Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
ANDET KAPITEL: Klerk og Junker
Det Hul, Engelskmandens Kårde havde gjort i Junkeren på Sengen, var for lille, eller Junkeren havde for meget Blod. Nok om det, han vågnede den næste Morgen og var tørstig.
Derfor var gode Råd, Bent gav ham at drikke.
Så blev han sulten og også derfor var Råd. Han talte kun lidt, og Bent var tavs, mens Solen stod op. Men den anden talte slettere Fransk, end Bent, og så syntes de begge, de måtte kunne finde et Sprog, der var bedre egnet til deres Samtale.
Det blev Dansk, og det passede Bent godt. Det var alligevel det Sprog, han bedst kunne tale.
Men den sårede Junker blev hurtig søvnig igen, og så lod Bent han sove.
Det var en Regnvejrsdag, og Bent prøvede Duns Scotus, han var jo i Paris for det samme, men sandt at sige, var han ikke nogen Læsehest. Han ventede så småt, at Axel Urne og Erik Krabbe skulle indfinde sig. De to Junkere studerede som han i Paris og plejede at gæste ham tidligt på Dagen, fordi hans Vin var den bedste, og der var to smukke Piger i Huset, som gjorde meget af blonde Ynglinge, - selv var de ravnsorte.
Men de to Junkere kom ikke; så faldt Bent i Søvn over Duns Scotus.
Ved Middagstid vågnede både Vært og Gæst, og så måtte den Sårede fortælle.
Det gjorde han gerne; Kræfterne var komne igen. Han begyndte med Begyndelsen, og det fandt Bent rigtig.
»Min Fader var Profos hos Kong Christiern af Danmark. Han gjorde sit Mesterstykke i Stockholm oppe i det Svenske, da jeg var en lille Karl kun. Det skal havet været et propert Stykke Arbejde, sagde Fader. Et Par Bisper måtte lægge for, og siden gik det nedefter uden Persons Anseelse. Det var Hekatomber, sagde Fader; nå, han var en Adelsmand, der tjente den danske Konge for Sold med 400 gode Rejsende og et Par Ryttere. Rakkerknægte og Bødler leverede Kongen selv. Fader talte tit om det. Han døde i sine Støvler under Philip af Hessen i 27, medens jeg lå i Rom med Freundsberg og slagtede Kuttebrødre.
Det var glade Dage. Det var en Fest for en luthersk Soldat at vade rundt i alt det Kirkesølv, og Freundsberg var en ræsonabel Høvidsmand. Vi klemte den hellige Fader. Der gik den sidste Rest af min Kristendom, men Liv var det. Nok om det.«
»I taler for meget, Kammerat,« sagde Bent. »Læg Jer tilbage igen og sov.« -
Den anden lukkede Øjnene.
»Niels,« sagde Bent. »Han hedder Homuth og er en Søn af Kong Christiern den ondes Profos.«
Niels gryntede, han havde selv tjent Peder Skram på Flåden for Stockholm og kendte Homuth af Navn. Men han talte ikke om Ting, der lå så langt tilbage.
»Han sviner os Fru Ermegaards Silketæppe til,« sagde han. »Det kunne vi da i det mindste liste væk under ham; vi har ikke så meget at stadse op med.«
»Lad ham ligge,« sagde Bent - »nu sover han. Gå så ned til Mor Barbara og få lidt Fødevarer. Solen står allerede højt på Himlen bag Skyerne. - Det er Middag og andre Landsmænd kommer ikke.«
Kong Frans var i Staden, og der havde været Vildsvinejagt ved Fontainebleau. Mor Barbara var Moder til de to sortlokkede og gift med en af Kong Frans' Drabanter. Hun havde fået en Vildsvinekølle af sin Mand. Kong Frans lod Kødet dele ud til sine Mænd efter en god Jagt, og Mor Barbara plejede Bent vel, fordi han betalte godt og var en Adelsmand.
Så dækkede Niels op for sin Herre; Junkeren i Sengen var ikke mere sulten, men drikke kunne han.
Bent Bille og han talte om mangt og meget, mest om Kvinder. Dem talte Junker Homuth gerne om. Om Kvinder er også meget at fortælle for en Mand, der har gæstet Valland, som Junker Homuth havde, og lige så ilde, som det klinger at høre en Kvinde tale om mange Mænd, lige så kækt lyder det at høre en vidtberejst Mand tale om mange Kvinder.
