Bent Bille
Af Palle Rosenkrantz (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
SJETTE KAPITEL: St. Nytouche
Chevalier Benedictus, sagde Arvingen til Langey en Morgen, han mødte Bent foran Cluny. »Jeg har en Indbydelse til Eder. Men hør og bliv ikke forfærdet. Timen er sen, henimod 9 Aften, Stedet er lige overfor Louvre, og Værtinden er en meget fornem Dame, hvis Navn jeg ikke vil nævne her. Selskabet er meget fåtalligt, af indbudne Gæster er I den eneste.
Min Karl skal stå ved Eders Dør og føre Eder til Stedet, når Solen er gået ned.«
Bent rynkede Brynene. »Et Stævnemøde?«
»En Stævning,« sagde du Bellay muntert, »men I bør ikke behandle mig, som vi plejer at behandle »Chikanørerne« med Stokkeslag og Prygl. I er stævnet og véd, at udebliver I, vil I synde mod den højeste Lov for en Adelsmand. - Ærbødighed mod de skønne - thi denne Dame er meget skøn.«
Bent gjorde en Bevægelse.
»Benedictus,« sagde du Bellay. »Sanct Benedictus, vær nu rimelig. Denne Dame er dydig, ung, smuk, rig, vittig, lærd sågar. - Hun vil tale med Jer, og, Herregud, er I bange, så gør som Josef, tag Eders næstbedste Kappe med, og lad den blive, om det bliver Jer for hedt. I en Kreds af Mandfolk, som forleden ved vor Symposion, tør en dydig, ung Mand gøre Regning på nogen Opmærksomhed for sin Sjældenheds Skyld, men vil han bevare sit Ry, må han også vise, at han ikke mangler Mod til at stå mod Kvinden. Dixi - jeg sender min Karl, og I kommer.«
Dermed forsvandt Xavier du Bellay, Arving til Langey.
Bent Bille gik hjem og tænkte. Hjemme i Danmark havde han aldrig tænkt over den Slags Våbendåd, til Tiden kom, da han skulle gnide sit Sæde mod Lærebænken. Han læste flittigt og åd dertil bravt. Og i Paris opdagede han, at han intet kunne og meget vanskelig kunne lære noget, før den Tid kom, da han måtte bort.
Han åbnede Døren til de Haller, hvor Oldtidens Skatte lå gemt, han lukkede den atter, overvældet ved Mængden af Skatte. Han stirrede ind i Kirken og Theologernes Læresal, han hørte de evangeliske Taler på Stræder og Torve: Helliggørelse ved Tro, Guds Tilstedeværelse i Nadveren, Pavens Overherredomme, Munkenes Usædelighed og Gejstlighedens Verdslighed. Han stoppede sine Øren og ville ikke høre, fordi de råbte og skreg i Munden på hinanden, disse to Partier, der blev til ti, inden de blev færdige, og Bent var Anders Billes rolige Søn fra Søholm ved Storehedinge.
Så opgav han at studere - hans Lærere prækede som rasende mod de falske Lærere fra Meaux, Dr. Martins Lige, og Rabelais fortalte ham, at fra Meaux strålede Sandhedens Lys over det franske Folk.
Om Religion, syntes Bent, kunne man ikke kævles, thi enten stod noget i Skriften, eller det stod der ikke - Punktum. Dertil svarede Rabelais, at det, der stod, stod der ikke, og det, der ikke stod, stod der. Det havde Lorenzo Valla bevist ved at oversætte Biblen på ret Latin. Det kunne jo gælde den evige Salighed, når en Ablativ ved Uforstand var blevet en Akkusativ.
Ret Latin kendte Bent så ikke. men at Theologien ikke var ret Latin, havde han aldrig troet. Han ville være Bisp og ikke Theolog. Han havde drømt at blive de andres Overmand derhjemme i Lærdom, nu lærte han af de store franske Prælater, at slebent Væsen og Ridderfærdigheder var nok. I Frankrig var Bispestole og Prælaturer i Kong Frans' Hånd, og Kong Frans var selv Frankrigs første Adelsmand, hans Bisper og Prælater kunne fægte, ride og jage, de måtte gerne være lærde i Latinen og Græsken, men Theologien var rent ud sagt af Mode.
