gjort til deres Stilling overfor hinanden.
   „Det er vist en farlig Lære,” stammede hun og lod, som om hun var fuldstændig optaget af Kyllingen på sin Tallerken.
   „Det ved jeg ikke. For Børn og ubefæstede Sjæle måske. Nu taler jeg om voksne Mennesker.”
   „Men Jeanne er slet ikke selvretfærdig.”
   „Jo, det må De undskylde. Det er hun i aller højeste Grad. Hvor mange Gange tror De hun har foreholdt sin Mand, at han ødslede, og at hun sparede? At han drak og var utro, medens hun sad artigt hjemme med hans Barn og hans Sokker? Tror De ikke, hun har følt sig som en yndig Martyr?”
   „Det var hun også,” udbrød Beatrice hidsigt. „Jeg ved nok, at Mænd altid holder sammen og forsvarer deres eget Køn, men der skal dog være Måde med alting. Og en Mand, der drikker og er sin Kone utro og ruinerer Hjemmet derved, - ham er der ingen Undskyldning for, og jeg får meget underlige Tanker om Dem ved at sidde og høre Dem forsvare ham og gøre hende latterlig.”
   „Jeg forsvarer ham ikke, han var en Slyngel og burde aldrig være gift med en hæderlig Kvinde.” Der var nu mere Alvor i Howards Tone end før. „Hvis jeg havde haft en Kone, ville jeg ikke have tilladt de Barteille at komme hende for Øje. Men De spurgte mig, om jeg ville besøge Deres Veninde. Og så er det, at jeg tilstår, - det vil jeg helst ikke. Hun er mig for fuldkommen, ligesom han var mig for ufuldkommen.”
   „Det må være vanskeligt at træffe Deres Smag.”
   „Det er det også.”
   De tav begge to med en Fornemmelse af, at nu kunne Samtalen let komme til at dreje hen imod et farligt Punkt. Beatrice rettede sig med et Sæt og så over på Howard med et Blik, som hun anstrengte sig for at gøre så naturligt og hjerteligt som muligt. Så tog hun sit Glas og løftede det imod ham.
   „Jeg skylder Dem da egentlig en Tak, fordi De kom ned og så til mig i min Ensomhed,” sagde hun med et Nik.
   „Å -,” han var åbenbart overrasket eller lod i alt Fald således. „Dersom det glæder Dem at se mig, glæder det også mig, at jeg kom.”
   De drak i Tavshed, og Beatrice vidste ikke, hvilken Stemning hun egentlig ønskede at fremkalde og ikke, hvorledes hun i det hele skulle være overfor ham. Hun begyndte at blive vred, ikke på nogen eller noget bestemt, men sådan en misfornøjet Vrede med alt og alle.
   Pludselig gav hun efter for en af disse ubetænksomme Indskydelser, som Livet havde belært hende om, at det var farligt at følge, og idet hun bøjede sig over Bordet imod ham, udbrød hun:
   „Skal vi to løbe vores Vej fra Paris og alle Mennesker i Dag og tage ud og gå Tur i Skovene ved Meudon.”
   Det gav et Sæt i ham, så overrasket blev han, og denne Gang i alt Fald var Forbavselsen ægte nok.
   Han ventede et Øjeblik for at nyde den Forvirring, som havde grebet hende næsten før hun havde udtalt sin Anmodning, og sagde så, meget langsomt, med en næsten umærkelig, men stikkende Hån i Stemmen:
   „Det gør mig overordentlig ondt, - jeg ville i Sandhed intet hellere end løbe af Landet med Dem, men i Eftermiddag har jeg desværre en -,” han gjorde en lille Pause og idet han lukkede Øjenlågene halvt i, så selve Øjet kun sås som en Stribe spottende Hoveren, tilføjede han med beregnet Langsomhed: „en - anden Aftale.”
   Beatrice mærkede, hvorledes Blodet langsomt gled bort fra hendes Kinder og der vældede en sådan Følelse af Skam igennem hende, at hun næsten blev svimmel.
   Hun ønskede kun med en brændende vild Hidsighed at slippe bort, blive alene, være fri for at mærke de hånske Øjne på sig, se dette hoverende Smil og mærke denne Følelse af at have fået et Slag af en Piskesnært over Ansigtet.
   Det var et Nederlag, og de vidste det begge to. Hendes Tanker fo'r rundt for at finde på noget, der på en eller anden Måde kunne give hende Oprejsning, udslette Virkningen af de uforsigtige Ord.
   Muligheden for, at det slet ikke var sandt med den Aftale, han foregav, trøstede hende hun lidt. Muligvis havde han givet hende Afslag hun for at få Hævn, men det forandrede ikke den Kendsgerning, at hun havde vist en Imødekommenhed, som kunne udlægges til hvad det skulle være, og var bleven vist tilbage.
   Det sved og stak i hende. I dette Øjeblik hadede hun ham. Og her sad hun i sin dejlige nye Kjole, taget på for ham! Der var ikke den Ting i Verden, hun ikke gerne havde gjort for at få ham ydmyget.
