WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Hver Morgen, når Beatrice vågnede, så hun på sin Ring, der var den eneste, hun nu bar, og sagde til sig selv, at hvis Howard kom eller meldte sig, så ville hun afslå at se ham.
   Men hun fik ingen Brug for sin Standhaftighed.
   Den ene Dag gik efter den anden, men Howard hverken lod sig se eller skrev.
   Hun begreb det ikke. Var han måske ikke kommet til Paris for hendes Skyld, og så blev han borte. Sådan kunne man ikke bære sig ad.
   De første Dage foreholdt hun sig selv, at det var rigtig godt, han ikke kom, for så undgik hun at fornærme ham ved at nægte at se ham, men efterhånden som Dagene blev til Uger, voksede hendes Krænkelse, hendes Følelse af at være sat til Side og gjort Nar af, og - tilsidst - en Skinsyge, som hun ikke ville tilstå for sig selv, men som ikke des mindre gnavede ubarmhjertigt i hende.
   Hvorfor kom han ikke? Hvorfor?
   Var det Paris, der havde taget ham, det muntre, smukke, letlevende Paris? Eller var det - var det den „Aftale”, han havde påstået at have hin Eftermiddag, som beslaglagde ham?
   Det havde måske kun været en almindelig lille Flirt, som så havde udviklet sig til en hel interessant Episode? Hvem kunne vide det. Mænd var jo nu engang sådan - nå, Kvinder måske også somme Tider, - at når den ene var stædig, så morede det dem at tage Oprejsning og Hævn ved en voldsom Dyrken af en anden, som de muligvis ellers ikke havde ænset videre.
   Og sådan som Howard var, ville dette sikkert være den første Udvej, han greb til.
   Det ligger i den menneskelige Natur at søge Oprejsning for en Ydmygelse, og den underligt lurende Hån, som havde været bagved hans Ord og Væsen hin Dag ved Frokosten, havde gjort hende sikker på, at han ville have Hævn.
   Og han havde fået den, enten hun så ville vedgå det eller ikke. Hun følte sig for første Gang i sit Liv sviende ydmyget.
   Det stak i hende som en legemlig Uro, som en Rastløshed, der var utålelig og enerverende.
   Der var Øjeblikke, hvor hun græd af Vrede over sig selv, og hun var glad over, at hun ikke kendte hans Adresse, så hun ikke før eller senere skulle fristes over Evne til at sætte sig i Forbindelse med ham.
   Men efter en fjorten Dages Forløb var hendes Længsel efter i det mindste at få at vide, om Howard var rejst fra Paris eller ikke, så stærk, at hun besluttede sig til at gå op til Jeanne de Barteille og høre, om hun ville sige noget.
   Hun meldte sig til Frokost en Søndag, og Jeanne modtog hende med den samme varme Venlighed som forrige Gang, men sagde, at hun ikke begreb, hvorfor i Alverden Beatrice dog ikke havde ladet høre fra sig.
   Beatrice skød sig ind under Travlhed og ville lede Samtalen hen på noget andet.
   „Du ser også ud, som om du enten havde ærgret dig eller også var overarbejdet,” sagde Jeanne og iagttog Beatrice undersøgende. „Du så bedre ud, sidst du var her.”
   „Det var underligt, man plejer altid at sige, at ingen Luft er så forskønnende som den parisiske Forårsluft, men så er der jo ikke andet at gøre for mig end at prøve på at blive lidt dejligere.”
   Jeanne tog hende med ind i den smukke Spisestue og satte sig lige overfor hende ved Bordet.
   Beatrice mærkede, at hun på den Måde selv fik alt Lyset fra Vinduet over sit Ansigt og besluttede at passe godt på sit Udtryk.
   Jeanne passiarede livligt. Hun fortalte om sin Søn, om sin Forretning. Hun nødte Beatrice til at spise af alle de gode Ting, der kom på Bordet.
   Pludselig udbrød hun:
   „Jeg vidste slet ikke, at vor fælles Ven Howard var i Byen, før jeg så ham forleden Dag!”