Den besørgede Sorbonnen i Paris, og når Kong Frans var i det Humør, hørte han Sorbonnisterne og brændte Mændene fra Meaux. Til andre Tider gav han de evangeliske store Gaver og tog deres varme Tilhænger Clément Marot til Hofpoet, ja, sendte sågar Guillaume du Bellay til Wittenberg efter Melanchton, der imidlertid klogeligen betakkede sig.
Theologien morede ikke Kong Frans, og Frankrig gjorde, hvad Kong Frans gjorde.
Bent var i Frankrig og opgav Theologien.
Men et tredie Studiefag viste sig, som Bent ikke havde anet, og som ville have forfærdet hans fromme Moder, Pernille Mouridsdatter.
Det var et Studiefag, som Kong Frans og med ham Frankrig dyrkede, hvor det lod Theologien ligge. Ved Rabelais' Symposion var Bent indviet i Studiet, han havde skudt det til Side, men det gik levende rundt på Gader og Stræder og stirrede på ham med meget nysgerrige Øjne.
Om Fanden var på Spil eller ikke, vidste Bent ikke ret, men hver han gik eller stod, voksede der Kvinder op mellem Gadens Sten.
Og Paris var brolagt, ikke dyndlagt som København.
Dette Studiefag lod sig ikke afvise som Theologien. Og det pirrede Bent i Længden. De andre talte aldrig om andet, han drømte og digtede ikke om andet selv. Men han havde Vilje, og han ville være ret Bisp uden Bispedeje. Det måtte et Mandfolk da for Fanden kunne.
Lektor Poul havde sagt, at Troens dyre Klenodie kun kunne bevares ved Kyskhed. Og at Mandfolk, der levede mellem Kvinder, for at blive fra Synd måtte være Helgener eller tørre Knubbe.
Helgen var Bent ikke, tør Knub var han vel heller ikke.
Men disse Kvinder! - Løbe for dem kunne en Adelsmand da ikke.
Det var for Bent ingen Religionssag - hans Tro var af Billernes hjemmegjorte, sejge Stof, der tålte alskens Vejr, men det var en Stolthedssag at have Papirerne i Orden. Fra den Dag, han overtog sit Præbende af Roskilde, følte han sig som Præst, med Præstepligter. Han var Adelsmand og førte Sværd ved Lænd, men sædelig set var han Præst. Punktum.
Han digtede og drømte alligevel, men det havde han Kræfter til at holde ud, han var en sund og stærk Bille.
Og dog, disse Kvinder! -
Han besluttede sig alligevel til at møde efter »Chikanørens« Stævning, om ikke for andet, så for at være stærk. Han skulle jo bygge sit Tempel udenfor sit Hus, sagde Rabelais!
Det var til en Afveksling et Eventyr, og hvor havde ikke Eftertiden suget Opbyggelse af den hellige Augustin for ikke at tale om »Josefus Cappatus«.
Klokken blev ni, og det var mørkt, da Bent stod under Porthvælvingen ved et stort Hus i Rue St. Jacques. Han syntes ikke, han kunne sige nej, og, ikke sandt, den, der besejrer sig selv, er større end den, der betvinger en By. Bent var stærk i Dyden, og det vidste han; dog slog hans Kors for sig, inden han bankede og sendte sin Helgen St. Bent en venlig Tanke. Thi intet gør så godt i Farens Stund, som at påkalde de Hellige.
Efter denne Påkaldelse åbnedes Døren, og en køn, lille Pige med stivede Skørter og en lille Kyse på Hovedet stod for ham. Hun lagde Fingeren på Munden, og han fulgte. Hun skottede til ham, som ville hun tage Skøn over sin Herskerindes nye Erobring.
Bent gik alvorlig som en Skriftefader, der går til sin Dont. St. Bent var med ham. I et lille Kammer med Billeder og Statuer, ikke hellige, men sikkert kostbare, traf han Husets Frue, en statelig Dame i en let, antikiseret Hjemmedragt med gyldent Diadem i lysebrunt Hår.
Det var Grevinde Claude de Neuilly - Greven var ikke tilstede, han var i Toledo som Ambassadør og befandt sig vel der. Grevinden ønskede ham ikke tilbage, og Bent, der ikke kendte ham, savnede ham ikke.
Grevinden gik lige hen til Bent og kyssede ham midt på Munden.
Det var Skik i Frankrig og betød kun Goddag - ikke mere, måske Godaften, for Kysset varede længe og var ret inderligt.
Bent tog den Plads overfor Grevinden, som hun med en smuk Håndbevægelse bød ham.
