Den indiske Ring

---

Olga Eggers (1922)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Et pludseligt, voldsomt Ryk i den Arm, der lå om hende! Et dæmpet Skrig, en Ed, - to mørke Skikkelser, der brødes, hurtigt, rasende, - så kom Klangen af en Stemme ud fra Virvaret, en åndeløs, kendt Stemme:
   „Beatrice, gå ind - gå ind og luk din Dør. Du har ikke noget her at gøre.”
   Hun begreb det ikke! Disse stammende, forpustede, jagende Ord, - det var jo Tom Browns Stemme, men det kunne det jo ikke være, så hun måtte høre og se Ting, der ikke var.
   Men noget i Stemmens Klang fik hende til at adlyde, betvang hende, skønt hun havde Lyst til at standse dem, til at råbe om Hjælp, til at kaste sig imellem dem og hellere blive slået til døde end leve og opleve, hvad der kunne komme ud af dette.
   De havde fjernet sig længere fra Hotellet, - om det var en Følge af Kampen eller fordi man inde fra Hotellet var ved at blive opmærksom på, at der foregik noget, som var Iagttagelse værd, vidste hun ikke.
   Men hun jog ind, fo'r op ad Trappen, nåede ind i sit Værelse, fik låst Døren og faldt sammen hen over sin Seng i en Gråd, der var så klagende og vild, at hun borede Hovedet ned i Puderne for at skjule den og sig selv for Alverden.
   Det var Tom, - det kunne slet ikke værre andre end Tom.
   Hun havde ikke set ham, ikke hørt ham komme, før hun havde mærket et Stød, idet Armen om hendes Legeme havde løsnet sig i et brutalt Ryk.
   Da havde hun vendt sig om og opdaget et Ansigt, der var Toms og ikke kunne være Toms.
   Det var et vildt, fortrukket, ligblegt og hadefuldt Ansigt. Det var et Ansigt der så ud som en Dødsdom, dikteret af Hævn og Raseri.
   Dersom nogen Sinde Lysten til at myrde har været skrevet i menneskelige Træk, så var den skrevet i disse fordrejede, ukendelige Ansigtslinjer.
   „De myrder hinanden,” hun vidste ikke selv at hun havde udtalt Ordene, før hun hørte dem lyde mod sine Øren.
   Og det var hendes Skyld!
   Tom havde skrevet det, - han ville hævne hende. Når Tom lovede noget, stod det fast.
   Å Tom - der er ikke noget at hævne - ikke på nogen anden end på mig.
   I dette Øjeblik syntes de to Mænd, der for hendes Skyld kæmpede mod hinanden med desperat Had, hende begge mere værdige til Livet end hun.
   Hun ønskede blot, at der havde været det Sted i Verden, hvor hun havde kunnet skjule sig. Hun skammede sig overfor dem begge to. Hun skammede sig over, at Tom havde set hende sammen med Howard, og skønt hun i dette Øjeblik skarpere end nogen Sinde før følte Ulykken ved den Skæbne, Howard ville føre hende ind i, skammede hun sig også overfor ham.
   Men hun ville ikke blive. Det forekom hende, at hun aldrig mere ville kunne udholde at se nogen af de to Mænd.
   Febrilsk rejste hun sig, fik fat på en Togliste og fandt ud, at Toget sydpå, som stod i Forbindelse med et direkte Tog til Rom, gik fra Paris Klokken ti om Morgenen.
   Det ville hun rejse med. Det var den eneste Udvej.
   Hun begyndte at pakke sine Kufferter. Hun tog Papir frem og skrev et langt, hjerteligt Brev til Far Boudon og derefter et ganske kort til Tom.
   Hun var overbevist om, at han, dersom han da levede, - og i sin fortvivlede Stemning havde hun en Følelse af, at hun sad og skrev til en død, - men levede han, ville han opsøge hende på Hotellet, og hun ville derfor give Værten Brevet til Opbevaring, indtil han kom.
   Hun var i Vildrede med, hvorledes hun skulle skrive, og hun var ikke tilfreds med det, da det endelig stod der.

