WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Så kom det!
   Hun havde ventet det hver Morgen, spurgt efter det, hver Gang hun var kommen hjem, følt sig lettet og skuffet hver Aften, hun var gået i Seng uden at noget var sket.
   Hun kendte Håndskriften, og hendes Hånd rystede således, at hun støttede Albuen på Bordet for at tvinge Armen til Ro.
   Men da hun havde læst de få Ord, og der stod kun:
   Jeg venter Dem i Morgen Aften Klokken 8 udenfor Porta Pinciana. Når man ikke vil ses, skal man blot altid gå de mest søgte Steder. Der er man altid mindst iagttaget. De skal komme, for jeg har noget at sige Dem, der er lige så vigtigt for Dem som for mig og måske også for andre. De skal gå ned ad Via Sistina og hen ad Via Porta Pinciana. Der vil jeg se efter Dem. De vil ikke være så tåbelig ikke at komme, da det vil bringe Ulykke over os begge, og tvinge mig til at opsøge Dem, hvor De bor.
   Altså Klokken 8 i Morgen Aften.
   Det var det hele, - men da hun havde læst det, vidste hun, at nu var der ikke mere Mulighed for at slippe.
   Hun ville ikke gå derhen, nej, hun ville ikke, - og i samme Nu syntes hun, at der kun var alt for længe til næste Aften.
   Hun så på Brevet - og pludselig begyndte Bogstaverne i det at forvirres.
   Den blå Tåge, som. hun den Gang i Kupeen på Vejen mod Paris havde mærket ombølge sig, kom tilbage, - men stærkere, og med den en forunderlig og ubeskrivelig Følelse af, at noget i hendes Hjerne lammedes, medens Evner eller Instinkter, der var ukendte for hende selv, tog Magten.
   Og denne Fornemmelse holdt sig længe. Det var som om den på en eller anden uforklarlig Måde stod i Forbindelse med Ringen. I hvert Fald så hun tydeligt for sig de indgraverede Tegn, og de syntes at få en større Betydning.
   Men stærkest var dog Indtrykket af Beroligelse. Den samme Fornemmelse af, at nogen trøstede hende, lovede hende Bistand, af en usynlig Hånd strakt ud mod hende, som hun havde kendt de andre Gange.
   Og denne Følelse af at være beskyttet, som hun havde mærket også den Gang efter hin uhyggelige Drøm, holdt sig hos hende hele den næste Dag.
   Hun havde halvvejs ventet at se Tom. Det faldt hende ind, at hans Instinkt, der i alt, hvad der angik hende, lod til at være så forunderlig udviklet, måske ville føre ham til hende netop ved den Tid, Howard havde fastsat.
   Hun var på sit Værelse lige fra tidligt om Eftermiddagen. Hun havde en overtroisk Anelse om, at Tom måtte komme, og den Længsel, som Brevet straks ved Modtagelsen havde givet hende efter at se Howard, var forsvunden.
   Men Tom kom ikke.
   Hun ventede. Klokken nærmede sig syv. Ikke et Kvarter kunne hun bruge for at nå fra sin Stue til Porta Pinciana. Hun sad og hørte Slagene fra et Ur i Nærheden med en besynderlig Følelse af, at det i Aften ikke var hende, der bestemte, hvad hun skulle gøre.
   Mon Howard vidste, at Tom Brown var i Byen? Dersom han ikke med Sikkerhed kunne vide det, så havde han uden Tvivl gættet det, og derfor havde han skrevet om at blive iagttaget. For med Undtagelse af Tom fandtes der ikke det Menneske i Rom, som kunne tænkes at have nogen Interesse af at iagttage dem.
   Men hvordan mon Howard havde fået opspurgt hendes Adresse? Det var næppe rimeligt, at han havde fået den af Jeanne, skønt når hun selv havde været så forelsket i ham, som hun tilstod, så kunne hun vel endnu være svag overfor ham.
   Hvor var det underligt, at den sikre, strålende Jeanne havde gennemgået lignende Kampe og lignende Ydmygelser som hun selv.