Hun så på ham og fandt ham såre smuk - hvad han var.
Han så på hende og fandt hende meget dejlig - hvad hun også var.
Men der var den lille Forskel, at medens Grevinde de Neuilly var en Kender, en fordomsfri, fornem Dame, der var Ungdommen bevågen og havde været det i en Række af År, var Bent lidt kejtet og Kannik i Roskilde.
Den smukke, ligefremme Modtagelseshilsen gjorde imidlertid, at han straks følte sig hjemme i Huset, og den dejlige Grevinde talte stilt og venligt til ham.
»I hedder Bent Bille,« sagde hun, - »Navnet kan jeg ikke udtale, men Xavier kaldte Jer Charmides, og var fuld af Ros over Eders Dyd og Artighed. Mester Rabelais holder af Jer, og hans Venner er mine. Jeg har set Jer en Gang, da Biskoppen af Paris gjorde Fest for Kongen. Jeg lagde ikke rigtig Mærke til Jer dér, der var så mange. Men nu i Aften vil jeg gerne tale lidt med Jer. Drik af denne Vin, det er Beaune, og den er god. Vi er alene, og I må lade, som I var hjemme.«
Det ville Bent prøve på. Nydelig var hun. Her var sikkert en Sejr at vinde over sig selv.
»Først må jeg lære Jer at kende,« sagde Grevinden, »og I må fortælle mig alt, hvad I kan fortælle om Eder selv. Jeg holder af at høre unge Mænd fortælle om deres Liv og Bedrifter. I Folk fra det kolde Nord har vel også Ting at fortælle, som lyder nyt for os - og dernæst vil jeg høre om Eders Studier. Thi I skal vide, jeg er en Veninde af de skønne Videnskaber. Da mit Sprog falder Eder svært, så tal Latin, det er et smukt Sprog, som jeg forstår og hvori Eders Venner siger I er en Mester.«
Så måtte Bent altså fortælle, og det gjorde han med ægte, dansk Grundighed. Grevinden hørte lige så nydeligt til, som hun spurgte. Bents Latin var nordisk, ikke Ciceroniansk. Grevinden grimacerede let ved hans Munkevendinger.
Men Bent fortalte løs:*)
»Jeg er født på en Ø, hvor Klipper af det hvide Kridt skråner stejlt mod et stort, blåt Hav. Øen hedder Møen og er et frugtbart Land, dækket af grønne Bøgeskove. Ved et blankt Nor ligger Byen Stege, værnet af Mure og et kongeligt Slot, hvor min Fader har hersket som Kongens Lensmand i 30 År. Der blev jeg født, medens den fromme Kong Hans regerede i Danmark, og Lybeckernes Våben var de første, jeg hørte klirre som Barn, da min Fader værgede Borgen og Byen mod tifold stærkere Fjender.
Min Moder knælede og bad i Slottets Kapel, og vi Børn knælede hos, medens Kartoverne sang og Bålene flammede om Murene. Min Fader var en vældig Stridsmand, skønt jeg siden har lært ham at kende som en Fredens Mand og en dygtig Købmand. Han er blandt Rigets største og sidder i Rigets Råd.«
»Hvad hedder det Slot?« spurgte Grevinden - på Latin.
»Stegehus,« svarede Bent og mindedes sin Barndom og sine Søskende derhjemme.
»Og trods denne Ilddåb ville I være Præst?« spurgte Grevinden med et lille Smil. »Har I da aldrig selv lært ridderlig Idræt?«
»Jo,« sagde Bent og rødmede stolt. - »Jeg har selv været Væbner og kæmpet med Sværd i Hånd. 14 År gammel kom jeg som Svend til Rigsmarsken Hr. Tyge Krabbes Hird i Skaane. Der strejfede jeg i Moser og Kær med Hr. Tyges Hunde, når Efterårsvinden jog over de vide Enge. Jeg lærte at røgte Hr. Tyges Heste, at ride og bruge Sværdet, og da de jog Kong Christiern af Lande, trådte jeg som Væbner ind i Hr. Tyges Hird.«
»Men I prøvede aldrig Krig og Orlov?«
»Fejde,« sagde Bent. »Krig kan man ikke kalde det. Men da Hr. Søren Nordby, Kong Christierns tro Mand, med en Bondehær faldt ind i Skaane og hærgede mine Frænders Borge, drog Hr. Tyge imod ham. Vi mødte Bondehæren ved Byen Lund, og jeg red ved Hr. Tyges Side, mens vi mejede Bønderne ned som Høstmanden mejer Sæden ved Høst. De veg og flygtede til Bunketoft Lund, men Hr. Tyge fulgte dem, og de kæmpede for deres Liv som vilde Orner.«
Bents Ansigt blussede, og Grevinden lagde sin fine, hvide Hånd sagte på hans Håndled.