   „Jeg er så ulykkelig og så forvirret, at jeg ikke kan samle mine Tanker til at sige dig andet end dette, - jeg rejser i Morgen tidlig til Rom, og dersom du vil, kan du der skrive til mig poste restante, men du skal ikke prøve på at opsøge mig, for jeg har en Fornemmelse af, at jeg aldrig mere vil kunne holde ud at tale med dig. Da jeg så dig og ham, - han er ikke min Elsker, og du ved, jeg lyver ikke, så det er sandt, - men da jeg så Jer der, så følte jeg mig mere ussel, end om jeg havde været en af Gadens Kvinder. Jeg ved ikke helt hvorfor - måske fordi det er min Skyld, at det kom dertil, men sådan er det.
   Nej, opsøg mig ikke, Tom - men skriv - - å skriv snart, - jeg er så angst, og jeg er grænseløs ulykkelig.

   Hun sov kun kort og uroligt, og lige så snart, Værten var oppe, bad hun ham om en Samtale på hendes Værelse.
   Han blev forfjamsket af Forundring ved at se hende påklædt på denne Tid og tog efter sin Sædvane Himlen utallige Gange til Vidne på, at han var mere end fortvivlet over denne pludselige Bestemmelse.
   Beatrice beroligede ham med, at han var uden Ansvar. Hun havde været godt tilfreds med hans Hotel og lovede at anbefale det på det bedste.
   Så spurgte hun ham, medens alt Blodet veg fra hendes Hjerte, om han havde hørt eller set noget til, at to Herrer. havde - havde sloges tæt udenfor Huset her i Går Aftes ved Titiden.
   Monsieur Gargin så netop så dydig forarget ud, som han mente hans Stilling som Vært for Verdens anstændigste Hotel fordrede det af ham.
   „Tænk - skrækkeligt, - ja, Tjeneren fortalte mig det. Jeg var ikke selv hjemme ved den Tid. Madame må jo have været lige ved Siden af dem. Nej, noget nærmere ved jeg ikke. Jean havde set dem forsvinde om Hjørnet, - skrækkeligt.”
   Beatrice gav ham Brevet, og han tog atter Himlen til Vidne på, at intet kunne være mere sikkert, end at den engelske Herre ganske bestemt skulle få det, første Gang han spurgte efter Madame.
   Beatrice takkede ham og bestilte en Vogn længe før det var nødvendigt, men hun syntes, det var hende umuligt at vente. Hun ville ikke vide, hun turde ikke vide, hvad der var sket. De ville rimeligvis opsøge hende, Howard var ikke den Mand, der lod en Sejr tage fra sig på den Måde. Men hun kunne ikke tale med nogen af dem. Hun måtte slippe bort og prøve på at være i Fred, i hvert Fald en Tid.
   Hun var så nervøs, at hun fo'r sammen, blot hun hørte en Stemme ude på Trappegangen, og følte det, som var hun undsluppen et Mareridt, da hun endelig sad i Toget.
   For hver Mil, hun fjernede sig fra Paris, trak hun Vejret lettere.
   På den første Station, hvor der var et længere Ophold, skrev hun et Kort til Jeanne de Barteille og beklagede, at hun ikke havde fået sagt hende Farvel, men det havde været umuligt. Rejsen var kommen så pludselig. Hun lod, som om hun glemte, at omtalg hvor hun ville hen.
   Ikke for alt i Verden måtte Howard finde hendes Spor foreløbig, og derfor fandt hun det sikrest, at Jeanne heller intet vidste.
   I de første Hoteller, hun kørte til i Rom, var ingen Plads. Hun var træt og havde igen denne Følelse af Rastløshed og Ensomhed, som havde været ukendt for hende i gamle Dage.
   Da det fjerde Hotel, de kom til, også var overfyldt, opgav hun det Hele i Fortvivlelse, og spurgte Kusken, om han ikke kendte et Sted, hvor hun kunne leje et Værelse.
   Jo, det gjorde han. Han havde en gammel Slægtning, der lejede Værelser ud. Måske hun havde et ledigt. Om han skulle prøve at køre Signorina derhen og høre ad.
