Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FEMTE KAPITEL: Byg dit Tempel på Bjerget!
Bent Bille traf ofte Mester Rabelais. Jean du Bellay ventede på vigtigt Bud fra England. Kong Henrik havde mødt Kong Frans i Calais, og den skønne Anna Boleyn havde været tilstede. En Maske havde skjult hendes Ansigt for de andre, men Kong Frans havde set hende i Kong Henriks Lønkammer, og talt med hende under Bægerklang. Jean du Bellay var Annas Ven, hun havde givet ham kostelige Gaver, medens han var Gesandt i England, nu skulle han tale hendes og Kongens Sag i Rom, hvor den hellige Rota havde sin Dom beredt, der hævdede Katharina af Aragoniens Rettigheder. Men endnu ventedes Bud fra England, og Rabelais blev i Paris hos Kardinalen, medens de trykte hans Bog i Lyon. Ofte var Bent hos Mesteren, og der blev Venskab mellem de to, Rabelais var lærd, Bent var mere videlysten end lærd. Han forstod at ride og fægte, kunne Latin og ikke Græsk, men han elskede nu de skønne Videnskaber, hans Tørst var vakt i Paris.
Dertil var han temmelig from. Han følte vel ikke det gejstlige Kald, hans Mål var Bispestolen og dens Magt, men hans fromme Moders Ord havde fundet Bund i hans Hjerte, fordi de pegede mod Målet.
Han var ung, og hans Blod var ikke ældre end han - så spægede han sit Kød og afbad sin Synd. Dog syntes han stundom, at Synden var ringe og Gangen til Bønnen uværdig.
Han var bly, og han talte ikke gerne med fremmede derom.
Rabelais var lærd. Han kendte Skriften og Klassikerne, han kendte den lærde Erasmus al Rotterdams Værker og havde talt med denne Videnskabens Fyrste. Han kendte den lærde Thomas Mores Utopia, og Mester Budæus, der havde udgivet Utopia i Paris, var Rabelais' Ven. From syntes han dog ikke at være. Han talte med Smil om sine Elskerinder og drillede Bent, fordi han var bly mod de Kvinder, han traf i Biskoppens Hus.
Og der var Kvinder i Bispens Hus, som der var Synd, flere endda højbårne og fornemme.
Jean du Bellay var Bisp, Helgen var han ikke.
Det var jo såre naturligt altsammen, så længe det kun gjaldt andre. Men Bent Bille var en Nordbo, han tænkte over Tingene og for ham var de store Mål hele og fuldkomne. Synden gjorde ham mindre, syntes han. Han spøgede vel nok med den, men inderst inde led han under den.
Han var Mand og Præst. Det måtte man kunne være uden Synd.
Det varede lidt, inden Rabelais forstod ham. Nordboens Væsen er fremmed for den galliske Mand. Men da Doktoren fik Blik derfor, morede det ham. Den syndefulde Josef med den hyppige Anger var pudsig, syntes han. Han mindedes Charmides' Ord ved Symposion. Han spøgede dermed, og Bent blev vred.
I flere Dage så Rabelais ham ikke. Så følte han Længsel efter den smukke, blonde Yngling og gik til ham i hans Stue.
Bent blev glad, han længtes efter Mesteren, men ville ikke søge ham.
De drak ikke - men taltes længe ved. Bent talte om sine Studier og sit Mål - Bispestaven, og Mesteren talte om Munke. Det gjorde han tit og blev derved altid bitter. Så brød han af.
»Om Munkene vil jeg ikke tale mere. Jeg kender dem selv, og Erasmus har skildret de lusede Munke fra Montague, som I bør læse om og så være færdig med Munkene. De æder Verdens Skarn, Skarnagere, som de er, de lever i Klostre adskilte fra Verden, som Latrinerne ligger adskilte fra Menneskers Boliger. De pløjer ikke som Bondemanden, de værger ikke Landet som Krigsmanden, de helbreder ikke Syge som Lægen, de præker ikke som de gode, evangeliske Lærere, de underviser ikke som Skolemanden, og de bringer os ikke Livets Behageligheder og Fornødenheder som Købmanden. De er en Hoben ækle, væmmelige, pestbefængte Dyr, sorte, brogede, gule, hvide, askegrå, spættede med Klør som Harpyer og Brodde som Gedehamse.