Det syntes i det mindste Bent; selv var han sky overfor Kvinder. Han holdt af at drømme og digte om dem, helst om Kvinder, han ikke kendte, måske flygtigt havde set. Det stred mod hans Væsen selv at gribe Sagen an. Men i Digt og Drømme syndede han stundom.
Mor Barbaras to sortlokkede Piger havde han overladt Axel Urne og Erik Krabbe.
Bent var dydig.
Men det, Junker Homuth berettede om Valland, æggede alligevel Bent.
De talte længe om dette. Det vil sige Junker Homuth, for Bent lyttede.
»Har I da aldrig elsket ret af Hjerte?« spurgte Bent.
Jørgen smilede og ville rejse sig, men det trak i Såret, og han lænede sig tilbage mod Hovedgærdet.
»Gør det ondt?« spurgte Bent og trådte hen til ham.
Den Anden så op lidt træt. »Å nej.« Så smilede han. »I ligner en Kvinde, Bent Bille. - Bliv ikke vred, men der er Kvindeomhu i Eders Blik. Det har I lært af en Søster, ikke sandt. I har Søstre?«
»Mange,« sagde Bent.
»Tænkte jeg det ikke nok - og Eders ældste Søster har plejet Jer. Det Blik lærer en Mand af sin Søster, ikke af den Kvinde, han elsker. Ved I, at jeg har set det Blik i en Kvindes Øjne, der ikke var min Søster, og som Tiden gik, blev Blikket et andet - og det blev dugget af Gråd. - Men nok herom. Det er den fordømte Prikken i Siden, der gør mig rørt i Sindet.«
Bent sagde ikke noget.
Og den Anden tav.
»I skulle sove,« sagde Bent endelig.
Og den sårede Junker sov.
Henimod Aften kom Lægen. - Han kom af sig selv. Bent havde ikke sendt Bud.
Han nikkede blot og trådte hen til Sengen. Den sårede Junker for op, men Lægen bad ham blive rolig liggende. Så skiftede han Forbindingen.
»Det gik,« sagde han; »to Tommer til venstre og I havde været færdig. Lig nu stille og kom Jer, hvem I er.«
Så fik han Navnet at vide og Junkerens Bopæl, som var et Værtshus tæt ved. Han var lige kommen til Paris og var alene. Sin Hest havde han solgt, og hans Ejendele var få. Men Guld havde han i Bæltet - sagde han.
Så enedes de om, at han skulle blive hos Bent foreløbig og sove.
Det gjorde han.
Men Lægen blev siddende ved Bordet og så vist på Bent.
»Jeg kom for Eders Skyld, unge Mand med Navnet, min Tunge ikke kan udtale. Om I lærer mig at kende, vil I erfare, at jeg er noget af en Særling: en Munk, der flyede af Kloster, en Discipel af den grimme, gamle Vismand fra Athen, der elskede Ungdom og Skønhed, Eders Hoved er som Antinous', Eders Blik blidt som en Kvindes, og dog er der noget mandigt i Eders Øjne. Jer gad jeg prøve, som den store Athenienser prøvede Charmides.«
Bent tav forlegen; han kendte så lidt til Grækenland, men vidste nok, at det var en Skam ikke at vide derom.
»Læser I Græsk?« spurgte Lægen.
»Meget lidt,« svarede Bent, - slet ikke ville have været sandere. »Men Latin taler jeg - næsten bedre end Dansk,« føjede han til for at bøde lidt på det.
»Latin taler mange; det andet er Skade,« sagde Lægen - »thi med Græsken kom Skønheden tilbage til Jorden. Men så risikerer I ikke at blive brændt for det. Det er altid noget, og jeg var ved at svide mine legemlige Vinger hos de skidne Munke for Græskens Skyld. Nok derom. Kamphanen sover, han kommer sig, og Jer Karl kan sørge for ham. Vil I gå med mig? Om I ikke er bange for at følge en fremmed Mand i en fremmed By?«
Bent rejste sig. »Som I vil.«
»Godt,« sagde Rabelais, »så følges vi ad til et Værtshus, hvor I vil træffe en Flok Studenter, I ikke træffer på Sorbonne eller i Høvænget.«
Så gik de.