   Den gamle Slægtning boede i Via Condotti, og Beatrice blev henrykt over at opdage, at hun fra Vinduet i det Værelse, der netop var ledigt, kunne se ned over „Den spanske Trappe.”
   Hun havde elsket den fra den første Gang hun så den, i det tidlige Forår, ligesom overskyllet af blomstrende Mandelgrene, som de ivrige Sælgersker, der havde Plads ved Trappens Fod og op ad dens Trin, falbød med Smil og Strømme af Ord.
   Det fyldte hende med en sådan Lykke at se den igen, så hun næsten glemte sin Træthed, og da hun havde vasket sig og fået den gamle, tvære Kone overtalt til at koge sig en portion Marcaroni, bøjede hun sig ud af det åbne Vindue og indåndede Roms Luft.
   Hver stor By har sin egen særlige Luft, der smager og lugter forskellig fra alle andre Byers. Hun mindedes denne, der syntes at have Campagnens Gifte og Appelsin og Mandeltræ Havernes Lugte i sig og fik en underlig, ugrundet, men såre levende Følelse af, at den Tid, der nu ventede hende i Rom, ville blive fyldt med sælsomme og nye Tildragelser.
   - - - - -
   Den Nat havde Beatrice en mærkelig Drøm.
   Da hun vågnede, var hun så sikker på, at hvad hun havde erfaret i den var lige så rigtigt, som om en af de pågældende, Drømmen havde handlet om, selv havde fortalt hende det, eller endnu mere.
   Hun satte sig op i Sengen og begreb ikke, at hun ikke for længe siden var faldet på, at sådan måtte det være, - Jeanne havde været forelsket i Howard, og da hun ikke på nogen Måde ville lade Beatrice ane det, havde hun kun omtalt ham som et ret flygtigt Bekendtskab, hvad han måske også på en Måde havde været.
   Men - flygtigt Bekendtskab, - hvad var flygtigt Bekendtskab? Man kan se et Menneske mange Gange uden i Virkeligheden at se det, og et eneste Samvær kan knytte to Mennesker sammen for Livet, selv om de aldrig mere mødes.
   Jeanne var klog, hun forstod at skjule, hvad hun ville skjuler og give Tingene det Udseende, hun ønskede.
   Men Beatrice var nu fuldkommen sikker, der havde været noget mellem de to, selv om det måske aldrig var kommen til Forklaring.
   Hun kunne godt forestille sig, at Howard var af den Slags Mænd, som ikke fandt Legen morsom længere end til han havde opnået Vished for, at Kvinden ikke mere ville gøre Modstand.
   Det interessante for ham var Erobringen, ikke selve Sejren.
   Og så alligevel - hun var, hver Gang hun tænkte på ham, rede til at mistro ham, til at tænke slet om ham, til at advare sig selv imod ham. Og når hun nu huskede hin Aften, hendes sidste i Paris, så følte hun en helt ny Ømhed for ham inderst inde i sit Sind.
   Han havde været ensom, ligesom hun selv var ensom. Han havde været tvunget til at sætte hårdt imod hårdt for ikke at blive sparket tilbunds.
   Hun havde bebrejdet sig selv, at det var hendes Sanser, der droges imod ham, men nu syntes hun, der var kommen et nyt Element til, et andet og langt farligere.
   Men havde det ikke været Tilfældet, var det sikkert heller aldrig gået så vidt, og skønt hendes Kinder glødede hver Gang hun tænkte på at Tom havde set dem sammen, så følte hun ikke den mindste Vrede mod Howard, fordi han var Skyld i det.
   Kun var hun syg af Uvished for, hvad der senere var sket.
   Hun kunne snart begynde at vente Brev fra Tom, og hun gik hver eneste Dag på Posthuset og forhørte, men Ugerne gik, uden at der kom noget.
   Hendes Uro steg. Som Følge af en af disse uforklarlige Svingninger i et Menneskes Følelsesliv, som vel må skyldes Tidens og Begivenhedernes langsomme og uophørlige Påvirkning, fik hun efterhånden en Længsel efter begge disse Mænd, en Længsel, der var lige så stærk som hendes Frygt for at se dem havde været lige straks.
