Bent Bille

---

Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

FØRSTE BOG
St. Nytouche

FØRSTE KAPITEL: Lægen

 

 

Det var i Året 1532 efter Verdensforløsningen, det var ved Sommertid, en Søndag, og det var i Paris, i Udkanten ude under Murene nær Cluny.

Værelset var lille, Loftet sodet og Bjælkerne råt tilhugne. Vinduerne var små, men Glas var der i dem. Der stod en Seng med et skønt Siltæppe over, og på

Sengen lå en ung Mand i en kort rød Vams, som var reven op over Brystet. I Brystet var der et rundt Hul, og deraf løb Blodet langsomt. Den unge Mand var hvid om Næsen, hans Hår var krøllet og sort, og over hans Læber tegnede sig en let, sort Skygge.

Han lå ganske stille, som om han sov.

Bøjet over ham stod en spinkel, lille Mand med spidst, brunligt Skæg, klædt i en sort, halvgejstlig Dragt, kronraget som en Munk, men med Kårde ved Siden. Han rev et Klæde i små Stykker og fugtede det med en blodstillende Væske.

En stor, sværlemmet Bondekarl stod hos ham og holdt et Lerfad.

Karlen hed Niels og var fra Radsted på den Ø Lolland.

Lægen sagde et Par Ord, som Karlen ikke forstod.

Henne under Vinduet stod en Rejsekiste, og på den sad en fire og tyve årig lyshåret Mand og stirrede på Lægen.

Det var Anders Billes Søn Bent fra Søholm ved Storehedinge.

»Han siger, du skal bringe frisk Vand, Niels,« sagde Bent, og det gjorde Niels.

»Kan han leve, Mester?« spurgte Bent så på Fransk.

»Vi får se,« sagde Doktoren.

Så tav de.

Det var lige alt det en Solstråle kunne liste sig hen over en spids Gavl deruden for og snige sig hen over Bents lyse, krusede Hår for at tegne en fingerbred Stribe hen over Gulvet ved Sengen.

»Hvad hedder han?« spurgte Lægen.

»Ved ikke,« svarede Bent. Han talte grumme lidt Fransk, men forstod det tåleligt.

Så kom Niels med en Skål Vand, og Lægen gjorde den Sårede færdig.

»Nu lader vi ham ligge,« sagde han. »Skal han komme sig, kommer han sig, og kommer han sig ikke, er han lige så vidt, som han sikkert ville være om et halvthundrede År.«

Det mente Bent også.

»Hvad skal jeg betale?« spurgte han.

Lægen så på ham. »Er I rig, unge Mand?«

»Hjemme regner de os for velstående Folk,« svarede Bent, »men en fremmed Student i Jeres Paris er vel altid fattig, selv om hans Fader har Korn i Vænge og Oksen i Stald.«

Lægen smilede.

»Hent mig en Flaske, Niels, af den røde Vin og et Par Bægre af Mosters,« sagde Bent.

»Det er et snurrigt Sprog, I taler, Junker,« sagde Lægen. »I må have mig forladt, men det lyder, som talte man det med den Mund, Oksen har tæt Syd for Halen.«

»Det er Dansk,« sagde Bent fredsommeligt; »hjemme regner vi det for et kønt Sprog, men sligt går jeg aldrig i Rette med Folk om. Hvad vil I have i Badskærløn?«

»Ingenting,« svarede Lægen.

»Det var ikke meget,« sagde Bent så, men det passede ham godt alligevel. Spart er fortjent, holdt Billerne for.

Så kom Niels med Vinen og med Bægrene.

Bent drak Doktoren til.

»I hedder?« spurgte han.

»François Rabelais,« sagde Doktoren. »Jeg er Læge hos Biskop Jean du Bellay, om I ellers kender ham. Han står højt hos Kongen og ligger nu for Rejse til den hellige Stad.«

Bent kendte ham ikke, han kom ikke ved Hoffet.

Mester Rabelais drak tæt, og Vinen var god.

»Derpå kender man en god Mands Søn over hele Verden,« sagde Bent. »Hvide Hænder, velskårne Klæder, en god Klinge og god Vin. Sådan har det altid været.«

»Hvad studerer I?« spurgte Lægen. Han var Kroværts Søn og Demokrat ved det.

Bent lo. »Spurgte I mig, hvad jeg skulle studere, da fik jeg svare Jer: Skolastikerne og Græsken. Latinen er jeg kommet igennem hos Mester Borup i Aars, som I ikke kender, og Lektor Poul i København, som I heller ikke kender. Men siden I sætter Pris på min Vin og er en god Karl, der oven i Købet tjener en Bisp, får jeg vel svare Jer på Jert Spørgsmål. -

Jeg studerer Synden, Mester Rabelais, al den Stund jeg skal være Præst og bør kende den, for siden at fly den.« Der var længe imellem, Bent sagde så meget, og han sagde det på Latin. Lægen lo og fortsatte i det døde Sprog.