»I fortæller godt,« sagde hun sagte, »fortæl mig om Slaget.«
»Jeg red en Skimmel, der hed Mogens - jeg husker det, som var det igår. Bønderne havde forskanset sig foran Lunden, deres Fører var en Junker Otto Stisen af Hvidernes Æt, fordum mægtig, nu fattig og uden Anseelse. Hr. Tyges Ryttere sprængte frem mod Vognborgen. Der stod en Karl midt for et Hjørne, en stor, skægget Karl med en vældig Økse og en bred Jernhat ned over Panden, om ham flokkedes Bønder med Leer og Spyd. Hr. Tyges Ryttere rullede frem over Marken som en Jernlavine. Fra Hestenes Næsebor stod Dampen som fra Falkonetternes Munding, og Hr. Tyge råbte med høj Røst: »Fremad Folk, for Gud og St. Jørgen!«
Vi var tæt inde under Vognborgen, så hørte jeg Karlene råbe: »Hug efter Hestenes Haser, Rytterne fanger vi nok, og i det samme blinkede Solen i Leer og Skæreknive. Jeg så Hr. Tyges Hest løbe lige mod den store Karl, der havde grebet en Segl på et langt Skaft og huggede ud efter dens Forben. Så sporede jeg Mogens fremad, tørnede mod Bøndernes Rækker og stødte med min Lanse den svære Karl lige i Brystet, så han tumlede bagover og rullede ind under Hr. Tyges Hest. I det samme gled Mogens, dens Forben skred under den, og jeg selv sank ned i en forvirret Knude af kæmpende Mænd. Det flimrede for mine Øjne, det var, som gik jeg tilbunds i en malende Strøm. Jeg slap Lansen og greb til Sværdet; det klirrede og sang om mig af Slag på Jern, og Blodet sprøjtede om mig fra Heste og Mænd. Jeg så endnu Hr. Tyges Skikkelse med det hævede, blanke Sværd og hørte Bøndernes Rædselshyl, medens Rytterflokken brød deres Rækker, og Vognborgen knagede i Faddinger og Fælge. Så blev det mørkt om mig, og da jeg atter kom til mig selv, lå jeg på mit Leje i min Frænde Eske Billes Hus, og min Søster Ermegaard stod hos mig med kærlig Pleje.«
»Og Bønderne?« spurgte Grevinden, hvis Øjne lyste, medens hun snappede efter Vejret, hidset af Ynglingens Fortælling.
»Otto Stisen flyede, og Bønderne døde til sidste Mand for Sværd og Strikker.«
Bent Bille tav lidt, så sagde han: »Det var min Ilddåb, men siden da har jeg ikke været i Fejde. Min Søster Ermegaard - Gud signe hende - plejede mig i Måneder, så blev jeg helt karsk, men på mit Sygeleje lovede jeg hende at blive Præst - Bisp,« føjede Bent til. - »Og jeg holdt mit Løfte.«
Grevinden strøg hans Hånd sagte og smilede. Han tog efter Vejret som en ung Fole efter et hurtigt Ridt - så mærkede han det selv og trak Hånden tilbage.
»I kom på Skolebænk?« spurgte hun.
»Ja,« sagde han - lidt forlegen, - »jeg lærte Latinen hos Lektor Poul Eliæ, min Faders Ven, og da jeg var udlært, blev jeg Kannik i Roskilde. Verdslig Kannik uden gejstligt Ordensløfte, men Kannik, og så drog jeg til Paris.«
»I er kun fire og tyve År?« spurgte Grevinden, »og længes ikke efter Ridderfærd?«
»Undertiden,« sagde Bent. »Jeg lider ved Beretning om Orlog og Fejde .... men jeg studerer nu. Jeg kæmper med Gloser, gør jeg, og befinder mig vel derved.«
»Hvorledes lider i Livet her blandt Studenter i Paris?« spurgte hun.