   Tilsidst kunne hun ikke udholde det mere, men skrev til Jeanne de Barteille og fortalte, at Tom Brown var kommen til Paris lige inden hun var rejst derfra, og at hun meget gerne ville vide, om han var der endnu, og eventuelt have hans Adresse. dersom Jeanne kendte den eller kunne skaffe sig den at vide.
   Næsten hurtigere end Beatrice kunne vente det, kom Svaret.

   „Kæreste Beatrice, - hvad er nu alt dette? Jo, jeg har set Tom Brown. Han har været syg, et Overfald af en beruset Mand, sagde han. Han forlader Paris nu, så du vil ikke kunne skrive til ham. Han var endnu mere tavs og tilbageholdende end ellers, så jeg var næsten forundret over, at han i det hele taget gad opsøge mig. - Men nu noget andet, - jeg har set Howard. Jeg nævnede dit Navn, og jeg har aldrig set et sådant Udtryk i noget menneskeligt Ansigt, som i hans, da jeg begyndte at tale om dig.
   Hvad er der dog sket, - hvorfor rejste du så pludseligt - hvorfor kom Tom Brown, og hvad har du gjort ved Howard? Beatrice, jeg beder dig tage dig i Agt. Den Mand er i Stand til alt, hvis nogen kommer ham i Vejen. Er det ham, du er flygtet for? Så flygt endnu længere. Jeg kender Howard bedre, end du tror. Jeg har aldrig stået i Forhold til ham, hvad du selvfølgelig straks tænker, men - det er så svært at skrive om, og dog måske lettere at skrive end at tale, - i hvert Fald, han skilte mig fra min bedste Veninde. Husker du den smukke Natascha Warowitsch, - Russerinden, nej, du så hende måske aldrig, ligemeget, du har hørt om hende. Hun var det dejligste Menneske, jeg har kendt. Hvis de, der har et drømmende Sværmeri for hendes store Fædreland, som vel aldrig nogen Udlænding vil lære at forstå, - hvis de kunne tænke sig al den Eventyrglans, som i modtagelige Sind står om den hvide Tzars Land personliggjort, så måtte det væne i hende. Hun var både legemlig og åndelig så fuldendt skøn og sælsom, som en Kvinde kan være.
   Nå - du vil kunne tænke dig Resten - du ved, hvad Magt Howard har over Kvinder, når han vil. Jeg tror, den Magt er den samme, som enhver Mand har, der med Lethed besejrer Vanskeligheder. Den bunder blot i dette ikke at anerkende Vanskeligheder, altid at gå ud fra, at man selv er stærk nok til at sejre. Theosoferne vil kunne give dig en naturlig Forklaring herpå.
   Natascha var ung, drømmende, lidenskabelig. Hun var af den Slags Mennesker, for hvem Øjeblikket er så voldsomt, så ubetinget, at der aldrig vil blive Rum for Overvejelser eller Omtanke for Fremtiden. Enhver Ting, hun oplevede, fik for hende en sådan Fylde og Styrke, så vi ofte spøgede med, at inden hun blev tredive, måtte hun have slidt sit Hjerte op. Det passede også.
   Kun at det blev længe før. Hun var kun tre og tyve År, da Howard drev hende i Døden.
   Jeg både elskede og hadede ham fra den første Gang, jeg så ham. Natascha kun elskede ham.
   Nøjagtig hvad der er sket mellem de to, ved jeg ikke. Men Howard ved, at jeg i mit Hjerte kaldte ham. Morder, den Dag vi begge stod ved hendes Seng og så dette hvide, dejlige, rene Ansigt, der så ofte havde været vendt imod ham med Lidenskabens og Tilbedelsens Gløden over sig.
   Om hun skulle have et Barn, om han har stødt hende bort, om hun blot har mærket hans hurtigt voksende Ligegyldighed, - det ved jeg altsammen ikke. Jeg tror, at hun mente, der også var et Forhold imellem ham og mig. Hun antydede det, den sidste Gang jeg så hende, og smilede over min Nægten.