   Det kom så overraskende, at Beatrice, trods sin Beslutning om at passe på sit Ansigt, ikke kunne lade være at fare sammen. Hun tog sig i det, men Jeanne havde set hver Trækning.
   „Så -?”
   „Ja, jeg gik hen til ham og sagde Goddag og spurgte, hvorfor han ikke havde været oppe hos mig. Jeg ved knap hvorfor jeg gjorde det. Han er jo ikke af mine Folk. Men man kan jo ikke nægte, at han er både klog og morsom. Vel?”
   „Nej, det har jeg jo altid sagt.” Beatrices Tone lød irriteret.
   „Ja, og vi er jo kommen sammen gennem mange År. Jeg tror egentlig, han godt kunne lide min Mand. Jeg har en Fornemmelse af, at han var nær ved at give mig Skylden for hans Unoder. Imidlertid spurgte jeg altså, hvorfor han ikke havde besøgt mig og han gav den aldrig fortærskede Undskyldning, - den samme, som du kom med - Travlhed.”
   „Det var uheldigt, da han mig bekendt aldrig bestiller noget.”
   „Nå, det tror jeg nu ikke. Tværtimod. Han har sikkert ingen Formue. Jeg har undertiden hørt Folk tale om, at hans Forretninger vist ikke altid var af den fineste Art, men af hvilken Art, de var, lader det ikke til at nogen egentlig har Rede på.”
   „Jeg har også hørt noget i den Retning,” mumlede Beatrice, der ikke anede, hvad hun skulle svare. Hun var udelukkende gået her hen for at høre noget om Howard, og nu var Talen om ham og Jeannes skarpe Øjne hende uudholdelige.
   „Så spurgte jeg ham også, om han heller ikke havde set noget til dig.”
   „Nå?”
   „Han sagde, det var længe siden.”
   „Ja, det er det også.”
   Nu passede Beatrice anspændt på Udtrykket i sit Ansigt, men hun kunne ikke forhindre, at Farven var veget fra hendes Kinder.
   „Så - tænk! Jeg ved ikke hvorfor, men da jeg så ham, fik jeg den Idé, at han var kommen til Paris for at være sammen med dig.”
   „Å, Jeanne!”
   „Ja, I er jo desværre forelskede i hinanden.”
   Det gav et Sæt i Beatrice, som ville hun springe op fra Bordet.
   „Men sødeste Barn, tag det dog med Ro. Det er ingenlunde for at være påtrængende eller for at blande mig I dine Sager, at jeg siger det, men Howard er en skidt Fyr, og han har Magt over dig. Sagde jeg ikke sådan noget lignende, den første Aften du var oppe hos mig?”
   „Det ved jeg ikke.”
   „Ja, jeg gjorde. Og nu, da jeg så hans Ansigt, medens vi stod og talte om dig, så -”
   „Hvad så -?”
   Beatrice havde en Følelse af, at hendes Hjerte om et Øjeblik gik itu. Således dunkede det.
   „Ja, hvad så? Jeg har jo ikke omsonst Livet igennem været nødt til at studere Ansigter, Kunderners Ansigter, mine Syerskers Ansigter. Der skal meget til at narre mig. Det er sandt når jeg siger dig at han så ud, som om han tog dit Navn mellem sine Tænder og bed i det inden han udtalte det.”
   „Men Jeanne dog!”
   „Det er sandt!”
   De sad et Øjeblik og så på hinanden, Beatrice med et Smil, som skulle dække over, hvor ilde hun befandt sig.