   Igen hørte hun Urets Slag. Syv!
   Hun rejste sig langsomt. Ville det blive således, at hun gik til ham, eller skulle det ikke ske?
   Al Vilje havde forladt hende. Der blev handlet med hende, følte hun. Forestillingen var urimelig, overspændt, sagde hun til sig selv og vidste samtidig, at det var ligegyldigt, hvilket Navn hun gav den. Den var der, det lod sig ikke ændre.
   Hun stod midt i Stuen og prøvede på at forestille sig hvad, der ville ske, dersom hun gik.
   Ville det betyde Overgivelse?
   Erindringen om det Øjeblik, da han hin Aften på Bænken havde haft hende i sine Arme kom tilbage til hende med den levende Voldsomhed, hvormed det Forbigangne undertiden kan blive nærværende og bibringe en Følelse af, at det opleves igen.
   Når hun huskede, hvad han havde sagt om sin Kamp for at holde sig oven Vande, anede hun en Tragedie, som lå bagved hans Skæbne, og som hun måtte kende for at have Mulighed for at bedømme ham retfærdigt.
   Jeanne havde sikkert ment, at Historien med Natascha måtte fælde ham i Beatrices Øjne, men det var ikke Tilfældet.
   Når Mennesker var så ensomme og så forsvarsløse her i Livet som han havde været, så blev der ingen Grundlag for Fordømmelse. Måske havde han opført sig gement overfor denne Kvinde, måske ville han igen opføre sig ligeså gement overfor hende selv, dersom han kunne få Lejlighed dertil.
   „Jamen, så har du da kun et eneste at gøre, at holde dig borte fra ham, aldrig se ham,” sagde hun højt til sig selv, og lige straks derefter: „Jeg forstår det ikke, men jeg har ingen Vilje. Jeg må se, hvad der vil ske med mig.”
   Igen lød Klokkeslagene derude - et Kvarter over syv! Dersom hun gik, ville hun, når det samme Ur om fire og tyve Timer igen slog syv, tilhøre ham, og Kampen ville være forbi.
   For nu var det Afgørelsen, og hun måtte være rede til at tage Følgerne af det, som ville ske i denne Aften.
   Hun gik langsomt hen til Spejlet, så opmærksomt på sit eget Ansigt der inde i dets Flade og rakte så Hånden ud efter sin Hat.
   Hun vidste, at hun var smuk, men idet hun stod og iagttog sine egne Træk, blev hun selv slået af denne Skønhed, der syntes at give Udtryk for så helt modsigende Dragninger i hendes Sind.
   Det var Øjnene, som lokkede Mænd, og Munden, som gjorde dem utrygge, fordi den kunne være så spotsk og så barnlig undertiden, at de ikke vidste, hvor langt de turde vove sig frem.
   I Aften var Ansigtet næsten udtryksløst, som en smuk, blid Maske, der kun fik sit levende Skær fra den røde Mund og Øjnenes sælsomme og hemmelighedsfulde Glans.
   Halv - -
   „De skal gå ned ad Via Sistina og hen ad Via Porta Pinciana. Der vil jeg se efter Dem -”
   Der vil jeg se efter Dem, - der vil jeg se efter Dem - han ventede, han havde sagt, de hørte hinanden til, - med noget i deres Sind, ikke det, Præsterne prædikede om, ikke det, man i sentimentale Romaner beskrev som Sjælenes Samhørighed, - med deres Blods og deres Ensomheds og deres Styrkes Fællesskab hørte de hinanden til.
   Det kunne blive til Død og Skam og Forbrydelse, for overgav hun sig een Gang, var han til alle Tider den stærkeste, for hans Hånd var hård, og han kendte kun til Hensyn overfor sig selv, men kunne det ikke tænkes, at Prisen endda ikke var for høj?
   Natascha havde ikke fundet den for høj. Og hun selv, hvad gav Livet hende? Arbejde og Fornøjelser, der altsammen kun var Gentagelse på Gentagelse.
