Den indiske Ring

---

Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Beatrice fik Tårer i Øjnene, da hun lukkede Brevet sammen og gemte det ved sit Bryst.
   Hun besluttede, at hun ville læse det endnu engang hjemme på sit Værelse og så brænde det. Det ville være det sikreste, og når Politiet så blot ville blive ved at søge efter Claire her i Paris, ville Pigen være frelst.
   Men hun turde ikke beholde Brevet. Det var dog et Spor, hvis det faldt i de urette Hænder, og engang brændt var det til alle Tider uskadeliggjort.
   Medens hun langsomt gik tilbage til Hotellet, heftigt optaget af at tænke på Claire og forestille sig, hvor hun muligvis kunne være og hvor langt bort hun kunne være kommen, var hun nær ved at misunde hende.
   Enten den Kvinde, hun havde ment at dræbe, levede eller ikke, og det var endnu uafgjort, så var Claires Overfald på hende selvfølgelig i hvert Tilfælde en frygtelig Forbrydelse.
   Men hvilken Sluttethed i sin Karakter, hvilken Evne til at elske ubetinget og uden Vaklen ejede dog ikke det forunderlige Pigebarn.
   Det var den Slags Karakteren, denne hårde Art af Naturer, som under andre Forhold driver det til det ualmindelige i Retning af Opofrelse, fordi al Styrke bunder i Evnen til at slutte sig absolut og upåvirket om et enkelt Mål.
   Det var besynderligt, at denne unge Pige, der havde så megen tilsyneladende Godmodighed og Blidhed, kunne drives lige ind i en Handling, som mange fødte Forbrydere ville gyse tilbage for, og det uden bagefter at føle et Øjebliks Anger.
   Beatrice blev ved at spekulere over denne Gåde, og Forståelsen af, i hvilken Grad denne jævne Pige forstod at elske, fik hende til at skamme sig over sig selv og sit Forhold til Howard.
   Hvad var hendes Forelskelse i ham dersom man kunne kalde hans Magt over hendes Nerver og Sanser ved dette Navn, - hvad var den i Sammenligning med den alttilsidesættende, alt andet udelukkende Følelse, som Claire magtede at nære?
   Det eneste værdige var ikke at se ham mere.
   Når hun ikke elskede ham højt nok til at tilsidesætte ethvert Hensyn og give sig hen til ham, så skulle hun holde sig for god til at lade ham spille dette Spil med hende.
   Ja, - sådan tænkte hun jo Gang på Gang - men - -
   Hun havde været så optaget af sine Tanker, at hun var kommen ind på sit Værelse, havde taget sin Hat af og stået og set ud ad Vinduet i nogen Tid, før hun ved at vende sig om opdagede en lille Pakke henne på Bordet.
   Hun tog den og lukkede den op.
   Den indeholdt en lille firkantet Æske, hvori den gamle indiske Ring lå, og et Visitkort med Far Boudons Navn og disse Ord:

   „Hvorfor tog De Ringen af, kære Madame? Den er sikkert bestemt for Dem. Modtag den da nu som en venlig Hilsen fra Deres gamle, ærbødige Ven

   Beatrice stirrede på Ringen. Antikvitetshandleren havde omvundet den med en Seddel, hvorpå han havde skrevet Oversættelsen af de Ord, der stod indgraveret på den.
   „En Kvindes Hjerte næres af hendes Elskovs Bestandighed. Det fortæres af de skiftende Storme, der henvejres og henvejrer,” læste Beatrice tankefuld.
   Så tog hun Ringen og ville lade den glide ned over Fingeren.
   I det samme grebes hun af en underlig Bevægelse. Den samme varme Strøm, den samme kærtegnende Beroligelse, som hun havde følt hin Nat efter den uhyggelige Drøm, kom igen til hende. Men denne Gang endnu stærkere.
   Det var som om den eller de, der beskyttede, kærtegnede, var personlig nærværende, og Fornemmelsen fulgtes af en let, men ikke ubehagelig Svimmelhed.
   „Den Ring må aldrig mere komme af,” sagde hun halvhøjt og uden at vide, om det var hende selv, der sagde Ordene, eller om de blev sagt.
   Hun blev stående længe og så åndsfraværende på Far Boudons Kort og den lille Strimmel Papir med Oversættelsen. Så opdagede hun, at der også lå et Brev på Bordet. Det var fra Tom Brown, og hun brød det forundret. Det lignede sandelig ikke ham at være en så ivrig Brevskriver
   Brevet var forøvrigt også ganske kort.

   „Jeg ved ikke, hvad der får mig til at skrive til dig igen, Beatrice, men trods al Fornuft og Prædiken for mig selv er jeg i bestandig Uno for dig. Hvad har du for? Er der sket noget? Jeg har prøvet at få fat i Howard, men hans Værtinde siger, at han er rejst til Skotland. Jeg skulle have Lyst til at vide, om det er sandt. Du ville håne mig, dersom du vidste, hvor urolig jeg er. Jeg har bedt Ghata Sasin komme til Eunopa. Gør Howard dig Fortræd, hævner jeg dig.
Hvad har du for, Beatrice, - hvad er det med dig?

   Hvad har du for? Ja, det vedkom jo ikke Tom. Det vedkom ingen. Den Lettelse, hun et Øjeblik havde følt ved. at modtage Claires Brev, var forsvunden. Alle hendes Tanker samlede sig igen om hende selv. Hun så på Ringen, som var den en Talisman, et Værn imod alt ondt, men hun følte sig nu igen alligevel ensom og usikker.
   I dette Øjeblik længtes hun efter Tom, og hun var rørt over ham. Det var muligt, at han ville have irriteret hende, dersom han havde været der, men overflødig og forladt, som hun følte sig, længtes hun efter hans udtryksløse Ansigt og dæmpede Stemme.
   Tom morede hende ikke, men lige nu syntes hun, at han var den eneste, hun kunne have udholdt at tale med.
   Han var her imidlertid ikke, og hun sagde til sig selv, at det var rigtig godt således. Hun var jo bleven fuldkommen umulig. Lignede aldeles ikke sig selv fra før. Hun burde skamme sig. Hvor var hendes Overlegenhed - hendes Selvsikkerhed. Tillod hun en Mand at lege med sig, som om hun havde været en forelsket, uerfaren lille Tøs?
   Og for Himlen ved hvilken Gang besluttede hun, at nu var det færdig og forbi.