Den indiske Ring
Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Klokken var henimod ti, da Beatrice efter at have spist sin Middag i en tilfældig Restauration, langsomt vendte tilbage til Hotel Cloche.
Hun var kun nogle Skridt fra Huset, da hun pludselig følte en Arm, der blev stukket ind under hendes, og en Mund, som ganske tæt ved hendes Øre hviskede:
„Endelig.”
Hun gav et dæmpet Skrig og standsede.
„Har jeg ikke været tålmodig?” Han holdt fast om hendes Arm og drejede om ad en Sidegade, en af disse små, fredelige parisiske Sidegader, som der i dette Kvarter findes så mange af, og som er lige så rolige og idylliske som en dansk Provinsgade. „Jeg ville være tålmodig. Jeg ville give både Dem og mig Lejlighed til at længes. Men nu i Aften, - Beatrice -”
Hun mærkede igen hans Mund så tæt mod sit Ansigt, at hans Åndedræt fik en lille Krølle Ved Tindingen til at kildre mod hendes Øre. Han iagttog den lille Krølle, og i den næsten mørke, næsten mennesketomme Gade tog han hende pludselig i Armene og pressede sin Mund ind mod hendes Øre.
„Beatrice - tilgiv mig - jeg har længtes så meget. De var så ond imod mig, jeg var vred, og jeg nød dette, at jeg måtte længes så meget, skønt jeg var vred.”
„Var jeg ond imod Dem -?”
Det var slet ikke de Ord, hun ville have sagt, men han havde en underlig Evne til at få hende til at sige det, som hun så ofte havde tænkt, i Stedet for det, som efter hendes Beregning ville være klogt at sige.
„Ja, var De ikke, - syntes De måske, det var mig, der var ond imod Dem? Nå, ligemeget. Vi vil aldrig være det mere. Det er så underlegent. Når Mennesker ved, at de er bestemte til at give hinanden Glæde, så er det småt og tarveligt at sjakre og lege og udsætte, - Beatrice, Livet er for kort, - der er intet andet Øjeblik end det nærværende, som er vort, - husk det.”
De var nået til en lille, åben Plads med Træer, hvor der stod et Par tomme Bænke.
Han trak hende med sig hen til en af dem, lagde sin Arm om hende og pressede sin Hånd ind med hendes Side, lige under Brystet.
Hun ville rejse sig, protestere, være vred, - hun vidste ikke, hvad hun ville. Blot komme bort. Blot ikke have det smukke, stærke Ansigt så tæt ved sig og mærke dette faste, trygge Greb om hendes Legeme.
Og i næste Nu fo'r det igennem hende - -
Hvorfor ikke? Hun var fri. Hun var sin egen Herre. Han elskede hende ikke, men han gav hende den Følelse, som hos mange Mænd, hos de fleste Mænd, erstatter det, som Digtere og naive Kvinder kalder Kærlighed.
Var det ikke det, Jeanne havde sagt. Kærligheden levede ikke mere mellem Vestens Folk. Han søgte sit eget, - nuvel, - Søgte hun ikke også sit eget, - og hjalp det at drømme om det, der var flygtet bort, båret bort af Tiden, og af hvad moderne Mennesker kalder Udvikling og Fremskridt, - hvis det da altså nogensinde havde været.
Hun sad stiv og tavs, medens Tankerne i urolig Jagen fo'r gennem hendes Hoved, og Manden ved hendes Side, som intet Øjeblik løsnede sit Tag eller holdt op med at iagttage hende, gættede langt flere af dem, end hun havde nogen Anelse om.
„Beatrice, hvad er det egentlig, De forlanger af mig? Hvad er det, De venter, jeg skal sige eller gøre, før De vil tilhøre mig?”