   Ville hun gå? Var det bestemt, at hun skulle gå til ham for aldrig at vende tilbage?
   Hun så sig om i Stuen, som om hun ventede at se den for sidste Gang.
   Hen ad Via Porta Pinciana - knap et Kvarters Gang - der vil jeg se efter Dem, - - - hendes Tanker blev ved at gentage Sætningerne, - hvilke Magter var der i Tilværelsen, som bestemte over os, - hvem rådede, - hvem havde i Aften taget hendes Vilje, - hvor drev hun hen, - var der i det hele taget Vilje, - var det et Ord, Mennesker pyntede sig med - -
   Syv tre Kvart - -
   Klangen gled ud i Rummet med en dyb og blid Gungren. Hun lyttede og talte. Nu måtte hun altså gå - han ville se efter hende på Via Porta Pinciana -
   Hun tog et Par lange Handsker fra Bordet og lagde dem straks bort igen. Det var så glødende varmt. Så tog hun sin lille Håndtaske og så mekanisk som en Søvngænger efter, om der var i den, hvad der skulle være.
   Spejl, Penge, Lommetørklæde, Blyant, Nøgler - hun remsede Ordene op uden selv at høre dem, - Notebog, Visitkort - -
   Hun lukkede Tasken og lod den glide op over Armen. Så vendte hun sig mod Døren, - der lød en Banken, - hun tumlede tilbage som en, der er greben i Indbrud, jager sit Blik omkring for at finde en anden Udgang - endnu en Gang en Banken, der var mere indtrængende end den første, skønt slet ikke stærk.
   Hun kunne ikke tale, ikke røre sig, - Døren gled op, - hun huskede nu med en pludselig Følelse af Forundring, at hun havde glemt at låse den, - et Hoved, hun ikke kendte, kom til Syne, et ungt Kvindehoved med et kort, rødligblondt Hår, og straks derefter en Skikkelse, klædt som en almindelig, sydfransk Bondepige i et fodfrit, mørkt Skørt og et broget, tyndt Silkeklæde over Skuldrene.
   „De kender mig ikke, Madame?”
   Beatrice veg baglæns ind i Værelset og stirrede på den Fremmede med en uhyggelig Følelse, at det var en Bekendt i Forklædning eller en Fremmed, der gengangeragtigt mindede om en Bekendt.
   „Nej, De kender mig ikke, Madame, - bliv ikke forskrækket, -”
   „Claire!”
   „Ja, det er mig. Her hedder jeg Marie Aimée.” Skønt Døren var omhyggeligt lukket, så hun dog hen imod den og dæmpede Stemmen, skønt hun hele Tiden havde talt sagte, „kan De se, Madame, at jeg fik Ret. Vi mødtes nok igen. Jeg er sendt til Dem, for - -”
   „Sendt - af hvem?”
   Gennem Beatrices Hjerne fløj Forestillingen om, at Claire kun kunne komme som Bud fra Howard, men Pigen forklarede hurtigt:
   „Jeg er sendt til Dem, Madame, med de Ord, at jeg skulle få Dem bort herfra, bort fra en Fare. De kan ikke forstå, hvorledes jeg har kunnet finde Dem, - jo, jeg så Dem forleden på Gaden og ville gå hen og tale til Dem, men så vovede jeg det ikke. For min egen Skyld. Jeg tror ikke, der længere er så megen Fare for, at man søger efter mig. Man tror mig vist død, - og hun, jeg ville dræbe, hun lever, men er rejst fra Paris, det ved jeg. Hun rejste bort på en lang Rejse med en af Sine rige Venner. Det skaffede min Veninde, - hende Madame ved var Model og som hjalp mig bort, - sig altsammen at vide og skrev det til mig under mit nye Navn. Jeg beder også Madame bruge det Navn. Ikke for min egen Skyld, men for - for den Søns Skyld, som jeg venter.”
   Hendes Ansigt strålede af Lykke, og nu genkendte Beatrice det, søde Ansigt, trods den uægte mørke Farve under det røde Hår. Det smukke Smil var uforandret.