»Tåleligt nu,« sagde Bent. »Rejsen var streng herned, og Pengene slap op; der er jo langt til Danmark. Hjemme var jeg den rige Hr. Anders' Søn, her er jeg en ukendt blandt Titusinder. Men også dette vil det glæde mig at mindes. - Et hæc meminisse juvabit!«
»Og Eders Studier? Livet hernede blandt de fremmede Studenter, for til Sorbonne selv har I jo som Fremmed ikke Adgang - hvorledes behager det Jer?«
»I Begyndelsen ærlig talt slet - meget slet. Jeg traf nogle Landsmænd her - Mænd på min Alder, der kendte Livet og førte mig til deres Kollegier og Medstudenter. Jeg svarer Jer, Frue, siden I spørger mig. Jeg levede bedre i Moserne mellem Hr. Tyges Hunde end i Kongens Paris. Vort Kvarter var tarveligt, vi sov længe, til Klokken var 8 eller 9, hvad enten det var lyst eller mørkt; parisiske Studenter agter ikke Renlighed højt - de kæmmede sig, som de kalder det, med den »tyske Kam«, det er deres Fingre, og de vaskede sig næppe, når de stod op. Deres Lader var ikke høviske, der var en Spytten, Nysen og Hosten, som jeg ikke vil tale om for høviske Øren, og de spiste som Daglejere, så snart de satte Foden ud af Sengen. Ikke heller bevægede de sig før Morgenmåltidet, og de drak, så snart de så Dagens Sollys, som gjaldt det et Væddemål at fylde sig på Morgenkvisten.«
»Men Messen?« spurgte Grevinden. - »Messen?«
»Tyve Messer hørte vi, og Bønner mumlede de om os efter deres Rosenkranse. En Del af deres Gudstjeneste var de tyve Minutter, som de ofrede på deres Bøger før Middagsmåltidet. Var Frokosten drøj, var Middagen det endnu mere. - Disse Mennesker åd som Dyr og drak som de Sold, hvori Bonden sigter sit Mel. Så spillede de Kort, og vi måtte spille med dem, medens Kande på Kande blev tømt, og Slagsmål udkæmpedes ved Kortspillet på de blotte Næver. Derefter sov de for at vågne til Aftensmad og ny Drikken, indtil Dagen sluttede med Tugt at melde på Krostue og i Jomfruhus.«
»Og I syntes, det var en ilde Uddannelse for Præster?« lo Grevinden.
»Jeg gjorde så, til en lærte mig, at det var Synden, de studerede for siden at fly den. Derved blev jeg en kort Stund. Men så opgav jeg Kammeraterne og flyttede til et stille Logis ved Cluny for at studere for mig selv. Mine Kammerater fra Danmark blev også trætte af Parisernes Studereliv, og efterhånden, som vi lærte Sproget, indrettede vi os efter eget Tykke.«
»Lad mig høre, hvorledes Nordens dydige Sønner studerede?« sagde Grevinden. Hun morede sig over at se, hvor Bent efterhånden tøede op og befandt sig vel i hendes Selskab. Hun fandt ham smuk og naiv. Han talte så frejdigt om sig selv, sagde så meget, og sagde det på barbarisk Latin; men alligevel var han veltalende.
Og smuk var Charmides.
Bent befandt sig vel. Grevinden var en fortræffelig Tilhører og slet ikke farlig. Smuk var hun nok, men helt ung var hun ikke, og nu var Bent sikker, han blev så sikker ved at tale om sig selv.
»Vi stod tidlig op,« sagde han, »ved fire slet eller så. Vi badede, som vi var vant til hjemme fra, vi spiste kun lidt og drak slet ikke. Så læste vi i flere Timer og søgte så Boldspilhuset eller Engen for at øve os i Idræt. Vore Lemmer var blevne helt stive af det frygtelige Studieliv. Og Legemets Vækst må ikke forsømmes for Åndens.«
Dette sagde Bent meget vigtigt og strakte sine unge, stærke Lemmer, så Grevinden fik Lyst til at kysse ham, men hun gjorde det ikke, fordi hun ikke vidste, om han ville påskønne det. Han fortsatte: »Efter Boldspillet skiftede vi Linned og indtog vort Måltid. Vi spiste ikke meget og drak heller ikke meget, thi efter Bordet samledes vi hos vor nye Lærer, en lærd Doktor fra Meudon, og lærte ikke så lidt også af Naturvidenskaber, som vi i Norden slet ikke kender. Og Musikinstrumenter lærte vi at behandle: Fløjte, Viola og Luth, og senere på Eftermiddagen besøgte vi Rideskolen og opfriskede vor Ungdoms Våbenidræt.