   „Nå, det er måske også usikkert, om Vejret holder sig,” sagde hun endelig i den lettest mulige Tone. „Jeg syntes bare, jeg trængte til at se lidt andet end de parisiske Brosten. Men det er såmænd meget godt, hvis jeg i Stedet bliver hjemme og bestiller noget. Jeg drev hele Dagen i Går, så det skulle jo være nok med Driveri.”
   Hun sad og snakkede halvvejs uden at vide, hvad hun sagde, og rørte ivrigt rundt i sin Kaffe, hvis Sukker forlængst var smeltet.
   Howard svarede intet. Han havde taget sin Hævn og nød sin Triumf, og det var ham nok i Øjeblikket.
   Aldrig havde han været ude for så stiv en Nakke, så pragtfuld en Kamp mellem at ville og ikke at ville. Hun blev mere attråværdig efter hver Sejr, mere forførende mellem hvert lille Nederlag. Og idet han iagttog hende gennem sine sænkede Øjenlåg, gik der et Gys af Behag igennem ham ved Tanken om, hvorledes hun ville være i Overgivelsens Stund. Så rasende en Stolthed, så hed en Vilje, så årelang Kamp, - hvorledes måtte hun ikke blive, når alt det smeltede under hans Lidenskab og hendes egen opdæmmede Længsel.
   Men ikke en Mine i hans Ansigt forrådte hans Tanker.
   Han kunne være hed og kold af Utålmodighed, når han tænkte på hende, men han kunne skjule det altsammen, og han ville skjule det, for ikke at ødelægge sin Hævn.
   Straks efter foreslog Beatrice, at de skulle gå.
   „Enten skal man drive og hvile en Dag, eller virkelig arbejde,” sagde hun. „Jeg hader disse Dage, som hverken er til det ene eller det andet.”
   Han så på hende, med lidt at den gamle Varme i Blikket.
   „Netop hvad jeg siger - enten-eller.”
   „Ja - ja, vist så.”
   Han nød hendes Forvirring.
   „Det er kun de modige, der vinder, for det er kun dem, der vover.”
   „Ja.”
   Hun var så forfjamsket over det pludselige Omslag i hans Stemme, at hun ikke kunne finde Svar, fordi hun ikke fæstede sig ved Ordenes Mening, men kun ved hans forandrede Væsen.
   „Og nu vil De gå?”
   „Ja, det er det bedste.”
   „Jeg beklager, at den lille Skovtur - -”
   „Å, ikke noget at beklage. Egentlig har jeg vist slet ikke Tid.”
   „Flittige Bi.”
   „Spot De bare,” lo hun, inderst inde grænseløst lettet over at høre den gammelkendte Klang i hans Stemme. „Det er meget morsomt, så længe man kan bilde sig selv ind, at man er begejstret over sit Arbejde. Den Dag kommer tidsnok, da man også er blaseret overfor det.”
   „For Kvinder er Arbejde - Surrogat.”
   Han sagde Ordet ind i hendes Øre, medens han lagde det lette Silkeoverstykke, han havde taget fra Tjeneren, om hende.
   „Å - Vås!”
   Et Nu så de på hinanden. De glemte, at de ikke var alene, de glemte den ventende Opvarter, alt, fordi hans Øjne var kommen til at fæstne sig ved hendes Mund, og det Udtryk, der havde været om de store, dejlige, røde Læber havde med pludselig Voldsomhed bragt Erindringen om den foregående Aften tilbage til ham og gjorde ham vild af Vrede over ikke at eje hende.
   Hun kunne ikke blive klog på Udtrykket i hans Ansigt, da hun rakte ham sin Hånd.
   „Jeg tager en Sporvogn,” sagde hun. „Jeg skal ud og gøre Studier i Marken.”
   „Og helst uden Følgeskab.”
   „Ja, Tak - helst uden Følgeskab,” lo hun. „Det ville ikke fremme Sagerne, om De var med.”
   Han stod op og så efter hende, medens Sporvognen kørte og vidste ikke, om han skulle fortryde, at han havde afslået at være sammen med hende i Eftermiddag.
   Han besluttede ikke at fortryde, men med sin bedste Vilje kunne han ikke lade være, at fantasere om, hvorledes de kunne have haft det sammen, kunne have spist Middag derude, kunne være taget sent til Byen og have spadseret gennem Gaderne. Hvem ved - hvem kunne vide?
   For hans Kulde i Dag havde skræmt hende, konstaterede han med et tilfreds Smil. Miste mig vil hun ikke, eller snarere kan hun ikke. Så er det blot Spørgsmålet, hvor meget hun tør vove for at bevare.
   Hun skal turde, hun skal. Hun skal ikke sidde som en Brand i mit Blod hele mit Liv. Det skal hun få at se, trøstede han sig selv.
   Men han fandt Eftermiddagen utålelig lang.


Afsnit 11 >