   „Ja, hun er rejst, og jeg ved, at han ikke vil se hende mere, selv om hun kom tilbage. Min Veninde har talt flere Gange med ham. Han ved ikke, hvor jeg er, og han må ikke se mig foreløbig, ikke i lang Tid. Jeg ved ikke, om han nogen Sinde må. Men - hvem kan se ud i Fremtiden, Madame, - når Barnet først er der.”
   De otte Slag fra det utrættelige Ur brød ind gennem Stilheden, og Beatrice fo'r sammen.
   Ligesom forvirret så hun sig om. „Hen ad Via Porta Pinciana - der vil jeg se efter Dem.” Gik hun til ham - eller var dette Tegnet, Standsningen? Var der en Vilje, som havde lammet hendes og nu virkede og ledte hende ad sine Veje.
   „Men vi skal ikke tale om mig, Madame, det er Dem. det gælder.”
   „Hvem sendte Dem - Claire?”
   „Marie Aimée - jo, Madame, en af Deres Venner.”
   „Men ingen af mine Venner kender Dem.”
   „Nej, men en af Deres Venner så mig her udenfor Huset. Jeg har været her et Par Gange, for jeg måtte være fuldkommen sikker på, at det var Dem, inden jeg prøvede på at komme til at tale med Dem. Jeg spurgte Deres Værtinde. Jeg foregav, at en engelsk Dame havde forhørt sig om en Kammerpige, og at det måske var denne Dame. Konen her er ikke venlig, men jeg fik dog at vide, hvad jeg ville.”
   „Og så - Marie Aimée?”
   „Så var det engang, jeg kom her ud fra, at jeg mødte en engelsk Herre i Porten. Han havde hørt noget af, hvad jeg havde talt med Konen om. Han spurgte mig, om jeg var fransk. Og først ville jeg intet sige. Så viste han mig Deres Navn under et Brev fra Dem og fortalte mig så meget. Han sagde også, at han var taget til Rom for Deres Skyld. Jeg er jo altid bange for, at det skal være en fra Politiet, så jeg sagde ham ikke andet, end hvad alle her i Byen må vide. Men han havde nok talt med Konen også om mig, for da jeg kom næste Gang, snakkede hun en Masse om ham, og jeg kunne ikke forstå andet, end at han måtte være ærlig. Og så gav hun mig et Brev fra ham, hvori han bad om jeg ville tale med ham igen, og alt, hvad han kunne sige, for at jeg skulle tro på ham, det sagde han, da vi sås. Og han gav mig sit Visitkort, og så kunne jeg huske, at Madame engang havde vist mig sådan en smuk Bog, og i den havde hans Navn været skrevet sammen med Deres. Da jeg først var kommen i Tanke om det, var jeg ganske rolig.”
   „Men hvorfor sender han Dem, - Marie Aimée?”
   „Han sagde, at han var bange for, at der skulle ske Dem noget ondt. Og at han havde forstået, at jeg holdt så meget af Dem.”
   „Han kunne jo selv være kommen.”
   „Han sagde, han havde været her. Han fortalte mig også, at De var rejst fra Paris så pludseligt, og der havde han talt med en Veninde af Dem, Madame. De frygtede begge, at der skulle ske Dem noget ondt, - jeg ved ikke hvad, - men noget ondt.”
   Der blev en Pause. Claire syntes at blive mere og mere nervøs. Lige idet hun begyndte at tale igen, brød Klangen fra Uret, der slog Kvarterslag efter otte, ind imellem hendes Ord, og syntes at ængste hende. Hun gik nærmere hen til Beatrice og greb hendes Hånd med en bønfaldende Bevægelse.
   „Å, Madame, gå med mig, - nu - jeg beder Dem om at gøre det.”
   „Men hvorfor?”
   „Jeg ved ikke det altsammen. Der er meget, jeg ikke selv forstår. Men Monsieur Brown sagde til mig, at det måske gjaldt Deres Liv, - gjaldt mere end Deres Liv, hvis De blev her.”
