WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den indiske Ring




(1922)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   De havde gået længe i Villa Pamfilis skønne Park og satte sig endelig på en Bænk ikke langt fra Udgangen.
   Det var Meningen, at Tom Brown skulle komme og møde dem, men de tænkte ikke på ham.
   Hver Time, de var sammen, var for dem en stor og indholdsrig Oplevelse.
   Beatrice syntes, at hun hele sit Liv havde ventet på denne Mand for at kunne fortælle ham alt ,og få Svar på ethvert af de Spørgsmål, der lå uløste på Bunden af hendes søgende og ensomme Sind.
   „Nu ved jeg, hvad det er, der gør dig anderledes end andre,” sagde hun, og strøg sin Hånd hen over hans i et let, taknemligt Kærtegn. „Det er din Ro. Du jager ikke. Du dirrer ikke, sådan som vi andre, af en bestandig Jagtiver. Tom, for Eksempel, er jo nok på en Måde rolig, men nej, - nej, det er han alligevel ikke, inderst inde.”
   „Nej, det er han ikke,” sagde Ghata Sasin, og holdt den Hånd fast, der havde kærtegnet hans. „Han er ikke lykkelig, men når han nu kommer med os bort herfra, skal jeg nok, hjemme hos mig, lære ham at være det.”
   Hun så trygt op på ham. Han havde, i den korte Tid de havde været sammen, lært hende, hvad Lykke var. Hun tvivlede ikke om hans Magt, til at lære Tom det.
   „Jeg synes, jeg har ventet på dig hele mit Liv,” sagde hun pludseligt.
   „Vi har ventet på hinanden. Vi var bestemte for hinanden, men vi måtte vente, indtil Tiden var der. Vi måtte følge vor Udviklings Lov.”
   Beatrice sad og tænkte på Howard, på hvor forskellig den Følelse hun havde næret for ham var fra den, hun nu nærede for Ghata Sasin. Her var ingen Uro, ingen Lokken eller Higen. Her var den dybe og beredvillige Overgivelse af Sjæl og Legerne, som enhver Kvinde drømmer om, og så få udvælges til. Allerede i det første Øjeblik, da hun i Claires Stue havde mødt hans udstrakte Hænder med sine, havde hun følt denne fuldkomne Tillid. Intet ondt kunne nå hende. Al hendes Væsens Nervøsitet, Koketteri, Ensomhed var borte.
   De havde talt sammen hele denne Aften, medens Tom så til, - så til med en Følelse, som døde Beatrice for hans Øjne, døde bort fra ham, gled bort og ud imod en Verden, hun sit Liv igennem ville tage i Besiddelse som sin Ejendom, og hvorfra alle andre var udelukkede.
   Men fra den Verden var i alt Fald også Howard udelukket, og han følte intet mere af den bitre Vildhed, som hidtil havde fyldt ham. Også ham havde Ghata Sasins Nærværelse forandret.
   Ghata Sasin løftede hendes Hånd, som bar den gamle Ring, op og så nøje på den.
   „Den fik du af mig,” sagde han.
   Hun så forvirret På ham.
   Du må forstå, Beatrice, at i alt, hvad der er sket med dig og udenom dig, var jeg med. Hvorledes dette er muligt, lyder lige så usandsynligt for Vestens Folk som det er dagligdags for Østens. Jeg var med, da du mødte Far Boudon, - husker du, hvor underligt du blev til Mode den Gang? Jeg var med, da Claire betroede dig sin Sorg. Du kunne have hjulpet hende, men du glemte hende for dig selv. Jeg sendte dig Ringen gennem Far Boudon for at du altid skulle mindes synligt om mig. Claire kom til Rom, fordi hendes og din Vej skulle mødes. Nu følger hun dig og skal komme til at leve i Fred hos os med sit Barn. Du forstår ikke alt dette, men du vil efterhånden komme til at forstå det. I kalder sådanne Ting Undere. Det er det, endnu, for Vestens Folk. De forstår den Magt, som kan opnås ved Brugen af de ydre Ting - vi kender den Magt, som de indre Evner ejer. I vil Lære af os. Endnu er alt det nyt og ubegribeligt og I smiler af det og tror ikke på det, - indtil den Dag, da I vil forstå det altsammen. Og når den Dag kommer, vil al Jeres Uro og Jageri og Forbrydelse og Uvidenhed om jeres egne Følelser også være forbi. For de, som altid er i Fred med sig selv, de er altid stærke. Hvorimod I vestens Folk slider Jer selv op, og deraf kommer Jeres Utilfredshed og Had og Hævn.”
   Han rejste sig langsomt og drog hende med sig.
   „Kun fordi jeg elskede dig og var bestemt for dig, havde jeg så stor Magt over dig,” sagde han. „For Kærlighed er den eneste virkelige Magt. Deri ligger Østens Hemmelighed.”
   De gik mod Udgangen. Et kort Stykke fra Lågen var Gaden sort af Mennesker. En Mand var bleven skudt, sagdes der. Ghata Sasins Ansigt var alvorligt. Han ville holde Beatrice tilbage, men hun ville vide Besked, hun ville vide, hvem det var, som lå på Gadens Sten.
   Hun trængte sig frem. De troede, at den fremmede Dame kendte den døde, og veg tilbage.
   Beatrice bøjede sig over Manden. Hun havde vidst det, inden hun så hans Træk, de nu så vidunderligt rolige, blide Træk. - Det var Tom. Den Hævn, som hin Aften havde tegnet sin Skygge over Howards smukke, lidenskabelige Ansigt, havde fået Udløsning.
   - - - - -
   En Uge senere stod Beatrice med Ghata Sasins Hånd i sin på Dækket af en Middelhavsdamper, og så ud over det blå Hav.
   Hun lod det urolige, mishandlede, blodbesudlede Europa bag sig for at nå derhen, hvorfra hun ventede, at dets Redning ville udgå.
   Hvorfra den Lære, som ville bringe Vestens Lande Fred, engang skulle komme.