En Bisp kan også blive nødt til at bruge Værge,« tilføjede Bent undskyldende.
»Og Kården falder nu en Gang en Adelsmand lettere i Hånden end Pennen,« sagde Grevinden smilende. »Men Aftenen - Aftenen -!«
»Der er langt til Aftenen endnu, nådige Frue,« sagde Bent. »Vi svømmede i Seinefloden, vi dykkede mellem Siv og Klipper, vi strakte os i Engen ved Sommertid og ved Høst drog vi stundom ud med en ung Herre fra Touraine, der havde Jagt, og som havde sluttet sig til os. Jagten var mig det kæreste, det, hvorefter jeg havde længtes mest, thi jeg er opvokset på Landet og elsker Jagten, til Hest efter den spejdende Falk, til Fods mod den skummende Orne.«
»Men Kirken -!«
»Kirken,« sagde Bent - »besøgte vi sjældent, thi der er meget Folk, men liden Andagt. Vi bekendte vor Tro i Hjemmet med Aftenbøn, og jeg sov tidlig ind, befalende mig Gud og St. Bent i Vold.«
»Er det Eders Helgen?« spurgte Grevinden.
»Ja,« sagde Bent.
»Og I tror på Helgener?«
»Det har min Moder lært mig,« sagde Bent. »Og derved vil jeg holde fast.«
»Og Kvinder?« spurgte Grevinden med et lille Smil.
»Jeg tror ikke på Kvinderne,« svarede Bent kort.
»Nu er I uhøflig,« sagde Grevinden. »Men I har ikke fortalt mig om Eders Studier. Kan I Græsk?«
»Meget lidt,« sagde Bent lidt skamfuld.
»I hedder Charmides og kan ikke Græsk. Godt, jeg har et Forslag. I lærer Græsk af mig. Jeg kan Græsk. Mester Rabelais har selv lært mig det, og det er Gudernes Sprog. Xavier de Langey har lært Græsk hos mig.« - -
»Damerne er lærde i Frankrig,« svarede Bent med et lidt spotsk Smil. Dette sagde han på Fransk.
»I skulle ikke smile,« sagde Grevinden alvorligt - også på sit Modersmål. »Platon selv lærer i »Staten«, at Kvinden bør være med i Arbejdet; de græske Ynglinge og Platon med ler ad Kvinder, der kæmper nøgne i Palæstra - mærk vel, unge Nordbo, disse Grækere ler ad nøgne Kvinder i Palæstra - det ville en Pariser-Adelsmand næppe gøre. Men Platon giver Kvinderne Ret. Den hellige Paulus var en arg Kvindehader, han dømte os til evig Tavshed i Kirken og Menigheden. Paulus må have været ulykkelig i Kærlighed, eller -. Nå, Kirken holdt os i Umyndighed, og Riddere gjorde os til Herskere ved deres Minnehof og i deres Viser, men hjemme på Borgen måtte Ridderkonen trælle som en Pariser-Slagters Hustru træller nu. De gode Videnskaber har kaldt Platon til Live igen. Nu står vi Damer der igen med Aspasias Smil, men med Hustrus Herreret. Og nu vil vi lære de unge Mænd Græsk, for at de hos Platon kan lære, at vi Damer også er Mennesker.«
Bent syntes, den gode Grevinde prædikede som en Lærer fra en Lærestol, men hun var så nydelig, når hun var alvorlig.
