Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Beatrice havde fået den Idé, at hun ville ud til Far Boudon.
Det var slået ned i hende, medens hun sad og ærgrede og skammede sig allermest under Frokosten, at hun ville opsøge ham for at få noget andet at tænke på.
At sidde alene hjemme på Hotellet ville være utåleligt, og skulle hun strejfe om og gøre sine Studier, måtte hun i hvert Fald først skifte Dragt, og det gad hun ikke.
Hun havde fået Lyst til at se Far Boudon. Der var noget beroligende i hans Måde at betragte Tilværelsen på, og hun trængte i Sandhed til at beroliges.
Hun vidste det, og hun erfarede det bestandig påny, at enten hun og Howard var gode Venner eller de drillede hinanden, - altid var der en evigtvarende Uro og Nervøsitet imellem dem.
Hun kørte med Sporvognen til Rue Boudon. Der stod hun af og gik ind i en Kiosk for at telefonere til sit Hotel.
Monsieur Gargin tog selv Telefonen og svarede på Beatrices Forespørgsel, at man endnu ikke havde fundet det fjerneste Spor af Claire. Pigebarnet syntes forsvundet fra Paris, men der var jo også den Mulighed tilbage, at hun havde druknet sig, og det måtte vel også siges at være det bedste.
Beatrice takkede kort og hængte Røret bort. Hun var irriteret på Værten over den Selvfølgelighed, hvormed han fastslog både Claires Forbrydelse og hendes Død.
Selv troede hun ikke på nogen af Delene eller ville i hvert Fald ikke tro på dem.
Far Boudon blev ikke det mindste overrasket, men åbenlyst glad over at se Beatrice.
Der var ingen kunder i Butikken, og han førte hende straks ind i det lille Værelse bagved, fik hende til at sidde ned og spurgte hende, hvorfor det havde varet så umådelig længe, inden han havde haft den Fornøjelse at se hende.
„Jeg har haft så travlt,” forklarede Beatrice. „Jeg har prøvet at lære den Del af Paris at kende, som man ellers ikke får fat på.”
Far Boudon rystede på Hovedet.
„Det er ikke så nemt, kære Dame. Byer er som Mennesker. De åbenbarer sig sjældent for En undtagen ved et Tilfælde, næsten ved en Misforståelse eller Forglemmelse, kunne man sige. Nå, men hvad har De så set?”
„Ikke så meget. Underlige Skæbner findes der jo allevegne. Men egentlig ikke noget særlig specielt, undtagen at jeg har opdaget Forskellen på London og Paris - tror jeg da.”
„Underlige Skæbner,” den gamle Antikvitetshandler rystede igen tankefuld sit tykke, grå Hår. „Ja, da vil jeg sige Dem, at den Slags er den nok af. De kommer hver eneste Dag i min Butik. Hørte De eller har De læst om den offentlige Pige, der dræbte sig for at befri sin Elsker for sig.”
„Men nej - hvad er dog det?”
„Der kom ikke så meget frem i Bladene om det, som man skulle have ventet. Hans Familie ville jo gerne have det dysset ned. Jeg kendte Pigen. Hun kom ofte her. Det var en ualmindelig smuk Pige. Hun havde i flere År holdt af en Mand, og han også af hende. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at skjule for ham, hvad Slags Liv hun førte. Han vidste det jo nok, men lukkede Øjnene så meget som muligt. Nå, det var den gamle Historie. Han var fattig og skulle og måtte gøre et rigt Parti, men han strittede imod i det længste. Det blev værre og værre med hans Finanser. De indså begge to, at skulle det blive således ved endnu nogle År, så var der overhovedet ingen rig Arving, der ville tage til Takke med ham. Han var nok heller ikke hverken særlig køn eller særlig begavet. Men Pigebarnet elskede ham som sagt. Så en Morgen fandt man hende død i sin Lejlighed. Hun havde skudt sig.”
„Hun havde selv gjort det?”