»Godt svaret unge Mand. Af alle Studier, Ungdommen kan drive, er Studiet af Synden det, der passer den Unge bedst og gavner ham mest, når Alderen kommer. Og det var, medens I studerede Synden i den gyldne Løve i St. Pankras Gyden, at I traf ham der?«

»Det var så,« sagde Bent. »En forbandet Englænder løb et Par Tommer Stål i ham, mere end han kunne stå for. Så slæbte Niels og jeg ham hjem her og var så heldige at løbe på Jer. I studerede vel også Synden?«

»Jeg gør en Bog om Dyden,« svarede Lægen, »en skøn og sandfærdig Bog. Jeg studerer altså Dyden, men sandt at sige, i de fleste Tilfælde falder den Dyd, jeg lægger mig stærkest efter, ud til Synd. Skål, Studiefælle!«

Bents Øjne, der var blå og rolige, blev store og spørgende. »I gør en Bog,« sagde han. »Er I Digter, Mester Rabelais, og oven i Købet om Dyden?«

»Jeg gør så. Jeg skriver en Bog om gamle Dage, en sandfærdig Bog om, hvad der hændte Kæmpen Gargantua. Da Bogen handler om Dyd, er der megen Synd i den, og de vil sikkert stikke Hænderne ud efter den på Sorbonnen. De gode Doktorer er lærde både i Synd og Dyd. Men min Bog bliver for saftig, den brænder ikke. Ser I, unge Mand, når man vil gøre en god Bog, helst en Bog om Dyd, - skal man skrive om Mennesker, der længst er døde og borte. I vil måske indvende, at sådanne Mennesker ikke morer os stort, og heri har I tildels Ret. Men det er kun Klokkere, der tegner disse gamle Ligs Bedrifter op, som de mugne Krønnikere melder om dem. Al det døde, det ligger oppe på Kirkegården og muldner, men det er noget, der lever og går igen. forstår I, - det er Verdens Sjæl, hvis Verden ellers har nogen Sjæl, det er det, der gør Ovid til en Skat for elskende, Horats til en fin Mands Bordfælle og Lukian til min Sengekammerat. Det skal man have fat i. Så kan man skrive en Bog om Noah eller Achilleus, der kan svie Doktorerne i Sorbonnen i Hårrødderne og som Lisette i St. Pankras Gyden kan læse sig vågen i indtil Junkeren slår med Kårdefæstet på hendes Rude. Lad dem, der har fået Kaldet, fortælle hvorledes og hvorfor Menneskebørn handler, - jeg fortæller kun hvad de øver, til Nød, hvad de tænker derved. Jeg fortæller lidt køligt, thi ser I, Gløden skal være Læserens, og jeg ynder ikke den Mode at fortære sig selv i Adjektiver og Verber som Bodsprædikanter og unge Digtere har for Skik.«

Bent smilede. »I sagde, Bogen skulle handle om Dyd!«

»Netop - om Dyd. Der er ikke noget, en Pige som Lisette hellere læser om end Dyd, ligesom salig Dronning Claudes kyske Jomfru helst læste om Udyd. Men ser I, Junker, en Bog om Dyd vil Lisette læse, og Jomfruerne skal læse den. Således bliver den læst af alle.«

»Kvinder!« indskød Bent.

»Mandfolk læser aldrig Bøger,« sagde Lægen kort. »Det vil sige, på Sorbonnen læser de den hellige Dionysios, Chartesius otte og halvtredsindstyve Værker med Duns Scotus, den hellige Thomas af Aquinos og Kirkefædrenes oprindelige Visdomstale i flad Gentagelse.

Men det er ikke Bøger, det er simpelt hen det indvendige af garvede Doktorskind, og så er Doktorerne desuden Neutra, det er slet ikke Mandfolk. Læser de så en enkelt Bog, er det for at brænde Autor. De øver jo Censuren.

Nej, man skal skrive for Kvinder. Ser I, Junker, Mænd lever Eventyr, Kvinder læser derom, og derfor skal man skrive om Dyden, som Kvinderne ærer, og Synden, som de tilbeder.

Det gør jeg.«

»I mit Land læser Kvinderne ikke Bøger,« sagde Bent.

»Så skriver Eders Landsmænd ikke heller,« sagde Lægen.

Bent tav og drak.

Lægen var langt inde i sine egne Tanker. »En god Bog,« fortsatte han, »skal handle om Kærlighed for Kvindernes Skyld, den skal handle om Mod og mandige Bedrifter for Kvindernes Skyld, og om Rejser og mærkelige Æventyr for Ynglingen, som skal have det fortalt af sin Pige, når Vinteraftnerne længes. Så skal den handle om Religionen for at slippe gennem Præsternes Klør, thi uden Gudsfrygt ingen Dyd, og endelig skal den handle om Statskunst, for at der kan være noget at springe over. Det skal der nemlig være i enhver Bog. Og det skal helst være det bedste i den.

Men munter skal den være, munter og lystig. Latter jager Last på Flugt og gør Dyden, som i sig selv er tilbøjelig til at hænge med Hovedet, fri og frejdig. Den, der kender Verden og dens Børn, smiler, og i Smilet er Befrielsen. Kun den kan dømme Verden, der ret af Hjertet formå at være glad. Jeg hader de Kutter, grå i grå, hvad enten de hænger om Klerke eller Poeter.

Gråvejr er kun til for at holde Solens Smil friskt.

Nu går jeg. Får I mere Brug for mig, kan I sende Jeres Stud over til Biskoppens Hus, det der skrås over for, med det takkede Tårn; Jeres Vin er god, unge Mand, og I tier net. Det Slags Folk holder jeg mest af at tale med.

Vi ses igen.«

Så gik Mester Rabelais.

Den Sårede på Sengen åndede tungt, men han sov ligegodt.

Bent lagde Hovedet på sine Arme. Vinen havde gjort ham Hovedet tungt, han havde knækket Halsen på adskillige Flasker i den gyldne Løve, før Engelskmanden prikkede til ham, der nu lå derhenne.

Niels lå på en Sivmåtte udenfor og snorkede lollandsk.

Det var meget fredeligt altsammen.