»I hele Eders smukke Studieplan savner jeg Kvinder, Charmides.- Eders gode Moder er hjemme blandt Eders Hjemlands Barbarer, Eders Søster, den kærlige Sjæl, I talte om, også. De Kvinder, Eders parisiske Studiefæller satte Pris på, behager ikke Eder. Altså er I uden Kvinder, og det er for en ung Mand beklageligt. I kan ved Studier øve Eders Ånd, ved Øvelse styrke Eders Legeme, men uden Kvinder ingen ret Student! Når min Søn vokser til - han er nu kun fire År - vil jeg sørge for, at en god og lærd Kvinde, der fuldt ud. forstår de skønne Videnskaber - omtrent en sådan, som jeg håber at opdrage min Datter, - og dog ikke hans Søster, giver ham Adgang til blidt og sødt at blande i sin Visdom og i sin Våbenfærd en Kvindes Opdragelse, som skaber den rette Mand. Den Mand er den rette, der elsker de skønne Videnskaber, ser sin Fjende lige i det hvide af hans Øjne og - kan træde Gulvet let, men fast, hvor skønne Kvinder er til Huse. Det kan I ikke, men I kan lære det. Tro mig, en Dame som jeg er ikke den dårligste Læremester selv for en vordende Bisp. -
Men Eders Kvinder i Norden kender vel ikke de gode Videnskaber?«
»Nej,« sagde Bent, »vist ikke meget.«
»Naturligvis,« sagde Grevinden, og hendes fine Overlæbe krusedes i Hån. - »De stopper Hoser, laver Mad, bøder Linned og føder Børn, som de selv giver Die, til Skade for deres Buste: Lad Ammen tage sig af de små Børn, de store Børn trænger til en klog Kvindes ledende Hånd. Og I er et stort Barn, Benedictus - derfor vil jeg lære Jer Græsk!«
Bent Billes Mandfolkeoverlegenhed svigtede ham. - Han ville gerne lære Græsk, det var et smukt Sprog, og Grevinden var en smuk Lærerinde. Men kunne han forsvare det, eller rettere, kunne han forsvare sig?
Grevinden så så skolemester-strengt på ham, at han besluttede sig til at vove Forsøget, men i det samme smilede hun, og så fik han Tvivl. Besejret var han egentlig, men tung tillige og ikke forelsket.
Bent Bille var ikke forelsket i Grevinde de Neuilly, skønt han kunne have tænkt sig den Mulighed.
Grevinden derimod var i Grunden lidt bevæget, hun var ni og tyve År - det havde hun været et Spand af År; og så var hun begejstret for Græsken og for de unge Menneskers Studieplaner. Det havde hun Lov til, hun var jo selv Moder.
Det var silde - Bent Bille sad i Grunden godt, hvor han sad, hun var dejlig at se på, og han var meget rolig. Men bryde op måtte han alligevel en Gang, derfor rejste han sig.
Grevinden rejste sig også og trådte helt hen til ham. »Lov mig så, at I vil komme igen og læse Græsk med mig,« sagde hun meget blidt og meget indtrængende.
Så kyssede hun ham lidt mere dvælende end før, nu kendte hun ham jo helt godt, og det stred ikke mod god Tone.
Mandfolket i Bent kom i Forlegenhed, han gjorde en Bevægelse, til eller fra vidste han ikke rigtig.
»Når I i Aften bekender Jer Tro og beder til Eders Helgen,« sagde hun med et stort Smil, »så bed til en anden Helgen, end I plejer. Hvem var Eders Helgen?«
»St. Bent,« sagde han kort - så rettede han det til Benedictus.
»Det må være en nordisk Helgen,« sagde Grevinden, »ham kender jeg ikke.«
»Det er det også,« sagde Bent.
»Men så længe I er i Paris, må I bede til en fransk Helgen, Eders Nordbo kan ikke høre Eder hernede. Og da I hjemme beder til St. Benedictus, Eders Navne, så bed hernede til en anden Navne, han hedder St. Nytouche.«
»St. Nytouche,« sagde Bent, »ham kender jeg ikke.«
»Spørg Mester Rabelais,« sagde Grevinden smilende. »Han ved, hvem St. Nytouche er.«
Bent vidste ikke, om hun gjorde Nar ad ham, men hun benyttede hans Forvirring til at kysse ham en Gang endnu, og det temmelig forsvarligt - mere forsvarligt end hun i Grunden kunne forsvare overfor Hr. de Neuilly, som var i Toledo, der lå så langt borte.
Så skød hun lempelig Bent mod Døren.
Den lille Kammerpige lukkede ham ud, og hende gav han et Sølvstykke, men ikke det Kys, hun nok kunne have brugt og plejede at få.
Ude på Gaden var det mørkt, og Månelyset ikke helt sikkert, for tunge Skyer jog hen over Himlen. Bent gik famlende et Par Skridt, så tørnede han imod en Mand, der stod ved Muren, hyllet i en hvid Kappe.
»Ulykkelige,« sagde den Fremmede, »I kommer fra hende, og derfor skal I dø.«
Bent regnede ud, at det måtte være en at Damens forsmåede Tilbedere, og det gjorde ham ondt for Manden, men han fandt ligegodt hans Tone usømmelig.