   „Den, der har elsket ham en Gang, glemmer ham aldrig,” svarede hun mig med sit søde, hemmelighedsfulde Smil. „Og Livet, Jeanne, hvad er Livet andet end det enkelte Øjeblik, hvor vor Sjæl fyldes ud over sine Grænser og synes at optage alle Tiders Lidelse og alle Tiders Fryd i sig. Kan man føle det, har man levet. Og da er een Time visselig som Tusinde År, og Tusinde År mindre end een Time.”
   Jeg tror slet ikke, Natascha døde bedrøvet. I hvert Fald kan jeg ikke forestille mig det. Hun døde vistnok simpelt hen fordi det, som Livet endnu kunne give hende, forekom hende uden Værdi. Men ikke des mindre drev Howard hende i Døden, og jeg ser ikke på ham med hendes Øjne. Han ejede et Under af en Kvinde, og samtidig irriteredes han så meget over den Modstand, jeg viste imod ham, at han forsøgte alle Veje for at opnå mig. Måske var det mere et Tilfælde, at det ikke lykkedes, men i hvert Fald kunne jeg aldrig have tilhørt ham efter Nataschas Død. Han hader mig den Dag i Dag, således som en egenrådig og hensynsløs Mand må hade en Kvinder overfor hvem han har måttet give op.
   Nu har jeg sagt dig mere om denne Sag, end jeg ville have tænkt, at jeg nogen Sinde skulle have fået mig til at sige til nogen. Og jeg har gjort det for at vise dig Howard som han er, og endnu engang bede dig om at vogte dig.
   Efter Natascha er du min bedste Ven, og der er så meget Slægtskab mellem Jer, synes jeg ofte, trods så megen Ulighed.
   Du skal aldrig tale til mig om dette Brev. Brænd det. Men glem det ikke, - for så måtte det hellere have været uskrevet. - Måske kan det hjælpe dig.

   Beatrice brændte Brevet, men dets Ord vedblev at leve i hendes Tanker.
   „Måske kan det hjælpe dig.” Å nej, Jeanne, hvornår kan egentlig det ene Menneske hjælpe det andet. Du tror vel, at Tanken om den skønne døde Pige i alt Fald måtte skræmme mig fra at følge den Vej, kun gik, hvis jeg skulle tænke på det.
   Jeg tænker ikke på det. Jeg er ikke af den Slags Kvinder. - Det siger jeg og mener jeg nu. Min Skæbne er ganske vist ikke bleven som hendes - nå, det skal den heller aldrig blive.
   Som Svar sendte hun Jeanne en Afskrift af et engelsk Digt fyldt med Sødme og Sørgmodighed, hvori der taltes om „the dear dead days”, og gav ellers ingen anden Besked. Jeanne ville forstå, vidste hun.
   Det var Sommer, Roms hede, nervøse Sommer, men Beatrice kunne ikke få sig til at forlade Byen.
   Hvad ventede hun på? Hun vidste det ikke selv. Mange Gange om Dagen så hun på Ringen. Hun læste aldrig de underlige Tegn uden at huske Advarslen, - ja, når man kendte sit eget Sind, når man vidste, hvad Elskov var. Vidste hun det måske slet ikke? Hørte hun til dem, der aldrig skulle læne det? Kunne hun i det hele taget elske som stakkels, smukke Natascha, for hvem Elskoven var alt og Livet intet i Sammenligning med den?
   Men sikkert var der en anden Følelse end den, hun havde overfor Howard. Når hun selv blot en eneste Gang kunne fonnemme den som uværdig, så var det ikke den Elskov, hvorom Ringen fortalte.

   Der var gået henimod en Måned, da hun en Dag kom hjem og fandt Tom Browns Visitkort på sit Bord.    Med Blyant havde han skrevet, at han ville komme igen henad Aften.
   Hendes første Følelse var Glæde over at skulle se ham igen, over, at det ikke var kommen dertil, at hun i det hele taget aldrig mere havde kunnet se ham.
   Så blev hun i næste Nu angst ved Tanken om, hvad han ville sige, bebrejde hende.
   Og den Hånd, hun rakte ham til Velkommen, da han et Par Timer efter stod i hendes Værelse, var kold af Nervøsitet.