„Javist. På Bordet lå et Brev til ham, hvori der stod, at levende ville hun aldrig have fået Kraft til at forlade ham, men var hun først død, måtte han jo trøste sig, og så kunne han lige så godt gifte sig. Hun endte Brevet med at sige, at hun var sikker på, at selv om hendes Legeme kunne dø, så kunne hendes Kærlighed det aldrig. Og derfor troede hun, at den ville leve og altid være i hans Nærhed og beskytte ham og gøre ham lykkelig. - Rørende, ikke sandt? Sådan et stakkels Pigebarn.”
„Ja,” sagde Beatrice. Hun havde fået Tårer i Øjnene.
„Ja, Menneskehjerter er underlige,” svarede Far Boudon. „Det har jeg set ofte nok. Man gør alt, hvad man kan for at få Mennesker så kedsommeligt ens som muligt gennem Opdragelsen, men man opnår alligevel ikke at få Hjerterne ens, - nej, man gør ikke.”
„Men det må egentlig være lykkeligt at kunne føle en sådan Kærlighed,” sagde Beatrice tankefuldt. „Hvordan man ellers er eller ikke er, må man være et stort Menneske for at kunne elske så uegennyttigt.”
Antikvitetshandleren iagttog hende opmærksomt.
„Kom,” sagde han og rejste sig, „hvis De har Lyst, var der mange Ting jeg gerne ville vise Dem.”
De fulgtes ad ud i Butikken, og Beatrice blev mere og mere begejstret eftersom han viste frem, fortalte og forklarede.
Det var den bedst ordnede Antikvitetshandel, hun nogen Sinde havde været i.
Her var ingen banale Ting, og det var altsammen ordnet og opstillet med Omhu og Skønhedssans.
Efter Længe at have vist hende rundt, førte Far Boudon hende hen til et Skab, hvori hans indiske Kostbarheder var samlede.
Han tog dem frem en for en, nænsomt, kærtegnende, som var det levende og dyrebare Væsener.
Underlige Halssmykker, Våben, et Håndskrift i Prakrit, store ,og små Buddhaer, Skåle og Kar.
I en Æske med en Masse snurrige og sælsomme Småting så Beatrice en Ring, som i den Grad fangede hendes Opmærksomhed, at hun tog den op, stillede Æsken til Side og satte sig ned i en Stol for grundigt at undersøge den i Ro.
Den gamle Antikvitetshandler iagttog hende interesseret.
Det var en tyk, tung, temmelig klodset Ring med Inskription, men ellers uden Pynt og uden Stene i.
Beatrice vidste ikke selv, hvorfor denne Ring optog hende således, at hun ikke havde Øje for noget af det andet, men hun vedblev med den mest absolute Opmærksomhed at dreje og vende den, sætte den på sin Finger og igen tage den af for at holde den op imod Lyset og igen iagttage den.
„Hvor er den ejendommelig,” sagde hun endelig, mere til sig selv end til Far Boudon.
„Ja, meget ejendommelig.”
„Hvor har De fået den?”
„Jeg har fået den, - ja, hvor får man disse underlige Ting? I Verdens underligste Land. Imidlertid, den Ring ved jeg virkelig, hvorledes jeg fik fat i, og jeg skal fortælle Dem det. Jeg købte den af en gammel Inder udenfor et Huletempel, og han påstod, hvad jeg naturligvis ikke kan bevise er sandt, at den havde tilhørt en Sultan Subuktigin, der nok levede omtrent ved År Tusind e. Chr.”
„Jaså - skulle den være så gammel.”
„Det sagde Manden.”
„Men sagde han ikke mere?”
„Han fortalte mig dens Historie; men alt, hvad Indere sælger til Europæere plejer jo at have en Historie, dersom de mærker, at Køberen derved bliver mere interesseret i Genstanden. Forresten er det vistnok ofte sandt. Sådanne Sagn og Fortællinger går jo fra Mund til Mund gennem Generationer, og i Reglen gengives de vistnok temmelig nøjagtig således, som de er hørte.”
„Men hvad fortalte han da om Ringen?”
Beatrice havde. sat den på sin Finger og syntes, at hendes to andre Ringe med deres Diamanter og Topaser så så simple ud, at hun uden at tænke over, at det kunne være påfaldende, tog dem af og puttede dem ned i sin Håndtaske. Den indiske Ring beholdt hun på, som om den havde været hendes Ejendom.