Jeg vil ikke tale om dem, og dog har jeg nu talt for længe om dem. Pest ramme dem, lusede som de er og fulde af Skab.«
»Men,« spurgte Bent, »hvorfor har da Kirken givet os Munkene?«
»Deres Tid var der, da Verden var fattig og der var langt mellem Stederne. Da var Munkene, hvad de skulle være. Klostrene var Arnesteder for Dyd og Lærdom, vi skylder de døde Munke, at Oldtidens Skatte bevaredes, at Lægekunsten ikke glemtes, at Bøgerne blev til og at Slægter opdroges. De døde Munke i Ære - thi bør da alle Munke nu være døde Munke!«
Bent smilede. »Men Gejstligheden - Bisper og Kardinaler, Kanniker og Præster?«
»Med dem er det en anden Sag,« sagde Rabelais. »Folket trænger til Lærere i Gudsfrygt, og det er bedre, at lærde Folk lærer Folket, end at omvandrende calvinske Sværmere fører det vildt. For Bisperne især bøjer jeg mig, blandt dem tæller jeg mine Venner - Herrer af Fødsel og Stand, Venner af Kunsten og de gode Videnskaber. Prælater, for hvem jeg bøjer mig, og Munkenes fødte Fjender. Erasmus og Morus, Budæus og alle de andre ærer med mig Prælaterne, og kan de, som de vil, bliver Kirkens Hus vel renset for Pakket, og Læren forkyndt ren som den er. Bispestand er den herligste Herrestand, kun fattes der et - Bispens Frue, Benedictus. Thi for at være ret Bisp, må én være ret gift.«
»Det forbyder Kirken,« sagde Bent og rystede på Hovedet.
»Og dog har alle Bisper Kvinder. Det er bedre at gifte sig end opbrændes af Attråens Ild, bedre er det at have Viv med Ære, end Slegfred med Uære. Og fordi St. Paulus efter sin Natur var afholdende, bør Kirken ikke tvinge vore Dages Apostle til det, der er deres Natur imod. Dette er en stor Sag, og I vil sikkert selv møde den. Der lever her i Paris en Søn af den store, engelske Kardinal Wolsey, der nys er falden og død. Ynglingens Lærer er selve den berømte Lupset, Budæi Ven. Der lever mange Sønner af Bisper i Paris, de har hverken Fædre eller Mødre, og det er imod Naturens Orden. Det er ikke godt at Mennesket er ene - husk Kritias' Ord ved vor Symposion. Bliv Bisp, Benedictus, som du vil det, lær Græsk og tag dig en Kvinde til Ægte. -«
Rabelais listede således Samtalen over i det Spor, han ville. Så begyndte han at tale om Luther og Calvin, om Bruddet i Kirken og det store Virvar i Tyskland, om nogle Kættere, som Kong Frans havde ladet brænde, og om Troen under et.
Derom havde de talt før, men Bent blev varm.
»Forstår I, Mester, at disse Mennesker går til Bålet med Sang og dør glade?«
Rabelais trak på Skuldrene: »Min Overbevisning rækker lige indtil Bålet - lige indtil. Men - som disse gjorde jo efter Legenderne de hellige Martyrer. Troen volder det. Det er en mærkelig Glæde, der skabes ved denne blinde Tro, som mange af os ikke forstår. Den hidser Sindene; det er som den, der dør for den elskede. Vanvid er det - men sød Vanvid. Troen gennemsyrer disse Mennesker, så deres hele Liv bliver et Vidnesbyrd derom. Det er Vanvid. Overfor Vanvid er vi Mennesker magtesløse; som Læge tror jeg ikke Bålet er god Lægedom for Sygen, men den er foreløbig den eneste Kur, vi kender, og Patienterne lider Kuren vel. Se de blege Prædikanter på Torve og Stræder. De dør tommevis for deres egen Brand, men de præker Ordet i Flammerne!«
»Det er for Ordet, for Lærens Skyld nødvendigt at brænde disse Stakler?« spurgte Bent.
»Ikke det. Troen har mindre med Menneskets Liv og Lemmer at gøre, end Mennesker tror. Ulykken er den, at hele Slægten lever, som om Ordet og Troen var daglig Kost og så er det knap nok Helligdags Føde. Folk synder og beder deres Synd af, for hvert Skridt de træder, rådspørger de den hellige Skrift, som om den var en Almuebog med letfattelige Husråd for alskens Sot og Skade og ikke Historien om et Afsnit af Tiden, hvad den er. Deraf kommer Farerne for den enkelte, Jammer for alt Folket.«
»Det må I sige mere om, Mester,« sagde Bent. Det ville han høre.
Rabelais talte bredt og selvbehageligt, det var et Emne, der morede ham, og han holdt af at docere.
»Den fattige Mand har i sin Hytte en eneste Stue, der ser han Lyset og vokser til, der æder han sin Mad, sover sin Søvn, der avler han sine Børn, og hans Hustru føder dem der; der knæler han i Bøn, der raser han i Drukkenskab, der synder han, kan hænde, når Kvinden er ude og en anden vil, der dør han omsider, hvis han ikke segner i sin Mark under sit Trælleåg.