   Han så ganske rigtig, som Jeanne havde skrevet, endnu mere sluttet og alvorlig ud, end han plejede, og uden at afvente, hvad Beatrice ville sige, satte han sig ned og begyndte at forklare uden en eneste Gang at se på hende.
   „Den Gang reddede jeg dig. Ghata Sasin har vel haft sin Del i det. Som jeg skrev til dig, var jeg så urolig, som jeg aldrig i mit Liv har været, som intet andet end Bekymringer for dig kunne gøre mig. Du har også troet, jeg var en Træmand. Jeg har selv troet det. Jeg forstår ikke, hvad du har gjort med mig, Beatrice. Jeg ville ikke bryde mig om dig, dersom jeg selv kunne bestemme over det. - Nej, jeg ville ikke.”
   Hun så forvirret på ham.
   „Nej, jeg ville ikke,” og over hans Ansigt kom der en Skygge af en bitter og smertelig Stædighed. „Jeg har altid foragtet den Slags Følelser. En Mand skal bestemme, hvor meget eller hvor lidt han vil ofre eller lide for en Kvindes Skyld. Du får mig til at lide, skønt jeg foragter mig selv derfor. Jeg ved ikke, hvad det ,er, du har gjort ved mig.”
   Hun havde begravet Ansigtet i Hænderne og følte hans anklagende og monotone Stemme som en legemlig Smerte. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Det var sikkert rigtigt altsammen, men var det hendes Skyld?
   „Og så da jeg - var bleven rask igen, kom jeg herhen, for jeg er sikker på, at han vil følge efter dig. Det kan ikke nytte, jeg advarer dig mod ham. Han har den samme Magt over dig, som du over mig, og så kan det ikke nytte at prædike.”
   „Nej.”
   „Hvad - nej.”
   „Han har ikke den Magt over mig, som du tror.”
   Noget, der lignede et Smil, en Trækning, der udtrykte Hån, Mistro, Selvforagt fo'r over hans Ansigt og viste hende for første Gang hvor hærget, ligesom forrevet i Udtrykket dette stillestående Ansigt var blevet.
   Så rejste han sig.
   „Hvis - han - ikke er her i Byen, så kommer han. Men det vil ikke gå ham anderledes denne Gang end sidst. Kun vil han ikke denne Gang slippe levende fra mig. Sidst skilte de os ad. Men jeg skal passe bedre på nu. Jeg stoler ikke på dig, aldrig mere. Jeg satte dig engang over alle andre, - det ligger ikke for mig at fortælle en Kvinde den Slags, - de Fromme kunne ikke have troet bedre om deres Engle end jeg om dig, - nu -” han gjorde en Bevægelse som for at kaste noget til Side, „nu tror jeg dig slet ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg elsker dig mere, - men han skal i hvert Fald ikke få dig, - og prøver han på det, kommer han ikke levende fra denne By.”
   Henne ved Døren standsede han, vendte sig om og kom til at se på hendes Hænder.
   „Hvad er det for en Ring du har der?”
   Hun forsøgte et lille sygt Smil.
   „Det er en Talisman.”
   „Hvad skal det sige?”
   Hun fortalte kort Historien, og for første Gang klarede hans Ansigt op. „Der er Hjælpen - og der er ingen anden,” mumlede han. „Farvel, Beatrice.”
   Han gik uden at række hende Hånden, og hun blev stående og stirrede på den lukkede Dør, som om hun ventede at se ham komme ind ad den igen.
   Så gøs hun og gik hen og satte sig ved det åbne Vindue. Det var en Aften med denne underlige gullige Belysning, som undertiden kan være over Rom, og som bringer Tanken hen på Ørkner og blegede Ben af Kameler, der kvaltes og begravedes under det troløse Ørkensand.
   Det var en uhyggelig Aften med sin tørre Luft og skyede, grågule Himmel. Hun følte sig ensom og prisgivet Magter, der var stærkere end hun, som var hendes Sjæl ligeså forsvarsløs mod det, der skulle komme, som hendes Legeme ville have været det alene i den grænseløse Ørken med Sandets og Stormens ubønhørlige Magter over sig.