Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
„Politiet søger efter Claire - Politiet finder det stakkels Barn og slæber hende for Domstolen -.” Det var den Tanke, som Natten igennem ikke veg fra Beatrices Sind, som lå bagved hendes Drømme og vækkede hende den ene Gang efter den anden på denne pludselige, pinagtige Måde, som alle kender, der er sovet ind med en Frygt eller en Sorg.
Det er som om Sjælen ikke kan falde til Ro med sin Smerte og ustandselig vækker Legemet som for at tvinge det til at tage Del i Bekymringerne.
Da hun stod op, var Beatrice næsten lige så træt, som hun havde været den foregående Aften, og hun ringede øjeblikkelig for at høre, om man havde fået noget nærmere at vide.
Den nye Stuepige, en tvær Pige fra Provinsen, der syntes at gå rundt i en evig Fornærmelse over alting i Paris, og som Værten kun havde fæstet, fordi han i Skyndingen ikke kunne finde nogen anden, kom med Beatrices Chokolade, medens hun betragtede hende og Silkebåndene, der var trukne gennem hendes tynde Natkjole, med afgjort Hån.
Beatrice kunne næsten ikke få sig til at spørge dette uvenlige Væsen, om hun vidste noget om den Forsvundne, og Svaret lød, at hun Madonna være lovet intet vidste og heller ikke ønskede at vide noget om alle de rædsomme Ting, Folk inde i Paris fandt på at gå hen og bedrive.
Skønt intet kunne være Beatrice mere ligegyldigt end dette Pigebarn og hendes Luner, var hun nu engang i dette Humør, hvor den mindste Ubehagelighed eller blot et forstyrrende Indgreb i en daglig Vane, føltes som en utålig Ærgrelse.
Som altid, når hun mærkede, at hendes Nedtrykthed var ved at tage Magten fra hende, skændte hun dygtigt på sig selv og skyndte sig at blive færdig med sin Påklædning for at komme ud til andre Indtryk.
Hun besluttede, at hun ville gå op til den Politistation, hvorfra Undersøgelserne i Anledning af Mordet blev ledet, og hun tog de forskellige Anbefalingsskrivelser med, som Martens havde givet hende for påkommende Tilfældes Skyld.
Den smukke engelske Dame blev i alle Kontorer modtaget med største Forekommenhed, og da det oplystes, at hun var den, med hvem Betjentene Dagen i Forvejen havde talt og som viste sig at nære så megen Interesse for den forsvundne Pige, blev hun også af disse Grunde beredvilligt sat ind i, hvad man vidste. Men det var ikke så meget mere end før. Dog havde nu Maleren tilstået, at han havde været sammen med Claire et Par Timers Tid inden han var kommen hjem og havde fundet Liget. Han havde nemlig truffet Claire, da hun kom ned efter at have været oppe i hans Lejlighed, og han, der ingen Anelse havde haft om, at den anden allerede var kommen, havde villet have Claire med derop.
Det havde hun afslået og havde bedt ham gå med hen til hendes Veninde. Der havde de tilbragt et Par Timer alene sammen, da Veninden havde lovet sig ud senere på Aftenen, og således var det gået til, at da Maleren henad Morgenstunden for anden Gang var gået hjem, havde han ingen Anelse haft om det Drama, der havde fundet Sted i hans Atelier.
Man havde spurgt ham ud om Claires Sindsstemning og om han vidste, hvor hun var gået hen, da de skiltes, men dertil havde han kun kunnet svare, at hun havde været som sædvanlig overfor ham, og at han naturligvis troede, hun var gået hjem til Hotellet.
Flere Oplysninger var der ikke, og medens Beatrice langsomt forlod Kontorerne og på Må og Få drev om i Gaderne, blev Visheden om at Claire levede, og at hun ikke, således som Værten formodede, havde druknet sig, stadig stærkere hos hende.
Men hvor var Pigebarnet og hvorledes skulle hun komme i Forbindelse med hende?
Dersom hun havde begået Forbrydelsen, hvad de alle som En syntes at gå ud fra, så kunne Beatrice ikke andet end bebrejde sig selv, at hun ikke den Aften igen havde prøvet på at tale med Claire.
Måske kunne hun have standset hendes Hånd, inden den greb Våbenet, måske havde hun kunnet komme til at tale med Claires Ven og forestillet ham, hvilken Synd han begik imod hende. Medens Pigen lå grædende foran hendes Seng, havde hun også tænkt sig, at hun ville gøre et eller andet i den Retning, men hun havde glemt det altsammen over Howard.