„Han fortalte,” sagde Antikvitetshandleren, som med et Smil havde fulgt hendes Bevægelser, „at denne Ring altså havde tilhørt den berømte ghasnavidiske Sultan Subuktigin eller rettere sagt ikke ham, men hans Yndlingsslavinde, hvem han havde skænket den til.”
„Og hvad så, - er disse underlige Tegn her i den ikke Ord, som har en Mening?”
„Jo, Manden, som solgte mig Ringen, sagde, at Sultanen elskede sin Slavinde højt, skønt han ikke stolede på hendes Troskab. Han var grænseløs skinsyg, og han bad da en af sine Lærdeste Troldmænd om at ridse nogle Ord, som ejede Kraft til at tvinge den skønne Elskerindes Sind imod hans i trofast Bestandighed. Formåede han det, kunne han forlange hvilken Belønning han ville, men sveg Kvinden sin fyrstelige Elsker, så skulle såvel hun som Mageren dø.”
„Nej, hvor det er spændende,” udbrød Beatrice. „Og hvad skete der så?”
„Troldmanden eller Præsten eller hvad han nu var, tog Ringen og ridsede disse Tegn ind i den, og -”
„Å, men hvad betyder de?”
„De betyder -: „En Kvindes Hjerte næres af hendes Elskovs Bestandighed. Det fortæres af de skiftende Storme der henvejres og henvejrer.” Og indeni står: „Dræb aldrig din Elskov, medens den lever, at den ikke efter dit Legernes Død skal dræbe din Sjæl i det ventende Mørke.”
„Dræbe din Sjæl i det ventende Mørke,” gentog Beatrice langsomt. „Det forstår jeg ikke.”
„Det er også uklart, som sådanne gamle Indskrifter altid er. Men Meningen er nok den, hvis det da ellers er rigtigt oversat, at Mørkets evige Straf skulle være over denne Kvinde, dersom hun svigtede sin Kærlighed.”
„Svigtede hun den så?” Beatrice stirrede som hypnotiseret på de tætte, underlige indgraverede Tegn.
Den gamle smilede.
„Derom kunne min Sælger intet berette. Men - hvad anser De for sandsynligst?”
Beatrice lo og så åndsfraværende op.
„Det, - det ved jeg ikke, måske har hun svigtet og skjult det. Måske - nej, - jeg ved ikke.”
Far Boudon havde taget nogle brogede, små, slebne Glas frem fra et Skab og stillede dem nu på det Bord, ved Siden af hvilket Beatrice havde sat sig.
Af en tyk, lav, ottekantet Krystalflaske skænkede han en næsten sort Likør og skød det fyldte Glas hen mod Beatrice.
„Skål, kære Madame, og Tak fordi De ikke glemte mig.”
Beatrice drak og syntes, at hun i hele sit Liv ikke havde smagt en så forunderlig krydret, sød og stærk Smag.
„Tak, Far Boudon. Det var dog en vidunderlig Likør. Jeg har sjældent oplevet noget så interessant som at besøge Dem. Må jeg komme er anden Gang igen?”
„De vil sikkert komme igen. Jeg ved altid straks, når jeg ser et Menneske, om det er En, der passer for mig eller det ikke er det. Og så går jeg min Vej. For det dummeste, Mennesker kan gøre, det er at presse sig ind på hinanden, når de ikke er bestemte til at passe sammen. Det er en Dumhed, der kun overgås af den at skilles fra hinanden, når man er bestemte for hinanden.”
Den gamle Antikvitetshandler drak sit Glas ud og skænkede påny.
Beatrice sad tankefuld. På en Gang løftede hun Hovedet, så lige på ham og sagde:
„Far Boudon - hvad er Kærlighed?”
Han smilede fint. Så svarede han:
„Det spørger kun den om, som ikke har mødt den. Og den, som har mødt den, kan ikke forklare den.”
„Er det det, at man ikke kan skilles fra et Menneske, selv om det Menneske ofte gør En urolig og måske bedrøvet?”
„Nej.”