Hun blev blussende rød og gjorde en voldsom Bevægelse for at komme fri, men han drejede sig om, så hans Legeme næsten dækkede hende og gjorde det umuligt for hende at rejse sig. Og med sit Ansigt lige foran hendes, og sin Mund så tæt mod hendes, at han næsten rørte den, hviskede han:
„Jeg tror ikke, De elsker mig, - det, De kalder at elske, - jeg selv ville ikke engang i mine Tanker falde på at bruge det Ord. De derimod bruger det når De tænker, og De tænker netop således: Han elsker mig ikke, altså er det min Ære for nær at tilhøre ham. Desuden elsker jeg heller ikke ham, - og så er det endnu engang min Ære for nær. - Har jeg ikke Ret?”
Hun havde lukket Øjnene, medens Blodet jog over hendes Kinder og glødede dem. Og han så det og så, hvorledes det røde Skær veg bort og fik det skønne, stolte, lidenskabelige Ansigt til at se endnu lidenskabeligere og mere attråværdigt ud.
„Men så giver De mig jo heller ikke det, De beklager Dem over at savne hos mig, vel? Og hvem siger, at det er det, vi to har til hinanden? Mennesker burde være glade til, at de overhovedet har noget at give hinanden. Hvor mange Tusinder går vi ikke ligegyldige og upåvirkede, forbi for hver En, som er i Stand til at berige os enten på den ene eller den anden Måde. Lige fra den første Gang, jeg så Dem, vidste jeg det, - vi to har en vandvittig pragtfuld Legemernes Fest i Behold til hinanden. Og den tror De, De kan narre os for ved at stille noget Tågespind op imellem os! Ved at påkalde det Konfirmandinde-Begreb, som Tanter har givet Navn „Kærlighed”! Å, Beatrice - Barn - Tåbe - - - men jeg skal få dig til at angre, - du skal komme til at fortryde hvert eneste af de kostbare Minutter, du har bedraget os for. Hver eneste af disse tabte, vidunderlige Dage her i denne vidunderlige By. - Du skal komme til at gøre Afbigt - du skal give mig Erstatning, - dyr Erstatning - i Kys - og - - -”
Hun skreg op.
„Slip mig!”
„Nej.”
De brødes et Øjeblik i Tavshed.
„Vil De have, jeg skal gå, - for så går jeg, men så bliver det denne Gang for Alvor.”
Hun havde siddet med lukkede Øjne. Nu spærrede hun dem op og stirrede ind i hans.
„Det var - det - bedste - -.”
Han hørte, de sagte Ord. Så smilede han med et Smil, der som et langsomt Lys gled frem over hans Ansigt og gjorde det virkelig smukt. Det kom med et Udtryk af Selvironi, Medlidenhed og mange stridende og modsigende Følelser.
„De tror, jeg er en Skurk, - eller i hvert Fald noget i den Retning. Det fortæller Jeanne Dem til Overflod. En indre Stemme i Dem siger det samme. Og jeg - jeg siger gerne selv det samme. Hvad er en stor Skurk, Beatrice?” Til hendes Overraskelse slappedes pludselig det næsten hårde Greb af hans Arme, han satte sig ned ved Siden af hende på Bænken og beholdt kun begge hendes Hænder i sine. „Hvad er så egentlig en stor Skurk? Hvis det er en Mand, der har været rodløs og hjemløs fra sin første Time, tilbragt i denne Verden og Som har vidst, at han selv måtte rydde hver Tomme af sin Vej opefter mod de Højder, hvor Tilværelsens Sol skinner, - og han så har gjort det, og derved været nødt til at træde andre ned, som ville op før ham ad den samme Vej, - hvis det er at være en Skurk, så er jeg det.”
Hun så op på ham. Han holdt hendes Hænder så fast, at han mærkede, hvorledes hun dirrede af Sindsbevægelse.
„Hvis det er at være en Skurk at leve altid for sit eget, fordi man ikke har noget andet og bedre at leve for, - så - er jeg en Skurk.”
Endnu var hendes dejlige Øjne ufravendt fæstede på ham. Han var en anden, en ny, en langt, langt farligere, Modstander end før, for nu var han i Forbund ikke blot med hendes Sanser, men med alt hos hende der var Hjerte og Kvindeømhed og Følsomhed.
„Hvis det er at være en Skurk, fordi man har opdaget, at i Kampen for Tilværelsen er Eftergivenhed en latterlig Svaghed, Tillid til andre Idioti og Uegennytte en Møllesten om Ens Hals, - ja, så er jeg virkelig en Skurk.”