Hun indså, at det var hende umuligt at arbejde i Dag og træt og ked af alting vendte hun om og besluttede at gå hjem og prøve på at glemme ved at tage en Bog.
Lige ud for Hotellets Port blev hun standset af en Dreng, som spurgte, om det var den engelske Dame, som boede hos Monsieur Gargin.
Beatrice svarede ja.
I det samme stak Drengen hende et Brev i Hånden, og forsvandt så hurtigt om Hjørnet som hans rappe Ben kunne bære ham.
Beatrice så yderst forundret efter ham og følte instinktmæssigt, at dette lille Møde helst ikke måtte opdages af Monsieur Gargin.
Hun foldede Hænderne sammen om Brevet, drejede om det samme Hjørne, bag hvilket Drengen var forsvunden, og først da hun var kommen et Stykke bort, åbnede hun Brevet og læste det.
Madame -.
Jeg skriver til Dem, fordi De har været så god imod mig, og jeg må sige Dem Farvel. De vil først få dette Brev et Par Dage efter, at jeg er rejst fra Paris, og når De læser det, er jeg ikke mere i Frankrig. Jeg var sammen med - med ham jeg elsker over alt i Verden indtil for et Par Timer siden. De forstår det måske ikke, men jeg synes aldrig, vi har elsket hinanden så højt som i denne Nat, der er den sidste, hvori jeg kommer til at tilhøre ham. Jeg ved ikke selv, hvorfor jeg rejser i Stedet for at springe i Seinen eller i Stedet for at blive og roligt tage min Straf. Måske gør jeg det, fordi jeg intet ved om Døden og om hvad der skal komme, og jeg vil ikke, at Erindringen om ham skal dø hos mig en Dag tidligere end nødvendigt. Jeg rejser til et andet Land, til en stor By, hvor ingen kender mig. Jeg vil leve stille under et andet Navn og håbe på en Ting, - at denne sidste Nat vil gøre mig til Moder. Så forlanger jeg ikke mere af Livet. Jeg er så lykkelig over, at det er kommen således altsammen, som det er. Var han ikke nået hjem lige den Gang, jeg forlod hans Hus, havde jeg aldrig mere kunnet være hos ham, thi De ved, Madame, hvorledes Mændene er, og han ville aldrig have set til mig mere, og hans Kærlighed til mig ville være død. Eller i hvert Fald ville han have troet, at den var det.
Skulle De nogen Sinde, Madame, De, der har været så god ved mig, komme til den By, hvor jeg nu vil skjule mig, skal jeg finde Dem og se Dem, for jeg ved, De vil aldrig forråde mig, men kun hjælpe mig. Jeg vil altid holde Øje med Listerne over de Rejsende og måske vil jeg til den Tid have en Søn at vise Dem. Jeg har taget min Venindes Klæder, og jeg har forandret mit Udseende, - hun forstod alle den Slags Ting, - selv De ville ikke kende mig. Mit Hår har en anden Farve, og jeg er brun som en Bondepige, som det jeg var, inden jeg kom til Byen.
Farvel, kære Madame, - De vil ikke anse mig for en Synderinde. De ved, at både Kærlighed og Had er stærkere end Viljen, selv om Præsterne prædiker nok så meget derom. De vil måske ikke forstå det, men jeg er så rolig nu, jeg synes, jeg har Fred i mit Hjerte. Han vil ikke elske mig mere, men har elsket mig som aldrig før i Nat. Han sagde til mig, at jeg var anderledes end alle andre Kvinder, og det må jeg være overfor ham, fordi jeg elsker ham mere, langt, langt mere og anderledes end nogen anden Kvinde kunne elske ham.
Nu må jeg holde op med at skrive, for jeg har ikke mere Tid, inden jeg går til Toget. Min Veninde vil skaffe dette Brev sikkert i Deres Hænder. Jeg ved, De vil tænke venligt på mig. De vil også forstå mig, fordi De er Kvinde. En Mand ville aldrig forstå, at Kærligheden kan betyde mere end Sikkerhed og Penge og alt sådan noget. Men enhver Kvinde ved det.
Måtte alt godt komme til Dem og den, De elsker, og gøre Dem lykkelig.