   „Hvor vil De have mig hen?”
   „Hjem til mig - blot for i Aften.”
   „Men hvad Fare skulle der være?”
   „Jeg ved det jo ikke, Madame,” Claires Ansigt havde et uroligt og ulykkeligt Udtryk, „Monsieur Brown vil forklare Dem det altsammen, dersom De vil gå med mig.”
   „Men hvorfor netop nu? Jeg - jeg skulle have været ud i Aften, - jeg havde en Aftale -”
   „Gør det ikke, Madame, gør det ikke. Monsieur Brown sagde, at jeg var den eneste, der kunne hjælpe Dem. Han troede ikke, De ville høre på ham.”
   „Når I ville give mig en Grund?”
   „Ja, Madame, det vil Monsieur Brown. Han kunne jo da ikke sige alt til mig, kunne han vel? Men han sagde, De var i Fare. Han var dødsens bleg, da han sagde det. De er i Fare her, Madame. Hos mig vil De være i Sikkerhed.”
   „Jeg - jeg ved ikke,” stammede Beatrice.
   „Monsieur Brown holder forfærdelig meget af Dem. Madame. Jeg tør sige, at når han beder Dem om noget, så er det for det Bedste.”
   „Ja.”
   „Så kommer De med mig, Madame?” Beatrice lyttede som i Drømme til den indsmigrende unge Stemme. Hun så de ivrige, ærlige Øjne, hvis Blik fuldt af Spænding ventede hendes Svar, og mærkede igen sin egen Viljeløshed.
   „Det må jeg vel.”
   Ordene kom tonløst, i sin Fantasi så hun i dette Øjeblik Howards Skikkelse, ventende, spejdende hen imod Via Porta Pinciana.
   „Å, Tak, Madame.”
   „Jeg skal altså ikke komme tilbage hertil i Aften?”
   „Nej, nej.”
   „Er Tom Brown der, hvor De fører mig hen?”
   „Han vil sikkert være der. Kom blot, Madame, inden det er for sent.”
   Beatrice bøjede Hovedet, og hendes mørke Øjne havde et sært, åndsfraværende Udtryk. Bestemte hun i dette Øjeblik sin Skæbne eller bestemtes den for hende?
   Claire greb efter hendes Hænder og mærkede, at de var kolde som en Døds.
   „Madame, å, kom, Madame, vi tager en Vogn. Jeg forstår jo slet ikke alt dette, men sådan som Monsieur Brown talte, er jeg nødt til at tro ham. Kom -”
   Hun slog sine Arme om Beatrice og næsten trak hende, viljeløs og ophidset som denne var, hen mod Døren.
   Udenfor Porten holdt en Bil. Hun fik Beatrice ind i den, gav Kusken en Adresse, og sad og holdt ængstelig på de kolde Hænder, medens hendes egen Hjerne arbejdede med Spørgsmålet om, hvorvidt Beatrice senere ville være glad over, hvad hun her havde gjort for hende, eller måske lige det modsatte.
   De holdt udenfor et Hus kun nogle Gader borte. Claire sprang ud, så sig ængstelig om til begge Sider, betalte Kusken i største Hast og trak Beatrice med sig ind, op ad en Trappe og hen mod en Dør, som åbnede sig inden hun kunne få ringet eller banket.
   Beatrice mærkede, at hun blev ført ind i en Stue, at hun ikke var alene.
   Hun så op, - så lige ind i Tom Browns Ansigt, det var farveløst af Spænding, drejede Hovedet som dreven af en Indskydelse, så, at der var endnu en Person tilstede, en Mand i en fremmed Dragt og med et mørkt, alvorligt Ansigt, hvis Øjne var vendt mod hende, hvis Blik omsluttede hende og holdt hende fangen, et Ansigt, hun før havde set, gennem en blå Tåge, i Kupeen, på Vej til Paris -
   Ghata Sasin.


Afsnit 18 >