»I vil måske lade mig komme forbi,« sagde han alligevel fredsommeligt, nu ville han hjem og i Seng.
»Træk blank,« sagde den Anden. »I kommer fra hende, nu skal I dø.«
»I må være på Vildspor,« sagde Bent. »Jeg har blot taget en indledende Time i Græsk.«
»Græsk,« hvæsede den Anden - »ja, netop Græsk, træk blank, eller jeg stikker Jer som en Gris.«
Han er åbenbart faldet igennem i Græsk, tænkte Bent, men da det ikke kunne være andet, trak han fra Læderet.
Bent kunne fægte, og det bedre end den uheldige Græker.
Månen blev nysgerrig og kom frem fra sin Sky, skadefro og hulkindet. Bent bed Tænderne sammen og slængte sin Kappe af Skulderen. Den anden slængte også sin. Så krydsedes Klingerne med let Klirren Månen var eneste Tilskuer.
Bent mærkede straks, at han var den stærkeste.
»Stik Sliren ind,« sagde han, »så skal I slippe. Jeg har jo sagt Jer, det var hun en indledende Time, og nu er jeg tidig til at gå i Seng.«
Men den Anden gjorde store Bevægelser og svor meget ukristeligt.
»Jeg vil gøre Jer opmærksom på, at jeg er Kannik,« sagde Bent høflig. »I må ikke bande så skammeligt i min Nærværelse. Med de Møllehjul, I slår med Jeres Rapir, risikerer I at gøre Ulykker, eller rende Jer min Kårde i Maven. I har næppe lært Græsk; at I ikke har lært at fægte, kan jeg se.«
Den Fremmede faldt drabeligt ud, og Bent smuttede til Side.
Månen morede sig, så den skinnede som en lille Sol. Nu morede det også Bent. Sådan et Mandfolk foran en Kårdespids var dog alligevel mere jævnt Spil for en dansk Adelsmand. Her var han den overlegne, det kunne han bedre end Græsk og Kurmageri. Men en Præst måtte nødig udgyde Blod.
Altså med et let, katteagtigt Spring stod Bent atter for sin Modstander og trak ham med en Finte Klingen af Hånden, så den røg klirrende hen over de toppede Sten.
Månen skjulte sit Ansigt. - Månen er af Hunkøn og tåler ikke at se Blod.
Den Fremmede gled ud og faldt lige på sine Halehvirvler, så Tænderne smækkede i Munden på ham.
Men Bent var i Krigshumør.
»Jeg vil dog have en Erindring om Jer,« sagde han, idet han stod bøjet over den faldne, og med et lille, dansk Hug skilte han sin Modstanders højre Øre fra Hovedet og løftede det afhuggede Øre mellem to Fingre.
Den Anden udstødte et Vræl som en stukket Gris og sprang op - medens Månen stak Hovedet frem for at se, hvad det var, derpå forsvandt han i Løb hen over Stenbroen ned mod Floden.
Bent stak det afhuggede Øre ind på sit Bryst. Så så han sig omkring, han var helt alene.
Langsomt hyllede han sig i sin Kappe, for hans Fod lå Franskmandens bred og foldet over Stenene.
Bent Bille var praktisk, han tænkte på Jørgen derhjemme og tog Kappen op.
Så gik han hjem.
Junker Homuth vågnede og gned sine Øjne.
»Hvor har du været, Kammerat?« spurgte han.
Bent lo. »Hos Potifars Hustru, Jørgen, men jeg klarede mig adskilligt bedre end salig Josef. Han reddede sin Dyd, men måtte lade sin Kappe i Stikken, jeg reddede Dyd og Kappe og bringer oven i Købet en fortræffelig ny Kappe med hjem.«
Jørgen lo. - »For den Betaling kunne du ladet Dyden springe, synes mig. Fortæl mig det hele.«
»Derom mere i Morgen,« sagde Bent.
Så gik han til Ro. Men næste Morgen naglede han Franskmandens Øre fast til Væggen under sit Krucifiks, og det syntes både Junkeren og Niels var en herlig Prydelse på Væggen.
Kappen var bedre end Bents egen, og derfor beholdt han den selv, hans egen fik Junkeren, og dennes fik Karlen. Det hele var såre godt.
Men han besluttede at tænke nærmere over Grevindens Tilbud, han var jo dog en Kirkens Mand og burde kunne læse det nye Testamente i Grundsproget!