En eneste fattig Stue!
Men Herremanden har et Slot, en Hal, et Spiserum, et Soverum, et Kapel, hvor han beder, et Rum, hvor han arbejder eller drikker, kan hænde et lønligt Kammer, hvor han synder, medens Hustruen snorker i den statelige Ægteseng.
Han har et helt Hus med mange Kamre.
Og som jeg sagde, han har sit Gudshus også til Bøn og Spægelse. Han ved, hvad Kejserens er og hvad Guds er. I Kapellet er han from, som det bør sig, i Lønkamret er han - som han er.
Den hellige Kirke var i sin Vugge den Fattiges Kirke, Huset med den ene Stue, og det er den for den Fattige endnu. For de Store er den et prægtigt Slot med hver Ting på sin Plads. Mange Bygmestre har arbejdet derpå, siden St. Paulus slog Glughuller i den Fattiges Stue. De lærde, græske Filosofer, de hellige Fædre, Thomas Aquinos og Duns Scotus, alle har de bygget hvert sit Rum og gjort Vejen lang fra Lønkamret til Kapellet. I den hellige Kirkes Hus bor de Store lunt og behageligt, thi de forstår at bebo hele Huset. Men Småmanden har kun et Rum, er det Kapellet er han from, er det Lønkamret, hvor Synden bor, ender han i Galgen her, i Helvede hisset.
Den fattige Mand bærer sit Hus med sig overalt, som Sneglen sit i Fontainebleaus Parker. Forstår I mig?«
Bent bøjede Hovedet. »Det meste,« sagde han - »bliv kun ved.«
»Godt,« sagde Rabelais. »I Folk fra Norden tænker godt. Nu kommer der en ny Bygmester som Luther eller ti År før ham vor lærde Jacques Lefévre, der allerede lærte, at Tro og ikke Gerninger er Saligheds Vej. Sådanne ser de mange Skillerum og kender den Fattiges ene Stue. Han river Skillerummene ned og vil gøre et Rum af de mange. Forstår I - et verdsligt Gudshus, hvori alle skal leve, eller rettere mange verdslige Gudshuse, et til hver Familie.
De Store, der følger ham - og der er Store, der følger - elsker Huset, som det står med Tårn og Tinder. Adelsfolk elsker de gamle Mure om deres Borge. De lader Murene stå og bygger Rummene indenfor efter Tiden. De mange Rum bliver til et, og det bliver stort og rummeligt, Større end St. Pauli var, men et Rum som hans, thi det er bygget efter hans Mønster.
Der bliver vidt til Væg og højt til Loft - dette er godt - tildels!
Men Småmanden jævner sin Hytte med Jorden og skal så bygge den op på ny.
Det evner kun få, og de mange, der ikke evner det, ligger nu uden Tag på viden Hede. Det er Reformationens Værk, Junker fra det høje Nord, og derfor ængstes jeg for den. De gamle Bygmestre var mange, og flere var kloge; det, de tømrede, var Menneskearbejde; men det var stærkt. Skillerummene kan falde, hverken I eller jeg trænger til at få tygget vor åndelige Føde af Thomas af Aquinos, og vi kan tåle at læse Lukian, uden at han beskæres for os. Men Murene holder, og Murene er de gamle. Derfor finder de nye Bygmestre Venner i Kongens Sale.
Dog, derude i de små Hytter - der, hvor de vil, at Murene skal falde og Huset bygges helt af nyt - tro mig, Junker, der stod de sig ved det gamle Bygværk, det var dog Tag over Hovedet.«
»I tror altså, Mester,« spurgte Bent, »at der bør være en Tro for rige, og en for fattige?«
»Ikke det just - jeg tror, der bør være en Tro for de fattige i Ånden og en for de rige i Ånden, eller rettere, hver, der rummer det, kan have sin Kirkefløj bygget, som han selv vil, men helst frit ude, langt fra det store Hus. Således må det være. I 1000 År og mere har Kirkens Store bygget for os og rejst Kirkens Hus. Så rev den store Bygmester Dækket til Side, der skjulte det for os, der var før St. Paulus satte Glughuller i det første Hus, Apostlene havde bygget, og der så vi en Verden i Hellas og Rom, en Verden, som det blev vor Lod at genføde ved de gamle Guders Tungemål.«
»Og dette mener I er Vejen til at begribe,« spurgte Bent. Blodet bankede i hans Tindinger.