   „Å, søde Beatrice,” det var som om en pludselig Medlidenhed brød frem i Jeannes Sind ved at se det lille smukke, blege, nervøse Ansigt, „hvor mange Gange har jeg ikke tænkt på, at det er altfor urimelig vanskeligt at være Kvinde. Vi bliver lige fra små opdragne til at holde fast på al denne Følsomhed, Naturen ulykkeligvis har givet os i Vuggegave, og når vi bliver ældre og selvstændige, opdager vi, at denne samme Følsomhed, vi betragtede som en Helligdom, er den egentlige Grund til alle vore Ulykker. Vi må ikke nære en Følelse overfor en Mand med mindre vi mener at kunne aflægge Ed på, at det er Kærlighed, - helst med en hel Masse Blåelse i, - vi nærer overfor ham. Skulle vi i Sandhedens Interesse give den et mindre ophøjet Navn, måtte vi betragte os selv som faldne og skamme os tildøde over den. Og når en Mand opdager, at det er lykkedes ham, - al vor Opdragelse, vor Velanstændighed, vor Renhed tiltrods, - at indgyde os en mere jordisk, mere legemlig Attrå, så hoverer han i sit stille Sind, benytter sig af sin Magt og forlader os med et Smil: „Hun ville det jo selv,” eller med en lignende Mandfolkebemærkning. Og er det den blå og himmelske og selvforglemmende Kærlighed, han har indgydt os, så er der ikke een Gang af Tusinde, hvor vi ikke bagefter tænker, at den Tilbedelse var han sandelig ikke værd. - Tror du ikke, jeg har Ret, Beatrice?”
   „Jo.”
   „Men da må altså Slutningen på alt dette her blive, at enten vi har den ene eller den anden Følelse - i ni Hundrede og ni og halvfemsindstyve Tilfælde er det Kvinden, som før eller senere betaler Gildet. Men så har Samfundet til Overflod lagt den Vægt på hendes Skuldre, at hun skal opdrages til at skamme sig over naturlige Fornemmelser. De samme Egenskaber som Mandfolk praler med, skal Kvinder rødme over.”
   „Du har vist Ret.”
   Jeanne lo.
   „Ja, det er jo ikke den Tale, man plejer at høre i det engelske Selskabsliv, - var det det, du mener?”
   „Du glemmer, at jeg er international, så min Forargelse behøver du ikke at frygte for.”
   „Javel. Hvem har så Ret - Samfundet og Verdtægterne, - eller Naturen.”
   „Ja, ved du hvad -”
   „Nej, det kan man ikke sådan svare på, det er rigtigt. Men ærlig talt, så interesserer Problemerne mig ikke så meget, som man måske kunne forlange af en self-made Kvinde. Derimod interesserer de enkelte Eksempler mig overmåde.”
   „Og jeg er sådan et Eksempel, ikke?”
   „Jo, selv om du mener, at jeg gerne må passe mig selv. Du interesserer mig, fordi jeg engang har været inde i noget lignende.”
   „Jamen, hvad er det for Snak, Jeanne. Jeg er ikke inde i noget som helst.”
   „Så er du i hvert Fald på Veje til at komme det, hvad du også selv meget godt ved.”
   „Hvad du mener meget godt at vide.”
   Jeanne Lænede sig frem over Bordet og greb Beatrices Hånd.
   „Hør nu,” sagde hun hjerteligt. „Du var vred på mig, da du sidst gik, og det - og slet ikke din Travlhed er Grunden til, at du ikke kom igen før, - men det skulle du ikke være. Jeg er måske ikke meget sensibel, Livet har presset Sartheden ud af mig sammen med så meget andet men jeg holder oprigtigt af dig, jeg beundrer dig på så mange Måder, og er der nogen, som kender den Kamp og den ydmygelse, en moderne, selvstændig, i sig selv hvilende Kvinde gennemgår, når hun mærker sit Nederlag overfor en Mand, der ikke er hende værdig, - så - Beatrice, så er det mig!”
   Beatrice så forundret op på det smukke, bevægede Ansigt ligeoverfor hende. Hun var ikke vant til nogen Art af Sentimentalitet fra Jeannes Side, så hun forstod, at denne Sag virkelig måtte betyde noget.