„Er det det, at man føler, man virkelig er elsket og derfor tror det Menneske godt, måske bedre end alle andre, således, at Kærligheden tilsidst må komme, selv om den ikke straks er der?”
„Nej, nej.”
„Det mener jeg jo også, Far Boudon, men -.”
„Men De spurgte, fordi De ville høre mig sige nej.”
„Måske.”
„Nej,” Antikvitetshandleren rystede på sit Hoved med det tykke hvide Hår, „nej, Kærligheden kan kun komme straks. De vil aldrig se, at den er noget, man kan vænne sig til at føle, fordi man gerne vil eller endnu mere, fordi den anden Part gerne vil. Husk på, at vi har levet før, mange, mange Gange. Sjælene kender hinanden i de forskellige legemlige Forklædninger, selv om disse jordiske Øjne er fremmede for hinanden. Hvor har vi mødtes før, hvad havde vi at give hinanden i en forbigangen Tilværelse, - vi ved det ikke. Vore Sjæle føler Vennen, der står foran os, og vort nuværende Legeme siger: Jeg kender dig ikke. Men Sjælene er altid stærkere end Legemerne, Madame, glem ikke det. Og fra dem strømmer Genkendelsens Glæde, og vi siger: „Der er Sympati mellem dette Menneske og mig.” ”
„Ja, på hvilken anden Måde skulle Sympati egentlig også kunne forklares?”
„Der er ingen anden.”
„Så er det også vor sjælelige Erindringsevne, hvis man kan bruge det Udtryk, - jeg mener, vor Underbevidstheds Erindring, der kommer og advarer os, dersom den vejrer en Fjende. Denne Hjerne, som hører dette Legeme til, kan jo intet vide om En, den aldrig så i dette Legemes Forklædning, som De sagde. Er det ikke rigtigt?”
„Fuldkommen rigtigt. De vil snart lære at forstå.”
„Far Boudon, - talte De med - med denne Inder, Ghata Sasin, om alt dette?”
„Ja, bestandig.”
„De siger, han var så ualmindelig klog.”
„Den klogeste Mand, jeg har mødt.”
„Hvor det en underligt.”
I det samme kom en kunde ind i Butikken og Far Boudon rejste sig og gik ham i Møde.
Beatrice rejste sig også. Hun gik hen til det lille Skab med de indiske Kostbarheder, tog Ringen af, og lod den glide ned på samme Sted, hvorfra hun havde taget den.
Så vendte hun sig mod Antikvitetshandleren:
„Jeg må sige Farvel nu og Tusind Tak for i Dag. Og så har jeg Lov til at komme igen, ikke sandt?”
„Så snart De vil.”
„Jeg skal prøve på en anden Gang ikke at blive så længe, som jeg har gjort i Dag,” sagde hun smilende: „Men her er så interessant, og De er så interessant, at Tiden rent er løbet fra mig. De ved slet ikke, hvor glad jeg har været over at være her, - netop i Dag. Farvel - og Tak.”
Hun trykkede hans Hånd og gik.
Han lukkede Døren efter hende med et tænksomt Udtryk i sine Øjne og vendte tilbage til kunden.
Beatrice gik langsomt videre i Retning af sit Hotel. Det var sandt, hvad hun havde sagt, - hun var taknemmelig over, at hun havde kunnet tilbringe Eftermiddagen således, at hendes Tanker var bleven tvungne bort fra Howard.
Men næppe havde hun gået nogle Minutter, før den stikkende Uro vendte tilbage. Hun blev mere og mere irriteret på sig selv. Det var så meningsløst og så ydmygende. Hun elskede ham jo ikke, og hvad kom det så hende ved, med hvem han tilbragte Eftermiddagen?
Det kom hende ikke ved, ikke det mindste, vedblev hun at gentage for sig selv. Hvad var der så ved ham, som bestandig uroede hende?
Det havde været sådanne velgørende, rolige Dage de første i Paris, med Undtagelse af den Aften, hun havde tilbragt hos Jeanne de Barteille, og også der var al Misstemningen kommen blot ved Talen om ham.
Men elskede hun ham da alligevel, siden hun var så fortvivlende håbløst under hans Indflydelse, blot det behagede ham at vise sig?