»Ja. Gennem alt dette fandt vi atter Mennesket; vi lærte Tanker at kende, fødte, før Guds enbårne Søn lod sig føde til vor Frelse, fødte, medens Mørke lå over Sjælene, og dog funklende klare, som strålede Guds evige Lys i dem. Vi begreb, at Gud skabte Mennesket i sit Billede, ikke som Træl, men fri og frank for at gå sin egen Vej. Og sådan Tankens Rigdom gav Gud Mennesket til Eje, at alt det synlige, det, Mennesket kan fatte, blev Menneskets uden Gud. Kun til det ufattelige går Vejen gennem Gud, der, hvor Menneskets Tanker kan gribe og rumme, går Mennesket Vejen ved egen Kraft.
Der er Dybder, vor Forstand kan lodde, der er Højder, vor Fornuft kan nå, og der er det vor pligt at være Mennesker. Den lyse Dag ligger for os, og i Dagens Gerning øver vi vor Menneskefærd. Når de klare Stjerner funkler og Natten fordunkler vort Blik, så vi kun skimter og aner, så søger vi Gud og hans Lys.
Forstår I det? Før de Gamles Tale lød ren og ægte i vore Øren. var den hellige Skrift, som Kirken forkyndte den, vor eneste Rettesnor i Livet. Nu er Sløret hævet, nu ved vi, at intet menneskeligt er os fremmed, at vi kan og bør kende os selv, og først hvor Tanken standses på det ufatteliges Tærskel, skal vi bede til Hærskarernes Gud, at han leder vor Vej.
Med småt bør vi ikke besvære vor Gud, han skabte jo Verden og satte os i den, for at vi skulle bruge det, han gav os. Han viste os nu, hvorledes vore Fædre levede, for at vi skulle leve som Mennesker.«
»Og denne Hedningernes Verden er Menneskets Verden?« spurgte Bent.
»Ja,« svarede Mesteren.
»Hvorledes nægter da I få Lærde at give Menneskene Menneskets Verden?«
»Vel er vi få endnu, men som Strået spirer i Ageren for at sætte Korn, der atter såede med ny Afgrøde, fordobles, bliver tidobbelt, hundreddobbelt for gennem Tiderne at blive et Hav af Korn, således spirer Menneskets Lærdom i os, sætter Frugt i dig og andre, så Høsten fuldkommes.«
»Og Høsten?«
»Høsten er nu som før det Skønne, det Sande og det Gode. Alt dette hører hjemme i det Fattiges Verden. Den Verden, Thales begreb, Sokrates forstod, Platon og Aristoteles forklarede. De hellige Fædre har samlet det alt i Gud, fordi Slægten i sin Barndom ikke evnede at give Gud, hvad Guds var, og Kejseren, hvad Kejserens var. Slægten ville i sin Uforstand vælge Kejseren og give Kejseren, som den fattede - alt. Så tvang Gud ved sin Kirke Slægten til at give Kejseren gennem ham. Men Tiden kom, da Slægten forstod; de Ypperste forstod først, og da løsnede Gud Tøjlen, da viste han de Få og Kloge Verden og lod dem søge der, hvor de skulle finde, hvad Menneskets var. For sig selv beholdt han kun det Ufattelige.
Så højt skal du vide er Mennesket nået i de Sekler, der svandt.«
»Og I tror ikke, at Slægten fri for Bånd vil glemme Gud og atter tjene Kejseren alene?«
»Enkelte Svage vil det - mange, Utallige måske, Slægten ikke. Gudsbilledets Præg bærer Slægten, og på det Ufatteliges Tærskel vil den knælende strække Armene mod Gud!
Frihed, Yngling, er Gudspræget i Menneskets Sjæl. Slægtens Barndomstid i Kirkens Ledebånd er nu tilende, og som den fribårne Yngling skal den skue Herligheden, lære Menneskeåndens Rigdom at kende, som den strålede i Hellas og Rom. Men for at dette kan ske, må der være én Hal i Huset, og Templet ligge højt og ene på sit Bjerg.«
»Templet, er det Kirken?« spurgte Bent.
»Ja, den bygger vi udenfor, Bent Bille. Men gem den Hemmelighed vel, thi den er dyr og farlig. De Bygmestre, der rev Skillerummene ned, vil ræddes, om de anede den.«
Bent Bille foldede Hænderne over sine Knæ. Dette var for meget for ham på én Gang. Han forstod ikke, men syntes ikke, han ville spørge.
Rabelais smilede, han læste den unge Mands Tanker. Men Svaret skulle gro i Tavshed. Dæmoniets Røst skulle lede Bent Bille, eller måske rettere »det evigt kvindelige«, der af sig selv vokser frem indefra og drager.
»Det evigt kvindelige.« Rabelais smilede.
Få Dage efter sendte Bispen ham til Lyon, og Bent så ham ikke mere.