   „Nej, ser du,” vedblev Jeanne lidt efter, „det forkerte ved vor Tid er, at vi allesammen bestandig drømmer om et Ideal, hvis Mulighed for Virkeliggørelse vi selv har slået itu. Mændene drømmer om den blide Kvinde, Alfen, og finder Sportskvinder, Kunstnerinder, Kvindesagskvinder, forslidte Selverhvervende og så videre. I ingen Kvindes Sind dør en lille bitte frygtsom Drøm, som hun selv latterliggør, ,om at finde en Mand, i hvem der endnu er levnet så megen Troubadour, at han elsker evigt og udelukkende hende, med Ømhed, med Forståelse, med Mandsvoldsomhed og Pashaskinsyge. Alle håber vi, mod bedre Vidende, på at finde det, der ikke findes, og skuffes bestandig og irriteres, lige så meget på os selv som på den engang elskede, nu foragtede anden Part. Sådan er det, du, - og derfor må moderne Kvinder være såre kloge, såre påpassende, for at redde sig blot en lille Smule Glæde ud af dette Elskovens Roderi, hvori vi lever.”
   - - -
   Da Jeanne omfavnede Beatrice til Farvel, holdt hun hende et Øjeblik fast i sine Arme og hviskede:
   „Husk på, at du altid har mig. Jeg viser aldrig Verden mine Ar, men tro du mig at jeg har dem så dybe som nogen. Jeg forstår dig så godt - men husk på, at Nutidens Mennesker her i Europa kun søger deres eget, og indret dig derefter. Ellers tramper man dig itu.”
   - - -
   Det var bleven sent på Eftermiddagen, da Beatrice gik fra Jeanne, men skønt hun var træt, havde hun ingen Lyst til at gå hjem.
   Jeanne havde sagt så meget, som styrkede hendes Beslutning, - den, hun i sine stærke Øjeblikke ikke begreb, hun kunne svigte i sine svage, - og hun tænkte, at hun ville rejse.
   Howard var altså endnu i Paris.
   Var han bleven der så længe, var det ikke sandsynligt, han ville rejse uden at se hende.
   Så havde hans lange Bortebliven kun været et Led i Rækken af de Overraskelser han fandt på for at gøre hende forvirret og svag.
   Hun ville tage til Rom. Hun havde fået den Idé, at det var derhen, Claire havde søgt, og hvorfor skulle hun ikke også selv tage derhen hellere end at gå her og være nervøs.
   Desuden ville Howard så forstå, at det var Alvor, og den eneste Redning for hende var at tvinge ham til at opgive Legen. Det kunne kun ske ved Adskillelse. Så snart han var hende personlig nær, var hans Magt over hende så stor, at hun intet Øjeblik vidste hvornår han sejrede. Og han var ikke og blev aldrig den Mand, som en Kvinde burde stole På.
   Næsten uden at vide, hvorledes hun var kommen der, var hun nået ud til Pêre Lachaise, og hun gik ind og satte sig på en af Bænkene og så ud over de verdensberømte Grave.
   Hver eneste af alle de, hvis Legemer nu lå og smuldrede under hendes Fødder, havde følt sig ensomme, som hun nu gjorde, havde lidt og været skuffede og følt sig bedragne.
   Var det Umagen værd at stampe så hårdt mod den Bråd, vi kalder Skæbnen? Var det ikke klogere at lade sig drive - drive med Tidevandet, når det højeste, man kunne nå, var så flygtigt, og det hedest attråede Timen efter kun var en Erindring, som hver ny Dag bragte til at blegne mere.
   Hvad var et Menneskeliv andet end et Legemes og en Sjæls bestandige rasende Kamp imod Hunger. Var der ikke en større visdom i at hungre frivillig end at slide sig op i Kamp for at opnå en Mættelse, der dog aldrig blev andet end flygtig og utilfredsstillende?
   Hun ville rejse til Rom, glemme og lade Dagene gå. Jeanne havde Ret. Europas Folk forstod ikke Kærlighedens Kunst.
   Den, der forlangte det grænseløse, måtte enten tørste eller glemme sine Drømme og drikke af smudsigt Vand.


Afsnit 15 >