Han så de smukke Læber, der var blege af hendes Sjæls Oprør, bevæge sig som for at modsige ham.
„Men Beatrice - så tillad mig blot at spørge Skæbnen eller hvad det er, som tumler med denne gemene og forstyrrede Verden, - hvem er Skyld i, at jeg er bleven en Skurk? Hvem har gjort Kampen for Tilværelsen således, som den er? Hvem har bragt det dertil, at de lovpriste dydige Egenskaber, som alle roser offentlig og håner privat, - må føre den, som ville praktisere dem, ned i Mørket og Smudset og Fattigdommen, - medens - - -.”
„Det er ikke sådan, nej, det er det ikke -.”
Han smilede, og hun måtte holde fast på al sin Vilje, al sin Beherskelsesevne for ikke at tægge sin Mund mod disse smukke, smilende, spottende Læber.
„Er det ikke? Måske ikke altid. Måske ikke for dem, der er født så højt oppe ved Toppen, at de kun behøver at strække Hånden ud for at nå den. Men for os andre - for os andre, - De er Kvinde, og De blev født om ikke med en Guldske, så i alt Fald med en Sølvske i Munden, og De ved i Virkeligheden ikke så meget om den virkelige Verden, som man skulle tro.”
Han tav et Øjeblik. - Så sagde han dæmpet:
„Men en Skurk er jeg altså, ikke sandt?”
Hun rystede på Hovedet.
„Hvad er jeg da?”
„Jeg ved det ikke.”
„Ikke en Mand, som en klog Kvinde overgiver sig til, vel?”
„Nej, måske.”
„Og De - De overgiver Dem kun til en Mand for hans Dyders Skyld - ikke sandt?”
Hun så forvirret op. Tonen var spottende, men Spotten kunne lige så godt gælde ham selv som hende.
„Når De ser en Mand, der pryder sig med alle ædle Egenskaber, så, - ligemeget om han er skæv eller krum, - så siger De straks til Dem selv: „Dette er den rette Mand for mig!” Gør De ikke?”
„Å - Howard -.”
„Nej, De gør ikke, og det ved De også udmærket godt. Det, at to Mennesker hører sammen, det er noget, de ved med deres Instinkt. De spørger ikke om Dyder eller Lyder. De spørger om” han slap hendes ene Hånd og lagde sin Arm om hendes Skuldre hen over Bænkens Ryg, „de spørger blot om en eneste, afgørende Ting - Legemernes Samhørighed.”
Han tav og blev siddende og så ned.
Det var nu næsten fuldkommen mørkt udenom dem. Til denne lille, rolige Plads trængte Støjen af den store By kun spredt og afdæmpet. Han følte, at han nu havde fået hende næsten der hen, hvor han ville, og han fortsatte med sin smukke, indtrængende Stemme:
„Vi har denne Samhørighed, og du synder imod os ved at nægte den Ret til at leve. Ved du, hvad der kommer efter dette? Kan du sige mig hvad Synd, hvad Straf der skal følge med, fordi to Mennesker på denne fattige Jord søger de Blomster, som gror, sparsomt nok, ved Himlen, mellem Torne og Sten. Hvad vil vi angre mest, Beatrice, når vi ligger i vor Grav, - dersom der i det hele bliver nogen Anger og nogen Erindring, - hvad vil vi angre mest, - den Lykke, vi ikke gav os selv Lov til at få eller den Lykke, som vi tog og ejede og forgyldte de grå Dage med? - Hvad tror du, lille Pige?”
Og da hun intet svarede, men blev siddende som troldbundet, ubevægelig, stum, med en hed og vidunderlig skøn Gløden over sit Ansigt og i sine mørke Øjnes Dyb, rejste han sig, og idet han vedblev at holde sin Arm tæt om hende, sagde han:
„Kom - Beatrice.”
Og hun fulgte ham, som gik hun i en Hypnose, uden Vilje, næsten uden Tanker, ad den korte Vej tilbage til Hotellet.