Nej, hun ville ikke elske ham, og i dette Øjeblik vidste hun, at hun hadede ham.
Og dog ville hun kun en eneste Ting - - være ligegyldig og overlegen overfor ham, og det var det eneste, der var umuligt for hende, trods al Kamp.
Hade ham eller elske ham, - var Had og Kærlighed ikke to Grene af den samme Stamme? Og ville hun vel have hadet ham i dette Øjeblik, dersom han i Stedet for at forhåne hende med sit Afslag, var taget ud med hende og havde været netop så charmerende, så fuld af Spot, Beundring og Begær, som kun han kunne være.
En farlig Mand for Kvinder, - ja, det var det, man sagde om ham. Det havde hun hørt, inden hun selv nogen Sinde havde set ham. Men netop derfor skulle han ikke være farlig for hende. Hun ville, ville ikke være mellem en Række af beundrende Kvinder, der stod med udstrakte Arme. Hun ville være den første og eneste eller slet intet.
Men om hun så blev den første og eneste i Dag, hvem sikrede hende, at hun også var det i Morgen?
Hun følte pludselig en heftig legemlig Træthed. Den beroligende Indflydelse, som Samtalen med Far Boudon havde haft på hendes Nerver, var forsvundet. Så tåbeligt det end var, syntes hun, den var gledet bort i samme Øjeblik, da hun lagde Ringen tilbage. Hun ønskede, at den endnu havde siddet på hendes Finger. Det var urimeligt, men hun havde altid haft det med at føle de døde Genstandes Indflydelse.
Hun kendte det blandt andet fra sine Stuer, sine Møbler. De syntes levende, nærværende og velvillige, når hun levede imellem dem. Og havde hun været længe borte og kom tilbage til dem, stod hendes Yndlingsstole, hendes Bøger, hendes Seng der som døde og kolde Ting, og det varede Dage, inden hun igen fik den hyggelige og fortrolige Hjemmefølelse overfor det altsammen.
Og denne Ring, - den var ligesom af sig selv gledet ned på hendes Finger og havde siddet der, som om den hørte hende til.
Hvad var det for en løjerlig Indskydelse, der havde fået hende til at tage de andre af, som blev de pludselig overflødige? Hun vidste det ikke selv, men i det Øjeblik, den gamle Ring sad på hendes Finger, havde hun ikke ønsket at bære andre end den. Den var hendes, de andre var uvedkommende.
Sådan noget Tosseri. Hun blev da også mere og mere overspændt. Det var Howard, der gjorde hende så nervøs. Men nu skulle det også være Slut. Man havde dog vel sin frie Vilje. Var hun måske ikke et selvstændigt Menneske, enerådende over sit Legeme og sin Sjæl.
Det var første Gang, at hun havde tilladt, - nej, hun havde netop ikke tilladt, - altså var det første Gang, en Mands Indflydelse over hende var stærkere end hun ønskede.
Men nu altså Slut.
Kom Howard igen, tog hun ganske simpelt hen ikke imod ham. Hun ville leve for sit Arbejde, således som i den første Tid. Hun ville interessere sig for stakkels lille Claire og gøre sit Yderste for at finde det arme Barn.
Enten hun nu havde begået en skrækkelig Forbrydelse eller ikke, så trængte hun i alle Tilfælde til en hjælpende Hånd. Ganske vist var hun selv Udlænding, men noget måtte hun dog kunne udrette.
Foreløbig tog Hovedpinen imidlertid således til, at hun ikke kunne samle sine Tanker om andet end den stikkende Smertefornemmelse.
Gaderne var også utåleligt hede, og hun følte sig træt.
Hun standsede den første Automobil, der kom forbi, og kørte hjem.
Der var endnu ingen Meddelelser kommen om Claire, men Monsieur Gardin fortalte, at Politiet søgte efter hende med stadig voksende Iver.
Det gøs gennem Beatrice, så hun ikke kunne udholde Synet af ham eller blive ved at høre på hans Betragtninger over Sagen.
Hun skyndte sig ind i sit Værelse, tog sin Kjole af og kastede sig på Sengen. Et Øjeblik efter sov hun.